Debat

Bygherre og ingeniør: Èt ord i loven forhindrer grøn energi i nybyggeri

Det er dyrt for både ejendomsudviklere og boligforeninger at etablere solceller på deres bygninger, og det kan derfor sjældent betale sig at danne energifællesskaber. Ét enkelt ord i lovgivningen spænder ben for at dele grøn energi, skriver Martin Baltser og Steen Olesen.

Ét enkelt ord i lovgivningen spænder ben dannelsen af energifællesskaber, mener Steen Olesen og Martin Baltser.
Ét enkelt ord i lovgivningen spænder ben dannelsen af energifællesskaber, mener Steen Olesen og Martin Baltser.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når vi bygger nyt eller renoverer eksisterende byggeri, skal vi gøre det så klimabevist som muligt. Det er alle enige om. 

Derfor er det paradoksalt, at et enkelt ord i lovgivningen spænder ben for, at beboere i samme bebyggelse kan dele egenproduceret grøn energi fra solceller på taget eller en vindmølle i gården. 

Det drejer som om ordet ”bygning”.

Elforsyningsloven har nemlig ikke en klar definition af, hvor en bygning starter og stopper, og det har stor betydning for, hvor man må placere den elmåler, som afregner forbrug og afgifter på grøn strøm fra solceller. 

Læs også

Én boligforening – én måler

Et eksempel er den nye bydel, Fælledby, som ejes og opføres af PensionDanmark og By & Havn. Her bygger vi mange boligkarréer med omkring 100 lejligheder i hver. En karré betragtes i alle henseender som et byggeri, da den opføres på én matrikel af én totalentreprenør og ejes af én ejer. Bygningen danner efterfølgende enten en privat eller almen boligforening. 

Ordet 'bygning' bør i den kommende elforsyningslov ændres til 'byggeri' med de tilhørende definitioner

Martin Baltser og Steen Olesen
Hhv. projektudviklingsdirektør i Fælledby, og senior projektleder i Cowi

Men fordi bygningens arkitektur er opdelt i fem-seks delbygninger, som er adskilt af portåbninger eller gennemgange for at komme fra gården ud til gaden, er vi pålagt at etablere en hovedmåler på hver ”boligblok”.

Med hver måler følger betydelig administration, afgifter og tariffer, når solcellernes strøm konstant skal passere ind og ud af den kollektive forsyning for at komme fra den ene side af bygningen til den anden.

For at et energifællesskab bliver både økonomisk og administrativt forsvarligt, må vi ikke hænge os i arkitekturens fysiske afgrænsning – et byggeri kan godt bestå af adskilte delbebyggelser som eksempelvis en opdelt karré.

Vi må i stedet blive enige om at definere en bygning som et samlet byggeri under samme ejerskab, eller hvor hver bolig er med i samme forening på samme område.

Øget incitament for private og almene ejendomme

Med en klar definition øger vi incitamentet for, at både almene og private ejendomsejere i hele Danmark kan danne energifællesskaber ”bag måleren”, så at sige. Her kan de selv indkøbe og administrere deres egne solceller, vindmøller, kabler og interne målere.

De kan stadig købe og sælge strøm til det kollektive elnet, når de producerer for meget, eller når de har brug for mere – præcis som husejere med solceller på taget gør i dag. 

Det er afgørende, at vi får definitionen af ”en bygning” ændret.

Martin Baltser og Steen Olesen
Hhv. projektudviklingsdirektør i Fælledby, og senior projektleder i Cowi

Hertil hører i øvrigt også batteriløsninger, der kan udglatte forbruget i perioder med spidsbelastning på det kollektive elnet.

I netop disse dage behandler Folketingets udvalg et ændringsforslag om energifællesskaber, som vil få store konsekvenser for, hvor meget grøn strøm vi kan bygge ind i vores bygninger fremover.

Det er afgørende, at vi får definitionen af ”en bygning” ændret og i øvrigt præciserer lovgivningen, så det bliver både nemmere og mere rentabelt for bygningsejere at etablere egenproduceret, grøn strøm.

Løsninger som disse er selvsagt en gevinst for den grønne omstilling til vedvarende energi.

Vi har allerede areal til rådighed på vores mange offentlige, almene og private bygninger.

Teknologien er moden og både investorer og boligforeninger står klar til at komme i gang med at udrulle deres grønne visioner.

Ordet ”bygning” bør derfor i den kommende elforsyningslov ændres til ”byggeri" med de tilhørende definitioner. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00