Paula Larrain: Ord skaber sygdom og splid

Det blev nærmest ophøjet til sandhed i den offentlige debat. At vi gik fri for nazister og andre ekstremister, fordi vi i Danmark lukkede den såkaldt ”indre svinehund” ud og lod den spise med ved truget side om side med ”de stuerene” i danske medier.

Ja, nu bruger jeg en animalisering, en dehumanisering af en gruppe mennesker, og for det siger jeg straks undskyld. Jeg bruger disse fortærskede udtryk for at illustrere, hvor ondt det gør at blive kaldt både beskidt og noget med dyr.

Mennesker, der er bekymrede for fremtiden, og som frygter det ukendte og fremmede, reagerer menneskeligt og skal ikke føle sig forkerte, bare fordi nogle har et andet livssyn end dem. Det er mennesker, der ligesom alle mennesker fortjener at blive modsagt på en ordentlig måde.

Det samme gælder for muslimer og andre minoriteter. Alle mennesker reagerer på at blive udskældt, nedgjort og mistænkeliggjort. Det er derfor, man i skolerne i hvert fald har en ambition om at bekæmpe mobning. Det går bare ikke så godt, så længe det omkringliggende samfund helt ublu vælger den modsatte strategi; i ytringsfrihedens navn at lade alle give los og kaste om sig med dumsmarte bemærkninger - og det, der er værre.

Det blev også pludseligt tilladt åbent at citere Hitler selv fra hans hovedværk, Mein Kampf, hvorfra det hånende begreb ”pladderhumanisme” stammer fra.

Paula Larrain

Ord kan gøre syg. Det viser undersøgelser i udlandet, og i Danmark er man så småt ved at følge trop på den internationale forskning på området. Dette kan man læse om i en netop udgivet bog af cand. phil og medieretoriker Knud Lindholm Lau.

I sin debatbog ”Bare fordi at” gennemgår han trin for trin, hvordan udlændingedebatten virker på både samfund og mennesker. Og noget af det, der springer mest i øjnene, er netop prisen for det, minoriteter skal tåle, fordi nogen lige synes, de skal af med noget.

Etnocentrisme er pludseligt blevet normalt, og det unormale er pludseligt at tro på sandheden om, at forskellige mennesker fra forskellige kulturer selvfølgelig kan leve fredeligt med hinanden.

Paula Larrain

Efter Muhammedkrisen blev det politisk korrekt at fjerne ”men”-et, efter man havde sagt noget med ytringsfrihed. Det blev også forbudt at sammenligne udfald mod enkelte minoritetsgrupper med nazisme, med fascisme, når debattører og politikere åbent sagde noget, der lignede, hvad Joseph Goebbels kunne finde på at sammenligne jøder med. Det blev også pludselig tilladt åbent at citere Hitler selv fra hans hovedværk, Mein Kampf, hvorfra det hånende begreb ”pladderhumanisme” stammer fra.

Men der er et men ved ytringsfriheden. Der er et men ved alle friheder. Vi har frihed, men kun under ansvar. Respekteres men'et ikke, risikerer den enkeltes frihed af gå ud over andres frihed. Er det ikke her, vi er havnet, efter vi fik forbudt dette men?

Der er grænser for, hvad man kan lovgive sig ud af i et samfund. Derfor er det personlige ansvar en naturlig del af den individuelle frihed i vores samfund. Netop den åbenhed, vi forsvarer, lever kun og kan kun udvikle sig sundt, hvis den administreres samvittighedsfuldt af os alle.

Det er den mission, Knud Lindholm Lau er på. Systematisk argumenterer han imod ”kommunikationspopulismen” og konstaterer også, at vi, på trods af vores selvgodhed i forhold til broderfolket på den anden side af Øresund, følger godt med, hvad angår højreekstreme grupper, der åbent taler om væbnet oprør og drab, selvom de kvier sig ved selve ordet.

Her er nemlig ikke tale om mennesker i affekt, men om velovervejede diskussioner hvor der for eksempel skrives: ”... det ville være fantastisk hvis der nu var en modstandsgruppe der kunne eliminere mellem 1-10.000 stk på en nat/uge i lille Danmark".

Samme sted kan man også læse en af de flere Breivikfortalere konkludere på massemordet i Norge: ”Han tog fuglene på reden”. Det er ekstremister, der mestrer sproget og skaber likes og samling.

Jeg er sikker på, at PET også holder et vågent øje med dem. Men da man forleden kunne se den etnocentriske – i egen optik patriotiske - gruppe ”Identitær” omfavne Ida Aukens (R) pludselige opvågning til nationalromantik, kan man frygte, at de mere ekstreme gruppers følelse af legitimitet vokser.

Etnocentrisme er pludseligt blevet normalt, og det unormale er pludseligt at tro på sandheden om, at forskellige mennesker fra forskellige kulturer selvfølgelig kan leve fredeligt med hinanden. Det bevises hver dag hele tiden i hele verden.

Med det perspektiv in mente – at opfattelsen af menneskers evne til at respektere forskellighed er under pres – er tiden bestemt ikke til at skabe en ny gruppefølelse eller en forkrampet nationalfølelse, der alligevel er en saga blot.

Tiden er inde til at fokusere på respekten for det enkelte menneske og anerkende, at sårende ord selvfølgelig gør ondt på modtageren. Om man så bliver sammenlignet med en uopdragen hund (ikke stueren) eller det, som jeg ikke vil nævne, men som Rigsadvokaten har et godt overblik over.

Journalister bør gøre sig selv og deres fag, samt samfund en tjeneste og læse Knud Lindholm Laus bog. Måske årets vigtigste udgivelse.

----------

Paula Larrain er uddannet journalist og er blandt andet tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.