Analyse af 
Søren Dahl

Derfor indtager vrede byggearbejdere igen en hovedrolle i overenskomstforhandlingerne

Økonomiske trængsler, aktivistister i baglandet og et begrænset kendskab parterne imellem er alle elementer, der kan få tingene til at gå rigtig galt, når 3F og Dansk Industri for første gang skal forhandle overenskomst på byggeriets område. 

Den aktivistiske fløj af 3F's byggegruppe har ved flere lejligheder markeret sig med store demonstrationer. 
Den aktivistiske fløj af 3F's byggegruppe har ved flere lejligheder markeret sig med store demonstrationer. Foto: Celina Dahl / Scanpix
Søren Dahl

At alle overenskomstforhandlinger er de sværeste, lyder umiddelbart som en slidt kliché fra fagbevægelseslingoens lommebog. 

Der kan dog være grund til at finde de patosfyldte udtryk frem, når man ser på det fundament, som forårets overenskomstaftale for landets godt 180.000 ansatte i byggeriet skal opføres på. 

Det er allerede inden forhandlingernes start tæt mineret med udfordringer, som hver især risikerer at forvandle ambitionerne om at undgå konflikt på byggeriets område til fint cementstøv. 

Udfordringer, der til dels skyldes den cocktail af inflation, energikrise og generel økonomisk usikkerhed, der lurer som mørke skyer over overenskomstforhandlingerne.

Kigger man isoleret på byggeriets område, er der dog rigeligt med knaster, der kan forhindre et forlig, men i sidste ende også få betydning for det samlede forhandlingsforløb for landets godt 600.000 privatansatte. 

Kender ikke hinanden

Den første springer i øjnene, allerede når man ser på indkaldelsen til det traditionelle pressemøde, som skyder forhandlingerne i gang den 12. januar.

Det afholdes i år i Dansk Industris hovedkvarter ved Rådhuspladsen, da den efterhånden mastodontiske erhvervsorganisation i 2020 fusionerede med Dansk Byggeri, der normalt er arbejdsgivernes repræsentant ved byggeriets forhandlingsbord. 

Lønmodtagersiden er som vanligt repræsenteret af 3F's byggegruppe, men faktum er, at de to parter går ind til de sværeste overenskomstforhandlinger i mange år uden reelt at kende hinanden. 

Og hvad så, fristes man til at sige.

Både 3F og Dansk Industri er dybt rutinerede organisationer, der er vant til at skrue forlig sammen på en række vidt forskellige områder. 

En sådan slutning vil dog underkende, at vellykkede overenskomstforhandlinger også er resultatet af tillid og erfaring, der opbygges over længere tid. 

Ingen af delene kan forhandlerne støtte sig til ved årets forhandlinger.

Manglende fingerspidsfornemmelse

Her er det heller ikke uvæsentligt, at den ene af forhandlerne på arbejdsgiversiden i Dansk Industri, underdirektør Niels Grøn, primært har erfaring fra transportsektoren, der hører under det såkaldte normallønsområde. 

Et område, hvor størstedelen af lønstigningerne aftales centralt, og som derved adskiller sig markant fra byggeriet.

Her sker den egentlige lønstigning ude på de enkelte byggepladser, ved at man fra centralt hold hæver de såkaldte prislister, og gennem forbedringer af det ganske indviklede akkordsystem.

Niels Grøn flankeres af underdirektør Anja Bülow Jensen, der tidligere har arbejdet i Dansk Byggeri og viceadministrerende direktør Kim Graugaard, der må siges at være en veteran udi private overenskomstforhandlinger. 

Selvom parterne har brugt tid og kræfter på at lære hinanden at kende forud for forhandlingerne, hersker der en vis bekymring for, om arbejdsgiversidens manglende kendskab og fingerspidsfornemmelse for detaljerne i byggeriets mange overenskomster kan gøre forhandlingerne træge. 

Styr på aktivisterne

Graden af forhandlingsro afhænger dog i høj grad også af, hvor godt 3F har styr på den venstreorienterede og særdeles aktivistiske del af byggegruppens bagland. 

Forud for de seneste overenskomstforhandlinger i 2020 meldte byggegruppens formand og hovedforhandler Claus Von Elling ganske usædvanligt offentligt ud, at man fra 3F's side gik til forhandlingerne med et hovedkrav om, at mindstebetalingsatsen i byggeriet skulle hæves med 30 kroner.

Formålet var at bremse konkurrencen fra udenlandske arbejdstagere, som ifølge 3F blev hyret ind til mindstelønnen, og derved pressede de danske håndværkere, der ofte tjener langt mere.

Kravet har længe stået højt på ønskelisten hos byggegruppens venstrefløj.

Den bombastiske udmelding blev da også set som et udtryk for, at forhandlerne i forbundshuset og aktivisterne på gaden havde fundet fælles fodslag efter det katastrole forløb i 2017.

Her blokerede vrede stilladsarbejdere 3F's forbundshus i protest over en siden berømmet og berygtet del af den nye overenskomstaftale, der under visse betingelser tillod arbejdsgiverne at diktere 42 timers arbejdsuger for de ansatte på byggepladserne.

I sidste ende stemte 77 pct. af byggegruppens medlemmer da også nej til aftalen.

I 2020 var der derfor også forventninger om slutdrama i forhandlingerne, men det blev aflyst af coronanedlukningen, der betød, at byggeriet måtte acceptere en hastigt forhandlet aftale, og uforrettet sag på kravet om højere mindsteløn. 

Den store forskel fra 2017 var dog, at byggegruppens medlemmer rent faktisk stemte ja til den aftale, der var forhandlet hjem.

Romerlys og megafoner

Et afgørende spørgsmål er, hvor dybt ønsket om en højere mindsteløn stikker hos aktivistfløjen denne gang.

Da formand Claus Von Elling og næstformand Palle Bisgaard gik til forhandlingsbordet i 2020, var det med et mandat om, at man nærmest kunne se stort på lønstigninger til den brede gruppe af byggearbejderne, hvis man fik forhandlet en højere mindsteløn hjem, og derved taget et vigtigt stik i kampen mod social dumping. 

Den situation står forhandlerne ikke i i dag. 

Inflation og høje elpriser har udhulet 3F'ernes løn i mere end et år, og blandt de fleste af medlemmerne må der herske en forventning om, at et kommende forlig i en vis udstrækning retter op på løntabet.

Det er man også klar over i forbundshuset på Kampmannsgade.

Selv i de mere venstreorienterede forgreninger af byggegruppen er der en erkendelse af, at forhandlingerne i 2020 repræsenterede et relativt unikt vindue for at bruge den økonomiske ramme til at hæve mindstebetalingen for lavt betalte ansatte fra særligt østeuropæiske lande. 

En mulighed, der reelt ikke eksisterer længere.

Svendestykket for byggegruppen bliver at få aktivisterne på venstrefløjen til at nikke til et overenskomstresultat, hvor de tunge våben mod løndumping igen må vige til fordel for økonomiske forbedringer for den brede skare af medlemmerne. 

Sker det ikke, kan der igen blive tændt for romerlys og megafon-paroler foran forbundshuset på Kampmannsgade.

Hvis en eventuel nej-offensiv for alvor skal true det samlede overenskomstresultat skal det dog vække klangbund andre steder end på byggepladserne.

Det så man i 2017, hvor 3F samlet stemte nej til overenskomstresultatet, og Danmark kun blev reddet fra storkonflikt på grund af af stor velvilje hos medlemmerne i HK.

Samlet op af fejebladet 

Hvis byggeriets forhandlinger brænder sammen igen, betyder det dog ikke nødvendigvis, at hele det private arbejdsmarked kastes ud i storkonflikt, så længe der er et samlet ja til overenskomstforliget blandt de øvrige forbund. 

I så fald vil byggeriet blive samlet op af den såkaldte mæglingsskitse, der agerer fejeblad for de overenskomstområder, hvor parterne ikke har kunne blive enige, eller hvor medlemmerne har forkastet resultatet. 

Truslen om lurende ballade i byggeriet må dog alligevel give panderynker hos topfolkene i FH's glasbunker på Islands Brygge, og formand Lizette Risgaard.

Her må man spørge sig selv, om hovedorganisationen i længden kan leve med, at et så stort og vigtigt erhverv som byggeriet ikke kan forhandle en aftale hjem, og må acceptere en mæglingsaftale, som i sin natur vil være markant ringere, end det resultat, som parterne selv bliver enige om. 

Et nej vil også presse 3F internt, i og med, at man i tre ud fire overenskomstforhandlinger vil have fejlet med at forhandle et resultat hjem, som medlemmerne i byggefagene vil acceptere. 

Samtidig vil 3F's medlemmer igen kunne konstatere, at deres protest er blevet underkendt af overenskomstsystemets indbyggede nødforanstaltninger.

Derfor vil det alt andet lige udfordre solidariteten internt i fagbevægelsen, hvis byggeriet igen skal være afhængige af forligsmandens nåde for at få en aftale i hus.  

Er det så kun på lønmodtagersiden, at truslen om et forhandlingskollaps giver svedige håndflader? Nej. 

Udover det åbenlyst problematiske i en storkonflikt, må der også for Dansk Industri være en interesse i ikke at glide i bananskrællen i det første overenskomstslag, efter man har overtaget fra lillebroren i Dansk Byggeri. 

Spørgsmålet er nu, om den umiddelbart store velvilje og forhandlingsincitament hos parterne er nok til at få en aftale over stregen, eller om inflation, energikrise og uro i baglandet fører byggeriet til endnu et forlis. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Elling

Gruppeformand, 3F Byggegruppen, formand for Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT)
Tømrer, akademimerkonom i ledelse

Kim Graugaard

Viceadm. direktør, Dansk Industri, næstformand for Industriens Pension
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1987)

0:000:00