Tænketank til psykolog: Det er hverken vuggestuens, børnehavens eller skolens opgave, at opdrage dine børn

Lad mig slå fast én gang for alle: Ansvaret for vores børn — deres opdragelse, trivsel og væren i verden — ligger hos os forældre.
Psykolog Malene Angelo mener derimod, at forældre ikke kan eller skal bære ansvaret alene.
I sin kommentar i Altinget foreslår hun derfor, at fagpersonalet skal vejlede, støtte og hjælpe forældrene, fordi børn tilbringer mange timer væk fra hjemmet.
Skolen spiller en vigtig rolle i børns liv, det vil jeg give Malene Angelo ret i. Men dens rolle handler om uddannelse og dannelse — ikke opdragelse.
Tine Obel
Presse- og kommunikationschef, Tænketanken Prospekt
Det synspunkt er forfejlet af to årsager: Det undergraver forældrerollen og pålægger et i forvejen presset fagpersonale opgaver, de ikke er sat i verden for at løse.
Skolen spiller en vigtig rolle i børns liv, det vil jeg give Malene Angelo ret i. Men dens rolle handler om uddannelse og dannelse — ikke opdragelse.
Folkeskolens formålsparagraf (paragraf 1, stk. 3) understreger netop, at elever og forældre skal samarbejde med skolen om at leve op til dens formål. Og netop fordi børn tilbringer så meget tid i skolen, er det afgørende, at forældrene tager det ansvar alvorligt.
Fjerner ansvar fra forældrene
Jeg blev uddannet lærer i 2001 og har undervist i mange år — både før og efter jeg blev journalist.
Sidst jeg tjekkede, var min opgave som folkeskolelærer at undervise mine elever, ikke vejlede deres forældre.
Skole-hjem-samarbejdet har aldrig inkluderet en rolle som familieterapeut, selvom jeg har talt med forældre om, hvordan de kunne sætte tydeligere rammer derhjemme — for at skabe ro i mit klasserum.
Malene Angelo hævder, at der ikke er en lineær sammenhæng mellem forældres opdragelse og børns trivsel og adfærd. Jeg kan af erfaring sige, at det simpelthen ikke passer. Børn formes af de værdier, vaner og rammer, de møder hjemme.
Når forældre svigter deres ansvar, påvirker det ikke kun børnenes trivsel, men også deres adfærd i skolen.
Når Angelo foreslår, at fagprofessionelle skal have bedre forudsætninger for at "invitere forældre ind i et samarbejde omkring barnets behov", fjerner det ansvaret fra forældrene. Det er grundlæggende forkert.
Vi må insistere på, at forældre er de primære ansvarlige for deres børns opdragelse — en holdning, jeg ved, de fleste forældre deler. De ved godt, at de er de vigtigste i deres børns liv.
Sætter jeg mig på den anden side af bordet til skole-hjem-samtalen – som mor til tre – må jeg også her sparke bolden tilbage til kommentarens forfatter.
Jeg har ikke brug for møder, hvor fagprofessionelle skal lære mig at tage ansvar for mine børn. Selvfølgelig kan man som forælder have brug for vejledning i særlige situationer — derfor har jeg også som lærer talt med forældre. Og det er vigtige samtaler.
Men det bør være undtagelsen, ikke reglen. Og måske kunne et familiemedlem hjælpe i stedet for en fagperson. Ofte er tante Dorthe eller morfar en mere kærlig og brugbar sparringspartner end Signe, der underviser mit barn i dansk.
Opdragelse er en hård nød
Så når Trivselskommissionen peger på, at moderne børneopdragelse kan føre til mistrivsel, er det ikke en kritik af forældre, men en opfordring til at vende en bekymrende udvikling, hvor fokus er på individet frem for fællesskabet.
Og ja, kommissionen har ret, når den understreger, at vi forældre spiller en afgørende rolle i at udvikle vores børns selvregulering, vedholdenhed og ansvarsfølelse — et ansvar, der ikke kan skubbes over på skolen, pædagogerne eller samfundet.
Frem for at sende flere penge kunne løsningen være, at politikerne trækker i arbejdstøjet, styrker familiepolitikken og sikrer, at forældre har de bedste betingelser for at løfte opgaven — ikke fritager dem for den.
Opdragelse kan være en hård nød at knække — især når ungen er træt, og man selv har ild i håret, eller teenageren ikke kommer hjem som aftalt efter en fest.
Tine Obel
Presse- og kommunikationschef, Tænketanken Prospekt
Løsningen er ikke, at fagprofessionelle overtager opdragelsen, men at politikerne skaber rammer, der giver familier mulighed for at tage det ansvar, der er deres.
Opdragelse kan være en hård nød at knække — især når ungen er træt, og man selv har ild i håret, eller teenageren ikke kommer hjem som aftalt efter en fest. Men det er heldigvis også en sjov opgave — givende og fuld af uendelig kærlighed. Sådan er livet – med op- og nedture, ligesom bakkerne i Aarhus, hvor jeg bor.
Sidst men ikke mindst: Trivselskommissionens anbefalinger retter sig mod almenområdet — altså flertallet af børn og forældre.
Det er værd at huske, når man læser deres syv råd i anbefaling nummer 34 om det moderne forældreskab.
De dømmer ingen, men peger på, hvordan vi alle kan tage ansvar for vores børns trivsel og opdragelse.
Hvis vi gør det, kan fagpersonalet bruge tid og kræfter på de børn og unge, der reelt har brug for hjælp, støtte og omsorg.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer




















