Byggeaktører: CO2-gevinst ved genbrugte materialer kræver fleksibilitet i reglementet

Gode intentioner og en god idé. Men djævlen ligger i detaljen.

I maj præsenterede regeringen en ny aftale for byggeri, der sætter beregningen af CO2 for genbrugte byggematerialer til nul kilo, når man laver den lovpligtige livscyklusanalyse på byggerier.

Tanken bag var, at man gerne vil gøre det endnu mere attraktivt for bygherren at anvende genbrugte materialer, når det er muligt.

Det er det rigtige at gøre – at bruge de materialer, der allerede er produceret, frem for at kassere dem (eller bruge CO2 på at lave tilsvarende nye materialer).

Vi hjælper gerne – sammen med byggeriets øvrige aktører - Social- og Boligstyrelsen med i fællesskab at fastlægge, hvordan man kan sætte kravene

Thomas Bruun m.fl.

Problemet er dog, at effekten formentligt vil blive ganske begrænset, fordi de ”store”, konstruktive bygningsdele, hvor langt hovedparten af CO2-potentialet ligger, på forhånd er udelukket på grund af den måde, man beregner de tekniske egenskaber.

Der pågår en række interessante projekter, som for eksempel Structural Reuse, som er forankret på DTU, der netop har til hensigt at udvikle metoder til at dokumentere bæreevnen af genbrugte, bærende bygningsdele af beton, stål og træ, men metoderne er endnu ikke modne til brug i stor skala.

Således er det alene de mindre, ikke-konstruktive elementer og byggeprodukter, der får gavn af tiltaget. Men CO2-belastningen fra de dele er i forvejen minimal.

Beregningsmetoderne og kriterierne er defineret med henblik på test af nye materialer, hvor alle parametre er kendt igennem den tilhørende produktdokumentation.

Uden lovlighed, ingen genbrug

Opsætningen af beregningskriterierne gør desværre også det, at genbrugte materialer, hvor ovenstående tilgængelighed af dokumentation mangler, på forhånd er skrevet ud af ligningen.

Denne udfordring vil forhåbentlig for fremtiden blive afhjulpet med et materialepas, men vi har stadig udfordringen med den eksisterende bygningsmasse, som kan være svær at dokumentere.

Og dermed kan selv de, der ønsker at slå et hul i deres CO2-forbrug ved at anvende genbrug i konstruktionen, ikke gøre det, fordi byggeriet per definition ikke kan leve op til bygningsreglementets krav.  

Heldigvis forekommer løsningen ligetil, og værktøjerne er (stort set) allerede i rådgivernes værktøjsbælte.

Det er ikke vores ønske at slække på kravene til brand og statik. De er der af gode årsager.

Vores ønske er til gengæld at bruge den viden, vi har, og de kompetencer, der findes hos rådgivere og i branchen, til at finpudse normer for, hvordan man dels beregner og tester genbrugte materialers egenskaber, og fastlægger udfaldskrav, der kan håndtere, at der i sagens natur ikke findes samme grad af ensartethed som i et ny produceret produkt.

Indkald branchen, fastlæg præmisserne og lad eksperterne anvise metoderne

Vi hjælper gerne – sammen med byggeriets øvrige aktører - Social- og Boligstyrelsen med i fællesskab at fastlægge, hvordan man kan sætte kravene, hvilke metoder der opfylder betingelserne, og for hvilke kategorier det vil give mening at fokusere (i forhold til potentiale, tilgængelighed og risici).

Og hvem ved, måske kan det blive løftestangen mod et bygningsreglement, der breder en motorvej ud for nye, innovative produkter og løsninger, fremfor at binde dem fast i lænkerne af fortidens begrænsninger. Deadline for forandringer er nu.