Kommentar af 
Martin Lidegaard

Nyt klimamål er nødvendigt - og realistisk

Radikale Venstres nye mål om en 80 procent CO2-reduktion i 2030 er både realistisk og nødvendig, skriver Martin Lidegaard. 

Radikale Venstres nye klimamål kan lade sig gøre, hvis politikere, erhvervsliv og borgere følger med, skriver Martin Lidegaard. 
Radikale Venstres nye klimamål kan lade sig gøre, hvis politikere, erhvervsliv og borgere følger med, skriver Martin Lidegaard. Foto: Colourbox
Martin Lidegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er blevet sagt så mange gange, at det efterhånden kan synes som en sandhed: Danmarks nuværende mål på 70 procent CO2-reduktion er helt vildt og vil kræve en næsten umenneskelig kraftanstrengelse med kæmpe tab for statskassen, vores velfærd og vante levestil.

Påstanden fremføres både af dem, der mener, at vi skal skynde os langsomt med omstillingen, og dem, der mener det modsatte. Både dem, der mener, at investeringer i grøn omstilling er som at hælde penge direkte i kloakken, og dem, der mener, at klimaproblemerne ikke kan løses uden negativ vækst, nul flyrejser og nul bøffer.

Men påstanden er og bliver en myte. Den grønne omstilling i vores del af verden er ikke uoverkommelig, slet ikke. Og forklaringen er simpel: I takt med, at økonomien vokser, vokser også investeringerne i nye teknologier, og det i et stadigt hurtigere tempo. Har vi det politiske mod til målrettet at skubbe de investeringer i en bæredygtig retning, kan det gå stærkt med den grønne omstilling. Rigtigt stærkt.

Et par eksempler:
For bare tre år siden var elbiler stadigvæk lidt af et fatamorgana, forbeholdt en eksklusiv grøn elite i byerne. I august i år var hver femte solgte bil en ren elbil, og bilbranchen regner med, at fire ud af ti solgte biler i år vil være enten rene elbiler eller plugin-hybridbiler. Og det går kun hurtigere. Hvis vel at mærke politikerne sørger for, at elnettet, infrastrukturen og den grønne strøm kan følge med.

I takt med, at økonomien vokser, vokser også investeringerne i nye teknologier, og det i et stadigt hurtigere tempo.

Martin Lidegaard
MF (R) og formand, Det Udenrigspolitiske Nævn

For bare to år siden diskuterede man livligt, om lastbiler skulle køre på brint, biogas eller grøn metanol. Nu satser et flertal af de førende lastbilproducenter udelukkende på batteridrevne lastbiler, fordi det simpelthen er billigere og mere effektivt – ja, faktisk konkurrencedygtigt til fossile brændsler indenfor få år. Hvis vel at mærke politikerne sørger for, at elnettet, infrastrukturen og den grønne strøm kan følge med.

For bare halvandet år siden fremlagde det danske erhvervsliv en stribe ambitiøse klimapartnerskaber for at gøre dansk produktion bæredygtig. I dag er langt flere af de foreslåede tiltag rentable, og der skal mindre støtte til at gøre al dansk produktion klimaneutral. Hvis vel at mærke politikerne sørger for, at elnettet, infrastrukturen og den grønne strøm kan følge med.

Og det er præcis på den baggrund, at Radikale Venstre i fredags foreslog to nye klimamål: Op mod 80 procent reduktion i 2030 og 110 procent reduktion i 2040. Det vil sige en ny vision om, at Danmark ikke bare skal være et klimaneutralt land om mindre end tyve år: Vi skal også aktivt trække CO2 ud af klodens atmosfære og dermed betale af på vores klimagæld.

For når det handler om at omstille resten af verden - især den uden for Europa - er udfordringen langt større. Kravet fra verdens fattige er forståeligt og rimeligt, men ubønhørligt for klimaet: De vil leve som os. Det er derfor, at OECD forudsiger en fordobling af verdens BNP i præcis de tyve år, hvor vi skal reducere den samlede globale udledning med 75 procent for at nå vores mål.

Kravet fra verdens fattige er forståeligt og rimeligt, men ubønhørligt for klimaet: De vil leve som os.

Martin Lidegaard
MF (R) og formand, Det Udenrigspolitiske Nævn

Det er derfor, at handling fra Danmark er dobbelt vigtigt: Vi skal både feje for egen dør OG bidrage til den nødvendige teknologiudvikling – ligesom vi allerede har reduceret prisen på vindkraft med 80 procent, hvad hele kloden nu får gavn af.

For vi kan utroligt meget i dette lille land, og det mest opløftende jeg har oplevet i nyere tid, er den opbakning som det radikale forslag om nye klimamål fik i fredags: Fra erhvervslivet, fra eksperterne – og fra rigtig, rigtig mange borgere. Det er som om, at alle fornemmer, at det nu er alvor, at Danmark kan gøre en virkelig forskel her – og at vi i øvrigt også kan tjene stort på det.

Radikale Venstre vil over de næste uger sætte kød på skelettet og fremlægge vores konkrete forslag til, hvordan vi kan nå op mod 80 procent reduktion i 2030. Centralt vil stå, at vi bygger nok vedvarende energi i de kommende år, at vi bygger nok infrastruktur til at transportere det, og at vi får en bred, ambitiøs aftale om landbruget.

Men vi fremlægger alle vores forslag i fuld bevidsthed om, at vi skal have befolkning, erhvervsliv og et bredt flertal i Folketinget bag og med i et nyt partnerskab. For alle må bidrage til omstillingen.

Der er brug for både en CO2-afgift på erhvervslivet, støtte fra staten og bidrag fra befolkningen i form af ny adfærd, der alt sammen kan skubbe teknologien i den rigtige retning. Sker det, er vores bedste bud, at regningen bliver overkommelig for alle – og for staten 25 milliarder kroner i investeringer over ti år. Nogenlunde det samme, som vi betalte minkerhvervet i erstatning eller godt halvdelen af det, vi betalte det øvrige erhvervsliv under coronakrisen.

Der er brug for både en CO2-afgift på erhvervslivet, støtte fra staten og bidrag fra befolkningen i form af ny adfærd, der alt sammen kan skubbe teknologien i den rigtige retning.

Martin Lidegaard
MF (R) og formand, Det Udenrigspolitiske Nævn

Det er mange penge, men bestemt ikke noget uoverkommeligt beløb for at fuldende den grønne omstilling i Danmark. Især ikke hvis vi har modet til at tænke nyt og finde pengene gennem forskellige reformer.

Så derfor kære Mette Frederiksen og Dan Jørgensen.

Kære Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape: Vi håber, I vil kigge med og tænke med, når vi fremlægger vores konkrete forslag.

Det er tid til at tænke nyt. Det er og bliver den grønne omstilling, som vores generation af politikere vil blive dømt på.

For vi er de sidste, der for alvor kan gøre en forskel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00