Stefan Hermann: Egelunds reform cementerer den praktiske vending i uddannelsespolitikken

For det første befæstes den praktiske vending i dansk skole- og uddannelsespolitik. Praksisfaglighed og juniormesterlære hedder det på folkeskoleområdet. Den nye epx skal være praktisk orienteret, ikke kun boglig og teoretisk.

Universiteterne skal lave flere arbejdsmarkedsnære uddannelser, de såkaldte erhvervskandidatuddannelser.

Og kernen i løftet af professionsuddannelserne er ikke alene flere penge til mindre hold med mere undervisning. Det er også styrket praktik, flere værksteder og træningslaboratorier og en idelig påmindelse om, at en nyuddannet sygeplejerske fra dag ét står med noget af næstens skæbne i sin hånd.

Det kræver håndelag, træning og færdigheder.

Finansieringen hertil kommer mestendels fra det provenu, der opstår, når samtlige professionsuddannelser på nær læreruddannelsen, der på godt og ondt er sektorens overherre, reduceres med et kvart år.

Professionshøjskolerne er godt forberedte. Hjerteblod og mærkesager i deres egne strategier gøres nu til national politik.  

Stefan Hermann

Det betyder større arbejdsudbud, færre udgifter til SU og færre driftsudgifter. Disse penge og mere til føres tilbage til uddannelserne. Der tilføres omkring 0,5 milliarder kroner fra aftalen om kandidatreformen.

Diplomingeniør og bygningskonstruktøruddannelserne er i øvrigt også undtaget forkortelser, beskyttet af erhvervslivet, mens Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har været indforståede med forkortelser af for dem centrale uddannelser.

Professionshøjskolerne er godt forberedte. Hjerteblod og mærkesager i deres egne strategier gøres nu til national politik.

Prisen er forkortelsen af stort set alle uddannelserne, som sender et tvivlsomt signal til de unge og omverden.

Men det er fuldt konsistent med regeringens tænkning, hvor filosofien er, at vi skal tage mere uddannelse livslangt, men fordele det bedre, blandt andet ved flere og bedre uddannelsesveje senere i livet, som er finansieret og understøttet bedre økonomisk af staten.

Det har professionshøjskolerne og de centrale fagpolitiske interessenter accepteret og valgt at leve med modsat kollegerne og toneangivende arbejdsgiverorganisationer på universitetsområdet, hvor kandidatreformen var en lignende øvelse, der har haft svært ved at holde sammen på sig selv.

Den livslange læring, som regeringen og forligspartierne ønsker at stimulere, får i aftalen en yderligere strategisk markering, da professionshøjskolerne med aftalen gives adgang til at udbyde professionsmasteruddannelser på velfærdsområderne, altså uddannelse på kandidatniveau.

Bag kulisserne har der været tænders gnidsel og mange forskningsbaserede nedgroede negle over dette gennembrud, som sektoren har ventet på i mere end 15 år.

Sagen er imidlertid den, at der i loven om professionshøjskoler med videre fra 2007 af bemærkningerne fremgår, at professionsmasteruddannelser bør komme på tale.

Og i forbindelse med den politiske aftale i 2010, der banede vej for en fusion mellem Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen i Aarhus, som i loven var tiltænkt indfusionering i en professionshøjskole, blev professionshøjskolerne stillet professionsmasteruddannelser i udsigt.

Der gik 15 år. Imens kunne man iagttage, at stort set samtlige søstersektorer i Europa kunne udbyde uddannelser på kandidatniveau, uden at universiteterne fremstod terminalt svækkede.

Kernen i løftet af professionsuddannelserne er ikke alene flere penge til mindre hold med mere undervisning. Det er også styrket praktik, flere værksteder og træningslaboratorier.

Stefan Hermann

Men ikke i Danmark, selvom man her hyppigt politisk besluttede og tillod en akademisering af (professions)uddannelser, når de enten kom ind på universiteterne (eksempelvis bibliotekaruddannelsen, diplomingeniøruddannelsen) eller var små (eksempelvis de kunstneriske uddannelser).

For professionshøjskolerne er dette således en betydelig sejr, men endnu vigtigere markerer beslutningen, at professionelle skal have karriere- og uddannelsesveje, der både er på et højere niveau, men som samtidig er tæt knyttede til praksis og borgerkontakt.

Forhåbentlig vil overenskomstparterne følge op med at designe stillingstrukturer og karriereveje, der kan sikre volumen, systematik og tydelighed, sådan at unge, der overvejer en løbebane som eksempelvis socialrådgiver eller pædagog, kan se ikke alene meningen med gerningen, men også udviklingsperspektivet.

Den livslange læring har således her at gøre med et højere niveau, der modsvarer stigende kompleksitet i opgavevaretagelsen, men rummer i aftalen også andre væsentlige fornyelser.

Dels skal meritlæreruddannelsen og pædagoguddannelsen være gratis, men der skal også etableres merituddannelser til socialrådgiver og sygeplejerske.

Den livslange læring handler ikke alene om videre uddannelse på højere niveau, men også om at fremme omskoling og sporskifte for eksempelvis akademikere eller faglærte.

Aftalen rummer selvsagt et hav af andre elementer. Blandt andet fremrykkes og forhøjes udkantstaxameteret, og kommunerne modtager (endnu engang) penge til at uddanne praktikvejledere for blot at nævne enkelte elementer.

Dog er der to forhold, der undrer.

Som en nydannelse, der formentlig overses af mange, skal samtlige professionsbacheloruddannelser nu ikke alene have til formål at skabe grundlag for erhvervs- og professionsudøvelse af høj kvalitet, men også fremme de studerendes demokratiske dannelse.

Det er ganske påfaldende.

Mig bekendt er læreruddannelsen den eneste videregående uddannelse, der ved lov og politisk aftale har et formål, der omhandler demokrati og folkestyre. Sådan har det været i mere end et årti.

Som en nydannelse, der formentlig overses af mange, skal samtlige professions-uddannelser nu også fremme de studerendes demokratiske dannelse.

Stefan Hermann

Nu vil der skulle indføjes bestemmelse herom for samtlige professionsbacheloruddannelser.

Det er muligvis et tidehverv, der lægger sig i forlængelse af den historie udvikling, hvor flere og flere skoleformer og uddannelser siden folkeskoleloven i 1975 har fået til formål af fremme demokrati.

Men et tidehverv, der kan knytte an både til undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) efterspurgte åndelige oprustning, og til Frederik Vads (S) tredje erkendelse, der betonede en bekymring for et muligt fravær af demokratiske og retsstatslige værdier hos studerende af anden etnisk herkomst end dansk.

Så måske er det rationalerne fra tre kilder, der her løber sammen.

Historiens logik, truslen udefra, og truslen indefra. Dette Houellebecq’ske øjeblik, som frygtes, hvis professioner og deres uddannelser ikke står vagt om retsstatens og demokratiets idealer.

Mon ikke nogen tipper regeringen, at den bør overveje, at universiteterne også i sit formål burde knyttes tættere til demokrati og frihed og ikke alene til vækst og velstand?

Hverken demokrati, åndsfrihed eller ytringsfrihed er nævnt med en stavelse i universitetsloven eller dens bemærkninger.

Søren Pinds filosofikumudvalg foreslog i 2018 en sådan ændring, men ingen samlede handsken op.

For det andet er aftalen ikke trukket af en ny, sammenhængende stærk vision på samfundets vegne.

Der skal ikke tegnes en ny velfærdskontrakt, retfærdighed og social mobilitet skal ikke nå nye højder, sundhedsniveauet skal ikke hæves, den grønne omstilling ikke gøres til grøn oplysning og så videre.

Aftalen er en reaktion på en tilstand snarere end en drøm om noget nyt. 

Stefan Hermann

På den måde er aftalen en reaktion på en tilstand snarere end en drøm om noget nyt. De store aftaler i 2000’erne var ofte forlenet med en idé om fremskridt og sejr i vidensamfundet.

Sådan er det ikke nu, selvom aftalen er et vandskel, sammenhængende og gennemtænkt.

Ikke desto mindre er aftalen et markant vendepunkt.

For professionshøjskolerne er det starten på en stor og omfattende implementerings- og udviklingsopgave i en tid med flere penge, men også med færre studerende, hvoraf flere og flere er udfordrede.

For politikerne er aftalen en bekræftelse af intentionerne og løftet fra 2007. Ikke et stoppunkt for yderligere reformer, men snarere et håndslag om et stigende engagement i professionsuddannelser og deres samfundsmæssige rolle.

Her bliver både designet af den nye epx temmelig afgørende, men også en revision af stx kan få stor betydning.