Sådan tryller Thorning promiller til milliarder

REGNETRICK: Regeringens 39 velfærdsmilliarder bygger på et velkendt trick med at disponere over et fremtidigt økonomisk råderum. Havde Poul Nyrup regnet på samme måde, kunne han have lovet over 100 milliarder ud ved valget i 1994.

3+6+9+12+15 = 39. Sådan lyder det simple regnestykke, der ligger bag regeringens udspil om at forbedre velfærden med 39 milliarder fra 2016 til 2020.

Det offentlige forbrug skal i gennemsnit vokse 0,6 procent om året. Det svarer til, at der hvert år lægges tre milliarder kroner oven i den samlede velfærdspulje. Over fem år betyder det ifølge regeringen et samlet ekstraforbrug på 39 milliarder kroner.

Det kræver kun en smule hovedregning at gennemskue, at pengene ikke helt passer. Når tallene lægges sammen får man 45 og ikke 39.

Forklaringen er, at man ikke skal tage det der med de tre milliarder om året alt for bogstaveligt. De første par år forventer regeringen, at udgifterne vokser lidt langsommere. Så det bliver ikke helt til et gennemsnit på tre milliarder om året, men næsten.

Derfor lyder de samlede velfærdsløfter på 39 og ikke 45 milliarder kroner.

Kreative kalkulationer
Når det kniber med en simpel additionsøvelse, kan der være grund til at se nærmere på, hvad det i det hele taget er for en logik, der ligger til grund for regnestykket.

Regeringens regnemetoder kunne med god grund vække til inspiration på chefkontorer rundt om i det ganske land, når lønforhandlingerne banker på døren. For det kan være svært at sælge en årlig lønstigning på 0,6 procent, som noget særligt.

Tjener en ansat 500.000 om året, svarer det rundt regnet til 3.000 kroner ekstra årligt. For at få det til at lyde af noget mere kunne chefen jo gøre som regeringen og lægge værdien af de kommende fem års lønstigninger sammen.

Trylle, trylle, trylle. Med ét kan en marginal lønstigning præsenteres som et markant løft, der i dette tilfælde beløber sig til 45.000 kroner.

For det ikke skal se ud som om, at træerne vokser helt ind i himlen, kunne chefen jo graduere det lidt og sige, at lønstigningen skal indfases over et par år, så man lander på 39.000 kroner. Det er nok til at betale en rigtig god ferie i Thailand for en familie på fire.

Men det er tvivlsomt, om det også er tilstrækkeligt til at stille de ansatte tilfredse.

Nyrups store pengepung
Regnemetoden er ikke ny. Den blev introduceret af Anders Fogh Rasmussen (V) i forbindelse med valget i 2005.

Her stillede han frem mod 2010 velfærdsforbedringer for 24 milliarder kroner i udsigte. Det var baseret på en vækst i de kommendes års offentlige forbrug på 0,5 procent om året. På den måde lykkedes det langt hen ad vejen at præsentere en historisk lavvækst i de offentlige budgetter som en gedigen velfærdsforbedring.

Helle Thorning-Schmidt har gjort en dyd ud af at fortælle, at de bebudede 0,6 procents vækst ikke er nogen gavebod, men derimod ganske lavt i forhold til tidligere år. Ser man på udviklingen side 1990, er der ingen tvivl om, at hun har ret.

Fra 2002 til 2009 voksede det offentlige forbrug i gennemsnit 1,8 procent om året, og i 1990'erne bød flere år på vækstprocenter på op til tre og fire procent om året.

Overfører man Fogh og Helles regnemetode på forholdene i 1990'erne, kommer den nuværende regerings 39 milliarder til at se ganske blege ud. I hvert fald hvis man i bagklogskabens lys dropper prognoserne og baserer udregninger på, hvor meget det offentligt forbrug rent faktisk voksede.

Opgjort på den måde ville Poul Nyrup Rasmussen (S) op til valget i 1994 kunne have udstukket velfærdsløfter for de efterfølgende fem år på over 130 milliarder kroner.

Fogh ramte 100 procent forbi
Men et er økonomiske fremskrivninger, noget andet er virkeligheden. Regeringens 39 velfærdsmilliarder hviler på Slotholmens prognosemagers forudsigelser om, hvordan dansk økonomi vil udvikle sig de kommende år.

Holder alle forudsætninger og antagelser, kan fremskrivningen holde stik. Men er der noget, der ændrer sig, vil beløbet kunne ”ændres i op- og nedgående retning,” som det hedder i en fodnote i regeringens valgudspil ”Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab.”

Ser man på de historiske data for den faktiske udvikling i det offentlige forbrug, tyder det på, at den formulering er værd at hæfte sig ved.

I 2005 lovede Anders Fogh Rasmussen som nævnt 24 ekstra milliarder til velfærden frem til 2010. Da de fem år var gået, var udgifterne vokset med det dobbelte.

Helle Thorning og kompagnis 39 velfærdsmilliarder kan kommunikere kant til Venstres ambition om offentlig nulvækst. Men om Finansministeriets lommeregner også kan få 3+6+9+12+15 til at give 39 milliarder om fem år, er mere tvivlsomt.

 

Forrige artikel Risbjerg: Nu er rød blok foran Risbjerg: Nu er rød blok foran Næste artikel Nyt udspil: Venstre vil stramme asylpolitik Nyt udspil: Venstre vil stramme asylpolitik
Finansministeriets departementschef stopper

Finansministeriets departementschef stopper

EXIT: Martin Præstegaard fratræder sin stilling som departementschef i Finansministeriet. Han skal i stedet være viceadministrerende direktør og finansdirektør i ATP.