SF: Mange muslimers fundamentalt anderledes værdier er på vej ud af kontrol

Den danske folkeskole må og skal formidle, at i Danmark står demokrati og frihedsrettighederne over religionen. Ellers må de, der er uenige, slå sig ned et andet sted, skriver Halime Oguz (SF).

Placeholder image
At undervise i Muhammedkrisen og –tegningerne er helt uomgængeligt, skriver SF's integrationsordfører Halime Oguz.  Foto: Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

På ugentlig basis bliver jeg kontaktet af herboende muslimer. Oftest er det kvinder, men ikke udelukkende. 

Deres fortællinger – og deres budskaber til mig – er selvfølgelig forskellige og individuelle. Alligevel er der også nogle klare mønstre og tilbagevendende temaer. De tegner tilsammen et foruroligende billede.

Jeg kontaktes løbende af personer med anden etnisk baggrund, som arbejder frivilligt og i organisationer med integration, hjælp til voldsramte etniske kvinder, lektiehjælp til minoritetsbørn og juridisk bistand. Også de kommer med konkrete erfaringer, som trods forskelle alligevel peger i én retning.

Dertil får jeg henvendelser fra eksempelvis skolelærere, VUC-undervisere, socialrådgivere og andre, som gennem deres arbejde, dagligt står overfor mange herboende muslimer.

De fortæller også om de oplevelser og udfordringer, de står med i kultursammenstødet. Og det er bevidst, at jeg skriver kultursammenstødet og ikke kulturmødet. For deres historier vidner om sammenstød.

Det største problem i vores samfund er integration
Fortællingerne er selvfølgelig unikke – og alligevel er de påfaldende ens, og mønstrene springer i øjnene.

Henvendelserne bekræfter mig i, at omfanget af de problemer, vi må og skal have løst med integration, er det største og mest altoverskyggende, vi har som samfund. For problemerne er mangesidige, berører mange forhold i vores samfund, og har ofte en helt fundamental karakter.

De lærere og undervisere, der står overfor dette, vælger i stigende grad at bøje af. Det bliver simpelthen for tungt.

Halime Oguz, Medlem af Folketinget for SF

En VUC-lærer fortalte for nylig, at de af hendes tidligere elever med muslimsk baggrund, næsten uden undtagelse, lagde et billede på deres facebook-profiler med ordlyden ”Respekter profeten” efter drabet på den franske skolelærer Samuel Paty.

Imens skrev vi andre i stort antal ”Je suis Samuel Paty” eller lagde det franske flag på facebook-profilerne, i sympati med den myrdede lærer og familiefar.

Et andet eksempel er, at efter terrorangrebet på Bataclan i Paris, der kostede 129 civile livet, stod der på tavlen i klasseværelset næste morgen noget i retning af, at ”det havde de selv bedt om”.

En afgrundsdyb forskellighed
Lærere og socialrådgivere kontaktes af unge kvinder, der direkte siger, at de bliver slået ihjel af deres familie, hvis ikke de kommer til Tyskland og får foretaget en operation, som kan rekonstruere deres mødom, så de kan bløde på bryllupsnatten.

Simpel litteraturlæsning, en novelle eller roman, kan eksplodere i hænderne på underviserne, hvis forfatteren er homoseksuel eller teksten eksempelvis handler om homoseksualitet. I stedet for at analysere og forstå et litterært værk, bliver det til ophedede diskussioner for eller imod homoseksualitet.

Det samme kan ske i undervisning om Holocaust, som benægtes, relativiseres eller bortforklares. Der er eksempler på, at Israel-Palæstina-konflikten dårligt kan berøres i klasser med overvægt af muslimske elever. Folkedrabet i Armenien er nærmest tabuiseret blandt mange tyrkere. Men sådan kan vi jo ikke gå til historien.

De her holdninger og tilgange til alt lige fra terror, verdenskrige eller litteratur vidner om en afgrundsdyb forskel.

Intet af ovenstående ville få en klasse med 26 pæredanske elever til at gå bananas. Men det sker i klasser med stor repræsentation af elever med muslimsk baggrund.

På vej ud af kontrol
De lærere og undervisere, der står over for dette, vælger i stigende grad at bøje af. Det bliver simpelthen for tungt. I samfundsfag og historie bøjer man af for den drøftelse, man ellers ville have taget med sine elever, dagen efter et stort terrorangreb, der har været overalt i medierne.

Man vælger en anden novelle, så det ikke bliver en diskussion for eller imod et forbud af homoseksualitet. Man står i dilemmaet: Skal man hjælpe den unge pige med kontakten til et hospital i Tyskland, fordi hun frygter for sit liv? Eller gå til politiet? Eller give op, se den anden vej, skifte job?

Helt ærligt: Jeg er vokset op med nogle af de her problemer inde på livet. Men dengang var der langt færre med muslimsk baggrund i klasserne. I dag er der flere uddannelsesinstitutioner, hvor minoritetsunge udgør flertallet. Og de etnisk danske forældre finder andre løsninger for deres barn – hvad jeg så sandelig godt forstår.

Det handler, undskyld mig, ikke en skid om vi kan lide falafel og hummus, men om fundamentalt anderledes holdninger og værdier hos alt, alt for mange med muslimsk baggrund. Og det er efter min mening på vej ud af kontrol.

Halime Oguz, Medlem af Folketinget for SF

Vi har parallelsamfund. Vi har parallelkultur. Vi har kultursammenstød. Det handler, undskyld mig, ikke en skid om vi kan lide falafel og hummus, men om fundamentalt anderledes holdninger og værdier hos alt, alt for mange med muslimsk baggrund. Og det er efter min mening på vej ud af kontrol. Ikke alle steder. Men nogle steder.

Det går ikke længere
De tre grupper, jeg nævnte indledningsvis, fortæller alle sammen historier, der peger i den retning. Det Danmark, som de håber skal være demokratisk, åbent, frit, humanistisk og velfungerende, er under pres. For de unge med anden etnisk baggrund gælder det, at de alt for ofte er fanget i parallelkulturen, og ikke har adgang til den beskyttelse og det liv, som Danmark ellers skulle kunne tilbyde dem.

For lærerne, socialrådgiverne og integrationsmedarbejderne gælder det, at de står overfor problemer så enorme, kultur- og holdningsforskelle så store, at de er ved at give op. De bliver set skævt til af kolleger og ledelser, som vender blikket væk fra realiteterne.

Det er dedikerede, humanistiske, engagerede fagfolk, der har drømt om at bidrage til demokratisk dannelse, uddannelse og læring af unge mennesker – men som er dybt desillusionerede og ser det Danmark, de kender, forsvinde. De står med elever, der tager terroristens parti – ikke ofrets, ikke bare en enkelt tosse – men hele klasser.

Alt for ofte kan vi læse om retssager mod formodede terrorister. Angreb der ikke er blevet til noget, optrevlet i tide, men med radikaliserede herboende. Også veluddannede. Hvad er det, der sker?

Det går ikke. Det går ikke længere.

Demokrati over religion
Vi har brug for, at demokratisk dannelse og forståelsen af de søjler, vores demokrati og frihed hviler på, ligger på rygraden af alle vores undervisere – og derfra formidles til alle vores unge. Vi må og skal have formidlet, at i Danmark står demokrati og frihedsrettighederne over religionen. Ellers må de slå sig ned et andet sted.

At undervise i Muhammedkrisen og –tegningerne er, hvad historien tydeligt har vist os de seneste 20 år, helt uomgængeligt.

Det er den mest signifikante globale politiske krise, med Danmark i centrum, og den illustrerer og har tråde til så mange centrale spørgsmål om demokrati, frihedsrettigheder, diplomati, udenrigspolitik, mediedynamikker og tro versus sekularisering, at der næppe findes nogen bedre case.

Men det centrale er, at vi må og skal have vores unge, ikke mindst med minoritetsbaggrund, til at forstå, at uenighed er helt fair – men trusler, vold og terror kan aldrig blive acceptable svar. Og at terroristen ikke kan og ikke skal bestemme, hvad der trykkes, drøftes, diskuteres, undervises i Danmark.

Og jeg vil appellere til besindelse hos de kræfter blandt lærere og undervisere, som ikke mener, politikerne skal blande sig i det her spørgsmål: Vi bliver nødt til det!

Der er lærere, som giver op over for problemerne, der er nogle, som stikker hovedet i busken. Der er undervisere, der er ideologisk uenige. Der er lærere, der bor og underviser steder i landet, hvor problemerne ikke eksisterer og derfor ikke kan genkende dem.

Jeg vil opfordre organisationerne til at komme ind i kampen og bidrage til løsningerne. For det haster.

Halime Oguz, Medlem af Folketinget for SF

Folkeskolen spiller en afgørende rolle
Jeg vil opfordre organisationerne til at komme ind i kampen og bidrage til løsningerne. For det haster. De problemer, jeg beskriver ovenfor – de er reelle, de er virkelighed mange steder. Og det er vores allesammens ansvar at sikre den demokratiske dannelse.

Der spiller skolen og vores øvrige uddannelsesinstitutioner en afgørende rolle. Jeg kan faktisk ikke forestille noget mere meningsfuldt, end at vi politisk bidrager til at finde løsningen.

Vi svigter både de ansatte, der står med problemerne tæt på – men vi svigter – og omsorgssvigter – i særdeleshed groft de børn og unge, som vi accepterer får en opvækst i parallelkultur og i værdifællesskaber, der dybest set gør dem uegnede til at leve i et land som Danmark.

Vi lader som samfund stå til, vi bidrager ved vores ikke-handlinger til at diskvalificere dem til at blive frie, myndige, ligeværdige borgere i dette samfund. For de her problemer går ikke væk – de vil kun vokse, hvis ikke vi går direkte og konsekvent til værks. Det haster.

Omtalte personer

Halime Oguz

MF (SF), fhv. integrationsvejleder, Københavns Kommune
cand.mag. i mellemøststudier (SDU 2012)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser