Debat

Professor til islamisk teolog: Nej, jeg er hverken “ekstremist” eller “islamhader”

Jeg må melde dissens, når begrundelserne for at anvende Muhammedtegningerne i folkeskolens og gymnasiernes undervisning betegnes som "islamhad", skriver professor Thomas Hoffmann i en replik til Imran bin Munir Husayn.

I det kyndigt styrede læringsrum bestående af ens klassekammerater får tegningerne faktisk en reel mulighed for at blive afdramatiserede og fortolket på forskellig vis – naturligvis efter livlig debat, skriver professor Thomas Hoffmann.
I det kyndigt styrede læringsrum bestående af ens klassekammerater får tegningerne faktisk en reel mulighed for at blive afdramatiserede og fortolket på forskellig vis – naturligvis efter livlig debat, skriver professor Thomas Hoffmann. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Thomas Hoffmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Islamisk teolog Imran bin Munir Husayn har taget til genmæle mod min kronik om at gøre Muhammedkrisen og dens centrale tegninger fra Jyllands-Posten til en del af folkeskolens historiekanon.

Lad det være sagt med det samme, at jeg respekterer personer, der undsiger tegningerne i undervisning på grund af frygt. Det samme gør sig gældende med hensyn til personer, der som Husayn af religiøse og samvittighedsmæssige grunde ikke ønsker at se tegningerne. Derfor anerkender jeg også, når Husayn skriver, at han og ligesindede har "ret til at stå imod hvad vi ser som negative stereotypiseringer af muslimer og islamhad."

Til gengæld vil jeg anholde nogle af de tolkninger og argumenter, som Husayn fører i marken, når han "står imod" – eksempelvis ved at betegne mig som en dæmoniserende ekstremist.

JP-tegninger er ikke "islamhad"

Jeg må melde dissens, når karakteristikken af Jyllands-Postens tegninger og begrundelserne for at anvende dem i undervisning betegnes som "islamhad". Pladsen er for sparsom til at adressere alle Husayns anker og analyser, men lad mig give nogle eksempler.

Billederne i undervisningsbrug er der jo ikke for at krænke og håne, selvom de måske oprindeligt var udtryk for det

Thomas Hoffmann, professor og islamforsker

Noget af det første Husayn anholder er selve tegningerne. De ligner nemlig ikke Profeten. En ejendommelig anke for så vidt, at der ikke findes nogle samtidige portrætter af ham. Koranen siger intet. Vi har kun senere forskellige kunstneriske – muslimske som ikke-muslimske – fortolkninger af ham.

Hvis vi nu prøver at erindre os tegningerne i Jyllands-Posten, vil vi huske, at flere af tegningerne slet ikke prætenderer at afbillede Muhammed, men forestiller henholdsvis Kåre Bluitgen og en skælmsk skoleelev fra 7.A på Valbyskole ved navn Mohammed. En enkelt af tegningerne er nærmest et abstrakt mønster af halvmåne og davidstjerne. Alt det ved Husayn formodentlig godt, men alligevel bruger han det i sin case-building.

Utroligt nok refererer en af Jyllands-Postens tegninger faktisk til, at Muhammed ikke ligner. I tegningen fremstilles en situation, hvor en mistænkt skal udpeges af et vidne blandt en række opstillede personer. Ud over flere personer, der principielt kunne tænkes at ligne Muhammed, ses Kåre Bluitgen og Pia Kjærsgaard (begge i fuld turban). Men den komiske – og egentlig ret subtile – pointe ved set-uppet er vidnet, der udbryder: "Hm... jeg kan ikke lige genkende ham..."; akkurat som Husayn.

Mange af tegningerne handler nemlig om den fortælling, at Muhammed og hans religion er blevet taget som gidsel af ekstremister – eksempelvis tegningen hvor Muhammed beder overivrige sværdsvingende trosfæller om at slappe af.

Eller Kurt Westergaards famøse tegning – muligvis en bevidst omvending af Oehlenschlagers bevingede ord om en 'appelsin i turbanen' som jo angiver, at noget heldigt er tilfaldet en. Men her er Muhammed så uheldig at havne med en bombe i turbanen. Westergaard har i øvrigt selv forklaret, at hans tegning skulle vise, hvordan ekstremister havde 'weaponized' Profeten. Disse tolkninger af tegninger har Husayn ingen interesse i at åbne op for. Men hvorfor, må man spørge? Jeg giver et bud på hans strategi senere i mit indlæg.

Stereotypiske tegninger er ikke negative

Næste anke er, at tegningerne er udtryk for "negative" og "hadefulde" stereotypificeringer. Husayn specificerer ikke, hvori det hadefulde består. Det postuleres blot som en entydig og selvindlysende præmis: tegningerne er ét hadefuldt og krænkende fedt.

Nej, en tegning af Muhammad er ikke det samme som en tegning af hele den muslimske befolkningsgruppe

Thomas Hoffmann, professor og islamforsker

Men hvad er det hadefuldt stereotypiske? Den stereotype brug af turbaner? På mange fremstillinger af Profeten, som man kan finde på museer for islamisk kunst og i bazarer i den muslimske verden, er Muhammed sædvanligvis udstyret med en turban, ligesom på Kurt Westergaards famøse tegning og de fleste andres. Fuldskæg er også et fast element i muhammedfremstillinger i den islamiske kunst. Både turban og fuldskæg går igen på næsten alle Jyllands-Postens tegninger.

Én af tegningerne fremstiller Muhammed som hyrde og kan på ingen måde siges at være en komisk tegning – måske tegneren ligefrem var bekendt med Muhammeds ord om, at alle Guds sendebud har været hyrder. En god del af inspirationen kommer fra den islamiske verdens faste muhammedtræk. Dette gennemgående træk kan man vel godt kalde stereotypisk, men negativt er det ikke.

Altingets læsere kan også ved eget selvsyn se, at Husayn optræder med turban og fuldskæg. Alt det ved Husayn godt, men alligevel bruger han det i sin case-building.

Husayn ved bedst

Næste anke er tegningernes hensigt. Ifølge Husayn er hensigten bag "hver af dem" at give "anledning til smerte og bekymring". Hvis man læser Flemming Roses tekst, er hensigten faktisk ret eksplicit en anden. Nemlig den famøse passus om "hån, spot og latterliggørelse".

Mange folk glemmer jo, at Roses satiriske triade netop ikke var rettet eksklusivt mod muslimer, men var et forsøg på at minde os alle om, at "man" i et demokratisk samfund med ytringsfrihed kan risikere at blive udsat for satire – ikke bare én selv men også for længst afdøde.

Læs også

Det virker heller ikke som om, at Husayn har forsøgt at sætte sig ind i tegnernes individuelle hensigter eller læst interviews med dem om deres intentioner med tegninger. Ej heller virker det som om, at Husayn forholder sig til den overordnede kontekst, der var baseret på en giftig cocktail af Rushdie-affære og jihadistiske terrorkampagner og deraf følgende diskret selvcensur og en frygt for repressalier.

Husayn ved bedst. Også når det angår muslimers reaktioner på tegningerne. De opleves "af stort set alle muslimer som værende krænkende, hadefulde og smertefulde". Det er muligt, men hvordan kan Husayn vide det og fremstille det så kategorisk universelt? 

Undervisning må gerne vække stærke følelser

Men lad os så lege med det scenarie, at majoriteten af muslimer vitterligt vil reagere meget negativt på tegningerne. For hvis det er state-of-affairs har vi så meget desto mere en god begrundelse for, at undervisning, analyse og diskussion i klasselokalet er vejen frem. Det er ikke sikkert, at vi bliver enige, men vi er klassekammerater.

Her bør vi også minde os selv om, at undervisningen i folkeskolen og gymnasierne allerede er fyldt med krænkende, hadefulde og smertefulde billeder – nogle satirisk racistiske, andre uhyggeligt dokumenterende overgreb og forbrydelser. Det kan vække stærke reaktioner blandt de studerende – og godt for det. "Teach the conflicts", som en klog amerikansk professor engang sagde.

Billederne i undervisningsbrug er der jo ikke for at krænke og håne, selvom de måske oprindeligt var udtryk for det. Nej, billederne bruges, fordi de belyser et emne eller er en central kilde. Vises en anti-semitisk tegning fra Det Tredje Rige i undervisningen er der ingen ved sine fulde fem, der vil anklage folkeskolen for at bedrive anti-semitisk propaganda. Et foto fra kz-lejrene er ikke en kritik af tyskere i dag.

Formodentligt ved Husayn det godt, men alligevel vælger han at se bort fra dette i sin casebuilding.

Strategisk sammenblanding 

En tilliggende markant skæv følgeslutning er også det lighedstegn, som Husayn sætter mellem Muhammedtegningen og muslimer. Nej, en tegning af Muhammad er ikke det samme som en tegning af hele den muslimske befolkningsgruppe – heller ikke selvom man så at sige har internaliseret Muhammed.

Husayns generelle tendens til overdramatisering og alarmisme er bekymrende

Thomas Hoffmann, professor og islamforsker

En tegning af Muhammed er en tegning af Muhammed; ikke en tegning af muslimer som sådan. En satirisk tegning af Jesus er heller ikke en tegning af kristne – selvom kristne bliver en del af Jesus under nadveren.

Sit genmæle igennem er Husayn alarmeret over racismen og hadforbrydelsernes omfang i Danmark. Det forstår jeg godt – hvert og ét overgreb er ét for meget. Ikke desto mindre står man tilbage med en nagende fornemmelse af, at dette problem udnyttes som en mulighed til at opvigle og polarisere.

Hvordan det?

For det første giver det Husayn en platform, på hvilken han kan iscenesætte sig selv som Muhammeds og muslimernes repræsentant, der taler ondsindet og intrigant magt ret imod. Bemærk at han som en anden alvidende gud ved, hvad ”stort set alle muslimer” tænker og føler. Eller i hvert fald hvad de bør tænke og føle – hvilket sådan set også er hans job som mufti og fatwa-producent.

Øjensynlig er han også i stand til at fjerndiagnosticere muslimske skoleelver, der per automatik vil blive traumatiserede, marginaliserede og mobbede, hvis de lige præcis ser disse 12 tegninger. Det er vanskeligt at se som andet end en overdramatisering, hvor psykologiens sekulære sprog bruges som løftestang for et projekt, der handler om dogmatik. Husayn ved godt at dogmatiske argumenter falder på stenet grund i en dansk debat, hvorimod en diskurs om traumatisering og psykisk vold har bedre vækstbetingelser.

For det andet giver disse åbenlyse problemer med diskrimination af muslimer Husayn mulighed for at foretage en strategisk sammenblanding af henholdsvis diskrimination af muslimer og regulær religionskritik – for eksempel visse dele af den islamiske jura. Men det er ret beset to forskellige ting: en kvinde med tørklæde skal ikke diskrimineres eller udsættes for krænkende bemærkninger, men en kritisk debat om 'tørklædets teologi' er en legitim del af den demokratiske samtale.

Diskurs minder om Hizb-ut-Tahrirs

For det tredje er Husayns generelle tendens til overdramatisering og alarmisme bekymrende – ikke fordi jeg tror, han skriver i affekt, men fordi hans tekst er så velovervejet opsat på at maksimere og eskalere.

Man genkender diskursen fra de islamistiske, salafistiske og jihadistiske organisationer

Thomas Hoffmann, professor og islamforsker

Som når han italesætter tegningerne og eventuel undervisning om dem som en pervers lyst til psykisk vold og islamhad "bare fordi man kan". Og herefter kontekstualiserer dette som en del af et omfattende islamhad i Danmark og det danske medielandskab.

Man genkender diskursen fra de islamistiske, salafistiske og jihadistiske organisationer – herhjemme rendyrket i Hizb-ut-Tahrirs retorik. Blandt disse grupperinger dyrkes fortællingen om muslimerne som belejret af en fjendtlig og konspirerende verden. 

Jeg skrev længere oppe, at jeg ville give et bud på Husayns strategi. Her er det: han og ligesindede ønsker simpelthen, at disse tegninger skal forblive usete. For i det kyndigt styrede læringsrum bestående af ens klassekammerater får tegningerne faktisk en reel mulighed for at blive afdramatiserede og fortolket på forskellig vis – naturligvis efter livlig debat. Men derved forsvinder Husayn og konsorters berettigelse som religiøse overdommere og visuelle gatekeepers også.

At Europa er ét af de områder i verden, hvor muslimer og mange andre de facto og de jure bedst kan leve i religionsfrihed, retssikkerhed og relativ velfærd – og derfor også ret konsekvent rational vælger at flygte, migrere eller lade sig familiesammenføre til hvis muligt – forbigås i typisk talende tavshed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Imran bin Munir Husayn

Islamisk teolog
Cand.mag. i islamiske studier (Københavns Uni. 2014)

Thomas Hoffmann

Professor, islam-forsker
cand.mag. (religionshistorie, Københavns Uni. 2000)

Kurt Westergaard

Tegner, debattør
lærer (Ranum Seminarium 1958)