Forsker: Mobilforbud er en mistillidserklæring til elever, forældre og fagprofessionelle

Kommissionens begreber er håbløst upræcise

Ét af disse paradokser opstår i omtalen af ”skærmbrug” og ”skærmtid,” der igen postuleres som meningsfulde overbegreber, der kan fortælle os noget om trivsel. Det er de ikke, og det kan de ikke.

De er håbløst upræcise – særligt når vi taler om komplekse sociale sammenhænge – hvilket er blevet pointeret af forskere utallige gange. Så når kommissionen i en overskrift skriver, at ”skærmtid kan skade børns og unges koncentrationsevne,” er det ekstra vigtigt at bemærke ordet ”kan.”

Havde kommissionen været interesseret i at sige noget reelt om børn og unges praksisser med digitale teknologier og medier, kunne de have brugt deres eget princip om at insistere på en nuanceret forståelse.

Én der eksempelvis anerkender forskellen på at fordybe sig i kreative praksisser versus behavioristisk opgaveløsning. Eller forskellen på at se film med vennerne versus at synke ensomt ned i et konspiratorisk kaninhul på TikTok.

Kommissionens anbefaling om at forbyde mobiltelefoner i skoler og fritidsordninger opfordrer lovgiverne til at erklære mistillid til elever, forældre og fagprofessionelle.

Thomas Enemark Lundtofte
Lektor, ph.d. og studieleder for masteruddannelsen i børne- og ungdomskultur, Syddansk Universitet

Når det fremstår paradoksalt, er det naturligvis, fordi kommissionen netop har problematiseret trivselsbegrebet med samme kritiske indfaldsvinkel.

Trivsel er et flerstrenget, forskelligartet begreb, der kalder på kontekstuel forståelse og blik for udsving. En væsentlig faktor handler eksempelvis om børns socioøkonomiske baggrund og tilgængeligheden af nærværende voksne.

Fordi kontekster er forskellige, kalder det på forskellige fremgangsmåder hos fagprofessionelle såvel som forældre. Og her er det afgørende at understøtte den lokale beslutningskraft.

I nærdemokratiets ånd vil den beslutningskraft også understøtte myndighed og karakterdannelse hos børn, hvis de altså bliver inddraget og dermed oplever at have indflydelse på deres liv.

Lovgiverne opfordres til at erklære mistillid

Kommissionens anbefaling om at forbyde mobiltelefoner i skoler og fritidsordninger opfordrer lovgiverne til at erklære mistillid til elever, forældre og fagprofessionelle. En opfordring som regeringspartierne lader til at have taget imod som noget af det allerførste.

De løsninger, de nære demokratier har skabt, er altså ikke gode nok, og der er ikke tillid til at bedre løsninger vil kunne udvikles, som det fungerer nu.

Børnene kan ikke styre sig. Bevares, de skal overordnet set støttes i selvregulering og overvåges mindre, men når det kommer til telefoner, er det for farligt at lade dem prøve sig frem i nogen grad eller form.

Forældrene, der ellers har modtaget syv opfordringer til, hvordan de kan forbedre sig (anbefaling 34) besidder tilsyneladende heller ikke den rette dømmekraft. Så nu må lovgivningen tage over.

Pædagogerne og lærerne må også anses for at være utilstrækkelige. Der er ikke tillid til, at deres indsatser for at støtte og udvikle børn og unge i deres digitale færden skal kunne foregå i SFO’er og fritidshjem.

Og i skolen regner vi ikke med, at lærerne kan rammesætte gyldige aktiviteter, der kunne involvere en telefon, endsige klæde eleverne på til at bruge dem på en oplyst måde.

Et forbud er så dejligt simpelt og handlekraftigt. Men nogle gange skal man – især som voksen – styre sine impulser. På den måde fremstår man også som en god rollemodel.

Thomas Enemark Lundtofte
Lektor, ph.d. og studieleder for masteruddannelsen i børne- og ungdomskultur, Syddansk Universitet

Tech-virksomhederne skal reguleres

Det fremstår ganske åbenlyst, at samtalen om, hvordan man indretter sig på måder der ikke saboteres af digitale teknologier, er uhyre relevant.

Den kunne faktisk siges at være en oplagt case for elevinddragelse og alt, hvad deraf følger af demokratisk dannelse og myndiggørelse. Det kræver, at man tør gå i dialog med børnene samt i de nære demokratier. At vi kan diskutere uenigheder, værdiforskelle og forhandle en pragmatisk løsning, der tages op til løbende revision.

Men hvad skal politikerne så beskæftige sig med?

Det må de jo afstemme med deres vælgere, men det kunne oplagt kredse om teknologiforståelse, der stadig er en søvnig størrelse i den danske grundskole.

Desuden kunne de beskæftige sig med regulering af de teknologivirksomheder, der gennem overvågende og vanedannende design er blevet en problematisk del af hverdagslivets infrastruktur.

Et forbud er dog så dejligt simpelt og handlekraftigt. Men nogle gange skal man – især som voksen – styre sine impulser. På den måde fremstår man også som en god rollemodel.