Om  
Jørn Pedersen

Tidligere Kolding-borgmester skal udvikle byggeprojekter

Koldings tidligere borgmester, Jørn Pedersen, har fået nyt job som udviklingsdirektør i ejendoms- og udviklingsselskabet Vision Estate. Han skal fremover stå i spidsen for udviklingen af nogle af Danmarks største erhvervsejendomme og -områder.

Foto: Maria Hedegaard
Laura Bejder Jensen

Længe inden kommunalvalget i november meddelte Jørn Pedersen, at han ikke ville genopstille til borgmesterposten. Siden da har Pedersens karrieremæssige fremtid har været uklar.

I dag, en måned efter, at han overgav borgmesterkæden til partifællen Knud Erik Langhoff (V), er afklaringen så kommet. Jørn Pedersen har nemlig fået job som ejendoms- og udviklingsselskabet Vision Estate – et selskab der arbejder med udvikling og udlejning af erhvervsejendomme og -områder. 

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse. 

"Rent fagligt er han ganske enkelt den bedste til at løfte opgaven. Han kender alt til by- og erhvervsudvikling, og så har han et rigtig godt netværk, ikke kun i Kolding men i hele Danmark," siger Jørgen Schou, der er medejer af Vision Estate.

Jørn Pedersen skal fremover lede udviklingen af nogle af Danmarks største byggeprojekter, heriblandt erhvervsområde Vision Park ved Kolding, og Vision Estates store erhvervsområder på 327.000 kvm ved Vojens.

Derudover skal han arbejde for salg eller udlejning af koncernens bygninger og øvrige faciliteter på Nordager i Kolding.

0:000:00