Socialpædagogerne: Kakao og kram rækker ikke for plejebørn

Af Verne Pedersen
Næstformand for Socialpædagogerne

Boller, varm kakao og et stort kram. Det er noget, vi oftest forbinder med hygge i familien. Og det er præcis, hvad det er: Hyggeligt. 

Det rækker for langt de fleste børn ude i hjemmene. Det er bare ikke nok for det stigende antal børn, der anbringes i familiepleje. Det er udsatte børn, som har brug for noget særligt. Noget, som rækker ud over kærlige og trygge rammer. 

Derfor var det med stor forundring, at jeg læste social- og indenrigsminister Karen Ellemanns (V) replik om plejefamilier. 

Hun argumenterer for, at man ikke behøver at uddanne og professionalisere de familier, der tager imod plejebørn. Deres opgave er først og fremmest at skabe nogle kærlige og trygge rammer. 

Jeg kunne ikke være mere uenig. 

Tendensen er, at de børn, som anbringes i disse år, bestemt ikke har mindre behov for både professionel og faglig hjælp.

Verne Pedersen
Næstformand for Socialpædagogerne

Børnene har brug for hjælp
Anbragte børn har brug for professionel hjælp hos plejefamilier, som er uddannede til at matche de udfordringer, det giver. 

Plejefamilierne skal udstyres med særlige værktøjer til særlige situationer. Og her er viden, kvalitet og kompetencer nøgleordene. 

Hygge og varm kakao rækker desværre ikke, når det 16-årige plejebarn begynder at skære i sig selv og sover dårligt på grund af mareridt om natten. 

For tendensen er, at de børn, som anbringes i disse år, bestemt ikke har mindre behov for både professionel og faglig hjælp. Så samtidig med at kommunerne i højere grad anbringer børn i familiepleje, har man simpelthen undladt at udvikle på professionen plejefamilien. 

Vi skal stille større krav
Plejefamilierne kalder selv på efteruddannelser, supervision, kurser og i det hele taget forhold, der kan holde familierne parate til at varetage det uhyre vigtige hverv. 

Grundkvalifikationerne skal være i orden, og vi mener, at der bør stilles minimumskrav til familieplejernes kvalifikationer, hvis det er børn med høj belastningsgrad. 

For eksempel ved at sikre, at nogle typer af familieplejere har en pædagogisk uddannelse og ved at stille højere krav til familiepleje-grunduddannelsen for alle typer af familieplejere. 

Hvis vi ikke gør det, ender regningen hos de børn, som har allermest brug for hjælp.