Halime Oguz til Sikandar Siddique: "Jeg kan næsten ikke være i mig selv over dit mageløse hykleri"

Befolkningstallet i Danmark tog et voldsomt hop opad med Sikandar Siddiques replik til mig i Altinget – hvis man altså tæller stråmænd med i befolkningstallet. Men lad os skyde stråmændene ned én for én, så vi kan få en seriøs debat om integrationen.

Først er der påstanden om, at SF har "købt ind" på DF's og regeringens syn på integration. Da jeg for snart mange år siden var praktikant i SF, under Villy Søvndals formandskab, var én af grundene til, at jeg blev SF’er og senere gerne ville være politiker, at Villy fik positioneret SF rigtigt i integrationsdebatten.

Mest kendt er selvfølgelig hans sønderlemmende kritik af den fundamentalistiske og notorisk Danmarks-hadende organisation Hizb ut-Tahrir og et grundlæggende forsvar for demokratiet overfor formørkede kræfter.

Det er dér jeg fortsat står, og det har efter min mening kendetegnet SF i et par årtier. Det er den del af venstrefløjen jeg er rundet af. Vi skal behandle folk ordentligt – uden at sælge ud af demokrati og egne værdier. Og vi skal forsvare vores værdier, når de er under pres.

Uddannelse, arbejde og fundamentalisme sameksisterer

Så skriver Siddique, at det går fremad med integrationen: Flere arbejder, flere uddanner sig, flere bidrager. Det er sandt. Jeg har heller ikke skrevet det modsatte.

Men jeg har forholdt mig til, at der parallelt med dette samtidig er nogle meget bekymrende tendenser. Sagen er jo – desværre – at uddannelse, arbejde og fundamentalisme sagtens kan sameksistere. Det er førnævnte Hizb ut-Tahrir jo et glimrende eksempel på.

Jeg bliver ærlig talt bekymret, når nogen i Danmark synes det er vigtigere at kræve "respekt for Profeten" umiddelbart i kølvandet på det bestialske drab på Samuel Paty.

Halime Oguz
MF, Socialistisk Folkeparti

Nogle af de eksempler, jeg pegede på i min kronik, hidrører jo netop fra undervisningsmiljøer – hvilket i sagens natur understreger, at der er mange minoriteter i uddannelse.

Jeg påpeger så samtidig, at jeg fra mange sider og fra forskellige steder i landet bliver gjort opmærksom på, at der desværre også dér kan trives holdninger, som jeg finder meget lidt ønskværdige i Danmark og i et demokrati som vores.

Reaktionerne på min kronik har kun bekræftet mig yderligere – i lyset af den linde strøm af mails og facebookbeskeder jeg har fået fra lærere, socialrådgivere med flere, som kan genkende, hvad jeg beskrev i min kronik.

Demokrat først, muslim derefter

Næste stråmand Siddique får stampet op af jorden er så, at jeg skulle anfægte muslimers ret til at være – muslimer. Og at jeg dermed ikke selv respekterer de frihedsrettigheder, jeg hævder at kæmpe for.

Det er jo det rene nonsens: Intet steds har jeg sagt, skrevet eller ment, at trosfriheden ikke gælder for muslimer. Det ville jo være tåbeligt, al den stund, at jeg selv er muslim.

Det jeg anfægter, det er, at man ikke har et refleksivt forhold til sin tro, og at man lader sin tro gå forud for det demokrati, som netop sikrer vores trosfrihed. Jeg er demokrat først – og muslim derefter. Jeg er dansker først – og kurder derefter. Min sympati ligger hos Samuel Paty og hans efterladte – ikke hos hans muslimske drabsmand.

Jeg kan næsten ikke være i mig selv over Siddiques mageløse hykleri, når han på Gud ved hvilket år turnerer rundt som den joviale forsvarer af humanismen.

Halime Oguz
MF, Socialistisk Folkeparti

Og jeg bliver ærlig talt bekymret, når nogen i Danmark synes, det er vigtigere at kræve "respekt for Profeten" umiddelbart i kølvandet på det bestialske drab på Samuel Paty. For selvfølgelig må man gerne værne om sin tro, herunder sit syn på profeten – men konteksten signalerer jo, at et drab for at undervise i Muhammedtegningerne er acceptabelt. Og det bliver  bare aldrig acceptabelt i min bog.

Mageløst hykleri 

Jeg tror også, der er mange herboende muslimer, som er dødtrætte af debatten. Det er jeg på mange måder også selv. Jeg ville sådan set ønske, at den ikke var nødvendig.

Men de miljøer, de grupper, de lommer, de dele af de muslimske miljøer, hvor Danmark og vores demokrati dybest set betragtes som noget dårligt, som en modstander og noget som må tåles – de gør ubodelig skade for de mange muslimer, som hver dag glæder sig over tilværelsen i frihed og demokrati.

Jeg kan næsten ikke være i mig selv over Siddiques mageløse hykleri, når han på Gud ved hvilket år turnerer rundt som den joviale forsvarer af humanismen. Siddique affejer problemer med omskæring, genopdragelsesrejser, fundamentalisme, etniske kvinder på krisecentrene, radikalisering og antidemokratiske holdninger med et smil og en let håndbevægelse, hvorpå han salvelsesfuldt taler om hvor godt det går, og hvor forfulgte muslimer er i Danmark.

Det er den samme melodi som den yderste venstrefløj har kørt i årtier. Men som jeg har skrevet før: De problemer, jeg beskriver er ikke alene reelle og alvorlige – de eksisterer også i landene omkring os.

Jeg er optaget af, at vi kommer al racisme og alle hadforbrydelser til livs – også den der udgår fra muslimske miljøer, rettet mod jøder og rettet mod danskere.

Halime Oguz
MF, Socialistisk Folkeparti

Helt uagtet hvordan velfærdsstaten er, uanset hvordan den politiske diskurs har været, uanset om antallet af muslimer er større eller mindre. Det er en fælleseuropæisk udfordring, og det kræver blot, at man løfter blikket og læser nyheder fra Sverige, Frankrig, Belgien, Storbritannien og så videre for at forvisse sig derom. Du kan ikke snakke dig fra det, Siddique.

Hvad med jøderne? 

Så kommer vi til stråmanden om hadforbrydelser. Det er åbenlyst sandt, at muslimer oftest er ofre for hadforbrydelser i Danmark. Det hænger jo blandt andet sammen med, at der er omkring 300.000 muslimer i Danmark – større end nogen anden etnisk gruppe. Men ser vi for eksempel på de religiøst motiverede – så var den procentuelle del af anmeldelserne fra jøder næsten lige så stor i 2020.

Jøder udgør imidlertid kun omkring syv til otte tusinde mennesker i Danmark, men anmelder altså næsten lige så mange sager, ifølge en rapport fra Center for Muslimers Rettigheder. Så procentuelt er risikoen for religiøst betinget chikane mange, mange gange større for jøder i Danmark. Og noget tyder i øvrigt på, at muslimer står bag en ikke ubetydelig del af de oplevelser, som jøder vælger at anmelde.

Dette faktum har Siddique altid forbigået. Sikkert fordi offerrollen som muslim, og det vælgertræk, han ønsker at opnå med det, går forud for ønsket om en reel fremstilling af virkeligheden. Jeg er optaget af, at vi kommer al racisme og alle hadforbrydelser til livs – også den der udgår fra muslimske miljøer, rettet mod jøder og rettet mod danskere.

Siddique vil så gerne have statistik og kvantitative undersøgelser på bordet. Og det er altid velkomment. Er det overrepræsentationen på kvindekrisecentrene, Siddique mener? Eller kriminalitetsstatistikkerne? Underrepræsentation på arbejdsmarkedet? Der er fremskridt på alle disse – og det er godt. Men der er stadig store udfordringer.

Og tallene for for eksempel uddannelse er, som nævnt ovenfor, ikke nogen garanti for at alle mulige vilde synspunkter ikke trives samtidig. For nylig havde Radikale en sag om et nu tidligere byrådsmedlem der kaldte drabet på Samuel Paty for en "false flag"-begivenhed og som benægtede at gerningsmanden var muslim. Da hun forlod Radikale flød kommentarsporene på sociale medier over med opbakning til hende fra herboende muslimer. For mig siger det, at der ligger en underskov af værdier og holdninger og anskuelser, som abonnerer på synspunkter der dybest set er uforenelige med demokrati, humanisme og et oplyst samfund.

Jeg savner at Siddique og andre havde samme ildhu i debatten, når det gælder fordømmelsen af terror, eller radikalisering. Eller såmænd blot i den mere fredelige, men ikke desto mindre problematiske ende, de åbenlyse mønstre der understreger selv-segregeringen: For det er jo åbenlyst, at muslimer i langt ringere grad indgår for eksempel ægteskaber med ikke-muslimer.

Og vi ved alle sammen, at muslimske børn i vidt omfang underlægges krav og restriktioner – ofte baseret på køn - til hvilket tøj, hvilken mad og hvilke arrangementer, man må deltage i. Det afskærer dem fra danske kammerater – hvad der ellers ville give dem et bedre fundament og bredere netværk i det danske samfund. Det ville faktisk gavne integrationen.

Jeg kunne blive ved at botanisere i Siddiques zombie-hær af stråmænd. Men hvor ville det dog være befriende, om vi kunne have en seriøs debat, hvor den yderste venstrefløj ikke så det som sin fornemmeste opgave, at negligere problemerne i vores samfund.