Debat

Domea om boligudspil: Planlæg byer efter fremtidens behov

Det nye boligudspil bør i højere grad fokusere på, at byplanlægning skal rette sig efter virkeligheden, som vi lever i og er på vej imod, skriver Mette Mogensen fra Domea.

Byplanlægning bør gå hånd i hånd med samfundets udvikling. Derfor er der planer om byudvikling i Carlsberg Byen med en boligtype, der særligt henvender sig til enlige forældre, der bor med deres børn på skift.
Byplanlægning bør gå hånd i hånd med samfundets udvikling. Derfor er der planer om byudvikling i Carlsberg Byen med en boligtype, der særligt henvender sig til enlige forældre, der bor med deres børn på skift.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mens vi venter på resultatet af indenrigs- og boligminister Kaare Dybvads (S) nye udspil om forebyggelsesområder, kunne vi vende blikket mod fremtiden: Hvad der skal ske, når der bygges nyt?

For debatten om forebyggelsesområder har kikkerten ensidigt rettet mod de allerede eksisterende områder. Men hvordan sikrer vi, at de kommende byområder bidrager til den blandede by med attraktive betalbare boliger?

At vi kan skabe alment byggeri, der vender sig mod gadens rum og øger kvaliteten af livet mellem husene – og ikke bare indgår som en fast procentdel i et regneark, som en klump billige boliger ovre i det nordvendte hjørne?

For hvis det sker, som det desværre tit gør i dag, risikerer byerne at spille sig et vigtigt og aktivt byudviklingskort af hænde: Nemlig at aktivere de mange ressourcer, der er i det almene.

Blandede byer er ikke kun et spørgsmål om etnicitet og ejerforhold. Blandede byer er et spørgsmål om at tænke med på bydelens vision og i fællesskab aftale bostrategi og boligudbud og ad den vej integrere forskellige boligformer i byudviklingen:

Almene boliger, private boliger, ældreboliger, singleboliger, studieboliger – alt sammen tænkt sammen. Dét giver helt automatisk en naturlig diversitet og en socialt bæredygtig by.

Prioritering af social bæredygtighed
Det handler om at skabe en social bæredygtighed, hvor direktørens børn leger med buschaufførens børn i samme gård.

Vores ambition er at skabe en boform, der understøtter fællesskabet og skaber de fysiske rammer for en god hverdag for singleforældre og deres børn

Mette Mogensen
By- og boligudviklingschef, Domea

Og det drejer sig om at turde skabe bydele med boliger, der rækker ud over far, mor og to børn, når nu de store byers husstande i dag er så meget mere end det. Her er det almene en afgørende medspiller.

Formålet med boligudvikling i det almene er jo netop at skabe gode boliger, mens private udviklere naturligt nok har fokus på byggeriet som et middel til at drive en forretning. En velfungerende bydel er ikke enten eller. Det er både og.

Ingen bygger længere 1.000 almene boliger på en bar mark. Den lektie har vi efterhånden lært. På samme måde har vi set områder med udelukkende private ejerboliger vokse frem sjælforladte, homogene og uden byliv.

Boligudvikling i tråd med tiden
Vi i det almene vil gerne tage et ansvar, vi har mulighed for at eksperimentere med nye boformer. For eksempel som i Carlsberg Byen.

Her arbejder vi på at få udviklet og realiseret en boligtype, der særligt retter sig mod en, i boligmæssig kontekst, overset gruppe – nemlig de enlige forældre, som bor alene med deres børn på skift.

Vores ambition er at skabe en boform, der understøtter fællesskabet og skaber de fysiske rammer for en god hverdag for singleforældre og deres børn. 

Vi skal forholde os til den virkelighed, som vi lever i, og vi skal samtidig evne at se fremad. Der ligger store og vigtige udfordringer i omdannelsesstrategien, men det helt store træk ligger i at skabe fremtidensbydele og byer.

Derfor er der behov for at invitere de almene boligorganisationer ind langt tidligere i byplanlægningen – så vi i højere grad kan bidrage til og tænker med i visionen for byens udvikling.

Der skal samtænkes og samskabes. Kun i fællesskab – det almene og det private – kan det sikres, at der er billige boliger rundt omkring i byen, og at der skabes en egentlig blandet by.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00