Debat

Nina Smith om reformer: De fleste lavthængende frugter er allerede plukket

Vi har i Danmark en række uløste problemer, som nok kun kan løse med en ny type reformer, skriver Nina Smith, som er formand for Kommission for 2. generationsreformer.

I Reformkommissionen forventer vi ikke, at nogen falder ned af stolen af befippelse over de nye, spændende problemstillinger, som vi bringer til torvs, skriver Nina Smith.
I Reformkommissionen forventer vi ikke, at nogen falder ned af stolen af befippelse over de nye, spændende problemstillinger, som vi bringer til torvs, skriver Nina Smith.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Nina Smith
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Som formand for Kommissionen for 2. generationsreformer (Reformkommissionen) bliver jeg ofte stillet det spørgsmål, som Altinget vil fokusere på i den kommende tid. Nemlig, om det danske samfund er på plads og klar til at møde de kommende årtiers udfordringer.

Der er et kort og et lidt længere svar på det spørgsmål. Det korte svar er lidet overraskende: Nej, langt fra. Det lidt længere følger nedenfor. Fællesnævneren for det hele er, at vi som samfund står over for nogle helt nødvendige, men svære reformer.

Umiddelbart går det jo – når man ser bort fra den aktuelle pandemiske krise, der hærger hele verden – ret godt i Danmark.

Vi har tidligere kæmpet med for eksempel finanspolitisk holdbarhed, betalingsbalance og strukturel ledighed. Men det gør vi ikke rigtig længere. Vi har, vil mange sige, langt hen ad vejen en samfundsøkonomi i balance.

Stående ubalancer
Men flytter man fokus bare en smule – både økonomisk og menneskeligt – er det alligevel ikke ordet "balance", der springer i øjnene. Vi har masser af det, som man kunne kalde stående ubalancer.

Temadebat

Hvordan genstarter vi økonomien efter krisen?
Når den værste del af coronakrisen forhåbentligt er overstået til sommer, vil regeringen "løfte blikket" og igangsætte et større reformarbejde, der varigt skal styrke dansk økonomi og øge beskæftigelsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har i Børsen peget på tre store udfordringer i de kommende år. Den grønne omstilling og målet om at reducere drivhusgasudledningen med 70 procent i 2030 kræver massive investeringer, den skærpede, internationale konkurrence øger kravene til kompetencerne på arbejdsmarkedet, og digitaliseringen øger behovet for at tage nye skridt.

Altinget giver i en ny temadebat ordet til økonomer, interessenter, politikere og tidligere ministre, som vil debattere, hvordan regeringen skal gribe reformarbejdet an.

Hvilke reformer vil kunne bidrage til at styrke dansk økonomi og øge beskæftigelsen? Hvad vil de bedste reformer for erhvervslivet være? Og hvilke vækstreformer er overhovedet realistiske at gennemføre?

Her er deltagerne:

  • Allan Polack, koncerndirektør, PFA Pension
  • Lars Sandahl Sørensen, direktør, Dansk Industri
  • Mogens Lykketoft, tidligere finansminister for Socialdemokratiet
  • Nina Smith, formand for Kommission for 2. generationsreformer
  • Rune Lund (EL), medlem af Folketinget og finans- og skatteordfører
  • Sofie Carsten Nielsen (R), medlem af Folketinget og politisk leder 
  • Thomas Hofman-Bang, direktør, Industriens Fond, som står bag Dansk Konkurrenceevneråd
  • Tore Stramer, cheføkonom, Dansk Erhverv
  • Troels Lund Poulsen (V), medlem af Folketinget og finansordfører.

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Et eksempel er den del af enhver ungdomsårgang, der ikke kommer videre efter endt grundskole. Knap 60.000 unge i alderen 20 til 24 år er hverken undervejs eller færdige med en ungdomsuddannelse. En stor del af denne gruppe har heller ikke fodfæste på arbejdsmarkedet.

På samme måde er der udfordringer med selvforsørgelsen blandt ikke-vestlige indvandrere. Især den del, der kommer fra Mellem­østen, Nordafrika, Afghanistan, Tyrkiet og Pakistan, og det gælder særligt kvinderne.

Det er et problem, de ikke er alene om. Trods årtiers massiv beskæftigelsesindsats er der stadig en meget stor gruppe borgere, som bare ikke kommer tættere på arbejdsmarkedet.

En tilstødende – men meget anderledes – problemstilling er, at mange med en netop færdiggjort videregående uddannelse oplever en lang periode med ledighed.

For enkelte uddannelsesretninger er gennemsnittet helt op til et års ledighed, før man som ledig nyuddannet finder en eller anden form for arbejde.

Erkendt, forsøgt løst, uløst
I Reformkommissionen forventer vi ikke, at nogen er ved at falde ned af stolen af befippelse over de nye, spændende problemstillinger, som vi her bringer til torvs. Tværtimod. Der er tale om gamle travere. Det er netop det, der er pointen.

Vi har i Danmark (i lighed med mange andre lande) nogle problemer, som bare ikke går væk. De er erkendt for længst. Man har politisk forsøgt at tage hånd om dem i mange år. Alligevel er de fortsat uløste.

De seneste tre årtier har man gennemført en række reformer, hvoraf mange har det fælles tema, "hvem har ret til hvilke ydelser, hvornår og hvor længe?".

Ved hjælp af disse reformer har man forsøgt at sikre, at borgere ikke træffer samfunds­økonomisk problematiske valg – for eksempel foretrækker fritid eller ledighed frem for arbejde, fordi forskellen rent økonomisk er for lille.

Man har skabt nye typer ydelser (for eksempel integrationsydelse); målrettet andre ydelser til bestemte grupper (for eksempel uddannelses­hjælp til under 30-årige i kontanthjælpssystemet); reguleret ydelsesniveauer (for eksempel kontanthjælp); ændret regler for, hvor længe man er berettiget til en ydelse (for eksempel dagpenge); justeret grænser for, hvornår man får retten til ydelsen (for eksemopel efterløn og pension) og så videre og så videre.

Den slags virker. For de fleste. Men der er stadig alt for mange, som ofte har mere komplekse problemer og som tre årtiers reformarbejde ikke har virket for.

Derfor er der brug for de mere besværlige og komplekse reformer, som kan være med til at løse nogle af de stadig uløste udfordringer, Danmark står med.

Nye, svære reformer
For visse af de udfordringer, som vi står overfor, vil det dog være yderst begrænset, hvad vi fremover kan udrette med den velkendte reformtype af første generation, simpelthen fordi de fleste lavthængende frugter allerede er plukket.

Det er som kontrast til denne velkendte, velafprøvede gruppe af reformer, at navnet på den kommission, som jeg står i spidsen for, er blevet foreslået. Den skal i løbet af i år og næste år foreslå en række reformer, der, med andre greb end hidtil, kan gøre noget ved problemerne.

Fælles for andengenerationsreformer er, at de er svære – for alle. De er svære at markedsføre for politikere, svære at implementere for praktikere og faktisk også svære at håndtere for de forskere, der skal fortælle os, om de virker. De er på mange niveauer slet ikke så intuitivt attraktive som førstegenerationsreformerne.

Rent politisk er der mange attraktive egenskaber ved en reform, der for eksempel skærer i menneskers ydelser. Hvis ellers man kan finde det politiske flertal, er det relativt nemt.

Vedtag en lov – det var det. Hvis indgrebet er succesfuldt, som for eksempel ungeindsatsen i 1990'erne, får politikerne relativt hurtigt et målbart resultat tilbage: "Vi gjorde sådan, og se nu der, ungdomsledigheden rasler ned".

Reformer, der skal løse komplekse problemer, er ofte selv mere komplekse

Nina Smith
Formand for Kommission for 2. generationsreformer og professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet

Kan have store potentialer
For praktikerne, der skal implementere den nye lov, er reformer af denne type også ret nemme at forholde sig til. Ydelsen var før X, nu er den Y. Sådan er reglerne.

Forskere finder også denne type reformer mest attraktiv. Det er ret nemt at måle, om reformen virker. Der er en startdato – og nogle mennesker, der har levet med det ene regelsæt, mens andre fik et andet. Sammenlign de to grupper, og der kan konkluderes.

Intet af dette kan vi forvente af andengenerationsreformer. I forhold til komplekse problemer er det ofte svært at tage stilling til, hvad der er det rigtige at gøre. Det rigtige består utvivlsomt af flere samtidige skridt. Skridt, der er svære at måle effekten af. 

Læg dertil, at der nærmest er garanti for, at resultaterne først viser sig om lang tid. Der er for eksempel 15 års forsinkelse på resultatet, hvis et politisk mål om færre ubeskæftigede, uuddannede 25-årige bedst indfries ved, at vi tager fat i de unge allerede som tiårige. 

Så reformer, der skal løse komplekse problemer, er ofte selv mere komplekse. De vil typisk først virke på længere sigt og ikke i det næste finansår. Og de vil ofte være forbundet med udfordringer med hensyn til måling af effekterne.

Men hvis de gennemføres succesfuldt, kan de til gengæld have store potentialer, menneskeligt såvel som for samfundet som helhed.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00