Millioner af smågrise skal stadig kunne sendes på lange transporter: Her er EU’s forslag til ny dyrevelfærdslov

De lange transporter af svin til opfedning på tværs af Europa skal stadig være lovlige, men kravene til forholdene på lastbilerne skærpes. Sådan lyder nogle af elementerne i et nyt dyrevelfærdsudspil fra EU-Kommissionen. Forslaget får kritik fra flere sider.

11 millioner danske svin blev sidste år sendt af sted på en transport i mere end otte timer. Nu vil EU forbedre dyrevelfærden på lastbilerne. 
11 millioner danske svin blev sidste år sendt af sted på en transport i mere end otte timer. Nu vil EU forbedre dyrevelfærden på lastbilerne. Foto: Andreas Arp
Andreas Arp

Det skal stadig være muligt for de europæiske lande at sende millioner af svin ud på lange transporter på tværs af landegrænserne.

Det mener EU-Kommissionen, der er klar med et nyt forslag til en lov om dyrevelfærden på dyretransporterne i Europa.

Med de nuværende regler er det tilladt at transportere levende dyr i op til 24 timer, men med udspillet ønsker Kommissionen at forbyde de lange transporter, der varer mere end ni timer, for dyr, der transporteres direkte til slagtning.

For dyret gør det jo ingen forskel, om det skal transporteres til slagtning eller opfedning.

Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

For de dyr, der transporteres til andre formål som opfedning, lægger man kun op til at begrænse den tilladte transporttid til 21 timer.

Som Altinget tidligere har kunne fortælle, var det sidste år blot 0,46 procent af de i alt 11 millioner danske svin på lange transporter, der blev transporteret direkte til slagtning.

Kommissionen lægger dog også op til at skærpe kravene til dyrevelfærden på de lange transporter. I udspillet foreslår man blandt andet mere plads til dyrene på lastbilerne og øget monitorering af transporterne.

Få overblik over de vigtigste elementer i faktaboksen nedenfor.

Fakta

Vigtige nedslag fra Kommissionens nye udspil

  • Transporter af dyr til slagtning må ikke vare mere end ni timer. Der kan dog gøres undtagelser, hvis det beviseligt ikke er muligt at tilgå et slagtested inden for ni timer fra afgangsstedet.
  • Transporter af dyr til andre formål end slagtning må ikke vare mere end 21 timer. På transporterne skal der afholdes en hvilepause på minimum én time efter 10 timers kørsel, og chaufførerne skal tilse dyrene mindst hver 4,5 time.
  • Lange transporter må ikke indeholde mere end ét permanent stop ved et samlested undervejs. Dette stop skal vare minimum 24 timer, inden at lastbilen må køre videre. 
  • Transporttider skal begrænses under høje temperaturer. Transporterne må således ikke vare mere end ni timer i tidsrummet fra klokken 10 om formiddagen til klokken 21 om aftenen, når temperaturen er mellem 25 og 30 grader. Er temperaturen højere end 30 grader, må transporter kun finde sted mellem klokken 21 om aftenen og 10 om formiddagen næste dag. Er temperaturen også højere end 30 grader i dette tidsrum, skal dyrenes pladskrav øges med 20 procent. 
  • Både chauffører og modtagere af dyretransporter skal udfylde en erklæring ved ankomst, der inkluderer information om dyrenes helbred ud fra en række indikatorer
  • Myndigheder skal have adgang til transporternes placeringsdata på turene ved relevante stop som kontrolsteder og destination for at øge mulighederne for kontrol og inspektioner i realtid. 
  • Pladskravene til dyrene på transporter skal øges, så de stemmer overens med anbefalingerne fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).
  • Logbøgerne for transporterne skal opdateres, så de i højere grad er designet til at sikre understøttelse af standarderne for god dyrevelfærd.
  • Definitionen af lange transporter hæves fra mere end otte timer til mere end ni timer.
  • Definitionerne på afgangssteder og ankomststeder skal skærpes, så transporterne ikke kan forlænges ved mellemstop på samlesteder.
  • Minimumsalderen for ikke-fravænnede kalve til transport hæves fra to til fem uger. Transporter af ikke-fravænnede kalve må desuden ikke vare mere end otte timer, medmindre man kan få godkendt et system, der effektivt sikrer dyrene mælk på turen.

Kilde: EU-Kommissionens udspil til nye regler for beskyttelse af dyr under transport

Skuffelse og nonsens

Lovforslaget har været ventet længe, siden Kommissionen i 2020 lovede en gennemgribende revision af den europæiske dyrevelfærdslovgivning. Det skete efter, at Kommissionen selv havde erkendt, at den nuværende lovgivning ikke reflekterer det nuværende vidensniveau om dyrenes velfærd.

Revisionen skulle oprindeligt have omfattet reglerne i både landbruget, på slagterierne og på transporterne, men det løfte valgte Kommissionen at løbe fra tidligere på efteråret. Udspillet er derfor alene målrettet transportreglerne.

I dyreværnsorganisationen Dyrenes Beskyttelse er man langt fra overbevist om indholdet.

"Vi er dybt skuffede, fordi vi gerne havde set et forbud mod lange transporter for alle dyr. Forbuddet for slagtedyr er et skridt på vejen, men for dyret gør det jo ingen forskel, om det skal transporteres til slagtning eller opfedning," siger direktør Britta Riis.

Forslagene til ændringer er ikke gode nok, og der sættes i mine øjne profit over dyrevelfærd.

Niels Fuglsang (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Hun undrer sig også over, at der ikke er nogen højdekrav for grise som den eneste dyreart, men finder det til gengæld positivt, at der lægges op til mere specifikke krav til transporterne.

Transportsektoren er også kritisk over for Kommissionens forslag. Brancheforeningen International Transport Danmark (ITD) kalder i en pressemeddelelse udspillet for "det rene nonsens".

"Når jeg kigger på forslagene, bliver det for mig noget pseudo-lovgivning. Det er mig en gåde, hvorfor man ikke kigger på den forskning, der rent faktisk eksisterer. For her vil man se, at vi kan give dyrevelfærden et løft, hvis vi kigger på ting som f.eks. bedre uddannelse af chauffører og tekniske løsninger i selve bilen," siger administrerende direktør Stefan K. Schou.

ITD-direktøren kalder blandt andet forslagene om ændrede pladskrav og reducerede transporttider for "uforståelige". De er et udtryk for, at følelserne får lov til at fylde mere end fakta, lyder det.

Læs også
 

S: Profit før dyrevelfærd

Heller ikke i Europa-Parlamentet er der den store glæde at spore over indholdet.

Parlamentsmedlem for Socialdemokratiet Niels Fuglsang (S) har længe argumenteret for en maksimal transporttid på otte timer for alle dyr.

"Det bedste, man kan sige om forslaget, er, at det kommer. Forslagene til ændringer er ikke gode nok, og der sættes i mine øjne profit over dyrevelfærd. Transporttiden er ændret fra 24 timer til 21 timer, og det er en forbedring, men 21 timer er stadig horribelt," siger Fuglsang.

Alligevel mener han dog, at forslaget fra Kommissionen markerer en "enorm god dag".

"Nu kommer forslaget, og så kan Parlamentet og regeringerne ændre i teksten, hvis der er flertal for det. For første gang siden 2005 har vi nu mulighed for at lave om på de her regler, og det er positivt," siger han.

S-politikeren fortæller videre, at han nu vil fremsætte et forslag om en maksimal transporttid på otte timer i Europa-Parlamentet. Han både håber og tror også på opbakning fra den danske regering til kortere transporttider.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Britta Riis

Direktør, Dyrenes Beskyttelse, bestyrelsesmedlem, World Federation for Animals, medlem, kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1994)

Niels Fuglsang

MEP (S)
ph.d. (CBS 2021), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Stefan K. Schou

Administrerende direktør, ITD
cand.scient., datalogi (2005), cand.comm. (2007), HD (CBS 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024