Partiet over venskabet

Kapitel 25: "Kære Mads" fra bogen "Idealisten" om kommunisten og kunstneren Hans Scherfig, af politisk redaktør, forfatter Arne Hardis. Bringes efter aftale med forlaget Gyldendal og forfatter.

CARL Madsen-sagen var et hårdt slag for begge de gamle venner, et meget hårdt slag, men det skulle blive værre endnu. Sommeren 1975, dagen efter eksklusionen, modtog Hans Scherfig et brev fra en læge på Sankt Hans Hospital ved Roskilde, Lars Kirk. Lægen var en gammel bekendt, han var eller havde været kommunist⁴¹² og håbede, at "disse i hast nedkradsede linjer kan være dig til nogen nytte", som han skrev til Scherfig. Af brevet fremgik det, at Lars Kirk havde en fælles - kommunistisk - bekendt som patient, som "fortalte, at sagen var gået jer meget på, og da jeg nok har en forklaring på hele udviklingen, blev vi enige om at jeg skulle skrive dette brev til dig."

Det var på flere måder et mærkeligt brev. Budskabet i de tre håndskrevne sider var, at Lars Kirk mente, at Carl Madsen var på vej til at blive sindssyg. Brevet var privat og tydeligvis skrevet for at trøste Scherfig - for at gøre det muligt for ham at forsone sig med, at der ikke havde været nogen anden udvej end at udrense Carl Madsen af DKP. Psykologien bag var enkel nok: Ved at beskrive dagens Carl Madsen som en sindssyg modstander tilbød lægen Scherfig en forklaringsramme, så han ikke behøvede bryde med gårsdagens raske ven også.

Lars Kirk havde aldrig mødt Carl Madsen, men var ikke i tvivl om diagnosen, han havde set det komme helt tilbage i 1966: "Vi kender disse sygdomsbilleder, de er allerede beskrevet for 100 år siden i fransk psykiatri under navnet Deliré d'un interpretation eller folie resonante, eller som tyskerne lidt senere kaldte det pseudologica phantastica." Lægen beskrev videre, hvordan patienter med denne lidelse altid var på jagt efter stadig mere spinkle argumenter for deres sag uden at have øre for modargumenter. I starten samlede de tilhørere, fordi der var en kerne af sandhed i deres sag, men "før eller senere begyndte de normale tilhængere at falde fra, sive bort". Noget håb for Madsen var der ikke, understregede Kirk, det var en forkalkning, som ubønhørligt ville skride fremad. Kirk konkluderede, at DKP-ledelsen ikke kunne have håndteret Madsen-sagen anderledes.

Man kunne egentlig ikke være skuffet over Madsens udsagn, men snarere føle "medlidenhed med en syg mand, der har værre ting i vente". Afsløre diagnosen over for offentligheden ville han dog ikke - "det kan kun blive noget fortroligt og jeg kan ikke skrive en artikel eller et læserbrev om det så længe han lever, først når han er blevet en historisk personlighed, kan dette lade sig gøre." ⁴¹³

Brevets indhold slap ud før Madsens død, og det må Hans Scherfig og Lars Kirk dele ansvaret for, begge var åbenmundede om det private brev.

Lars Kirk understregede, at hans diagnose var offentligheden vedkommende - bare senere, når patienten var død. Lars Kirk havde i øvrigt også forsøgt at få sin diagnose afleveret direkte til Madsens familie. Han havde foreslået en af Scherfigs og hans fælles venner at sige til Madsens hustru, at hun kunne få en samtale med Kirk om sagen, ligesom han havde overvejet at få budskabet frem via en kontakt mellem "vor lokalafdeling" og "nogle kammerater i Lejre" - altså mellem Roskildes og Lejres afdelinger af DKP. ⁴¹⁴

Scherfigs rolle i forbindelse med brevets offentliggørelse løber ad andre kanaler. I november 1975 og januar 1976 modtog han et par breve fra kommunisten Knud Børge Jensen - kendt fra modstandskampen under navnet Spræng-Schmidt - som viser, at Scherfig kort efter modtagelsen af Kirks brev har fortalt Knud Børge Jensen om sagen. Han har også ladet ham læse Kirks brev, da de mødtes inde på Land og Folk, formentlig i oktober 1975. "Efter den samtale vi havde inde i kantinen, for nogen tid siden, har jeg gået og spekuleret meget over det med Carl," indledte Knud Børge Jensen sit brev. Og senere: "Jeg har været sammen med Carl et par gange, efter at vi havde vores samtale, men som aftalt, har jeg naturligvis ikke sagt noget til ham. Men jeg må sige, at det er mig ikke muligt at spore tegn på sindssyge, så forklaringen på hans handlemåde overfor partiet, må efter min mening findes et andet sted."

     Knud Børge Jensens egentlige anliggende i brevet til Scherfig var, at han som ven af Madsen-familien ville låne brevet. Han ville vise det til Madsens datter, så man kunne tage sine forholdsregler over for den angiveligt sindssyge - og først og fremmest få udarbejdet et testamente, "mens han endnu har fornuftens brug til at gøre det". Så kunne man afværge risikoen for, at Madsens hustru, Leni, og datteren, Bebeken, måtte sælge deres hus i Højby som følge af vanvittige dispositioner fra Carl Madsens side. Jensen opfordrede også indstændigt Scherfig til selv at fortælle Madsens datter om brevets indhold.⁴¹⁵

Det ville Scherfig ikke. Han kunne ikke kopiere et fortroligt brev, og han var ikke sikker på, at det gavnede Madsens familie at få afsløret en sindssygdom, som man måske ikke selv kunne få øje på. Han anså det heller ikke for troligt, at Madsen ville gøre noget uoverlagt på det økonomiske område. "Det drejer sig jo heller ikke om almen forrykthed," understregede han i svarbrevet til Knud Børge Jensen, "men om en partiel galskab og tvangsforestilling, som ganske vist er meget mærkbar og gør enhver diskussion umulig, men som vel ikke antaster forhold, som er uden forbindelse med den specifikke fixe idé."

Scherfig benyttede lejligheden til at rette den fejlagtige opfattelse, Jensen havde givet udtryk for i sit brev, at Scherfig skulle være politisk på linje med Madsen. "Det er en misforståelse, at jeg ikke er politisk uenig med Carl Madsen, i så fald havde jeg tilkendegivet det. Men jeg er ikke uenig med ham i alt. Og det er ikke for sine - forkerte og rigtige - politiske anskuelser, at han er blevet ekskluderet af partiet. Han er ekskluderet for sit samarbejde med partiets fjender, for sin brug af den reaktionære presse, for bagvaskelse af navngivne kammerater, for sigtelser og falske anklager - som om nogen i vores parti havde beriget sig. Også - i hvert fald indirekte - anmeldelser til politi og anklagemyndighed."⁴¹⁶ Det var et svar helt i overensstemmelse med den redegørelse, partiledelsen aftrykte i Land og Folk efter eksklusionen.⁴¹⁷

Knud Børge Jensen skrev tilbage i januar, at han efter længere tids overvejelse var nået frem til, at han nok følte sig forpligtet til at fortælle datteren om sindssyge-brevet, hvis ikke Scherfig selv indvilgede i at gøre det. Under alle omstændigheder ville han gerne vide, "hvem du foruden mig, skulle have vist Kirk's erklæring." ⁴¹⁸

Scherfig skrev ret spidst tilbage, at Kirk ikke havde lavet en erklæring, men "en privat meddelt formodning, og den kan naturligvis ikke bruges til noget eller imod nogen. Det bekræfter min egen længe nærede formodning, og jeg finder det ikke urimeligt, at man mellem kammerater kan drøfte årsagen til Carl Madsens mærkelige forandring." Scherfig lukkede afslutningsvis døren hårdt i for, at brevet kom videre: "Jeg forstår ikke dit projekt. Jeg har ikke i sinde at tale med Leni og Bebeken om disse ting. Og jeg vil ikke medvirke ved intriger over for mennesker, som jeg holder meget af." Den afsluttende kammeratlige hilsen til Knud Børge Jensen fra novemberbrevet var i januar erstattet af et mere reserveret "med venlig hilsen".

SELVFØLGELIG kom brevets indhold videre. Også til Carl Madsen. I april 1976 skrev han til Lars Kirk et brev, som indledningsvis fastslog, at "den 4. juni 75 har De i et brev til HANS SCHERFIG betegnet mig som sindssyg." Brevet røbede et grundigt kendskab til indholdet af Kirks brev i øvrigt, og Madsen fastslog, at Kirks diagnose nu var kendt af mange og allerede havde skadet ham og været ham til ulempe. Og hvad med den omfattende og krævende retssag om Christianias skæbne, hvis forsvarer han havde påtaget sig at være? "Dersom jeg er sindssyg, må jeg naturligvis nedlægge mit hverv for Christiania. Jeg beder Dem derfor meddele mig Deres diagnoses detaljer og oplyse mig om dens grundlag i relevante enkeltheder."⁴¹⁹ Med venlig hilsen Deres hengivne Carl Madsen. Lars Kirk nægtede naturligvis, ville ikke indlade sig i diskussion med den syge mand. Det var et privat brev til en ven, ikke et dokument, og derfor "kan jeg forståeligt nok ikke svare på dine spørgsmål".

I begyndelsen af 1977 eksploderede sagen også i en bredere offentlighed uden for partiets kredse. 12. januar 1977 fortalte Carl Madsen udførligt om begivenhederne i Politiken for at imødegå de mange rygter, der løb - og fik her rig lejlighed til at sparke tilbage mod centralkomité-medlem Hans Scherfig.

"Hans Scherfig har livet igennem været en af mine nærmeste venner." - Har været? "Nåja, jeg sætter vel stadig pris på ham." - Var han for hård i forbindelse med eksklusionen? "Nej, skide være med det, men han har fået et brev fra en overlæge i psykiatri, hvori jeg diagnosticeres som sindssyg, som lidende af en uhelbredelig, fremadskridende sindssyge af en sådan beskaffenhed, at man måtte ønske mig en nådig død. Det er dateret dagen efter eksklusionen og skrevet af overlæge Lars Kirk ved Sct. Hans Hospital, en brorsøn til min gamle ven Hans Kirk.

Se, min eksklusion vakte jo betydelig uro blandt de gamle i partiet. De vidste meget vel, at jeg hvis jeg var noget, så var det gammel-kommunist, KOMINTERN-soldat. Og da de protesterede mod eksklusionen, blev de trukket til side og fik at vide, at deres gamle partikammerat Carl Madsen var blevet sindssyg. Det var der jo ingen mennesker, der troede på, i hvert fald ikke blandt dem, der kendte mig, men så fik de hvisket i øret, at ‘man skam havde papir på det'."

Denne hviskekampagne deltog Scherfig også i - ifølge Carl Madsen: "Nå, men Scherfig har altså anvendt dette brev til beroligelse af gamle kammerater. Jeg kender et konkret eksempel, og der stammer min viden fra. ( ...) Men jeg holder nu stadig af Scherfig, og min mening om hans forfatterskab er ikke på nogen måde påvirket af det nummer, han her har lavet. Men tænk, hvor skadeligt det kan være for en sagfører, der trods alt stadig praktiserer lidt."

I Ekstra Bladet 14. januar 1977 gav han endnu et stød til sin ven og uven: "Scherfigs udvikling er forunderlig. Jeg kender ham som kritisk og antiautoritær. Men så snart der er tale om DKP, er han mere ukritisk end præsten i den katolske kirke." Og så fik Madsen - det var i Politiken-interviewet - også lige berørt det problematiske ved brugen af psykiatriske diagnoser i den politiske kamp. "... det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er taknemmelig over, at DKP ikke danner regering. Forestil dig Ingmar Wagner som indenrigsminister med sindssygevæsnet under sig."

HANS Scherfig og Carl Madsen så ikke hinanden igen efter bruddet. Der var ligesom ikke noget at gøre, selv om de begge havde det elendigt med sagen - ja, Carl Madsen "var grædefærdig", som hans enke, Leni, har formuleret det.⁴²⁰ De havde heller ikke meget tid til at rette op på det uoprettelige, de var blevet ældre herrer begge to, og Carl Madsen blev syg af kræft, mens han førte Christiania-sagen mod staten. I februar 1978 trådte Carl Madsen dødsmærket frem i Billed Bladet. Hulkindet, med fuldskæg, store briller - den runde mand var i kampen mod kræften skrumpet ind og begyndt at ligne ungdomsvennen Otto Gelsted på dennes ældre dage. "Jeg er ikke død endnu," hed historien. En præcis overskrift i dobbelt forstand. Carl Madsen var meget levende i interviewet, men døde fire måneder senere. Han kom endnu en gang ind på sagen om sindssygebrevet og sendte i interviewet en let forbitret hilsen til Scherfig: "Nogle mennesker bliver gamle på en måde og andre på en anden. Jeg må indrømme, at jeg inderst inde har lidt ondt af Scherfig."

     Da han den 11. juni 1978, 75 år gammel, blev begravet på kirkegården i Kisserup, var det meste af Christiania mødt op ved mindehøjtideligheden i Øm forsamlingshus. Hanne Reintoft var der, Madsens forlægger, Stig Vendelkær, var der, Kate Fleron var der, Vigga Bro og Bente Hansen var der, og Møller Tåsinge fra Spies-koncernen var der. Selv DKP var kommet til stede blandt de 500 fremmødte med en enkelt fane. Hans Scherfig var der ikke.

     Hans offentlige tilkendegivelse om Carl Madsen stod i stedet at læse i Land og Folk, hvor han skrev nekrologen over sin gamle ven. En delikat balanceakt, hvor Scherfig skelnede mellem den gode gamle og den senere Madsen. Mellem vennen og partifjenden. "Når Carl Madsens livsværk skal bedømmes, er det ikke de sidste forbitrede år, som skal mindes, men de halvthundrede år, da han munter og ilter og mageløs fræk virkede med alsidig begavelse på mange fronter. Inspirerende i vores parti. Provokerende i retten. Som taler og journalist og sagfører og historiker med et forfatterskab, som artistisk forener faglitteratur og skønlitteratur."⁴²¹ Det var ikke nogen omfattende nekrolog, den blev heller ikke sat stort op, men arbejdet blev gjort.

Alligevel nåede Hans Scherfig og Carl Madsen en slags forsoning i det yderste øjeblik, inden Madsen døde 8. juni. 1. juni sendte Scherfig et kort håndskrevet kort til manden, han havde været venner med i 45 år og uvenner med de seneste 3. Et forsinket fødselsdagsbrev, en fremstrakt hånd.

"Kære Mads, jeg læser om din fødselsdag og tænker på en havefest og al den morskab, vi har haft sammen i mange, mange år. Og jeg ønsker dig tillykke og takker dig for venskabet. Jeg så for nylig filmen, hvor vi to gamle taler om tingene.⁴²² Den er meget god, og jeg er glad over, at den for eftertiden vidner om vores venskab og nære samarbejde. Hils Leni - din gamle ven Hans S."

Carl Madsen var for syg til at skrive, men liggende på dødslejet hjemme i Højby dikterede han til hustruen Leni 4. juni:

"Kære Hans! Jeg fik dit Brev i Dag. Jeg er meget glad for at du har rakt Hånden ud. Jeg kan ikke skrive mere fordi jeg er meget syg. Min Tid er snart forbi, men du skal vide at jeg går herfra uden Nid og Nag. Jeg er blot så forfærdelig træt. Carl"⁴²³

Man kan kun gætte på, at Carl Madsens sidste ord har været Scherfig til stor lettelse. Derimod forsonede brevene ham ikke med Madsens enke, Leni. Af et fragment uudgivne erindringer fremgår det, at hun blev i partiet, men ikke tilgav Scherfig trods forsoningsbrevet få dage før Madsens død: "Carl blev i sin afkræftede tilstand glad for brevet. Han var for svag til selv at svare, men han bad mig om at skrive det ned, han dikterede. Jeg vover at påstå, at havde det været to måneder før, havde Carl svaret ham anderledes, men fordi han var døden så nær, blev det bare et venligt svar."⁴²

HANS Scherfig nåede at færdiggøre manuskriptet til endnu en bog, som udkom efter hans død. Det var den lille Den lange dag om en rejse op gennem Norge til Nordkap og videre med afstikkere ned i Sverige, som han og Elisabeth Karlinsky tog på umiddelbart efter Carl Madsens død. Derimod nåede han ikke ret langt med en roman, Døden i Fredensborg. Det skulle have været en samfundskritisk roman om 1960'erne og 1970'erne, og romanen skulle løbe som føljeton i Land og Folk. Blandt de efterladte papirer ligger kun det første kapitel, i hvilket en forfatter på Hans Scherfigs egen egn blev myrdet. De sidste ord i kapitlet lød, at den myrdede forfatter havde læst i en bog, at tingene kun var til i hans bevidsthed og uden objektiv realitet. "Men nu lå bogen efter ham og eksisterede videre uden sin læser."⁴²⁵ 

     Den lange dag udkom med tegninger af Elisabeth Karlinsky og er en harmonisk og afklaret beretning uden megen polemik, og hvor det naturvidenskabelige fylder meget mere end det politiske. Den viser en mand, der hviler i sig selv. Der er lidt ærgrelse over turismens følgesvende: pizzeriaer og importeret juks solgt som souvenirs. Lidt refleksion over Knut Hamsun, som længe før besættelsen "gav sit navn og sit værk - elsket af os alle - til nazismens barbari". Et lille udfald er der også mod tyskere på et skib, der fragter ægteparret nordpå, de tyske turister ligger i "erobrede liggestole". Scherfig nævner også fem svenske kommunister, som blev myrdet i Luleå under vinterkrigens "stemning af vanvid".

Men ellers er det den stille, reflekterede glæde, som er bogens tone. Glæden ved at finde en hoben firkløvere i en park i Narvik - Hans og Liesl kunne plukke en hel lille buket hver, og han noterede det botaniske fænomen i sin kalender; tænkte han mon på de firkløvere, han fandt til Liesl tilbage i 1920'erne? Glæden ved det gode 18. århundrede, hvor fornuften og oplysningen sejrede over uvidenhedens mørke. Og glæden ved Carl von Linnés arbejde. Er bogen tilegnet nogen, er det Linné. Den store naturvidenskabsmand, som bragte orden i naturens kaos, og som nok har mindet Hans Scherfig lidt om noget andet også:

"Han kom i skole i Växjö, og som så mange andre begavede børn var han en dårlig elev, som afskyede skolen og lektielæsningen."

ELISABETH Karlinsky levede mange år endnu efter den sidste rejse op nordpå, hun døde efteråret 1994, men for Hans Scherfig var det ved at være slut. Syv måneder efter Carl Madsens død, natten til søndag den 28. januar 1979 klokken 3.30 blev han indlagt på Frederiksborg Amts Centralsygehus ramt af en blodprop i hjertet. Klokken syv samme morgen var han død; han fik samme dødsdag som forbilledet Ludvig Holberg.

Scherfig døde midt i arbejdet 73 år gammel, han havde sin sidste ugekommentar i Land og Folk samme weekend. Den hed "Omgang med spøgelser" og handlede ganske karakteristisk om besættelsestidens samarbejdspolitikere i ny, dagsaktuel skikkelse: Hetzen mod kommunisterne i Folkebevægelsen mod EF viste, at Stauning og partisekretær Alsing Andersen var genopstået i Anker Jørgensens og Kjeld Olesens skikkelse.

     Nekrologerne var omfattende - naturligvis. Anders Bodelsen gennemgik værket og forsøgte især at sætte Scherfigs satire på formel. Hos Scherfig var det mystiske aldrig mystisk, lader fortælleren sig forbløffe, er det et trick. En slags falsk loyalitet, hvor Scherfig med pokerfjæs aldrig selv fælder dommen, skrev han.⁴²⁶ Avisen havde også fået en række personligheder til at karakterisere ham. Klaus Rifbjerg noterede tværs gennem forstokkethed på andre fronter "denne vibrerende, ironiske og suveræne solidaritet" hinsides normer og stivnet konvention. Billeskov Jansen betegnede Scherfig som humanistisk socialist - og som idealist: "Politisk var han idealist og trofast over for partiet, som han altid åbent vedkendte sig."

     Jens Kistrup heftede sig ved Scherfigs beundring for Holberg, og han diagnosticerede forfatterskabets motiv som hverken had eller indignation, men en urokkelig tro på fornuften. Og så understregede han den hvasse mands venlighed. Kort før jul havde Scherfig deltaget i en tv-udsendelse om Holberg. "Og nu sad han der på skærmen som en venlig og hyggelig repræsentant for det gammeldags dannede københavnske borgerskab, han oprindelig tilhørte."⁴²⁷ Bag satirikeren stod en venlig, ja, ligefrem blid mand, der ikke havde glemt, hvordan det var at være barn, skrev Kistrup i Berlingske. Han sluttede sin nekrolog med en lidt tvetydig kærlighedserklæring til afdøde: Det var, skrev Kistrup, let for både meningsfæller og modstandere at tage bestik af ham på grund af hans klarhed og konsekvens. "Foragtede han dem, der var begge dele? Gad vidst, om de ikke blev hans bedste publikum?"

     I Information dvælede Hans Jørgen Nielsen ved Scherfigs humor, den latter, det vakte at læse ham. Han placerede Scherfig som Holbergelsker og hans satire med "begge ben solidt plantet i oplysningstidens rationalisme" - satirens grundlag var "den store, sunde, normale og lyse fornuft".⁴²⁸

     Den mest omfattende dækning af Scherfigs død stod naturligvis Land og Folk for. I et par uger prægede begivenheden avisen og vidnede om, hvilken kolossal betydning forfatteren og maleren fra "det gammeldags dannede københavnske borgerskab" var kommet til at spille for det parti, han havde været medlem af i 47 år, og hvis presse han havde skrevet i lige så længe. Bortset fra illegaliteten fra 1941 til 1945, naturligvis.

     Der blev holdt mindeaften, vist tegninger, skrevet erindringer, udarbejdet portrætter og udstedt meget højt belagte erklæringer fra partiets ledelse. Hans Scherfigs død var et smerteligt tab for hele partiet, kulturlivet og arbejderbevægelsen, udtalte partiformand Jørgen Jensen. Men også et smerteligt tab for arbejderklassen, for den internationale kommunistiske bevægelse, for alle forkæmpere for socialisme og fred og national frihed og mod undertrykkelse og nedværdigelse.⁴²⁹

Det egentlig bemærkelsesværdige var de hundreder og atter hundreder af mindeord, som Scherfigs beundrere og venner indrykkede i avisen de næste mange dage. Partiafdelinger, fagforeninger, lejerforeninger, partimedlemmer, arbejdspladser, bofællesskaber, læsere.

En enkelt annonce indrykket af et ægtepar skrællede udenværkerne væk - partiet, loyaliteten, fredssagen, besættelsen, kommunismen, monopolerne, alt det, der var kommet til at fylde så meget - og koncentrerede budskabet om det for dem egentlige, afleveret i en enkelt sætning. "I mindet om århundredets største danske digter Hans Scherfig."⁴³⁰