Debat

Uddannelsesleder om rekrutteringskrise: Sabbatårene på gul stue er værdifulde for daginstitutionerne

Lad de unge pædagogmedhjælpere prøve kræfter med meningsfuldt, pædagogisk arbejde, opfordrer uddannelsesleder på pædagoguddannelsen, Tim Ruben Bruhn Nielsen og understreger, at seks måneder i en daginstitution kan rykke på interessen for pædagogfaget. 

Vi skal udnytte den forlomme, som pædagogfaget har med unge, der prøver faget af, skriver Tim Ruben Bruhn Nielsen. 
Vi skal udnytte den forlomme, som pædagogfaget har med unge, der prøver faget af, skriver Tim Ruben Bruhn Nielsen. Foto: Københavns Professionshøjskole
Tim Ruben Bruhn Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse måneder tænkes der kreativt ude i landets kommuner, når det handler om at besætte ledige pædagogstillinger i daginstitutioner, SFO’er og klubber.

Vi oplever for eksempel en voldsom interesse for vores nyuddannede pædagoger her fra Københavns Professionshøjskole, som skal tiltrækkes med startbonusser og fastholdelsesbonusser.

Jeg under da i den grad mine studerende her på pædagoguddannelsen at få en stor pose penge i hånden, når de i denne måned dimitterer og får deres første job – men det kommer der sandsynligvis ikke flere pædagoger ud af. 

Temadebat

Minimumsnormeringer og ukrainske flygtninge understreger pædagogmanglen, der allerede var en udfordring med faldende ansøgertal til pædagoguddannelsen og kritik af uddannelsens faglige niveau.

På Altinget Børn spørger vi i denne temadebat, om vi har overset nogle løsninger på pædagogmanglen? Hvordan får vi nok pædagogisk personale til at møde kravene til vores dagsinstitutioner?

Om temadebatter
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vil du bidrage til debatten om pædagogmangel? Skriv til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Jeg vil hellere bede kommunerne og institutionerne om at have et langt stærkere fokus på de grundværdier, der knytter sig til valget af pædagogprofessionen. Jeg har selv 20 års erfaring som pædagogisk leder i den kommunale praksis, inden jeg blev uddannelsesleder på pædagoguddannelsen. 

Stort potentiale i pædagogmedhjælpere

Og jeg kan konstatere, at kommunerne har et stort potentiale, når de ansætter unge pædagogmedhjælpere, som endnu ikke har valgt deres uddannelsesvej. Når man for eksempel som nybagt student tager et sabbatår og arbejder i en daginstitution, SFO eller klub, mens man tænker sig om.

Det er netop i dette møde med det pædagogiske arbejde, at det meningsgivende i pædagogprofessionen skal vise sig for vores unge mennesker. Det skal gennemstrømme den måde, som institutionerne arbejder på.

Med en smidig organisering, god ledelse, høj faglighed og ikke mindst tid til det enkelte barn, så det meningsfulde i jobbet kan realiseres i praksis.

Hvis den nybagte student ser dygtige og empatiske pædagoger, som har de rette rammer til at være omsorgsfulde og nærværende med børnene, så kan det faktisk godt rykke pædagoguddannelsen højere op på prioriteringslisten, når der året efter skal søges videre på en videregående uddannelse.

Negative oplevelser og en hektisk hverdag kan bekræfte de unge i, at de skal søge uden om pædagoguddannelsen

Tim Ruben Bruhn Nielsen
Uddannelsesleder, pædagoguddannelsen, KP

Interessen for faget har de unge jo vist ved at søge jobbet som pædagogmedhjælper. Omvendt kan negative oplevelser og en hektisk hverdag bekræfte de unge i, at de skal søge uden om pædagoguddannelsen. Når de giver noget af sig selv på jobbet – men oplever, at de ikke kan gøre den forskel, som børnene har brug for. Det kan mærkes helt ind i sjælen.

Seks måneder til at overbevise de unge

Jeg vil derfor opfordre til, at der i alle pædagogiske miljøer tages stilling til manglen på pædagogisk arbejdskraft, og hvordan der i egen praksis gives mulighed for at gøre en forskel i relationer til børn og unge. Samt hvordan denne mulighed understøttes af den lokale ledelse og kommunale forvaltning.

For ja – jeg vil som uddannelsesleder gerne skabe den bedste pædagoguddannelse med de bedste praktikforløb. Men vi skal huske, at ønsket om at blive uddannet pædagog starter før, man begynder på Københavns Professionshøjskole.

Lad os nu udnytte den forlomme, som pædagogfaget har i forhold til flere andre faggrupper. Vi har jo fat i de unge – så omfavn dem med meningsfuldhed og nærvær, når de efter sommerferien bliver ansat som pædagogmedhjælpere og tror, at de blot skal arbejde på gul stue i seks måneder.

Det skal være seks måneder, der viser alle de enestående værdier, der findes i det pædagogiske arbejde – så pædagoguddannelsen ikke bliver til at kommen udenom.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tim Ruben Bruhn Nielsen

Uddannelsesleder, Pædagoguddannelsen, Københavns Professionshøjskole
pædagog, PD, master of public governance (CBS 2017)

0:000:00