Liberal Alliances chance

BAGGRUND: Der findes liberale vælgere, der giver Liberal Alliance en chance for at overleve. Men det kræver, at troværdigheden styrkes.
Mens Gitte Seeberg sagde farvel til dansk politik, præsenterede Naser Khader sit nye partigrundlag. Eksperterne tror, der kan være en chance for overlevelse.
Mens Gitte Seeberg sagde farvel til dansk politik, præsenterede Naser Khader sit nye partigrundlag. Eksperterne tror, der kan være en chance for overlevelse.Foto: Altinget.dk/Rasmus Nielsen
Martin Kaae

Den nye linje tager udgangspunkt i det, vi står for. Så må danskerne finde ud af, om der er plads til et liberalt parti, eller om socialdemokratismen har sejret.

Naser Khader
Liberal Alliance

Symbolerne var til at få øje på, da Gitte Seeberg og Naser Khader torsdag i sidste uge rundede to vidt forskellige hjørner i livet.

Med en reception i det tidligere konservative gruppeværelse på Christiansborg tog Gitte Seeberg afsked med dansk politik, inden et job i Verdensnaturfonden venter.

Femten måneder tidligere havde Seeberg sammen med Naser Khader og Anders Samuelsen kæmpet sig gennem fotografer-hæren for at komme ind til det pressemøde, hvor de præsenterede partiet Ny Alliance foran flere hundrede tilhørere.

Gitte Seebergs afskedsreception torsdag eftermiddag var knap så velbesøgt. Men der var trods alt flere gæster, end der var i Den Gamle Kødby på Vesterbro, hvor Ny Alliance blev relanceret som Liberal Alliance af Khader, Samuelsen og bankdirektøren Lars Seier Christensen.

Foran 15-20 journalister, fotografer og tre-fire nysgerrige folkeskoleelever talte Khader om sit og resten af partiets fælles liberale grundsyn - "vi er alle liberale" - og det store potentiale, Liberal Alliance har. Så overlod partilederen mikrofonen til politisk ordfører Anders Samuelsen, der fortalte, hvordan Venstre har smidt det liberale tankegods ud med badevandet, og hvordan Konservative udhuler sine skattelettelser med genindførelsen af SP-bidraget.

"Der er rigtig mange frustrerede vælgere. Dem vil vi ramme ved at gøre op med stilstandspolitikken i det her land," forklarede Anders Samuelsen, mens de spredte tilhørere blev lettere distraheret af en tv-journalist i det modsatte hjørne af hallen, hvis samtale med studieværten rungede gennem det højloftede lokale.

I hvert fald fire procent
Spørgsmålet er, om Liberal Alliances nye, fuldbolds-liberale kurs er nok til at trække de frustrerede vælgeres stemmer. Anders Samuelsen talte om, at partiet ved næste valg "ikke bare går efter lige at komme op over stregen. Vi skal i hvert fald have fire procent."

Naser Khader havde også et tal inde i sig, "men det holder jeg for mig selv."

"Vi har ikke lavet nogen undersøgelser eller fokusgrupper eller sådan noget. Den nye linje tager udgangspunkt i det, vi står for. Så må danskerne finde ud af, om der er plads til et liberalt parti, eller om socialdemokratismen har sejret. På valgdagen må vi se, hvad vælgerne vil," sagde partilederen.

Hvis partiets topfolk havde lavet nogen undersøgelser eller fokusgrupper, så ville de have fundet ud af, at de har en chance for at opnå genvalg. Hvis de altså bliver til at stole på. Det mener de valgforskere, Altinget.dk har spurgt.

"Der er en liberalistisk del af befolkningen, som måske udgør fem procent af vælgerne. Hvis Liberal Alliance dropper det værdipoliske centrum, som de gjorde meget ud af før, og i stedet fokuserer mere hårdt på liberalt-økonomiske synspunkter, så vil de have en lille chance for at trække de ærkeliberale vælgere," siger valgforsker Kasper Møller Hansen, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet.

"Hvis de markerer sig som partiet med de rene, liberalistiske synspunkter, så er der et vælgersegment, der er interesseret. Og vi snakker jo ikke om, at de skal blive Danmarks største parti," konstaterer Kasper Møller Hansen.

De grønne borgerlige
Heller ikke Christian Albrekt Larsen, valgforsker og lektor ved Aalborg Universitet, tror på, at Liberal Alliance kan blive Danmarks største parti med et liberalt program. Men vælgerne findes.

"Når vi placerer vælgerne på den værdipolitiske akse og den fordelingspolitiske akse, så findes der et felt, som vi kalder de grønne borgerlige. Deres værdier ligger op mod dem, som Det Radikale Venstre har, men fordelingspolitikken ligger helt yderst til højre, langt forbi Venstre og Konservative. Her er et felt, som Liberal Alliance nu prøver at positionere sig i," siger Christian Albrekt Larsen.

Værdipolitikken omfatter områder som retspolitik, flygtninge- og indvandrerpolitik og miljøområdet. Men i en tid, hvor selv De Konservative i dele af det politiske miljø beskyldes for retspolitisk blødsødenhed, hvor De Radikale har sat alt ind på at markere sig som det mest humane, indvandrervenlige parti, og hvor stort set alle partier er blevet klimavenlige, er der på forskellig vis trængsel i toppen af denne skala.

Mere plads er der på den del af banen, hvor den økonomiske ærkeliberalisme hører hjemme.

"Der er en gruppe af ægte liberale vælgere. Jeg tror ikke, der er fire procent af vælgerne, men der kan måske være to procent. De vil hente nogle af de skuffede Venstrefolk og også lidt hos Konservative. Men med klare liberale synspunkter vil Liberal Alliance formentlig samtidig skræmme en del af deres tidligere støtter," siger Christian Albrekt Larsen.

Udfordringen
Hvis præmissen om de liberale vælgere holder, er der kun tilbage for partiet at samle dem op. I den sammenhæng peger Kasper Møller Hansen på det helt afgørende element.

"De har ikke meget troværdighed tilbage, fordi de har skiftet ud, ekskluderet medlemmer og skiftet politik. Vælgerne - også de ærkeliberale - vil spørge sig selv i stemmeboksen, om man nu også kan stole på dem. Den barriere skal de overvinde først," siger Kasper Møller Hansen.

Og det er de med på i partiets ledelse.

"Vi har brug for at være tålmodige. Folk skal have tid til at se, at vi står ved det, og der er ingen slingrekurs. Det går der et stykke tid med.  Folk er gået fra partiet, andre er blevet ekskluderet. Men det er fortid nu," siger Naser Khader.

"Der er kun en vej, og det er hårdt arbejde. Vi skal arbejde som svin. Men omvendt har jeg talt med så mange mennesker, der siger, at det er godt, at vi gør det. Der har været en masse mellemregninger, men dem forsøger vi nu at lægge bag os. Nu må vi se tiden an, så skal troværdigheden nok komme," siger Anders Samuelsen.

Han kan - hvis alt kikser - trøste sig med, at der også er en verden ude for politik.

"Jeg fik et jobtilbud i sidste uge, så det skal nok gå alt sammen. Jeg er også blevet bedt om at holde et foredrag i en større erhvervsorganisation. Det skal handle om krisestyring," siger Anders Samuelsen.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00