Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Ellemann viser flot lederskab med nødvendigt skift af ministerpost

Jakob Ellemann-Jensen kan i økonomiministeriet stå for den politiske kommunikation, som han er bedst til, mens problemknuseren Troels Lund Poulsen ryder op i forsvaret, skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille om de to Venstremænds ministerrokering. 

Jakob Ellemann har placeret sig selv og sit parti strategisk klogt og med den rette besætning i økonomiministeriet, inden den nye politiske sæson for alvor er kommet i gang, skriver tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Jakob Ellemann har placeret sig selv og sit parti strategisk klogt og med den rette besætning i økonomiministeriet, inden den nye politiske sæson for alvor er kommet i gang, skriver tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Få uger efter at være tilbage i dansk politik rokerer V-formand Jakob Ellemann-Jensen sig selv ud af sit højtelskede forsvarsministerium og ind i økonomiministeriet.

I en lille og hurtig rokade, hvor den langvarige vikar fra Ellemanns stressperiode, Troels Lund Poulsen, vender tilbage til det forsvarsministerium som alle er enige om, han passede så pænt, mens formanden var på sygeorlov.

Der lyder allerede et kollektivt hyl fra store dele af det politiske kommentatorkorps; Ellemann er svag, Ellemann får ridser i lakken, Ellemann gør det for at komme fri af sagen om forceret indkøb af israelske våben, og han er i øvrigt blevet presset til det af sit parti.

Ellemann valgte Forsvarsministeriet med hjertet, som han poetisk formulerede det. Det er da meget sødt, men ved voksenbordet skal man vælge med hjernen.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Fhv. økonomi- og indenrigsminister

Kombineret med spørgsmålet: Hvorfor først nu?

Fine pointer og et godt spørgsmål. Det har bare ikke den store betydning.

Dét, der betyder noget, er, at han træffer den nødvendige beslutning. Dét viser ægte lederskab.

Det ulykkelige er nemlig, at Ellemann traf den forkerte beslutning, da han placerede sig selv i Forsvarsministeriet, da SVM-regeringen blev dannet i december.

Ellemann valgte Forsvarsministeriet med hjertet, som han poetisk formulerede det. Det er da meget sødt, men ved voksenbordet skal man vælge med hjernen.

Følelser hører hjemme i privatlivet eller til nøds i den politiske debat. Ikke i regeringens koordinationsudvalg.

Da Ellemann i begyndelsen af august vendte tilbage til dansk politik, tog han ansvar og ryddede op i forsvarsministeriet.

Han forlod endegyldigt resterne af blå blok til selv og erklærede sin troskab til et mere langsigtet midterprojekt. Og nu har han altså skiftet over til økonomiministeriet.

Det kan se rodet ud, og på den korte bane kan Ellemann stå fortumlet tilbage.

Men vil man magten, må man være i stand til at rive plasteret af i stedet for dumstædigt at holde fast i tidligere udmeldinger, såvel som udnævnelser.

Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har selv siddet med i toppen af et parti, der ikke formåede at få selv åbenlyse fejldispositioner omgjort.

Økonomiministeriet er et perfekt ministerium til en partileder i en koalitionsregering. Det er ikke tilfældigt, at fire radikale partiledere i træk, Helveg, Jelved, Vestager og Østergaard, alle valgte netop økonomiministeriet.

Og at der aldrig tidligere har været en partileder fra et regeringsparti, der har beklædt forsvarsministerposten.

Læs også

Det nærmeste vi kommer det, er da Erik Ninn-Hansen overtog den konservative ledelse i 1971, men han udskiftede ved den lejlighed netop forsvarsministeriet ud med finansministerposten.

Som økonomiminister er man chef for et koordinerende ministerium, der har naturlig adgang til stort set alle sager. Det giver mere styrke, når Ellemann skal deltage i arbejdet i regeringsledelsen.

Økonomiministeren er derudover en slags kontrolminister i forhold til finansministeren.

Om lidt kan Ellemann endda efter al sandsynlighed levere skattelettelser af en karat, som de konservative og Liberal Alliance har råbt på i de seneste 15 år uden rigtigt at levere.

På forsvarsområdet er der stadig masser af møgsager. Der er ikke rigtigt nogen, der for alvor tror, at Jakob Ellemann-Jensen selv har medvirket aktivt til at føre Folketinget bag lyset i sagen om de israelske våbenindkøb.

Til gengæld ser det hverken godt ud i departementet eller i selve forsvaret. Der trænger til grundig oprydning. Og hvem er egentlig bedre til det end Troels Lund Poulsen? En mand der aldrig har været bange for at få skidt til op over begge albuer, når dårlige sager skal håndteres.

Troels Lund Poulsen er den fødte problemknuser. Ellemann skal tilbage til at stå for den politiske kommunikation. Sælge budskabet.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Fhv. økonomi- og indenrigsminister

På den måde er både Ellemann og Troels Lund rette mænd på rette sted i deres nye ministerier.

Jakob Ellemann har placeret sig selv og sit parti strategisk klogt og med den rette besætning, inden den nye politiske sæson for alvor er kommet i gang.

Ellemann skulle aldrig have valgt et fagministerium som forsvarsministeriet. Alle undrede sig. Og nu har han også selv indset fejlen. Som økonomiminister er der både mulighed for at deltage i arbejdet i regeringstoppen og tid til at være partiformand. Begge dele er vigtige.

Men det betyder også, Ellemann ikke længere har mulighed for at putte sig i forsvarsministeriet. Nu skal han spise kirsebær med de store; statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke.

Enten vokser han med opgaven, eller også risikerer han at knække nakken. Måske er det værd at huske, at han også havde det lidt svært som miljø- og fødevareminister i VLAK-regeringen, mens han brillierede som politisk ordfører.

Mens Troels Lund Poulsen er den fødte problemknuser. Ellemann skal tilbage til at stå for den politiske kommunikation. Sælge budskabet.

Det bliver en svær opgave, men ved at have modet til at træffe de hårde beslutninger har han vist politisk lederskab af en klasse, vi sjældent ser på Christiansborg.

Det kan man kun respektere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00