Valgdrama: I tre kommuner slås de stadig om borgmesterposten

UAFKLARET: I tre af landets kommuner forhandler partierne stadig om, hvem der skal indtage borgmesterstolen. Se hvilke her.

Venstres Stén Knuth håber at fortsætte som borgmester i Slagelse.
Venstres Stén Knuth håber at fortsætte som borgmester i Slagelse.Foto: /ritzau/Lars Krabbe
Cecilie Gormsen

Selvom det efterhånden snart er to døgn siden, at valgstederne lukkede, er det ikke alle kommuner, som har fundet ny borgmester endnu.

I tre kommuner, Slagelse, Kerteminde og Dragør, kæmpes der stadig om borgmesterposten, ligesom borgmesterposterne i Københavns Kommune heller ikke er fordelt endnu.

Kerteminde
I Kerteminde Kommune kæmper den siddende Venstre-borgmester Hans Luunbjerg for bevare sin borgmesterkæde efter at have mistet et mandat.

Læs også: Her er de nye borgmestre og regionsrådsformænd

Men torsdag formiddag mødtes valgets store vinder Konservative og spidskandidat Klavs Norup Lauridsen med Socialdemokratiet og S-spidskandidat Kasper Olesen, skriver Fyens.

”Der er politiske forskelle mellem os, og sådan er det i politik. Man er nødt til at klippe en hæl og hugge en tå,” siger Kasper Olesen til Fyens.

Han peger samtidig på, at der også områder, hvor de to partier sagtens kan forestille sig at samarbejde.

Hvem af de to, der skal være borgmester i et eventuelt rød-blåt samarbejde, undgik de to borgmesterkandidater at diskutere. Og Kasper Olesen tror ikke, at de bliver enige om, hvem der skal være borgmester i løbet af torsdag.

”Jeg tror først, der kommer en borgmester i morgen,” siger han.

Slagelse
Det så ellers ud til, at alt var faldet nogenlunde hurtigt på plads i Slagelse, da socialdemokraten John Dyrby Paulsen natten til onsdag fortalte, at han var ny borgmester med støtte fra Liberal Alliance, Radikale, SF og Enhedslisten.

Men onsdag eftermiddag blev spillet om borgmesterposten genåbnet, da både Radikale og Liberal Alliance trak sin opbakning og bad om samtaler med Venstres borgmesterkandidat Stén Knuth. Sammen med Dansk Folkeparti kan de fire partier samle de afgørende 16 mandater.

Læs også: Dramaet fortsætter i Slagelse: S-flertal smuldrer under Dyrby

Ifølge TV Øst er Liberal Alliances byrådsmedlem Villum Christensen, der også sidder i Folketinget for partiet, torsdag blevet kaldt til møde hos partitoppen i Liberal Alliance for at forklare, hvorfor han vil pege på en socialdemokrat frem for en Venstre-mand.

Der er også forlydender om, at Venstre overvejer at bringe en ny kandidat i spil til borgmesterposten, hvis ikke Stén Knuth kan blive borgmester. Samtidig har John Dyrby Paulsen torsdag formiddag mødtes med Dansk Folkeparti, og socialdemokraten har indkaldt flere af parterne til et møde torsdag eftermiddag.

Kort sagt: Dramaet fortsætter i Slagelse.

Dragør
Den siddende borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) har et borgerligt flertal bag sig bestående af Konservative og Dansk Folkeparti. Partierne har til sammen 8 ud af de 15 pladser i byrådet, hvor Venstre selv har tre mandater.

Stemmerne i Dragør har fordelt sig meget lige mellem partierne, og det gør forhandlingerne vanskelige, siger borgmesterkandidat for de Konservative Kenneth Gøtterup til TV 2 Lorry:

”Alle forhandler til alle sider, og jeg tager telefonen hver gang den ringer og indgår i positiv dialog med alle partiet,” siger han til Lorry.

Læs også: Overblik: Her er resultatet af kommunalvalget

Selvom de tre borgerlige partier har flertal, er det lokallisten Tværpolitisk Forening, der er blevet byrådets største parti med fire mandater.

Ved sidste kommunalvalg i Dragør blev to personer udnævnt som borgmestre, inden den siddende borgmester endelig fik borgmesterkæden om halsen. I 2013 troede socialdemokraten Allan Holst at han sad sikkert på borgmesterposten med støtte fra K og DF. Men så sprang Asger Larsen fra Konservative fra aftalen for i stedet at gøre Peter Læssøe fra lokallisten Tværpolitisk Forening til borgmester med støtte fra Venstre og Amagerlisten.

Til sidst endte borgmesterkæden dog hos Venstres Eik Bidstrup, der har været borgmester siden.

København
I København står det klart, at Frank Jensen fortsætter som overborgmester, men hvordan de øvrige borgmesterposter fordeler sig, vides ikke endnu.

Københavns borgmesterposter fordeles på følgende måde:

1. Socialdemokratiet får overborgmesterposten
2. Enhedslisten får lov til at vælge post nummer to
3. Socialdemokratiet vælger post nummer tre
4. Alternativet vælger post nummer fire
5. Venstre vælger post nummer fem
6. Radikale vælger post nummer seks
7. SF vælger post nummer syv

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eik Dahl Bidstrup

Ejerleder af udviklings- og rådgivningsfirmaet SpecialistDanmark, fhv. borgmester (V), Dragør 2014-21 og fhv. formand for Krifa 2021-22
M.A.Min. (Organisatorisk ledelse og teologi)

Hans Luunbjerg

1. viceborgmester (V), Kerteminde Kommune
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1998)

John Dyrby Paulsen

Direktør, Dansk e-Mobilitet, fhv. MF og borgmester i Slagelse (S)
cand.polit. (Københavns Uni. 1990), hd i udenrigshandel (Handelshøjskolen i København 1992)

0:000:00