Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Arne besejrer blå Bjarne på knockout

KOMMENTAR: Vedtagelsen af Arne-reformen er et historisk gennembrud for centrum-venstre, som efter at have været trængt dybt i defensiven i årtier nu endelig har slået tilbage med en reel udvidelse af danskernes sociale rettigheder, skriver Lars Trier Mogensen.

Ved at have ført valgløftet om differentieret pensionsalder ud i livet, har Mette Frederiksen effektivt slukket for det ekko af løftebrud, som ellers har runget hos sosserne siden begyndelsen af 10'erne, skriver Lars Trier Mogensen.
Ved at have ført valgløftet om differentieret pensionsalder ud i livet, har Mette Frederiksen effektivt slukket for det ekko af løftebrud, som ellers har runget hos sosserne siden begyndelsen af 10'erne, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

2020 tegner sig som en triumf for S-regeringen. Kulminationen kom mandag, da den såkaldte 'Arne-pension' blev vedtaget af et flertal i Folketinget.

Statsminister Mette Frederiksens mest afgørende og ikoniske valgløfte er nu indfriet, langt om længe, og dermed har Socialdemokratiet også skiftet spor – fra tidligere at ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand” til fremover at kunne tvinge de borgerlige til i stedet at måtte følge en mere socialt afbalanceret økonomisk politik.

Arne-pensionen, der giver folk med en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet en ny ret til tidligere folkepension, markerer et skarpskårent brud med den ”nødvendighedens politik”, som skiftende regeringer har ført siden 1990'erne.

Prioriteterne er skiftet. Efter en længere årrække, hvor mange velfærdsydelser blev rullet gradvist tilbage, har Socialdemokratiet genvundet sin tidligere slagstyrke til både at ville og kunne føre en økonomisk politik, som med rette kan kaldes for klassisk socialdemokratisk. 

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I valgkampen sidste forår forsøgte daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen at affærdige forslaget om en differentieret pensionsalder som ”det største bluffnummer i dansk politik i generationer”. Men dermed snød han vist kun sig selv.

For da det kom til stykket, viste det sig at være praktisk muligt at udforme en teknisk model for tidligere pension og nok så afgørende at skaffe de fornødne mandater med Dansk Folkeparti.

Med Arne-pensionen træder Mette Frederiksen definitivt ud af forgængernes skygger og ikke mindst væk fra daværende finansminister Bjarne Corydons kontroversielle linje – og genvinder derved en tabt troværdighed på Socialdemokratiets vegne.

Lars Trier Mogensen

Blandt de mange kæmpe forlig, komplicerede hjælpepakker og vidtgående beslutninger, der er landet i løbet af 2020, træder den differentierede pensionsalder frem som det vigtigste idépolitiske ryk. For statsminister Mette Frederiksen troner vedtagelsen af Arne-pensionen nemlig som et trofæ på mindst tre fronter.

For det første er det blevet skåret ud i pap, at Radikale Venstre ikke længere har vetoret i den økonomiske politik: Socialdemokratiet er sluppet fri af de sidste årtiers forbandelse, hvor De Radikales mandater udgjorde tungen på vægtskålen, og socialdemokratiske statsministre ikke turde andet end at føje først Marianne Jelved og senere Margrethe Vestager.

For det andet har vedtagelsen af Arne-pensionen været med til at grundsprænge den borgerlige blok. Dansk Folkeparti kunne have spillet magtkabale og udnyttet deres 16 udslagsgivende mandater til at afpresse Mette Frederiksen, men i praksis blev forhandlingerne aldrig helt så dramatiske, som de fleste iagttagere havde forudset. Dansk Folkeparti endte med at sælge sig selv påfaldende billigt.

Dansk Folkeparti var ganske enkelt enige i grundtanken bag Arne-modellen, som partiformand Kristian Thulesen Dahl faktisk også selv havde foreslået tidligere. Derfor lykkedes det aldrig at skabe en fælles front i blå blok.

I stedet har forløbet udstillet, at der ikke længere er opbakning til den form for borgerlig reformpolitik, som Venstre i sin tid kunne lokke Dansk Folkeparti med på – mod kontant afregning i udlændingepolitikken.

For det tredje og mest skelsættende signalerer Arne-pensionen et internt brud i Socialdemokratiet i forhold til både den politiske linje og det image, som Socialdemokratiets foregående statsminister, Helle Thorning-Schmidt, repræsenterede.

Ved at have ført valgløftet om differentieret pensionsalder ud i livet har Mette Frederiksen effektivt slukket for det ekko af løftebrud, som ellers har runget hos sosserne siden begyndelsen af 10'erne.

Ja, faktisk helt tilbage fra syndefaldet i 1998, da daværende S-statsminister Poul Nyrup Rasmussen brød sin egen efterlønsgaranti.

Med Arne-pensionen træder Mette Frederiksen definitivt ud af forgængernes skygger og ikke mindst væk fra daværende finansminister Bjarne Corydons kontroversielle linje – og genvinder derved en tabt troværdighed på Socialdemokratiets vegne.

Arne-pensionen står i spektakulær kontrast til den mere nøjsomme sparekurs, der blev ført under SRSF-regeringen – dengang for at appellere småborgerligt og midtersøgende til den såkaldte 'Blå Bjarne', typisk en vellønnet håndværker med parcelhus og carport i forstæderne.

I kølvandet på finanskrisen blev det økonomiske tilbageslag dengang udnyttet til at gennemtvinge en borgerlig-liberal chokterapi med blandt andet kortere dagpenge og udhuling af efterlønnen.

Forskellen til i dag er til at få øje på: Nu bevæger reformpolitikken sig igen fremad for nogle af dem, som bestemt fik gavn af Thorning-regeringens topskattelettelser, budgetloftet eller fyringerne i den offentlige sektor. Austerity-politikken er i dag erstattet med en mere rundhåndet attitude.

Omslaget sker bestemt ikke kun her i Danmark. Den omfattende budget- og investeringsaftale, som EU-landene blev enige om i forrige uge, er et opsigtsvækkende resultat af det grundlæggende skift, som Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, har foretaget siden finanskrisen.

Dengang stod hun om nogen i spidsen for en hård sparepolitik. Men i dag har selv Merkel erkendt behovet for at investere socialt, fra bunden og op. Kursskiftet i Berlin skubber i en heldig retning for Mette Frederiksen, for som så ofte før er det tysk politik, som sætter rammerne for Danmark, og nu er rammerne pludselig udvidet gevaldigt.

Men presset kommer også fra S-regeringen selv. For selv om udlevelsen af valgløftet understøttes af de pladetektoniske skift på det europæiske kontinent, kan og skal det hjemlige sporskifte hos Socialdemokratiet ikke overvurderes, særligt ikke indadtil.

Baglandet i partiet og fagbevægelsen har med Arne-pensionen fået et håndgribeligt bevis på, at Mette Frederiksen har personlig styrke og ideologisk vilje til at ville føre en helt anden og langt mere socialt afbalanceret økonomisk politik, end Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon gjorde under Margrethe Vestagers supervision.

Kynikere kan indvende, at Arne-pensionen kun er en lille kompensation for, at den generelle pensionsalder nu vil stige til 69 år, og det store flertal derfor ikke kommer til at kunne trække sig tidligere tilbage. Lige efter mandagens vedtagelse af L104 om indførelse af ret til tidlig pension blev også L105 om regulering af folkepensionsalderen således stemt igennem, sågar med et endnu større flertal.

I det store danmarksbillede er det stadig hovedreglen om en fortsat levetidsindeksering af pensionsalderen, der for alvor vil batte, mens undtagelsen for de få, der har været mindst 42 på arbejdsmarkedet, når de fylder 61 år, ikke vil gøre den store forskel rent samfundsøkonomisk.

På venstrefløjen er der da også stadig mange, som mener, at Socialdemokratiets opbakning til levetidsindekseringen i bund og grund er udtryk for, at S-regeringens sporskifte kun er et narrespil, og Mette Frederiksen i virkeligheden er i gang med at ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Kort sagt: At Arne-pensionen blot er en afledningsmanøvre, som skal sløre de løbende forringelser af folkepensionen.

Rent politisk er den ræverøde kritik dog ikke faretruende for S-regeringen. Dels har venstrefløjen jo selv stemt for Arne-pensionen og dermed accepteret studehandlen, og dels har Venstres mislykkede kampagne mod den differentierede pensionsalder gjort sejren større for Socialdemokratiet. Bryggeriarbejderen Arne Juhl fra Fjelstrup i Sønderjylland er vidt og bredt kommet til at fremstå som selve ansigtet på den hårdtarbejdende mand på gulvet, som det politiske Establishment har overset alt for længe.

I moderne politik spiller store, synlige og symbolske sejre – det øverste pålæg, om man vil – ofte en større rolle end de gradvise, tekniske og langsigtede tilpasninger, som udgør hverdagens rugbrød i dansk politik. Og her må man bare konstatere, at Socialdemokratiet ramte rigtigt, da de iscenesatte Arne-pensionen som den vigtigste betydningsfulde forskel.

Skønt Arne-pensionen nede i substansen måske ikke kvalificerer til at blive betegnet som et paradigmeskifte i den samlede økonomiske reformpolitik, er det ikke desto mindre sådan, at hele slagsmålet er blevet fremstillet inde på Christiansborg og ude i den offentlige debat.

Opfattelserne er virkeligheden, og derfor kommer man ingen vegne ved at påstå, at Arne-pensionen kun skulle være en tilsløring af de generelle pensionsforringelser, der venter for de fleste danskere i de kommende årtier. Sådan opleves det ikke.

Udover de få tusinde, som fra 1. januar 2022 vil få konkret gavn af ordningen, vil den endelige vedtagelse også skabe sin egen politiske dynamik: S-regeringen vil kunne komme til at stå endnu stærkere på Christiansborg.

Efter løftebrudprædikatet nu er blevet fjernet fra Socialdemokratiets omdømme, og det sociale kompas atter er blevet rettet op, kan Mette Frederiksen glæde sig over tre gunstige følgevirkninger, som er afledt af vedtagelsen af Arne-pensionen. Med enestående manøvredygtighed har S-regeringen i det forgange år lavet store aftaler med mindst seks forskellige flertalskonstellationer, og denne evne til at spille de andre partier ud mod hinanden bliver næppe mindre i 2021.

Radikale Venstre har allerede strakt våben i den ellers potentielt eksplosive og indbyrdes konfrontation mellem støttepartierne om et øget arbejdsudbud.

I forbindelse med finanslovsaftalen udtalte den nye leder, Sofie Carsten Nielsen, at hun er ”tryg ved”, at S-regeringen nok skal lykkes med at finde ekstra arbejdskraft. Radikale er færdige med at forsøge at true sig til indflydelse.

Dernæst sikrer Dansk Folkepartis mandater, at den differentierede pensionsalder med noget nær statsgaranti vil overleve næste folketingsvalg, uanset om Mette Frederiksen fortsætter som statsminister eller ej. Ingen ny borgerlig regering vil kunne opnå flertal i Folketinget til at rulle Arne-pensionen tilbage, og den differentierede pensionsalder er dermed et nyt grundvilkår.

En fremtidig blå regering vil derfor komme til at videreføre S-regeringens økonomiske politik – i bredeste forstand.

Sidst, men ikke mindst, har Mette Frederiksen – dygtigt sekunderet af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) – befæstet sin allerede kultagtige popularitet i egne rækker. Vedtagelsen af Arne-pensionen er et sejrssymbol på, at Socialdemokratiet er vendt tilbage til fremtiden.

Næste gang Mette Frederiksen kommer med et vidtløftigt valgløfte, vil vælgerne tro på hende, og dét er bestemt ingen lille bedrift i et parti, der har været beklikket på troværdigheden i mere end en generation.

 -------

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00