Scherfig: Den stalinistiske humanist

Konsekvensen af en eksklusion af DKP kan måske være svær at forstå i en tid, hvor selv folketingspolitikere skifter parti, som andre skifter undertøj. Men faktisk betød et farvel til DKP ofte et farvel til hele ens omgangskreds.

Erik Holstein
Journalist og forfatter

<img align="left" src="@nyimg=4274@" /><br><br><br>

Han er langt fra den eneste intellektuelle, der energisk har forsvaret et system, der var i total modsætning til hans egne idealer. Det samme gjaldt en Martin Andersen Nexø - eller en Nordahl Grieg i Norge. Men det er nu alligevel noget ganske særligt med Hans Scherfig - og Arne Hardis har gjort klogt i at vælge netop ham som mål for sin biografi.

For Hans Scherfig var ikke alene en enestående populær dansk kunstner. Hans bløde sider og hans dybtfølte humanisme var hævet over enhver tvivl, hvad enhver der har set Scherfigs paradisiske junglemalerier kan forsikre sig om. Derfor bliver skismaet mellem kunstnerens idealer og hans støtte til et morderisk stalinistisk system så mere påtrængende.

Kunne ikke optages i DKP
"Idealisten" - som Hardis har kaldt bogen med en parafrase over Scherfigs egen satiriske bog "Idealister"- beskriver, hvordan drengen fra det højborgerlige hjem ender som Danmarks mest populære kommunist.

Allerede i 1927 forsøgte Scherfig at blive optaget i Danmarks Kommunistiske Parti(DKP), men ansøgningen blev afslået. Partisekretæren havde en indgroet mistro til intellektuelle, og Scherfig måtte pænt vente nogle år, før han blev lukket ind det sekt-lignende parti, DKP var i 20'erne. Men da han først var kommet ind, forsvarede Scherfig såvel DKP som Sovjet indædt resten af livet.

Hitler-Stalin pagten
Det førte i lange perioder til et forsvar for helt uholdbare positioner. F.eks. da Scherfig på linje med andre DKP'ere måtte forsvare Stalins pagt med Hitler i august 1939. Efter at have bekæmpet nazismen af al kraft i årene før, skulle man nu som kommunist forfægte det standpunkt, at "de værste krigsmagere var de engelsk-franske imperialister". Den linje holdt lige indtil Hitlers angreb på Sovjet.

Siden gik det slag i slag, hvor Scherfig med sin præcise og hvasse pen hængte svaghederne i det danske samfund elegant til tørre. Mens han enten ignorerede eller forsvarede langt, langt værre ting i Østblokken, såsom Stalins fangelejre, kuppet i Prag i 1948 eller opstanden i Ungarn 1956.

Manden er sindssyg
I et par af bogens mest interessante kapitler beskriver Hardis, hvordan Scherfig ofrer det 30 år gamle venskab med landsretssagfører Carl Madsen. Scherfig er selv med til at ekskludere vennen fra DKP, fordi Madsens kritik af DKP-ledelsen ansås for at være "ganske uden for rammerne af kammeratlig kritik."

Efterfølgende modtog Scherfig et brev fra en læge på Sankt Hans Hospital med tilknytning til DKP, der forklarede Carl Madsens kritik med, at han viste tegn på sindssyge! Altså en kalkering af den måde man behandlede politiske afvigere på i Sovjet. Men ikke engang det fik Scherfig til at få øjnene op for kommunismens totalitære sider.

En bizar modsætning
I biografien beskrives Scherfig præcist som en "stalinistisk humanist", altså en mand, der grundlæggende har humanisme som målet, men accepterer stalinisme som midlet til at nå det klasseløse, humane samfund. En af grundene til, at den velbegavede Scherfig accepterede denne absurde modsætning, var, at "Sovjetunionen repræsenterede fremtiden, og at foreteelser og begivenheder derfor pr. definition var af det gode".

Men der er naturligvis også andre forklaringer på, at Scherfig - og andre kritiske intellektuelle - agerede som blinde partisoldater i DKP. Og her er det utilstrækkeligt - som Hardis - at pege på, at "de intellektuelle, der blev kommunister, søgte håbet og ikke sandheden".

Ubærlige konsekvenser
I virkeligheden er der en række ret prosaiske forklaringer på, at selv meget intelligente mennesker kan ende i den situation, som Hans Scherfig gjorde.

For det første er der omkostningerne ved at tage en selvstændig politisk holdning. Det anskueliggøres egentlig fint i bogen med beskrivelsen af Carl Madsens skæbne, men det er indlysende, at det også har spillet en afgørende rolle for Scherfig.

Konsekvenserne af en eksklusion af DKP kan måske være svær at forstå i en tid, hvor selv folketingspolitikere skifter parti, som andre skifter undertøj. Men faktisk betød et farvel til DKP ofte et farvel til hele ens omgangskreds, lidt i stil hvad der overgår frafaldne fra Jehovas Vidner.

For Hans Scherfig var en sådan udvikling slet ikke en option, fordi hans livs kærlighed - det eneste der måske var vigtigere end partiet - også var trofast kommunist. Ja, faktisk var Scherfigs kone - den østrigske kunstner - Elisabeth Karlinsky - blevet kommunist flere år før ham.

Sektens psykologi
For det andet opstår der ofte i partier, der er i stærk opposition til befolkningens  flertal, en sekt-lignende psykologi. Hvis hele ens omgangskreds består af andre partimedlemmer, bliver ens synspunkter heller ikke udfordret i den grad, de skal. Så bliver det et spørgsmål om at vise loyalitet over for hinanden og råbe "hørt, hørt" - i stedet for at afklare sig i en åben debat, hvor de mest uholdbare synspunkter kan blive siet fra.

For det tredje havde kommunisterne faktisk nogle pointer, som man ikke kunne afvise. De danske myndigheder havde under krigen svigtet fatalt ved at godkende interneringen af kommunisterne - herunder Hans Scherfig for en kortere periode. Og der fandtes reelt eksempler på "ondsindet borgerlig propaganda" - som enhver kritik af Sovjet blev karakteriseret som. Det borgerlige samfunds fejl og svigt blev så brugt som argument for at afvise enhver - berettiget - kritik af kommunismen.

En lidt dybere analyse af disse forhold kunne have fået "Idealisten" helt op at ringe, men der er under alle omstændigheder tale om en vellykket bog.

Kærligheden vigtigst
Udover skildringen af Hans Scherfigs kunstneriske og politiske virke, lykkes det for Hardis at skildre Scherfigs næsten grænseløse kærlighed til Elisabeth Karlinsky. Tilmed med den krølle at Scherfigs berømte Amerika-rejse sidst i 20'erne ikke i starten var ment som en politisk dannelsesrejse. Rejsens udgangspunkt var derimod et fortvivlet forsøg at genoptage kontakten til Elisabeth, der selv var rejst til USA og der havde indledt et forhold til en anden mand.

"Idealisten" kommer fint rundt om mange aspekter af den kunstneriske og politiske personlighed, Hans Scherfig - og bogen bør få udbredelse langt udover de politiske nørders kreds.

"Idealisten - En biografi om Hans Scherfig" er skrevet af journalist Arne Hardis og udkommet på Gyldendal. Bogen er på 352 sider og koster 349 kr.