Det, der gjorde mig virkelig ked af det, var, at fag-bevægelsen faldt mig i ryggen.

Svend Auken (S)
Om formandsopgøret i bogen "Det, Svend mener, er..."

Af Svend Auken

Egentlig oplevede jeg ikke nogen dårlig stemning. Der var en skuffelse hos os alle sammen. Vel også en forventning om, at det snart var vores tid. Der var jo Tamilsagen.

Men så begyndte rygterne at køre om intriger, og jeg må sige, at jeg troede ikke et øjeblik på noget af det. Lige til det sidste troede jeg ikke på noget af det. I løbet af 91 var der en række dumme sager. Nu kan jeg næsten ikke huske det mere, men den dummeste var selvfølgelig Ritts lejlighedssag - ikke fordi den var kriminel, for det var der slet ikke tale om, men fordi vi ikke fik den løst. Det var det, der var dumt.

Jeg bakkede Ritt op de første to måneder, tror jeg. Men til sidst kom det jo ned til at handle om hendes omkostningstillæg, som jeg tilbød at tage ud af min egen lomme bare for at få det løst.

Men Ritt er meget principfast, når det gælder penge. Så vi kunne ikke løse den. Og så syntes hun, jeg var et skvat, at jeg ikke kunne holde ud. Men på et tidspunkt fik jeg en meddelelse om, at der var et flertal i vores hovedbestyrelse og forretningsudvalg, der ville indkalde til ekstraordinær kongres.

Og på det hold var Poul Nyrup, der var Anker Jørgensen, der var Hardy Hansen. Partiet var ved at blive splittet på det tåbelige spørgsmål. Vi gik ikke tilbage i meningsmålingerne, vi lå nogenlunde på valgresultatet, men det var en distraktion.

Vi kunne ligesom ikke komme til at tale om andet.

Problemet var - mere end selve sagens substans - at jeg ikke kunne løse den. Det blev en meget alvorlig belastning.

Og så har det givetvis også spillet en rolle, at man fra radikal side har arbejdet så aktivt på at motivere Nyrup og Lykketoft og andre til, at hvis Socialdemokratiet bare skiftede leder, så ville de være med os.

Men jeg synes egentlig, at det gik meget godt i hele foråret 91. Også indbyrdes i ledelsen. Men så startede lejlighedssagen for alvor på sommergruppemødet. Jeg er ikke det mindste forarget over Ritt. Jeg er bare ulykkelig over, at vi ikke kunne løse det. Hun var min ven, hun var min kompagnon og partner.