Uffe Ellemann-Jensen levede som stridsmand, men døde som statsmand
Han førte sjældent den udenrigspolitik, han ønskede, og han skriver sig ind i den lange historie om det borgerlige nederlag i kampen om samfundsindretningen. Men Uffe Ellemann-Jensen har trukket sig sejrrigt ud af sit vigtigste projekt: Forsvaret for Danmarks plads i den vestlige verdensorden.
Esben Schjørring
Politisk redaktørVi lever videre i andres erindring, når vi dør.
Nogle skriver sig ind i vores fælles historie og får om ikke evigt liv der, så et meget langt liv.
Det er der, Uffe Ellemann-Jensen opholder sig nu.
Han døde natten til søndag, 80 år gammel, efter længere tids kræftsygdom. Og nu går kampen om hans eftermæle i gang. Han kan ikke længere selv trække fra og lægge til, men man kan forvisse sig om, at han har det fint med, at det netop er en kamp. For Uffe Ellemann-Jensen var stridbar af natur. Han ville ikke have det på nogen anden måde.
Det er den første dom. Han satte skel som få i dansk politik, og i et demokrati findes der næppe nogen større dyd, for sammenstødet mellem holdninger, værdier og verdensanskuelser er selve den ild, der får demokratiet til at lyse. Og Uffe Ellemann-Jensens flamme stod klart og tydeligt. Det er den anden dom; han stak det aldrig under stolen eller talte med to tunger, når det angik hans politiske holdninger.
Men Uffe Ellemann-Jensen er på mange måder også en tragisk skikkelse i dansk politik. Han førte sjældent den udenrigspolitik, han gerne ville, og han fik aldrig iværksat den borgerlige omformning af det danske samfund, han slog sig op på som Venstreformand, ligesom han aldrig blev statsminister.
At vi ikke husker ham som tragisk, hænger netop sammen med hans stridbare og morsomme karakter. For intet nederlag er absolut for den, der aldrig giver op.
Og hans utvetydige position om dansk medlemskab af EU og Nato og om nødvendigheden af et aktivt udenrigs- og sikkerhedspolitisk engagement i verden omkring os, blev efterhånden overtaget af de fleste af hans politiske med- og modspillere. Senest ophævede danskerne et af de EU-forbehold, han mod sin politiske overbevisning alligevel forhandlede dygtigt hjem i 1992-1993.
Et barn af krig
Tre krige indrammer Uffe Ellemann-Jensens liv.
Han blev født i 1941 i Haarby på Fyn under Anden Verdenskrig, levede sit liv først som journalist siden som politiker under Den Kolde Krig, og han døde, mens russernes bomber falder i Ukraine.
Krig er i sit væsen grænseløst, menneskeligt og geografisk. At Uffe Ellemann-Jensen blev europæer, hænger tæt sammen med det. For ham var internationale alliancer og politiske institutioner som EU og Nato et svar – det eneste svar – på Europas historie med krig og Danmarks problemer som en lille, udsat randstat.
Og som udenrigsminister var det her, hans kamp stod. Han blev udnævnt i 1982, da Poul Schlüters firkløverregering overtog regeringsmagten fra Socialdemokratiet.
Vesten var på det tidspunkt ramt af dyb, årelang økonomisk krise og politisk ustabilitet, ikke mindst på grund af de voldsomt stigende oliepriser siden 1973, der omvendt havde gjort det økonomisk muligt for Sovjetunionen som olieproducerende land både at invadere Afghanistan og modernisere sit arsenal af mellemdistanceraketter bevæbnet med atomvåben rettet mod mål i Vesten.
Den Kolde Krig var på sit mest spændingsfyldte niveau siden Cubakrisen, og Nato vedtog allerede i 1979 den såkaldte dobbeltbeslutning, der stillede Sovjetunionen over for et skarpt alternativ: fjern de nye SS20 missiler, eller Nato opruster yderligere i Vesteuropa.
Den havde Anker Jørgensens regering støttet, men nu da Socialdemokratiet var i opposition og under heftigt pres fra såvel den eksterne og interne venstrefløj, vendte man på en tallerken. Sammen med SF, VS og de Radikale dannede socialdemokraterne det alternative, sikkerhedspolitiske flertal.
Flertallet pålagde Uffe Ellemann-Jensen at rejse til møder i Natos hovedkvarter med danske fodnoter til den generelle politik. Han måtte til sin store fortrydelse redegøre for undtagelser, udskydelser og modstand mod den fælles linje.
"Man fremmer ikke freden ved at være sig selv nok. Man risikerer, som historien viser, blot at miste sin frihed. Vi kan ikke og bør heller ikke, være en neutral iagttager af supermagternes spil," formanede han i 1983.
"Derfor er det vigtigt, at vi ikke løber fra dobbeltbeslutningen og fra Nato-solidariteten ved at lade os true af Sovjetunionen til neutralisme og pacifisme," sagde han.
For Ellemann-Jensen gav det ikke mening, at tale om Danmark og Norden som atomvåbenfrit område, når Sovjetunionen havde netop atomvåben, der nemt kunne nå København.
Herfra skulle det blive fast inventar i dansk politik, at Uffe Ellemann-Jensen fik den ene næse efter den anden for ikke at have efterlevet Folketingets beslutninger godt nok. Ligesom det var på den arena, at Uffe Ellemann-Jensen formede sin offentlige persona som rap, hård og konfronterende i replikken. Og han blev i vidt omfang et hadeobjekt for den danske venstrefløj.
Som han engang sagde til venstremedlemmerne:
"Der er mange, som gerne vil lukke munden på os. Som har udset sig Venstre som angrebsmål. Lad os nu bare være ærlige over for hinanden: Det passer os helt fint."
Men det er også et faktum, at Venstre og Konservative i perioden satte regeringsmagt og økonomisk genopretning over landets udenrigspolitiske stilling og nægtede at tage et valg på det spørgsmål.
Glansperioden efter atomvalget
Den situation varede i seks år frem til 1988, hvor Schlüter udskrev det, der siden blev kendt som atomvalget. Det alternative flertal ville have regeringen til at kræve, at amerikanske krigsskibe skulle underkaste sig det danske forbehold for atomvåben på dansk territorium, hvilket USA selvfølgelig ikke kunne acceptere.
I en brutal udskiftning af regeringskonstellationen efter valget fik Schlüter de Radikale til at skifte side, og i KVR-regeringens regi udformede Ellemann-Jensen sammen med de Radikales Lone Dybkjær et nyt fodnotefrit grundlag for dansk sikkerhedspolitik.
Året efter faldt Berlinmuren, og det blev indledningen til Uffe Ellemann-Jensens glansperiode som politiker og udenrigsminister. Han reformulerede landets udenrigspolitiske strategi under overskriften ”aktiv internationalisme”, og med sit virke med at få anerkendt de baltiske lande som selvstændige, europæiske lande, der kunne blive medlemmer af EU og Nato, undertiden på trods af tysk vægring, blev han selv dens fremmeste aktør. Ikke mindst i lyset af den russiske krig i Ukraine står det i dag frem som en utvetydig og historisk bedrift.
Som han selv sagde i 1996:
"Hvis man undlader at give de baltiske lande samme ret til at vælge alliance som alle andre, så har man dermed udnævnt dem til at være en del af en særlig russisk interesserezone. Og det vil være helt i strid med den udviking, der har givet os det nye europakort uden Mur og jerntæpper."
Det næste skridt i den aktive internationalisme blev den danske deltagelse i den første Golfkrig. Og selvom det kun var med en korvet, blev det startskuddet til et stigende dansk militært engagement i international politik fra de fredsbevarende indsatser i Eksjugoslavien til krigene i Irak og Afghanistan.
I det perspektiv træder Uffe Ellemann-Jensen frem som en historisk udenrigsminister, der har sat sig dybe og paradigmatiske spor i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Omvendt hører det med til hans karriere, at hans linje allerede fire år efter, at det alternative flertal var blevet opløst, på ny blev hegnet ind af danske forbehold over for international politik – denne gang på den europapolitiske arena.
Danskernes EU-begmand til Ellemann-Jensen
Da et flertal af vælgerne stemte nej til Maastrichttraktaten, var det første gang, en befolkning sagde fra over for opbygningen det institutionelle svar på Anden Verdenskrig i Europa. Det var et europæisk chok, og det var chok og en begmand for Ellemann-Jensen.
I hans analyse var den tyske genforening et europæisk problem og mulighed på én gang. Problemet handlede om vejen væk fra et tysk Europa til et europæisk Tyskland, sådan som hans tyske kollega og ven Hans-Dietrich Genscher, udtrykte det. Og videre handlede det om at favne opbruddet i den tidligere Østblok.
Begge dele forudsatte et egentligt unionsprojekt, der kunne bringe Europa endegyldigt om på den anden side af den tærskel, der skiller krig fra fred. Ellemann-Jensen talte med Stefan Zweigs ord om, at vi stod i "en stjernestund", et særligt historisk øjeblik:
"Vi lever netop nu i en sådan 'stjernestund'. Vi har muligheden for at gribe ind og ændre historien. Ændre den i den retning, som alle vore traditioner og hele vor historie fortæller os, er rigtige," skrev han i sin bog Et lille land, og dog... fra 1991.
"Det kan kun ske, hvis EF hurtigt etablerer sin politiske union samt sin økonomiske og monetære union."
Det danske nej viste, at den folkelige forankring af det projekt var langt mindre end hans engagement.
Det blev yderligere understreget, da forhandlingerne om det nationale kompromis og de fire forbehold gik i gang, og Ellemann-Jensen (og Poul Schlüter) måtte se til fra sidelinjen, mens Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, og SF-formand Holger K. Nielsen lagde det nye fundament under dansk EU-politik.
Omvendt forhandlede han selv fermt og loyalt forbeholdene på plads i Bruxelles og senere Edinburgh, og paradoksalt nok blev netop de forhandlinger et gennembrud for Ellemann-Jensen som en mere bred folkelig karakter. Berømt og elsket blev han i hvert fald i 1992, da han i Lissabon på vej ind til endnu en forhandling om forbeholdene varmede op til EM-finalen mod tyskerne med sin kække bemærkning iført pibe, solbriller og rød-hvidt halstørklæde: "If you can’t join them, beat them".
På det tidspunkt var Venstre og Konservative på vej til deres tiårsjubilæum som regering. Metaltrætheden, nok især hos De Konservative og Schlüter, var tydelig, og Tamilsagen knækkede kort efter årsskiftet 1992-1993 ryggen på den borgerlige regering.
Dermed endte Ellemann-Jensens karriere som udenrigsminister. Men samtidig var det affyringsrampen for ham som oppositionens leder og det borgerlige Danmarks statsministerkandidat.
Det blev hans Waterloo.
Aldrig statsminister
Skifter man optik på Uffe Ellemann-Jensen fra udenrigs- til indenrigspolitikken, skriver han sig ind i den lange historie om det borgerlige nederlag i kampen om samfundsindretningen efter krigen.
Og den mur, han løb hovedet imod ved folketingsvalgene i 1994 og 1998, havde han på mange måder selv været med til at bygge op.
Da han overtog formandskabet i Venstre i 1984 efter Henning Christophersen, overtog han ikke samtidig finansministerposten. Den gik til De Konservatives Palle Simonsen, og siden dengang har stats- og finansministerposten altid været samlet inden for samme parti. Og efter den første periodes reformer, ikke mindst fjernelsen af dyrtidsreguleringen, havde Schlüter og Palle Simonsen ikke noget ønske om et decideret opgør med den universelle velfærdsstat, men satsede på at erobre positionen som landets folkeparti i midten af dansk politik.
I Ellemann-Jensens optik var velfærdsstatens problem, at den ikke løste de problemer, dens forsvarere hævdede den gjorde, men var "blevet de stærkes tag-selv-bord, hvor de svage grupper reelt bliver forsømt." Og han så et samfund, der led under et "moralsk nedbrud"
"På den ene side har vi et samfund, hvor vi aldrig har været så afhængige af hinanden, som vi er i dag. På den anden side har samfundet udviklet sig sådan, at vi aldrig har taget så lidt hensyn til hinanden, eller vist så ringe omsorg for andre som nu!"
Men med fokus på udenrigspolitikken overlod Ellemann-Jensen det til Anders Fogh Rasmussen som næstformand og skatteminister at omsætte den bredere velfærdskritik til daglig kamp for en borgerlig økonomisk politik. Venstre var dengang både i regering og opposition, men man var også et lille parti, der havde problemer med at komme over 12 procent af stemmerne. Man havde ikke styrken, og Uffe Ellemann-Jensen, der ellers havde annonceret sit formandskab i 1984 som en ”liberal storm”, havde heller ikke viljen til at tage kampen med Schlüter.
Ellemann-Jensen havde i 1984 formanet, at "Venstre er ikke et 'management-firma', der sættes ind for at klare problemerne i ledelsen, når det hele er kørt skævt – for så at sige farvel-og-tak, når butikken kører igen." Men det var præcis den rolle, de borgerlige regeringer spillede fra 1982-1993.
Den politiske kapital blev brugt på udenrigspolitikken, så da han vendte tilbage til den indenrigspolitiske arena, havde Socialdemokratiet med programmet "Gang i 90'erne" overtaget projektet om moderniseringen af velfærdsstaten og fundet svarene på, hvordan den finansielle holdbarhed skulle sikres.
I stedet blev det nu i høj grad Anders Fogh Rasmussens hårdtslående, vrede og uforsonlige liberalisme, hvor man skældte danskerne ud for at være velfærdsnarkomaner, der blev den bastion, hvorfra Uffe Ellemann-Jensen forsøgte at blive statsminister. Det lykkedes at rive Venstre fri af dyndet på det program, og partiet erobrede nye, yngre vælgergrupper i byerne. Men de mange nye mandater blev mestendels erobret fra De Konservative, og regeringsmagten vandt Ellemann-Jensen aldrig.
Og det er sigende, at der kun gik få dage, efter han kastede håndklædet i ringen på valgnatten 1998, før hans efterfølger, selvsamme Anders Fogh Rasmussen, forkastede det økonomiske element i det borgerligt-liberale projekt.
Uffe Ellemann-Jensens sortie fra dansk politik var dermed også et punktum for klassisk liberalisme i Danmark – i hvert fald som det, der forener de borgerlige partier. I stedet samlede man sig om værdikampen, og på mange måder havnede Uffe Ellemann-Jensen i opposition til sine gamle frænder.
Ellemann og værdikampen
Fra 1998 indledte Uffe Ellemann-Jensen sin næsten 25 år lange karriere som debattør, klummeskribent og analytiker af udenrigspolitiske forhold, og var han op gennem 1980'erne og 1990'erne en politiker, der delte vandene, blev han nu tværpolitisk elsket. I hvert fald blev Ellemann så positivt et brand, at SAS brugte ham i deres tv-reklamer.
Det er en typisk mekanisme for afgående politikere, men for Ellemann-Jensen var det også en konsekvens af, at Anders Fogh Rasmussen var så forhadt i centrum-venstre. Ellemann blev et modbillede på Fogh Rasmussen, måske også fordi Ellemann var ham, man kunne slå. Han blev sindbilledet på centrum-venstres forestilling om ”den anstændige borgerlige”, som man kunne spille ud mod Fogh og VKO-flertallet, og det blev han især under Muhammedkrisen og den efterfølgende sag om den svenske installationskunstner Lars Vilks.
Ellemann karakteriserede Jyllands-Postens aktion med at trykke tegninger af muslimernes profet som en ”pubertetsagtig demonstration af sin ytringsfrihed” og Vilks, der blev stræbt efter livet på grund af sin Muhammedtegning, mente Ellemann, havde ”tigget og bedt om at blive angrebet”.
”Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for,” skrev han.
Det bragte ham på kant med sine borgerlige kollegaer og i direkte opposition til Anders Fogh Rasmussens linje midt under værdikampen.
Det er svært at sige andet, end at Uffe Ellemann-Jensen tog fejl på det punkt. Men det interessante i dag er måske mere at se hans position som del af hans liberale verdensanskuelse.
Den politiske frihed, han kæmpede for, og som også inkluderede et opgør med den universelle velfærdsstat, var bakket op af forestillingen om, at den autonome, fornuftige og nøjsomme borger dyrkede tolerance som en dyd.
"Det generer min liberale livsholdning, når nogen siger 'skik følge eller land fly'. For jeg holder nu på, at vi skal respektere hinandens forskellige skikke," som han sagde på et Venstrelandsmøde i 1987.
"Men det er vel i virkeligheden heller ikke det, sagen drejer sig om? Vi burde sige 'lov' følge eller 'land fly' – for det vi ikke vil acceptere er, at mennesker der er kommet til os udefra, vil sætte deres egne love over vore."
For Ellemann-Jensen kunne man kun danne et samfund af frie individer, hvis de samtidig tolererede, at de ikke var enige og ikke levede ens. Religiøse følelser hos en etnisk minoritet skulle man ikke provokere uden en stærk grund. Og han så den interne værdikamp rettet mod det herboende muslimer som noget, der truede det liberale demokratis muligheder i Mellemøsten.
Ellemanns arv vil kun blive større
Samtidig var han også barn af sin tid. På tværs af politiske skel lå det som et moralsk imperativ hos efterkrigstidsgenerationen at bringe samfundet om på den anden side af den destruktion og ideologiske nihilisme, der havde defineret det 20. århundrede.
For socialdemokrater var svaret velfærdsstaten, for Ellemann-Jensen var det Europa og liberalisme. Selvom 1990''erne i dag huskes som et sorgløst årti forblændet af forestillinger om Historiens afslutning, lurede frygten for tilbagefald til Europas mørke hele tiden under overfladen. Også hos Ellemann-Jensen:
"Vi ved, at der overalt i Europa gærer etniske og nationale konflikter, der meget hurtigt kan udløse borgerkrige og nye flygtningestrømme,"advarede han fra Folketingets talerstol i 1993, mens borgerkrigen hærgede i det tidligere Jugoslavien.
"Og hvis der skabes det indtryk, at det internationale samfund ikke har viljen eller evnen til at gribe ind, kan vore drømme om et nyt fredeligt og helt Europa hurtigt forvandle sig til et mareridt, som vi troede lå gemt i historien," fortsatte han.
Det er ord, der sætter hans politiske projekt på formel. Her løb han igen og igen ind i forhindringer på sin færd i dansk politik. Men man må også konstatere, at når SF går på kampagne for at ophæve forsvarsforbeholdet, og Enhedslisten begynder at skrue ned for modstanden både mod EU og Nato, så ligger der en dyb bekræftelse af de dele af Ellemann-Jensens politiske projekt, han selv investerede mest i som aktiv politiker og udkæmpede sine hårdeste slag for.
Hvor han allerede var, ankom hans modstandere til med tiden.
Det gælder selvfølgelig også på et metafysisk plan nu. Døden er et fællesmenneskeligt vilkår. Det, der lever videre, når vi dør, er vores aftryk i verden. Ellemann-Jensen satte sit, og et godt gæt er, at det i pagt med hans politiske skæbne vil blive anerkendt som større og dybere med tiden.
Politiken spurgte ham sidste år, hvad han håbede på, folk sagde om ham.
”Han gjorde en forskel,” svarede han.
Men hvad troede han da, de sagde, spurgte avisen.
”Han var en arrogant skiderik.”
Det er sjovt sagt. Men det er også forkert – det første er alt for lidt, det andet er alt for meget.
Uffe Ellemann-Jensen var en statsmand.
Uffe Ellemann-Jensen
Født 1. november 1941 i Haarby på Fyn. Søn af folketingsmedlem og redaktør Jens Peter Jensen og Edith Ellemann. Død 19. juni 2022, 80 år gammel. Efterlader sig hustruen Alice Vestergaard og fire børn, Claus Ellemann-Jensen (født 1966), Helene Ellemann-Jensen (født 1967), Karen Ellemann (født 1969) og Jakob Ellemann-Jensen (født 1973), og en række børnebørn.
Parlamentarisk karriere
1977-2001: Folketingsmedlem for Venstre.
1978-1982: Politisk ordfører for Venstre.
1979: Medlem af Venstres hovedbestyrelse.
1982-1993: Udenrigsminister i regeringerne Poul Schlüter I til IIII.
1984-1998: Formand for Venstre.
1995-2000: Præsident for Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa (Alde).
Erhvervskarriere
1962-1964: Ansat ved Forsvarsstaben.
1964-1967: Sekretær i Kødindustriens Fabrikantforening.
1967-1970: Journalist på Berlingske Aftenavis og leder af erhvervsredaktionen fra 1969-1970.
1970-1975: Økonomisk-politisk medarbejder i DR’s TV-Aktualitetsafdeling.
1975-1976: Ansvarshavende redaktør på Børsen.
Uddannelse
1960: Student fra Birkerød Statsskole.
1962-1969: cand.polit. ved Københavns Universitet.
Udvalgte tillidshverv
1993-2012: Formand for Det Udenrigspolitiske Selskab.
1993-2002: Bestyrelsesmedlem i Royal Greenland.
1996-1999: Bestyrelsesmedlem i Danmarks Nationalbank.
2002-2006: Bestyrelsesformand for Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.
2002: Tildelt storkorset af Dannebrogordenen.
Uffe Ellemann-Jensen er derudover forfatter til en række bøger og har sammen med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) været vært på TV 2 News-programmet 'Ellemann & Lykketoft'.