Bydelsmødre: Se ghettoernes potentiale, ikke problemerne

Af Mai-Britt Haugaard Jeppesen
Chef for Bydelsmødre, Fonden for Socialt Ansvar

På mit kontor har vi en øvelse, som hedder ”Hvis nu det ikke var problemet, hvad kunne så være problemet?”. En øvelse, som vi bruger til at vende problemer rundt og se på dem fra så mange perspektiver som muligt.

Det vil sige, hvis vi forstår et problem på én måde, så inviterer det til nogle løsninger, og hvis vi forstår det på en anden måde, så inviterer det til nogle andre. Vi har alle tendens til at fange den første forståelse af et problem og så lynhurtigt finde løsninger derudfra.

Derfor dvæler vi ved problemet – for at være sikre på, at vi finder og afprøver den rigtige løsning og for at være ydmyge omkring, at afhængigt af, hvordan man ser på det, kan et problem løses på forskellige måder.

Og sådan er det også med problemerne i de såkaldt udsatte boligområder: De løsninger, vi mener at have, afhænger af, hvordan vi forstår problemet.

Potentiale, ikke problem
Ofte, når jeg lytter til debatten om de udsatte boligområder, fremstilles menneskene, som bor der, som et problem: De kan ikke noget, de vil heller ikke noget, og de gør endnu mindre. Men hvad nu, hvis det ikke var problemet?

Vi ved fra erfaringer i Bydelsmødre, at det her skaber forandring, og derfor er min pointe, at hvis vi vender problemet rundt og ser det fra nye perspektiver, vil vi opdage, at der er oversete muligheder.

Mai-Britt Haugaard Jeppesen
Chef for Bydelsmødre, Fonden for Socialt Ansvar

Hvad nu hvis de, der bor der, har et kæmpe potentiale, er fulde af god vilje og gerne vil forandre? Hvad nu, hvis problemet i stedet handler om, at beboerne har mistet troen på, at de kan bidrage med noget?

Hvad nu, hvis problemet er, at de mangler et fællesskab at tale ud fra, så de bliver hørt og så al deres gode vilje kommer i spil?

Jeg møder masser af god vilje i de omtalte boligområder. Masser af mennesker, som gerne vil og kan. Men mange af dem tror, at de står alene og har mistet troen på, at de kan bidrage med noget og at der er nogen, som gider at lytte til dem.

De vil gerne, men de mangler selvtillid og et ståsted, for at deres gode vilje kan blive til handlekraft.

Det er vores udgangspunkt, når en gruppe Bydelsmødre etableres i et boligområde – sammen at styrke selvtillid og fællesskab for at skabe forandring.

Der er brug for forandringshistorier
Vi deler for eksempel personlige fortællinger om de forandringer, vi har skabt for os selv, og som andre kan lade sig inspirere af. Det er ikke offerhistorier, som vækker medynk, men stærke forandringshistorier, som vækker respekt og selvrespekt.

De historier skaber forståelse, indsigt og inspiration. De styrker tilliden mellem mennesker og selvtilliden hos en selv. De personlige forandringshistorier er en måde at give ordet til folk, som ikke normalt får ordet.

Det er en metode til personlig udvikling, fordi når vi som mennesker oplever, at vores erfaringer er relevante for andre, bliver vi tydelige for os selv og for de andre. Det handler om at mødes ligeværdigt og tro på, at den anden har noget at byde ind med.

Ud af de personlige historier vokser et trygt fællesskab. Et stærkt fundament, som indgyder håb, mod og handlekraft. At man ved, hvem man er og at man tilhører et fællesskab, hvor alle er en nødvendig og bidragende del, hvor man sammen undrer sig, stiller spørgsmål og hjælper hinanden klogere videre.

Det er her, energien, benzinen, kraften kommer fra, når der skal skabes forandringer og de bedste løsninger skal findes.

Vi ved fra erfaringer i Bydelsmødre, at det her skaber forandring, og derfor er min pointe, at hvis vi vender problemet rundt og ser det fra nye perspektiver, vil vi opdage, at der er oversete muligheder. I boligområderne findes et kæmpe potentiale blandt de mennesker, som bor der.

Det potentiale skal slippes ud og spille en central rolle, når problemerne skal løses.