Polarisering i partisystemerne?

BOGUDDRAG: Efter aftale med Reitzels forlag og professor Ole Borre bringer Altinget her et uddrag af bogen "Små og store forandringer". Afsnittet omhandler udviklingen i de danske partiets holdninger.
Foto:
Foto:
Foto:
Foto:
Foto: Mads Rørvig

Af professor Ole Borre 

I de senere år er det blevet diskuteret blandt forskere, om de europæiske partisystemer er i færd med at polariseres. Strukturelle ændringer indebærer tegn på, at fløjpartierne er ved at blive integreret i de store partiblokke i de europæiske partisystemer, at de er ved at blive erklæret „stuerene" (Bale 2003).

Det hænger sammen med, at de nye fløjpartier er i stand til at tage stemmer ikke blot fra det nærliggende klasseparti, men også fra klassepartier på den modsatte fløj. Fx viste det sig allerede ved valgene 1960-66, at SF kunne erobre vælgere ikke blot fra S, men også fra V og K eller i det mindste fra disse partiers traditionelle vælgergrupper, fx studerende fra middelklassen.

Og tilsvarende har først Frp og siden DF vist deres evne til at erobre stemmer ikke blot fra V og K, men også fra vælgergrupper, der traditionelt stemmer på S.

Disse ændringer i partiernes vælgergrundlag kan forklares med de teorier om værdiændringer, der har verseret siden 1970'erne. Ifølge Ingleharts version er det gamle venstre og højre udtryk for materielle værdier, som efterhånden viger til fordel for „postmaterielle" værdier med vægten lagt på at videreudvikle demokratiet og borgernes friheder (Inglehart 1977).

Ifølge Flanagans version er den overgribende værdiændring en nedgang i autoritære og religiøse holdninger og en øget vægt på tolerance, sekularisering og multikulturalisme (Flanagan 1982). En tredje, nyere version taler om globalisering og „denationalisering" som en udvikling, der skaber konflikter i partisystemerne (Kriesi m.fl. 2006).

Ændringer i partisystemerne kan ses som en logisk konsekvens af sådanne værdiændringer. Figur 7.1 anskueliggør dette i det enklest tænkelige tilfælde. Figuren viser de relative positioner på to værdiakser for partierne i et partisystem med to store gamle partier og to mindre nyere fløjpartier. Den ældre økonomiske værdiakse skiller mellem socialdemokraterne, der repræsenterer arbejderne og de socialistiske værdier, og de borgerlige partier, der repræsenterer middelklassen og de liberalistiske værdier.

<img align="left" src="@nyimg=7853@" />

Når den økonomiske venstre-højre-akse krydses af en nypolitisk akse, vil disse klassepartier komme under pres. På venstresiden vil den nye akse splitte socialdemokraterne i et nyt venstre og nyt højre, dvs. hvad vi her vil kalde hhv. humanistisk og autoritært indstillede socialister.

På højresiden opstår den samme splittelse blandt de borgerlige vælgere mellem autoritært og humanistisk indstillede liberalister.

De humanistisk indstillede socialister vil danne et nyt fløjparti, der står til venstre på begge akserne, og som kan tiltrække nogle af de borgerlige vælgere, for hvem de humanistiske værdier er vigtigere end liberale værdier.

Tilsvarende vil de autoritært indstillede liberalister danne et modstående fløjparti, der står til højre på begge akser, og som kan tiltrække nogle af de vælgere, hovedsagelig fra den gamle arbejderklasse, for hvem autoritære og nationalistiske værdier er stærkere end de socialistiske værdier.

Resultatet bliver et firepartisystem, hvori de to mainstream-partier er suppleret med to nye fløjpartier.

De nye partier specialiserer sig altså i venstre- og højrepositioner på de nypolitiske spørgsmål snarere end de klassiske økonomiske spørgsmål. På de klassiske spørgsmål fører de dog undertiden simpel overbudspolitik. Fx gik Frp ind for en endnu mindre offentlig sektor og endnu lavere skatter, end V og K gjorde.

Omvendt går SF ind for mere økonomisk lighed og mere offentligt finansieret velfærd, end S gør. Men dette tager ikke stemmer fra den modsatte fløj.

På de nypolitiske spørgsmål er det anderledes. SF kan erobre borgerlige stemmer på spørgsmål om human behandling af forbrydere eller på miljøspørgsmål, for det drejer sig her om politiske spørgsmål, hvor mange borgerlige vælgere er enige med dem.

Men disse borgerlige vælgere har ikke haft nogen grund til at skifte til Socialdemokratiet, fordi S stort set ikke havde nogen anden politik end V eller K på disse områder. Omvendt kan Frp eller DF erobre socialdemokratiske vælgere på spørgsmål om lov og orden eller modstand mod flygtninge og indvandrere. På disse områder er mange socialdemokratiske vælgere enige med dem; men det har ikke fået dem til at skifte til V eller K.

Hvis det politiske system skal bevare sin ligevægt mellem venstre- og højrepartier, skal den nye venstrefløj altså tage stemmer fra de borgerlige mainstream-partier på spørgsmål om tolerance og miljøbevidsthed, samtidig med at den nye højrefløj skal tage lige så mange stemmer fra Socialdemokraterne.

Dette medfører, at fløjene efterhånden kan vinde accept som regeringspartnere for mainstreampartierne.

Hvis SF kan tage stemmer fra V og K, er det selvfølgelig en nettofordel for S, selv om nogle af S' egne vælgere ryger med i købet.

Det samme gælder på den anden fløj. Hvis DF kan tage stemmer fra S, er det en fordel for V og K, der kan danne flertal ved hjælp af DF.

Denne proces fører til en gradvis mainstreaming af fløjpartierne. I Danmark var det første eksempel på dette SF's inddragelse i Jens Otto Krags „røde kabinet" efter valget i 1966. En modsvarende inddragelse af Frp i det borgerlige flertal blev aldrig til noget, men det blev til gengæld inddragelsen af Dansk Folkeparti i det borgerlige flertal i 2001. Det må forventes, at næste skridt bliver, at fløjpartierne
får ministerposter.

Dette kan ske for SF eller Dansk Folkeparti efter næste valg, ligesom det allerede er sket for De Grønne i Tyskland.

På modsat side har det østrigske Frihedsparti, til manges forargelse, allerede taget del i regeringen. Vi har ignoreret centrumspartierne i dette billede. Det skyldes, at centrumspartier er af mange forskellige typer og kan reagere meget forskelligt under indtryk af tilsynekomsten af en nypolitisk dimension. Der er liberale og kristelige partier, som kan reagere med at gå i retning af nationalisme og fundamentalisme under trykket af globaliseringen.

Der er kulturradikale centrumspartier som det danske Radikale Venstre, som klart har bevæget sig i retning mod det nypolitiske venstre. Og der er partier for nationale mindretal, der øjner nye chancer under globaliseringsprocessen og nedbrydningen af grænserne.

Udviklingen i partiernes vælgergrupper
Her skal vi teste en hypotese om, at Socialdemokratiet, Venstre og Konservative repræsenterer den klassiske økonomiske modsætning mellem socialisme og liberalisme, mens fløjpartierne SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti repræsenterer de nyere kulturelle modsætninger.

I kapitel 6 målte vi socialisme/liberalisme ved svarene på tre spørgsmål: om det offentliges ansvar for at sørge for alle, om arbejdsløses pligt til at tage et job, de ikke ønsker, og om hvorvidt konkurrence er sundt eller usundt.

Dernæst studerede vi tre ikke-økonomiske dimensioner, nemlig nationalisme/multikulturalisme, tolerance/intolerance, og materialisme/postmaterialisme. Disse fire værdidimensioner vil blive benyttet i testen.

Derudover måler vi vælgernes placering af sig selv for de forskellige partier på en venstre-højre-skala. På hver af de fire værdidimensioner samt på venstre-højre-placeringen er svarpersonen kodet 100, 0 eller -100, bestemt af, om vedkommende placerer sig til venstre, i midten eller til højre. For en gruppe vælgere bliver den gennemsnitlige score derfor et tal, der viser forskellen mellem procent venstreorienterede og procent højreorienterede på de forskellige politiske værdidimensioner.

Positive tal betyder en overvægt af venstreorienterede, negative tal en overvægt af højreorienterede.

Overordnet forudsætter hypotesen, at partivalget er udtryk for værdier og politiske holdninger snarere end fx social baggrund eller sympati for bestemte partiledere. Det er almindeligt at hævde, at politik i stigende grad er bestemt af mediernes nyhedsstrøm og centreret om kendte personer, hvorimod ideologier på venstre- og
højresiden hører fortiden til.

Dette strider imidlertid imod en anden og lige så almindelig opfattelse, hvor det siges, at det er vigtigere end nogensinde for et parti at skabe en sammenhængende „fortælling" og levere et ideologisk og visionært budskab.

Nypolitisk teori går ind for den sidstnævnte opfattelse, idet den dog samtidig regner med, at den ideologiske effekt er stigende for de ikke-økonomiske eller kulturelle værdier, mens den kan være faldende for de materielle værdier, der jo bygger på en nu forældet vision om klassekampen.

I den 27-års periode, der dækkes af de danske værdiundersøgelser, er der foregået betydelige ændringer i de politiske værdier. Disse ændringer blev gennemgået i kapitel 6 med særlig vægt på udviklingen 1990-2008.

Vi konstaterede en kraftig vækst i tolerance og multikulturalisme siden 1990-undersøgelsen samt en mindre fremgang for socialistiske værdier. På disse værdidimensioner er udviklingen altså gået i retning mod venstre, og i overensstemmelse hermed placerede færre og færre sig til højre for midten på en venstre-højreskala.

Hvordan påvirker disse værdiændringer partisystemet? Vi har i figur 7.1 beskrevet udviklingen i partisystemet som en funktion af mødet mellem to værdiakser, den gamle og den nye. Hvis partisystemet skal afspejle kombinationen af to værdiakser, må det betyde, at dets struktur må være relativt stabil, selv om der senere foregår ændringer i opinionen på disse akser.

Partierne antages altså i nogen grad at bevare deres indbyrdes afstande, uanset om deres vælgere flytter sig mod venstre eller højre, opad eller nedad i figur 7.1.

For at teste denne antagelse vil vi studere ændringerne i perioden 1990-2008 i de positioner, partiernes gennemsnitsvælgere indtager på værdiakserne. Samtidig får vi lejlighed til at teste den antagelse, at de nypolitiske værdier er i færd med at afløse de økonomisk-politiske værdier, socialisme og liberalisme.

<img align="left" src="@nyimg=7854@" />

Vælgernes positioner i 1990-undersøgelsen fremgår af tabel 1. Partierne er ordnet efter deres vælgeres selvplacering på venstre-højreaksen, vist i højre kolonne. Længst til højre ligger altså de konservative vælgere, længst til venstre SF's vælgere. Denne rækkefølge er næsten den samme som i første talkolonne, der viser balancen mellem socialister og liberalister. De mest liberalistiske partier er K og V, fulgt af Frp. Kun to partier, nemlig SF og S, har overvægt af socialistiske vælgere.

Rækkefølgen mellem partierne er imidlertid en anden for de nypolitiske værdier, vist i de tre mellemliggende kolonner. På dimensionen nationalisme-multikulturalisme ligger Fremskridtspartiets vælgere langt til højre for andre vælgere, mens socialdemokratiske vælgere ligger nogenlunde på linje med de konservative vælgere.

På materialisme-postmaterialisme dimensionen ligger SF's og de radikale vælgere et stykke til venstre for de øvrige partiers vælgere. Og på tolerant-restriktiv moralopfattelse ligger SF-vælgerne til venstre som de eneste, der har overvægt af tolerante, mens Kristeligt Folkepartis vælgere ligger længst til højre. Sammenhængens styrke er vist forneden som eta-korrelationer.

Sådanne korrelationer varierer mellem 0 og 1; jo større variation mellem partierne med hensyn til vedkommende værdi og jo mindre variation inden for partierne, des større eta. Stærkest er korrelationen mellem partivalget og venstre-højre-placeringen. Det viser, at venstre-højre-skalaen har en central stilling som orienteringsakse i partisystemet. Blandt de fire politiske værdiskalaer har socialismeliberalisme-skalaen den stærkeste korrelation med partivalget.

<img align="left" src="@nyimg=7855@" />

Tabel 7.2 viser partiernes vælgeres gennemsnitlige placering 2008 på de samme fem dimensioner som tabel 7.1.

Det fremgår af eta-korrelationerne i nederste linje, at partivalgets korrelation med de forskellige skalaer er omtrent den samme som i 1990. Antagelsen om, at de nyere værdier er på vej til at afløse de gamle som determinanter for partivalget, er åbenbart ikke korrekt for perioden 1990-2008.

I 1990 kunne man hævde, at nye værdikonflikter var kommet til udtryk i partivalget, således at dette ikke længere var domineret af modsætningen mellem socialisme og liberalisme.

I 2008 finder man det samme, men ikke nogen tendens til, at de nypolitiske værdier har „sejret" over de klassiske.

Partierne er ligesom i tabel 7.1 ordnet efter venstre-højre-selvplacering blandt svarpersonerne, vist i yderste højre kolonne. De tre partier, der indgår i det borgerlige flertal, som har domineret dansk politik siden 2001, har alle et solidt overskud af vælgere på højrefløjen i forhold til venstrefløjen.

De radikale har omtrent ligevægt mellem venstre og højre, mens de socialistiske partier har et solidt overskud på venstrefløjen, om end langt større for Enhedslisten end for Socialdemokraterne.

Ligesom det var tilfældet i 1990, er partierne ordnet anderledes på de ikke-økonomiske værdier end på de økonomiske værdier og selvplacering.

På nationalisme-dimensionen rykker DF's vælgere ud på højrefløjen, og samtidig rykker de radikale vælgere ud på venstrefløjen.

Dette mønster gentager sig, om end i mindre udtalt grad, på dimensionen tolerant-restriktiv. På dimensionen materialisme-postmaterialisme er det derimod lidt overraskende V og ikke DF, hvis vælgere ligger længst til højre i materialistisk retning.

Antagelsen om, at partierne bevarer deres indbyrdes afstande på tværs af en udvikling i værdierne, er imidlertid stærkt støttet af tabel 7.2.

Et eksempel er ændringen i balancen mellem socialister og liberalister inden for de to store partier, Venstre og Socialdemokraterne.

Venstres vælgere er drejet over i mindre liberal retning fra 1990 til 2008, nemlig fra en overvægt på 47 pct. liberale til en overvægt på kun 19 pct. Socialdemokraternes vælgere er drejet fra en overvægt på 12 pct. socialister i 1990 til en overvægt på 32 pct. i 2008.

I begge de store partier har der altså været en bevægelse mod venstre, og det samme gælder med hensyn til selvplaceringen i sidste kolonne. Her er venstrevælgerne gået fra -69 til -54 og de socialdemokratiske vælgere fra 18 til 34. Der er på begge disse dimensioner sket en parallelforskydning af vælgerne i retning mod venstre.

Med hensyn til konflikten mellem nationalisme og multikulturalisme finder vi en lignende parallelforskydning af partiernes vælgere.

Venstres vælgere er skiftet fra en overvægt på 12 pct. nationalister til en overvægt på 28 pct. multikulturalister, og Socialdemokraternes vælgere fra en overvægt på 25 pct. nationalister til 44 pct. multikulturalister.

De konservative vælgere er skiftet fra 19 pct. overvægt af nationalister til en 57 pct. overvægt af multikulturalister. Resultatet er, at mens der i seks ud af otte partier var en nationalistisk overvægt i 1990, var det i 2008 kun blandt DF-vælgerne, at der var en sådan overvægt.

Der er dog nogle partier, hvor vælgerne har bevæget sig mere end almindeligt. Blandt vælgerne på den nypolitiske venstrefløj - SF, R og Enh - er det bemærkelsesværdigt, at de radikale i 2008 har en overvægt på hele 82 pct. multikulturalister, hvorved de har overhalet SF's og Enhedslistens vælgere.

På materialisme-postmaterialisme-dimensionen markerer de radikale vælgere og SF-vælgerne sig både i 1990 og i 2008 som stærkt postmaterielle, men de har dog en mindre overvægt af postmaterialister i 2008, end de havde i 1990.

De store mainstream-partier og højrefløjspartierne har et lille flertal af materialister i 1990, men omtrent balance mellem materialister og postmaterialister i 2008. De har således bevæget sig i retning af mere postmateralisme. På denne dimension er forskydningen af partierne altså ikke parallel.

I valget mellem en tolerant og en restriktiv moralopfattelse har samtlige partiers vælgere flyttet sig stærkt i retning mod større tolerance.

For de tre mainstream-partier er forskydningen tilnærmelsesvis parallel, nemlig mellem 49 og 54 procentpoint. For de radikale er forskydningen større, for SF mindre, men i store træk bevarer partierne deres indbyrdes afstande på denne dimension.

Partiernes placering
Partiernes positioner og indbyrdes afstande kan anskueliggøres, hvis vi konstruerer et todimensionelt billede af partisystemet ved at benytte socialisme-liberalisme som den ene akse og nationalismemultikulturalisme som den anden. På disse akser afsætter vi partiernes gennemsnitspositioner, som de fremgår af tabel 7.1 og 7.2.

På X-aksen er socialisme placeret til venstre og liberalisme til højre. På Y-aksen er nationalisme placeret foroven og multikulturalisme forneden.

Kun de partier, der var repræsenteret i folketinget både i 1990 og 2008, er medtaget; dog er Frp medtaget i 1990 og DF i 2008. Dette billede er vist i figur 7.2.

<img align="left" src="@nyimg=7856@" />

Pilene angiver bevægelsen i partiernes gennemsnit fra 1990 til 2008; pilen fra Frp i 1990 til DF i 2008 er udtryk for, at DF har afløst Frp som højrefløjsparti. Den dominerende retning for alle pilene er nedadgående, svarende til en kraftig stigning i multikulturalisme.

En mindre tydelig bevægelse er en bevægelse mod venstre svarende til en moderat fremgang for socialismen. Ud fra hypotesen om partisystemets struktur, illustreret i figur 7.1, forventer vi, at S placerer sig til venstre for midten og V og K til højre for midten.

Dette bekræftes i høj grad af figur 7.2, både for 1990 og 2008. Endvidere forventer vi at finde fløjpartierne i yderpositionerne på den lodrette akse. Dette bekræftes for højresidens vedkommende, idet henholdsvis Frp og DF indtager fløjpositionen foroven.

For venstresidens vedkommende ville den forventede position være et sted mellem SF's og de radikales position. Her kunne man ud fra hypotesen vente, at et nyt rød-grønt venstrefløjparti ville placere sig.

Sådan et parti findes ikke i det danske partisystem. Årsagen er antagelig historisk. SF opstod i en tid, hvor den økonomiske akse var dominerende, og Det Radikale Venstre opstod helt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet.

Disse partier har tiltrukket borgerlige intellektuelle med humanistiske værdier, endnu før den nypolitiske værdiakse har været en realitet. Der har derfor aldrig været behov for et nypolitisk venstreparti til at udfylde den plads, de „grønne" partier udfylder i andre vesteuropæiske partisystemer.

På trods af disse forskelle er der en tydelig tendens til, at partisystemet med tilnærmelse beskriver den form, som figur 7.1 forudsiger.

Mainstream-partierne, henholdsvis S og VK, ligger over for hinanden på den økonomiske-politiske akse, mens fløjpartierne Frp og SF placerer sig henholdsvis i øverste højre og nederste venstre hjørne og dermed som repræsentanter for de nypolitiske modsætninger.

Denne form optræder både i 1990 og i 2008 på trods af de ganske betydelige forskydninger i de politiske værdier, der udgør akserne.

Åbenbart er denne bevægelse slået igennem i alle partiernes vælgergrupper.

Resultatet er fx, at Dansk Folkepartis vælgere i 2008 i gennemsnit har omtrent samme holdning på udlændingeområdet, som de radikales vælgere havde i 1990 - nemlig en omtrentlig ligevægt mellem nationalister og multikulturalister.

Endvidere ligger Socialdemokratiets gennemsnitsvælgere i 2008 på omtrent samme punkt, som SF's gennemsnitsvælgere lå på i 1990.

Den helt dominerende værdiændring finder åbenbart sted inden for partiernes vælgergrupper. Dette forklarer, hvorfor den ikke i større omfang sætter sig spor i forskydninger mellem partierne.

På baggrund af værdiudviklingen kunne man have ventet, at de partier, der repræsenterede venstresidens værdier - S, SF, R og Enh - havde haft fremgang, mens de borgerlige partier V, K og DF samlet set havde
haft tilbagegang.

Men sådan gik det som bekendt ikke ved valgene.

Ved folketingsvalget i marts 1998 fik de førstnævnte partier 50 pct. af stemmerne, men de efterfølgende tre valg i 2001, 2005 og 2007 gav alle et flertal til de tre borgerlige partier. Denne højredrejning er således sket på tværs af de værdiændringer, vi har fundet mellem 1990 og 2008.

Konklusion
Værdiundersøgelsen 2008 viser ligesom de foregående undersøgelser, at partivalget i høj grad påvirkes af politiske værdier. De ældre økonomisk-politiske venstre-højre-værdier er ikke blegnet, og samtidig har nye kulturpolitiske værdier, især nationalisme, fået stærk indflydelse på valget af parti.

Dermed må vi forkaste de hypoteser, der i forskellige former har verseret siden 1960'erne, og som fik en opblomstring efter den kolde krigs afslutning i 1990'erne, om at ideologierne ikke hører hjemme i det fremskredne industrisamfund (og i hvert fald ikke i det postindustrielle samfund).

Nutidens vælgere orienterer sig i høj grad efter politiske værdier, men det betyder ikke, at de skifter parti, når deres politiske værdier ændrer sig. Værdiskift, også politiske værdiskift, foregår typisk som en „glidning", der foregår i alle dele, eller i hvert fald i store dele af befolkningen, og som egentlig først mærkes, når værdierne måles med mellemrum, som det netop sker i de undersøgelser, vi her rapporterer.

Uden værdiundersøgelsen ville det fx være så at sige umuligt at argumentere for, at vælgere i alle partier (heriblandt ikke så få af Dansk Folkepartis vælgere) i løbet af de sidste 18 år er flygtet fra de nationalistiske holdninger, de havde i 1990.

Omvendt betyder dette også, at vi ikke kan slutte fra værdiforskydninger til forskydninger i partiernes stemmetal. Ud fra de konstaterede værdiændringer ville man ikke kunne have gættet, at perioden 1999-2008 havde være domineret af et ret stabilt borgerligt flertal.

Et spørgsmål, der ikke kan afklares alene med henvisning til værdier, men som studiet af værdier kan bidrage til at besvare, er, om det danske partisystem er i færd med at polariseres, nemlig ved, at fløjpartierne (SF og DF) i disse år gennemgår en mainstreaming-proces og efterhånden opnår status af regeringsduelige partier.

Ved valget i 2007 fik de to partier henholdsvis 14 og 13 pct. af stemmerne, mens de ved valget i 1998 kun fik mellem 7 og 8 pct. hver. Tyngdepunktet blandt vælgerne synes således at flytte bort fra de store partier og give de nypolitiske fløjpartier en større indflydelse, som med tiden naturligt kan føre til regeringsdeltagelse.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00