Rektor: Trivselskommissionens moralisme og nye dannelsesideal løser ikke problemerne

Mistrivsel forbliver mistrivsel, selvom vi taler anderledes om det. Det samme problem løb man ind i, da man for en del år siden ville droppe ordet inklusion for at begrænse den segregerede specialundervisning. Eller da vi skulle stoppe med at bruge ordet undervisning, fordi alt skulle være læring.   

Sproget oplyser ikke kun, men det gør os også blind og skjuler problemstillinger.

Når vi i dag taler meget om mistrivslen – og måske også for meget – så skyldes det måske først og fremmest for at råbe dem op, der har magten til at gøre noget. Og det er svært i et hyperkommunikeret samfund.  

Jeg er glad for anbefalingerne, men på to områder kommer eksperterne til at overkommunikere moralsk og underkommunikere trivslens kompleksitet. I deres anbefalinger om et nyt dannelsesideal og deres opdragelsesråd står man tilbage med en følelse af moralisme og dårlig samvittighed.   

I kommissionens anbefalinger om et nyt dannelsesideal og deres opdragelsesråd står man tilbage med en følelse af moralisme og dårlig samvittighed.

Alexander von Oettingen
Rektor, UC Syd

Hold så meget ud, som du kan

Ekspertgruppens tankegang syntes at være, at når verden og tilværelsen bliver mere og mere usikker, så må det handle om at fremme et dannelsesideal, der gør karakteren stærk og styrker personligheden. Unge mennesker skal lære at holde ud og stå fast.

De skal dannes til selvregulering, vedholdenhed og tro på egne evner, og det hele er pakket ind i store og små fællesskaber, man ikke helt ved, hvem det dækker over.

For ikke så lang tid siden havde vi et andet dannelsesideal, der handlede om at styrke børn og unge menneskers kompetencer, så de kunne blive så dygtig, som de nu kunne, og klare sig i samfundet. Som bekendt endte det med læringsmålsstyret undervisning i den helt store stil.

Ekspertgruppens anbefaling om at indskrive karakterdannelse i alle formålsparagraffer gør det samme. Man binder det hele til en pædagogisk ideologi. Vi går fra dannelsesidealet "Bliv så dygtig, som du kan," til idealet "Hold så meget ud, som du kan".

Problemet med trivsel og mistrivsel løses ikke gennem et nyt dannelsesideal, fordi der ikke er en sammenhæng mellem et dannelsesideal i en formålsparagraf og børns trivsel og mistrivsel. Det underkommunikerer hele trivselskompleksiteten.  

Godt råd til vores permanente dårlige samvittighed

Den samme moralisme gør sig gældende i ekspertgruppens anbefaling 34 om "Forældreskab anno 2025." Her får moralismen frit løb, og vi alle får at vide, at vi nu skal steppe op i vores opdragelse.

Vi skal sætte tydelige rammer, inddrage, lytte og vise, hvordan vi alle skal tage ansvar, holde fokus på selvregulering, og vi skal for gudsskyld huske, at vi ikke er perfekte.

Ja tak, tænker man bare. Fortæl noget nyt. Er vi ikke mange forældre, der går rundt med konstant dårlig samvittighed om alt det, vi ikke fik gjort og ikke fik ordnet?

Det ved vi som forældre, og det ved kommissionen også. Hvad vi ikke har brug for, er eksperter i forældreskab 2025, der fortæller os, hvad vi burde gøre mere af og mindre af. Det sætter strøm til den dårlig samvittighed. 

Problemet med trivsel og mistrivsel løses ikke gennem et nyt dannelsesideal.

Alexander von Oettingen
Rektor, UC Syd

Der er ikke noget i vejen for at drøfte opdragelsestendenser og råd i tiden indenfor forskningen, videnskaben, kulturen og bredt i civilsamfundet, men helst ikke gennem en statsligt nedsat kommission, der udpeger syv gode råd. 

Igen overkommunikeres moralsk og underkommunikeres kompleksiteten. Vi lever i et uddifferentieret samfund med en høj grad af multiple verdener og uden ét samlende fastpunkt.

Tværtimod lever vi med mangfoldige dannelsesidealer og mangfoldige opdragelsesværdier. Det gør vores samfund enormt stærk og innovativt, men også skrøbeligt og udsat.  

Derfor tror jeg ikke på, at karakterdannelse og gode råd er svaret, men det er anbefaling nummer 35, "Støtte til udsatte forældregrupper og forældre til bøn med særlige behov," til gengæld.

Styrk støtten til dem, der reelt er udsat. Ikke gennem moral, men gennem bæredygtige systemer og ressourcer.

Det er her, vi reelt kan gøre en konkret forskel for dem, der gerne vil, men bare har behov for støtte og omsorg for at komme på banen igen. Så de bliver glad for deres liv.