Kronik: Corona har ændret vores syn på fritidshuset

Nærmere analyser af prisudviklingen viser, at stigninger i priserne især fandt sted i Nordsjælland og i nærheden af de større byer. Det kan være et tegn på, at fleksibilitet i skiftet mellem den første og den anden bolig er et væsentligt parameter. En rimelig nærhed, som muliggør korte ophold eller ærindeture til den primære bolig eller arbejdspladsen, er formentlig en vigtig beslutningsfaktor ved køb af fritidsbolig. Men euforien har også andre årsager herunder økonomiske. De lokaliteter, som altid har været hottest, bliver ved med at være det, og der er i covid-19-perioden inkasseret betydelige gevinster i fritidsboligerne. Jagten på økonomisk vinding efterlader stadig områder som Lolland, Langeland og Bornholm bagerst i feltet. Når interessen kan opretholdes med højere priser, er udlejningsmulighederne via bureauerne en del af forklaringen.

Den skattemæssigt begunstigede lejeindtægt kan bidrage til at medfinansiere et fritidshuskøb. Udlejningsmarkedet har været rødglødende i 2020 og 2021, og invasionen af tyske turister er til en vis grad erstattet af danskerne selv. Det er især kommet Vestkystens fritidsboligejere til gode, hvor husene gennemsnitlig rummer flere kvadratmeter end andre steder i landet. Direkte og indirekte er udlejningsmarkedet med til at forandre sommerhusområderne, for turisternes krav og forventninger sætter sig spor i huse og landskaber. Det er nemmest og mest lukrativt at udleje større huse af god bygningsmæssig standard og med tidssvarende indretning. Derfor stimuleres ejerne til at sætte gang i udvidelser og renoveringer, og det budskab indgår både i ejendomsmæglernes annoncer og kommunikationen fra udlejningsbureauerne.

Covid-19 har været med til at få fokus på behovet for ændringer i lovgivning og praksis, og fritidshusenes afløbsforhold anskueliggør pludselig et ellers skjult dilemma

Anne-Mette Hjalager
Professor ved SDU

Kommunerne lægger sig i slipstrømmen af denne bølge, og blandt andet Guldborgsund Kommune kortlægger nøje sommerhusproduktets standard og ejernes interesse for at udleje. I forventning om skabelse af gode turismejobs argumenteres for at få flere huse på udlejningsmarkedet i længere perioder af året. Alt i alt er erfaringen fra snart to år med COVID-19, at situationen har sat turbo på nogle iboende udviklingstendenser i fritidsboligerne. Den ”flugtmulighed”, som fritidshusene umiddelbart og i en kritisk epidemi bød på, har fæstnet sig som en potentiel mobilitetsgevinst med flere facetter, livskvalitetsmæssigt, økonomisk og socialt.

Spildevandsplaner, septiktank og bæredygtighed
Et stemningsfuldt, sorttjæret træhus delvist bygget af genbrugsmaterialer. Simpelt møblement med kurvemøbler som man kan bære ud og ind efter behov. Husets hyldeplads som et raritetskabinet fyldt med værdiløse, men umistelige genstande fyldt med minder. Badetøjet på tørresnoren. Et skyggefuldt træ, hvorunder man kan stille bordet med den hvide dug og afholde familiemiddagen med sollyset sitrende ned gennem løvet ligesom på skagensmaleriet ”Hip, hip, hurra!”. Cirka sådan har mange danskere det dybt inde i hjertekulen med fritidsboligen. Sådan skal den gerne være og blive ved med at være. Men realiteten er, at sommerhusområderne er fysisk, funktionelt og æstetisk under forandring.

Den gennemsnitlige størrelse på en fritidsbolig er 79,9 kvadratmeter. Men den har haft vokseværk i de senere år, og fritidsboliger bygget i perioden 2010-2020 er på gennemsnitligt 109,1 kvadratmeter. Det afspejler den generelle boligmæssige standardstigning. Der skal være plads til en maskinpark i køkkenet, og køjesengene i de smalle kamre skal afløses af noget mere bekvemt. Badeværelserne i fritidsboligerne får også en ekstra overhaling, mon ikke fordi man her kan indbygge udstyr til selvforkælelse, der kræver god tid, og børnevenlige vandoplevelser? covid-19 fremskyndede mange ejeres bygge- og renoveringsplaner. Uden muligheder for at rejse og med fleksibelt hjemmearbejde kunne man igangsætte og styre en byggeproces optimalt og måske også selv give en hånd med.

Sparede udgifter til fornøjelser og rejser blev sandsynligvis kanaliseret over i klinktræ og havefliser. Undersøgelser af arbejdsvilkårene og dagligdagen under covid-19 viser, at mange mennesker med minimeret transport fik frigjort uventede mængder af tid og energi. Folk på lønkompensation måtte have noget at rive i. Iveren med gør-det-selv kunne aflæses i byggemarkedernes omsætning. Ingensinde har der været så meget efterspørgsel på håndværkere og handymænd, og regeringens og Folketingets insisteren på et skattefradrag til at holde dem beskæftiget blev en iøjnefaldende og selvmodsigende økonomisk overstimulans. I de fleste sommerhusområder er der principielt plads nok til lave en tilbygning eller et anneks til huset. Bebyggelsesprocenten er samlet set lav, også selvom der tages højde for afstandskrav til naboer, naturområder med videre.

Kommunernes byggeforvaltninger arbejder på højtryk. Mange af de ældre og sandsynligvis utidssvarende huse har ladet livet sammen med traditionel vegetation, og moderne arkitektur er blevet det æstetiske hovedindtryk. Måske er sort bræddebeklædning og paptag en tilstræbt forankring i det typiske danske fritidshus eventuelt endda foreskrevet i lokalplanen. Men nye ejere forpurrer ofte denne reference ved at anlægge stort dimensionerede hævede træterrasser og parkering til flere biler. Måske vil beplantning med årene opbløde indtrykket og genskabe den semiafsondrethed, som kendetegner sommerhusområderne. Men naboer, som vælger at ytre sig i medierne, ser ofte på den radikale gåen-til-opgaven med meget bistre miner.

Fra gammel tid har infrastrukturen i sommerhusområderne matchet husene. Den har været lidt primitivt, billigere planlagt og anlagt end i byerne med nødvendig overbærenhed over for funktionssvigt og kapacitetsmangler. Men mere intensiv anvendelse i coronatiden har øget forventningspresset og skabt krav om standarder som i byerne. Første opmærksomhedspunkt var fiberforbindelserne. Internet – og det skal være hurtigt – til arbejde og underholdning blev afgørende. Uden internet, ingen flugtmuligheder for den kreative klasse. Fiberfirmaerne fik travlt. Elnettets kapacitet har også vist sig at være en større udfordring i mange sommerhusområder, og opgraderinger vil sprænge elselskabernes investeringsplaner. 

Dilemmaet i forhold til bæredygtige livsformer bliver mere tydeligt, når fritidsboligen skal ligestilles med helårsboligen og sommerhusområdet med parcelhuskvarteret. Ude af øje, ude af sind, men under jorden ligger sommerhusområdernes største infrastrukturudfordring: kloakkerne. Eller rettere manglen på samme. Kun 54 procent af fritidsboligerne er tilsluttet offentlig kloak, hvor spildevandet fra køkkener, badeværelser og pools ledes til de kommunale renseanlæg. Langt hovedparten af de resterende fritidsboliger har nedsivningsanlæg på egen grund. Septiktanke er en traditionel teknologi, som kan overbelastes, når de bruges meget og dermed give anledning til utilsigtet forurening af jord, vandløb, grundvand og badevand. Brugen af fritidsboligerne er røget i vejret, og kommuner og erhvervsaktører ser gerne endnu mere gang i butikken.

Efter i pandemiens første måneder kun at have ønsket sig tilbage til det normale, ser mange mennesker, virksomheder og institutioner nu muligheden for med covid-19 som bagtæppe at genfortolke visionerne for det gode liv

Anne-Mette Hjalager
Professor ved SDU

Covid-19 har været med til at få fokus på behovet for ændringer i lovgivning og praksis, og fritidshusenes afløbsforhold anskueliggør pludselig et ellers skjult dilemma. Spildevandshåndteringen er i de senere år lagt over i kommunalt ejede vandselskaber, og de skal under stramt kontrolleret statslig regulering have sorte tal på bundlinjen. Med stigende grundvand, fare for oversvømmelser og skrappere miljøkrav er der rift om midlerne i vandselskabernes slunkne investeringspulje. Fritidsboligerne kommer ofte i sidste række i spildevandsplanerne, og mange kommuner har i årevis udskudt planerne om kloakering. Der er en stigende bevidsthed om, at spildevandsområdet er underfinansieret i forhold til fremtidens vigtige miljø- og klimaopgaver.

Bevaring af naturen
Coronatidens øgede brug af fritidsboligerne understreger blot dette. De danske kystområder besidder ganske særlige naturressourcer og potentialer for fritid og turisme. Man kan mene, at vi har masser af det. 7.000 kilometer kystlinje i alt ofte med et attraktivt bagland. Men kysten er konstant truet af byggeinteresser. De i internationalt perspektiv fuldstændig unikke strand- og kystbeskyttelseslinjer og håndhævelsen af disse er medvirkende til at sikre, at adgangen til herlighedsværdierne ved kysterne fastholdes for alle danskere og besøgende og ikke kun for et velhavende mindretal. Men fritidsboliger beliggende i kystzonen fremstår i deres bombastiske 1970’er-udstykninger, der minder om parcelhus-grunde, som lukkede enklaver. De er planlægningsmæssige anakronismer.

Hvis man tager coranatidens kreativitet inden for udendørsaktivitet som en indikator for nye behov, er sommerhusområdernes tilknytning til landskaberne en særdeles forsømt tematik. Husene er langtfra altid forbundet med grøn infrastruktur til kystlandskaberne foran og kulturlandskaberne i baglandet. Privatskilte, som også åbenlyst er ganske ulovlige, demotiverer gående, cyklende og roende landskabsbrugere. Landmændenes fjernelse af markveje og skovstier ligeså. Spor i Landskabet er et initiativ, hvor kommuner, landmænd og frivillige i tæt samarbejde har skabt interessante trampestier siden 1997. Men kun ganske få af de 1.200 kilometer underskøn sti ligger i tilknytning til eller er logisk forbundet med sommerhusområderne med direkte gangforbindelser.

En undtagelse er Dråby Strand ved Ebeltoft. Trods deres åbenlyse natur og oplevelseskvaliteter lider Kløverstierne, som typisk ligger tættere ved bymæssige områder herunder for eksempel Øster Hurup, af samme skavank. Nationalparkerne og naturparkerne bliver stadig bedre til at invitere ind, også på måder så fritidshusbeboerne ikke behøver at starte bilen eller gå eller cykle lange strækninger på befærdede veje for at komme til sublim natur. Men der er rum for en hel del forbedringer i forhold til sammenbindingerne i landskabet. Omkring halvdelen af fritidsboligerne i Danmark er omfattet af en lokalplan, og mange lokalplaner og byplanvedtægter stammer fra den oprindelige udstykning tilbage i 1960’erne og 1970’erne. De fleste lokalplaner er relativt udetaljerede, og de liberale normer findes naturligvis også i reguleringen af de områder, som kun er omfattet af kommuneplanrammerne.

I den forstand har lovgivere og mange kommuner nok betragtet sommerhusområderne som en mulighed for at købe sig et fristed med så få snærende bånd som muligt. Kommunerne har således over årene ikke investeret mange planlægningsmæssige kræfter i sommerhusområderne. Selvom der næppe er tvivl om, at mange sommerhusejere sætter pris på udfoldelsesmulighederne på deres egen grund, opstår der i stigende grad arealkonflikter i sommerhusområderne. Coronatidens byggeaktivitet har fået mange naboer op af stolene, for balancen, i forhold til hvordan vi bruger husene, har rykket sig.

De store sommerhuse typisk på mere end 250 kvadratmeter og beregnet på intensiv udlejning til fester, sammenkomster, teambuilding, polterabends med videre skaber mediestorme langt ud over, hvad de antalsmæssigt egentlig berettiger til. Et planlægningsmæssigt vakuum har sat kommunerne skakmat i en periode. En række kommuner erkender behovet for proaktivt at finde egnede steder til ”partyhusene” og sikre en planlægningsmæssig afklaring med flere og gennemarbejdede lokalplaner. Også for eksisterende sommerhusområder. I kølvandet på debatten om uønskede former for udvikling i sommerhusområderne begynder ejere og beboere at mobilisere sig på måder, som man ikke tidligere har været vant til.

Eksempelvis har en nydannet bevaringsforening i Ulvshale på Møn presset Vordingborg Kommune til at fremsætte forslag om en bevarende lokalplan, og foreningen har også aktivt hjulpet kommunen med at udarbejde et godt plangrundlag. Målet var at hindre udmeldt nybyggeri af uproportionalt store og arkitektonisk fremmedartede huse i et særegent og sjældent kulturhistorisk miljø. Grundejerforeningerne er den kendte folkelige institutionalisering i sommerhusområderne, men dog ofte med begrænset indflydelse. For eksempel tager de sig mest af vedligeholdelsen af vejen og planlægning af sommerfesten.

Der kommer uden tvivl stigende udfordringer med oversvømmelser og grundvandsstigninger samt nye former for konflikter mellem gamle og nye ejere, og det kalder på andre former for samarbejder. Det er de allerfleste steder noget nyt og uprøvet for både fritidsboligejere og kommuner. Koleratidens nyskabelse af institutioner i København, der kunne planlægge, styre og finansiere byggeri og infrastruktur, har måske en form for parallel til det påtrængende behov for et planlægnings- og styringsmæssigt paradigme-skifte i sommerhusområderne. Et stærkere engagement og mere transparens kan understøttes af, at fritidsboligerne udvikler sig mere og mere til at være ”den anden bolig”.

Coronatidens erfaringer rejser spørgsmålet om det langsigtet formålstjenlige i at opretholde en særlig zonekategori i planloven: sommerhuszoner. Selvom udviklingen allerede blev sat i gang med tilladelsen til pensionisters helårsbeboelse, er brugsmønstrenes forandring kommet op i tempo med corona. Samtidig er håndteringen med afbalanceret planlægning og moderne infrastruktur endnu ikke på niveau med kravene i byzoner, og der er brug for et nyt og stærkere fokus på sommerhusenes bæredygtighed.

Indlægget er en del af Realdanias essaysamling ’Refleksioner fra en pandemi’, der udkom 30. marts og sætter fokus på, hvordan COVID-19 har påvirket danskernes adfærd og fysiske rammer.