Tidligere overvismand: EL har ret i sin kritik af regnemodeller

Af Christen Sørensen 
Fhv. overvismand

Som ansat i vismændenes sekretariat var jeg sammen med Jørgen Rosted og Alexander Schaumann med til at udvikle den første danske makroøkonomiske model, SMEC II, der fra 1973 blev anvendt til konjunkturprognoser og til vurdering af den overordnede finanspolitik.

Inden oplevede vi også, hvordan det var at lave konjunkturprognoser og vurdere den økonomiske politik uden et modelgrundlag.

For løse og usammenhængende skøn samt – måtte vi erkende efter overgangen til modelanvendelse – forkerte tommelfingerregler kendetegnede det hidtidige prognosearbejde, som vi også oplevede et par gange. Og værst: med dette udgangspunkt var det umuligt at klarlægge årsager til fejlskøn, ligesom det var umuligt at komme med et retvisende mål for finanspolitikken.

Som nyuddannede økonomer var vi opsatte på at forbedre beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik, og denne målsætning blev opfyldt, idet de makroøkonomiske modeller dog siden naturligvis er blevet forbedret og videreudviklet. Så derfor er regnemodeller kommet for at blive – i hvert fald efter min vurdering og anbefaling.

Men det betyder ikke, at der ikke er brug for konstruktiv kritik af Finansministeriets modelanvendelse, som senest har fået et ekstra bidrag fra Enhedslisten med deres aprilredegørelse: ”Den politiske regnemaskine”.  

Den positive virkning, som skattelettelser har på arbejdsudbuddet i Finansministeriets regnemodel, er mere end tvivlsom, som det også påvises af Enhedslisten.

Christen Sørensen
Tidligere overvismand

Kritikken af modelanvendelse bør todeles efter: 1) de antagelser om adfærd, der er indlagt i modellerne, og 2) de skøn for de mange forhold, der ikke bestemmes i modellen, men som modelbrugerne må supplere med. Der anføres her kun et enkelt punkt under disse to punkter. Hertil kommer spørgsmålet om embedsmænds medvirken.

Antagelser om adfærd
Den positive virkning, som skattelettelser har på arbejdsudbuddet i Finansministeriets regnemodel, er mere end tvivlsom, som det også påvises af Enhedslisten.

Faktisk endnu mere tvivlsom, idet den er baseret på en statisk énperiode model, altså en fejlspecificeret model, der undervurderer hængekøjeeffekten af skattelettelsers indkomsteffekt, jævnfør mit indlæg ”Talmisbrug og fagligt medløberi” i Djøfbladet 15. april 2016.

Dette er efter min opfattelse langt værre end den manglende inddragelse af dynamiske effekter af offentligt forbrug og investeringer, som de nuværende vismænd fokuserer på.

Vanskeligt at kritisere modellen
Uanset hvor komplekse de makroøkonomiske modeller forekommer, er de meget, meget simple afbildninger af den virkelige økonomi. Der opereres for eksempel i realiteten kun med to homogene typer af arbejdskraft.

Denne meget forsimplede afbildning gør det til en meget svær opgave at oversætte forslag om specifikke indgreb på arbejdsmarkedet til de justeringer, som modelbrugerne skal indføje for at kunne udføre konsekvensberegninger.

Dette slør gør det naturligvis også muligt for modelbrugerne at fremlægge alt for positive resultater, som det er vanskeligt for politikerne især udenfor regeringspartierne at kritisere, hvis de ikke har specialviden om modelgrundlaget.

I min bog ”Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens” fra 2013 viste jeg, hvordan Finansministeriet under Corydon overvurderede beskæftigelseseffekterne af øget arbejdsudbud fra afkortning af dagpengeperioden fra fire til to år og fra tilbagetrækningsreformen, der jo sigtede på personer, der ikke kunne siges at høre til arbejdsmarkedets kernetropper og derfor ikke umiddelbart kunne inddrages.

Hertil kom, at prisfølsomheden i udenrigshandelen også blev arbitrært forøget for hurtigt at få positive beskæftigelseseffekter.

Uafhængige embedsmænd?
Men sådan noget kan vel kun ske ved en fejl i Danmark, hvor vi har uafhængige embedsmænd? Men hvor uafhængige er embedsmænd, der, som naturligt er, gerne vil gøre karriere?

Her vil jeg blot henvise til den kommentar, som afdelingschef Lars Haagen Pedersen fra Finansministeriet kom med, da han skulle forsvare anvendelsen af den fejlspecificerede model, som bruges til at begrunde positive arbejdsudbudseffekter af skattelettelser: ”Det er jo klart, at vi ikke på dette område kan svare politikerne, at der er stor usikkerhed, og derfor kan vi ikke vurdere det, når de spørger om effekten af en skatteændring”, jævnfør Djøfbladet 11. marts 2016.

Heri er jeg helt uenig. For der er jo et oplagt og ordentligt alternativ. Hvis politikerne vil gennemføre noget, der ikke fagligt kan begrundes, må de selv tage ansvaret herfor og begrunde det rent politisk. De bør ikke gives muligheden for at gemme sig bag et uholdbart talslør stillet til rådighed af embedsmænd.

Kort sagt: der er meget, der bør rettes op på i Finansministeriets modelanvendelse, som Enhedslistens rapport også viser.