Professor: Danskerne klager for lidt over EU

Af Michael Gøtze
Professor, ph.d., Forskningscenter WELMA, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

I september besøgte EU-ombudsmand Emily O’Reilly Danmark. Hun udnytter sin ret som ombudsmand til fri bevægelighed, og det gav en god anledning til at møde EU på dansk grund. Da ombudsmandsordningen er en særlig dansk specialitet, er EU-ombudsmandens rolle som vagthund over for EU-systemet ekstra interessant for os danskerne.

Selvom man skulle tro, at danskerne med den karakteristiske og sunde skepsis over for autoriteter sendte en god portion klager afsted til EU-ombudsmandens kontor i Bruxelles, er det faktisk ikke tilfældet. Tværtimod. Danskerne klager meget sjældent, og der er forbavsende langt mellem snapsene og de danske klager. Det er et problem, at danskere går glip af den retssikkerhed, som EU-ombudsmanden – med inspiration fra Danmark – arbejder for at beskytte.

Danmark den tunge ende af klassen
Siden sin oprettelse i 1995 har EU’s ombudsmand haft det overordnede sigtekorn indstillet på at bringe EU tættere på borgerne. En central del af ombudsmandens arbejde har bestået i at behandle konkrete klager fra borgere over EU’s institutioner som for eksempel Kommissionen og på den baggrund at håndhæve og tydeliggøre retsprincipper om mere venlig og åben forvaltning i EU-systemet.

Med blandt andet EU-charteret i hånden har EU-ombudsmanden på flere områder været en vigtig drivkraft i beskyttelsen af borgerens rettigheder. Selvom EU-ombudsmanden står til rådighed som vagthund for alle EU-borgere, kan det dog konstateres, at institutionen glemmes af især danskerne.

Konkret afspejles det i, at danskere yderst sjældent gør brug af deres ret som EU-borgere til at indgive klage til EU-ombudsmanden. Til trods for at EU-ombudsmanden for så vidt inviterer til klager via sin interaktive og sprogligt veludbyggede hjemmeside, er danskerne placeret i de nedre divisioner, når det gælder om at få skibbet klager af sted til EU-ombudsmanden. 

Hvis EU’s ombudsmand fortsat skal manifestere sig, er der derfor brug for gode sager - også med dansk underskrift. Det er vigtigt, at også danskere fodrer ombudsmanden med tips om, hvor skoen i en dansk optik trykker i EU.

Michael Gøtze
Professor, ph.d., Forskningscenter WELMA, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Ud af ombudsmandens cirka 700 realitetsbehandlede sager per år udgør det danske indslag en meget beskeden del. De seneste tre år er der indgivet mellem 12 og 17 klager årligt med dansk signatur. Også i relative tal – det vil sige antal klager i forhold til befolkningens størrelse - ligger Danmark i den tunge ende af klassen. Danskere indgiver med andre ord færre klager, end man skulle forvente ud fra en ren demografisk beregning. Både svenskere og finner er mere aktive. Selv et så befolkningsmæssigt lille land som Luxembourg indgiver typisk langt flere klager end Danmark. De absolut største klagenationer er Spanien, Tyskland og Polen.

EU-skepsis eller lavt engagement?
Det er værd at fremhæve, at mange klager ved EU-ombudsmanden har en god prognose i den forstand, at flertallet af EU-ombudsmandens sager ender med sejr af den ene eller anden art til klageren. De senere år har EU-instanserne i over 80 procent af de sager, hvor de får ombudsmandskritik, rettet ind.

En meget stor del af ombudsmandssagerne handler om borgeres og virksomheders ret til offentlighed og indsigt i EU, som principielt ligger mange danskere på sinde. Offentlighed og åbenhed ses ofte som netop skandinaviske grundværdier, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om den gældende danske offentlighedslov. Også af den grund kan det undre, at danskere er så flegmatiske over for EU-ombudsmanden. 

En mulig forklaring på de sparsomme danske klager er uden tvivl en begrænset viden om EU-ombudsmandens arbejde og felt. En anden mulig forklaring kan være skepsis over for EU-systemet som sådant og dermed også over for EU-ombudsmanden. Denne skepsis bygger dog ikke på viden om de faktiske forhold, da den europæiske ombudsmand som nævnt blandt andet har vist vejen for mere åbenhed i EU.

Endelig kan de få danske klagesager være udtryk for et generelt lavt engagement i EU-forhold. Det kan i hvert fald konstateres, at danskernes klagelyst inden for nationale klagesystemer er helt anderledes massiv. Her fejler klagelysten ikke noget. Borgerne i Danmark tænker stadig først og fremmest i rettigheder, når det gælder dansk jura.  

Dansk aftryk på EU
Det er klart, at EU’s ombudsmand, ireren Emily O’Reilly, på samme måde som andre klageinstanser har brug for gode test-sager for at udvikle sig og for at udvikle forholdet mellem borgere og EU-apparatet. En meget stor mængde af sager kan være et problem af ressourcemæssige grunde, men for få sager kan omvendt også være et problem. 

Hvis EU’s ombudsmand fortsat skal manifestere sig, er der derfor brug for gode sager - også med dansk underskrift. Det er vigtigt, at også danskere fodrer ombudsmanden med tips om, hvor skoen i en dansk optik trykker i EU.

Som rettighedsorienterede EU-borgere bør danskere benytte sig af EU-ombudsmanden for også på denne måde at sætte et dansk aftryk på EU.