Nyt regeringsudspil skal sikre mangfoldige byer: ”Hovedstaden skal være for alle danskere”

Samfundet og dets funktioner risikerer ”at blive revet fra hinanden”, hvis mange mennesker udelukkes fra at kunne bosætte sig i hovedstaden, lyder det fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad.  

Andreas WindKarl Emil Frost

Regeringen har tirsdag fremlagt et nyt boligudspil målrettet de større danske byer, hvor boligpriserne længe har været stærkt stigende.

Særligt i København har priserne på boligmarkedet været på himmelflugt gennem de seneste 20 år.

Med udspillet vil regeringen derfor forsøge at sikre en mere blandet by, hvor også borgere med mindre lønninger har råd til at bo.

”I storbyens puls udføres mange opgaver, som vi ikke overlader til maskiner. Byen ville gå i stå, hvis de ikke blev udført. De mennesker, som udfører jobbene, skal have ordentlige liv,” siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) til fremlæggelsen og tilføjer:

”Men som det er nu, har mange ikke råd til at købe en bolig i den by, de gerne vil bo i. Og det er ganske simpelt forkert.”

Kaare Dybvad advarer mod, at samfundet og dets funktioner risikerer ”at blive revet fra hinanden”, hvis mange mennesker udelukkes fra at kunne bosætte sig i hovedstaden.

"Det er ikke et urealistisk scenarie. Går man en aftentur i Londons dyreste kvarterer, så er vinduerne mørklagte. Der er ikke rigtig liv i gaden. Russiske og arabiske rigmænd – den globale elite – har opkøbt mange ejendomme,” siger han og tilføjer, at mange almindelige englændere derfor ikke kan bo i deres egen hovedstad.  

Nybyggeri og opkøb af private boliger
Regeringen ønsker med sit udspil at sikre 22.000 flere almene boliger i de store danske byer frem mod 2035 og 4.000 nye studieboliger.

Står det til regeringen skal opførelsen af de nye almene boliger finansieres gennem en fond på 10 milliarder kroner. Boligerne vil ifølge regeringen typisk være 80-90 kvadratmeter store og koste cirka 8.000 kroner om måneden.

Desuden foreslås det, at der skal oprettes en pulje på én milliard kroner, som skal gøre det muligt for almennyttige boligselskaber at opkøbe private ejendomme, private boligkvarterer og hoteller, lyder det fra Kaare Dybvad.

”En ny tids byplanlægning skal sikre blandede byer. Flere billige boliger og bedre plads til vores studerende. Vi skal omdanne private ejendomme til almene boliger. Det kan være nedlagte hoteller, som kan blive til studieboliger,” siger han.

Almene boliger på Christiania og Frederiksberg
Regeringen ønsker derfor at udvikle de 2400 boliger i Frederiksberg Boligfond til at blive almene boliger, ligesom der også lægges op til at bygge almene boliger ved Charlottenlund Station, lyder det fra indenrigs- og boligministeren.

”Og så glæder det mig at kunne bede Christiania om at være med til at løfte opgaven om at bygge billigere boliger i København.”

Derudover skal der formuleres en ny national arkitekturpolitik, hvilket regeringen vil afsætte 20 millioner kroner til, fortæller kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til fremlæggelsen af udspillet.

”Det er vigtigt, at vi bygger boliger, der er trygge og gode at bo i – også i den almene boligsektor. Derfor er der behov for en ny dansk arkitekturpolitik, fordi når murstenene skal lægges, så skal arkitekturen prioriteres og indtænkes fra begyndelsen,” siger hun.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00