Rune Engelbreth: Sådan finansieres centrale valgløfter til naturpakken

KOMMENTAR: En naturzone-mikroafgift på engangsplastik kan være en enkel måde at få taget hul på den del af natur- og biodiversitetspakken, der handler om vildere natur på naturligere præmisser, skriver Rune Engelbreth Larsen.

2020 står i naturens tegn internationalt, når der skal vedtages nye aftaler om biodiversitet i EU og FN, og nationalt, når regeringen skal lande natur- og biodiversitetspakken.

Sidstnævnte blev skudt i gang på Marienborg 4. november 2019, hvor statsministeren inviterede interessenter og aktører til det første møde, der siden er fulgt op af bunkevis af forslag online.

Nu skal pakken konkretiseres, og det må være oplagt, at biodiversitetsforskere inddrages, og at pakken som minimum indeholder naturpolitiske planer og løfter, der allerede er flertal for.

Tager vi udmeldinger for pålydende i rød blok, er der med stor sandsynlighed flertal for det, som Socialdemokratiet og SF har foreslået i 2018, blandt andet i Socialdemokratiets program "Danmark skal igen være en grøn stormagt", og som partierne gentog til Naturmødet i Hirtshals i maj 2019: 15 "vilde naturparker" på sammenlagt cirka 60.000 hektar og en forøgelse af urørt skov til 75.000 hektar (55.000 hektar statsskov og 20.000 hektar privatskov).

Det er også hovedpunkter i regeringens aftalepapir, at en "biodiversitetspakke skal give biodiversiteten bedre vilkår i Danmark" og levere "naturzoner (inklusive urørt skov og naturnationalparker)". Tager vi udmeldinger i 2019 fra blå blok for pålydende, er det ikke utænkeligt med en tværpolitisk aftale – som miljøminister nåede Jakob Ellemann-Jensen allerede at tage hul på initiativer i samme retning og slog klart til lyd for mere vild statsnatur.

De forskellige politiske udmeldinger og planer kommer jeg ind på i to tidligere klummer: "Naturpolitikken: Sådan er stillingen mellem rød og blå blok" og "Efter visionært naturmøde på Marienborg bør fageksperter inddrages"

Men kan vi så redde dansk natur og biodiversitet fra den galopperende biodiversitetskrise ved at vedtage S/SF-planen? Der skal mere til, men der vil være tale om en afgørende begyndelse, også fordi den knæsætter en historisk ny og hidtil uset visionær retning for naturpolitikken.

Men kan S/SF-planen finansieres, og kan den realiseres hurtigt? Ja og ja.

Det har Socialdemokratiet faktisk allerede fastslået. Ved lanceringen af "Danmark skal igen være en grøn stormagt" lagde daværende miljøordfører og nuværende finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) blandt andet op til at øremærke en afgift på engangsplastik til naturtiltag: "Selv med en begrænset afgiftsstigning på de her produkter, vil det give et ganske betydeligt provenu." (Altinget, 15.5.2018).

På spørgsmålet om, hvorvidt afgifterne "skal gå til naturgenopretning", bekræfter Rabjerg Madsen: "Det er intentionen."

Om de 15 vilde naturparker siger han, at de skal realiseres "så hurtigt som overhovedet muligt" og bemærker, at fem år er realistisk. Desuden skal den statslige andel af de 75.000 hektar urørt skov realiseres "over en kortere årrække".

Er alt dette muligt at indfri? Under medielanceringen nævntes et årligt beløb på cirka 500 millioner kroner fra engangsplastik til natur. Vi kunne kalde det en naturzone-mikroafgift. Men ville blot en ekstra halv milliard om året dække forøgelsen af urørt skov til 75.000 hektar og etableringen af 60.000 hektar vilde naturparker? Det korte svar er igen: ja.

Det lange svar begynder med, hvor meget urørt skov vi mangler for at nå S/SF-planens 75.000 hektar? Ud over de eksisterende cirka 9.000 hektar urørt statsskov er de næste 10.000 hektar aftalt og finansieret under den forrige regering, hvortil kommer cirka 4.000 hektar privat urørt skov, der enten er implementeret eller finansieret. For at nå op på de 75.000 hektar mangler der altså cirka 36.000 hektar urørt statsskov og cirka 16.000 hektar urørt privat skov.

1) Hvilke omkostninger er forbundet med 36.000 hektar urørt statsskov?

Ifølge Altingets aktindsigt i Naturstyrelsens økonomi har styrelsen et årligt overskud fra tømmerhugsten på 462 kroner per hektar (Altinget, 27.1.2015). Staten mister altså beskedne 16,6 millioner kroner om året (2015-tal), hvis tømmerhugsten opgives på yderligere 36.000 hektar. Der er dog andre omkostninger – men ikke helt enighed om beløbet.

Ifølge Naturstyrelsens oplysninger i et folketingssvar fra 7. januar 2020 løber omkostningerne derfor samlet set op i cirka 2.400 kroner per hektar om året i gennemsnit; ifølge universitetsforskeres detailberegninger beløber omkostningerne sig til cirka 1.870 kroner per hektar om året i gennemsnit (jævnfør rapporten "Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove", 2016).

Vælger vi forskernes estimat, vil de årlige omkostninger forbundet med 36.000 hektar urørt statsskov således beløbe sig til cirka 67 millioner kroner. Vælger vi Naturstyrelsens estimat, betyder det, at omkostningerne løber op i cirka 84 millioner kroner om året.

De to skøn baserer sig ikke på helt samme forudsætninger, og derfor er en nærmere analyse af udvalgte skovområder og arealspecifikke omkostninger relevant.

Det fremgår for eksempel ikke, hvor stor en del af omkostningerne der skal kompensere styrelsens indtægtstab, eller hvilke omkostninger der er permanente – for eksempel ejendomsskatter, der ikke ændres uanset ophør af skovdrift (men jo også ryger tilbage i statskassen igen), eller vedligehold af stier (der bliver billigere, når de ikke længere behøver holde til den tunge maskinpark, der fælder træer).

Det er heller ikke opgjort, hvor stor en del af omkostningerne der er engangsudgifter forbundet med at forberede en produktionsskov på at blive urørt (idet man for eksempel indledningsvis fjerner ikke-hjemmehørende træer og skaber flere lysninger) – og også denne del mindskes betydeligt over tid.

Det er med andre ord kompliceret, men da den forrige regering vedtog 10.000 hektar urørt skov, landede man på et samlet beløb på i alt 191 millioner kroner, der skulle dække alle omkostninger og tabte tømmerindtægter. Beløbet er fordelt over en årrække på den måde, at Naturstyrelsen hugger tømmer for ekstra 10,3 millioner kroner hvert år i 2016-2025 og for ekstra 2,2 millioner kroner i 2026-2065. Altså en samlet "pris" på 191 millioner kroner – eller 19.100 kroner per hektar urørt statsskov.

Skulle denne "model" danne præcedens, betyder det, at staten skal finde cirka 688 millioner kroner til yderligere 36.000 hektar urørt statsskov. Finanslovsforhandlingerne i 2019 afsatte 80 millioner kroner over fire år til urørt skov, hvorfor en naturzone-afgift med andre ord skal levere et samlet beløb på de resterende cirka 608 millioner kroner (fordelt over nogle år).

Dette baserer sig på de fremlagte tal og den forrige aftale om urørt statsskov, men bør kvalificeres af uvildige økonomer, der som nævnt tidligere har fremlagt lavere estimater end staten for omkostningerne ved urørt skov.

2) Hvad koster det så at nå op på 20.000 hektar urørt privatskov, idet vi omtrentligt har cirka 4.000 hektar i dag og derved mangler cirka 16.000 hektar? Det beløb er vanskeligere at skønne.

Men de 55.000 hektar urørt statsskov, som vi ifølge planen skal op på, udgør kun omtrent halvdelen af statens cirka 107.000 hektar skov, hvilket for eksempel giver muligheder for at bytte tiloversblevne produktionsplantager med private skove, der kunne lægges urørt.

Socialdemokratiets plan "Danmark skal igen være en grøn stormagt" fastslår netop, at urørt privatskov skal foregå "enten ved bytte eller opkøb". Og eftersom der stadig ville være cirka 52.000 hektar plantager at bytte med for at opnå de manglende 16.000 hektar privatskov, er udgangspunktet jo temmelig fordelagtigt for at komme i hus.

Men man kunne også beslutte et årligt beløb til at finansiere en vis andel via opkøb (plus de øvrige engangsomkostninger forbundet med udlæg af urørt skov), for eksempel 100 millioner kroner hvert år. Hvis vi antager, at hovedparten findes via bytte, er det næppe umuligt, at de 16.000 hektar urørt privatskov kunne være overgået til statslige hænder i løbet af 10-15 år.

3) Hvad koster 15 vilde naturparker på i alt 60.000 hektar? Der vil blandt andet være engangsudgifter til hegn, udsætning af dyr og genopretning af naturlige vandforhold, men derefter vil driftsudgifterne primært begrænses til vedligehold af hegn, tilsyn og regulering af dyrebestande, eftersom målet er natur på naturligere præmisser med et minimum af forvaltning.

Tilsynspligten bør lettes i forhold til gældende regler, eftersom her er tale om vildere natur, hvilket også vil gavne lignende private projekters økonomi. Efter indledende tiltag vil der ikke længere være udgifter til traditionel naturpleje, for den klares af de dyr, vi udsætter på naturens vilkår, sådan som en bred kreds af biodiversitetsforskere har foreslået flere gange i de seneste år.

I min bog 'Vildere vidder i dansk natur' fra 2017 foreslås 35 vilde naturnationalparker på sammenlagt over 100.000 hektar, og ved at sammenholde dem med eksisterende viden om detailudgifterne til eksisterende private naturprojekter ville 15 af disse naturområder på 60.000 hektar kunne etableres til cirka 450-550 millioner kroner til udsætning af dyr og de indledende naturtiltag.

Og her er der ikke behov for at bruge en krone yderligere på opkøb af en kvadratmeter privat jord, for alle 15 kan placeres på områder, der i forvejen ejes af det offentlige – enkelte steder eventuelt i tilknytning til (og i samarbejde med) naturfondes eksisterende projekter.

Hvis Socialdemokratiets forslag om en særlig naturafgift kunne indbringe blot 500 millioner kroner ekstra årligt, ville de 608 millioner kroner, der mangler for at udlægge de resterende 36.000 hektar urørt statsskov, og de 450-550 millioner kroner til 15 vilde naturparker altså være hjemme på et par år.

Og skulle der være uforudsete udgifter, er det jo ikke problematisk, hvis det skulle vare tre i stedet for to år – i realiteten vil omkostningerne jo i alle tilfælde være fordelt på flere år.

Efterfølgende vil der være de årlige driftsudgifter, men blot 100-150 millioner kroner om året rækker langt, idet vi taler om hegnsvedligehold, formidling og regulering af dyr.

Hvis der som nævnt også afsættes cirka 100 millioner kroner årligt til opkøb/bytte og indfasning af urørt privatskov, vil en naturzone-mikroafgift indbringe yderligere 250-300 millioner kroner om året til at udvide naturzonen – og tage højde for uforudsete udgifter. År efter år.

Med andre ord kunne en naturzone-mikroafgift på engangsplastik være en enkel måde at få taget hul på den del af natur- og biodiversitetspakken, der handler om vildere natur på naturligere præmisser i en naturzone, hvor vi begynder med meget mere urørt vildskov og 15 store spændende og særdeles oplevelsesrige naturområder med stor gavn for biodiversiteten – og stort potentiale for hjemlige og udenlandske naturturister.

Og eftersom vi ikke taler om mange ører per styk engangsplastik, er det en finansieringsmodel, der let kunne opjusteres uden nævneværdig betydning for forbrugerne.

En naturzone-mikroafgift, der ikke sammenblandes med de øvrige naturinitiativer, som allerede i dag er finansieret under Naturstyrelsen, men som giver det ekstra, der skal til for at gøre Danmark til et foregangsland for natur og biodiversitet, når de store naturprojekter udrulles over en kort årrække.

Om det så lige skal være en afgift på engangsplastik eller en anden mikroafgift, er dybest set mindre afgørende. Det væsentlige er, at en naturzone-mikroafgift som element i natur- og biodiversitetspakken, og som ingen for alvor bemærker på privatøkonomien, sagtens kan finansiere og udvide ekstraordinære, men omkostningseffektive tiltag, der gradvis bidrager markant til at gavne natur og biodiversitet.

-----

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: Vil Ellemann mildne luften for de klippede får? Jarl Cordua: Vil Ellemann mildne luften for de klippede får? Næste artikel David Trads: Kampen mod Kina er vor tids frihedskamp David Trads: Kampen mod Kina er vor tids frihedskamp
Vestager taber milliardskattesag til Apple

Vestager taber milliardskattesag til Apple

SKAT: Margrethe Vestager har som EU's konkurrencekommissær krævet, at Apple efterbetalte skat til Irland. EU-Domstolen har valgt at annullere kravet. "Vi vil studere dommen grundigt," siger Vestager.