Vestager
Økonomiminister Margrethe Vestager (R) er en landets allerstærkeste politikere. Men næste gang hun vil have produceret en ukritisk portrætbog, bør hun overveje at skrive den selv. (Foto: Gyldendal)

Følgagtigt Vestager-portræt

16. juni 2013 kl. 22:45
ANMELDELSE: Ny portrætbog om Margrethe Vestager svækkes alvorligt af, at hovedpersonen selv har styret processen. Bogen er fattig på politiske nyheder, men rig på smalltalk.
| Flere

Konceptet holder simpelthen ikke.

Når en politisk biografi eller et portræt er lavet "i samarbejde" med hovedpersonen, betyder det, at politikeren får lov til at vælge emnerne. Det betyder også, at der ikke er gravet dybt i de mest kritiske forhold, og at andre personers tolkninger ikke bliver inddraget for at kaste lys over sagerne. Dermed bliver forfatteren til en sådan bog snarere en ghostwriter end en kritisk journalist.

Det er virkelig en skam, når forfatteren som i dette tilfælde hedder Elisabet Svane. Hun er ikke alene en erfaren politisk journalist, hun er også kendt for at kunne gå til stålet, når der er behov for det. Det kan man ikke ligefrem sige, hun gør i bogen "Hvid røg, sort tårn. Et portræt af Margrethe Vestager".

My way or no way
Til gengæld må man beundre den radikale leder og økonomiminister for også i denne sammenhæng at have fået sin vilje. Det får Vestager konsekvent i sit parti, og meget ofte i den regering, hun har domineret fra starten.

Det er et af de emner, portrætbogen med fordel kunne have undersøgt. Det havde været interessant at vide, hvorfor så mange lader sig intimidere af Margrethe Vestager. For det er præcis, hvad de gør. Såvel socialdemokrater som SF'ere er nervøse for at "gøre Margrethe sur", og selv bramfri medlemmer af Enhedslisten har bævet for konsekvenserne ved åbent at kritisere Vestager. 

Er det udtryk for en bevidst – og vellykket – strategi fra Vestagers side? Eller er der derimod tale om, at hun er decideret dårlig til at tage kritik? Det får man ikke så meget som et hint om i bogen, selvom frygten for at lægge sig ud med Vestager er noget, der har en realpolitisk betydning på Christiansborg.

Inderkredsen
I stedet tilbyder bogen en række sammenskrevne interviews med den radikale leder med udgangspunkt i de tweets, som hun var den første politiker til at bruge professionelt.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig idé, men igen giver det politikeren serveretten. For Twitter er frem for alt beregnet til selviscenesættelse. Eller som Vestager selv siger i bogen: "Twitter er jo en slags offentlig dagbog."

I visse sekvenser lukker Vestager op for posen under de mange interviews. F.eks. fortæller hun åbenhjertigt om sit anstrengte forhold til den daværende radikale landsformand, Søren Bald, der af mange blev set som både kantet og selvhøjtidelig. Et par år efter Vestagers tiltræden som leder blev Bald reelt gået, og Vestagers nære støtte Klaus Frandsen blev partiets nye landsformand.

Bogen beskriver ligeledes fint, hvem der udgør inderkredsen hos Radikale. Udover Vestager selv består den af hendes tro væbner, uddannelsesminister Morten Østergaard, den tidligere radikale leder Marianne Jelved, der stadig står enorm respekt om i partiet samt de kompetente rådgivere Henrik Kjerrumgaard og Jacob Blomgren Knudsen.

Forbudt emne
De fleste af de tweets, der er gengivet i bogen er ret ligegyldige. Men enkelte fanger den politisk interesserede læser. F.eks. kommentaren da Venstres Kristian Jensen bliver ofret i en regeringsrokade: "Hvorfor skulle Kristian Jensen gå? Han har gjort det godt, afholdt, god til at samarbejde og samtidig ideolog. Underligt spild af stort talent," som Vestager twitter.

Selve titlen på bogen "Hvid røg, sort tårn" er en hentydning til Vestagers velkendte tweet efter regeringsforhandlingerne i det sorte tårn på Amager. Desværre får man meget lidt at vide om de forhandlinger i bogen. For det har Vestager ikke ønsket at snakke nærmere om. Og så stopper den åbenbart der. 

Sniksnak om finansskat
Elisabet Svane er rutineret nok til at sætte de løsrevne tweets og de mange interviews ind i den samtidige politiske kontekst. Det er det, der redder bogen fra at synke helt til bunds. Men det gennemgående træk er, at Vestager slipper af sted med alt for meget. Lad os tage et par eksempler:

– Vestager hylder af princip "det brede samarbejde" i Folketinget, men glemmer at fortælle, at hun kun kan lide det, hvis det fremmer radikal politik. Det meget brede samarbejde om værdipolitikken i sidste valgperiode blev rasende bekæmpet af Radikale.

– Vestager får lov til at fremstille det som om, at partiet skam gerne vil have en finansskat – om end kun på globalt plan. Selvom alle ved, at det er totalt urealistisk at få samtlige lande til at følge trop, og at det derfor er det samme som et nej til finansskat.

Det fremstilles videre som om, at den danske regerings modstand mod en finansskat i EU slet ikke blev udslagsgivende. Men Danmark havde EU-formandskabet på det afgørende tidspunkt. Og Radikales tætte bånd til finanssektoren – som også omfatter landsformanden – er ufuldstændigt beskrevet i bogen.

"Den radikale kultur"
– Selv den radikale partihistorie bliver malet i forskønnende vendinger med en påstand om, at Radikale i modsætning til de andre partier var "uafhængige af klassetænkningen". Det er en sandhed med modifikationer. Det Radikale Venstre blev dannet i en alliance mellem husmændene på landet og byernes intellektuelle, og det er ikke noget tilfælde, at den radikale politik primært varetager interesser for den bedst uddannede del af befolkningen.

– For ikke at tale om det rørende afsnit, hvor Vestager forsikrer, at hun slet ikke er fristet af tanken om at blive statsminister: "Fordi jeg er i en anden kultur. I den radikale kultur," som det så smukt hedder. At partiet for få år siden insisterede på, at Marianne Jelved skulle være ny statsminister var naturligvis kun for landets skyld.

Desuden bliver læseren belemret med en hyldesttale til Tøger Seidenfaden, som Vestager – surprise, surprise – savner i debatten. Selv Seidenfadens helt bizarre forlig med 94.923 påståede efterkommere af profeten Muhammed beskriver Vestager som "begavet".

Venindesnak
Smalltalken er et kapitel for sig selv. Flere steder bruges der spalteplads på Vestagers kjoler og Vestagers kager. Her går virkelig venindesnak i den. Og de babysokker, Vestager strikker, er ligefrem et gennemgående tema i bogen. Christ!

Det er ærgerligt, at resultatet er blevet så tamt i mødet mellem en dygtig journalist og en begavet og viljestærk politiker. Men det skyldes, at forlag og forfatter på forhånd har kapituleret.

Af forordet fremgår det, at Vestager har sagt nej til en biografi, "fordi en politiker på 44 år ikke skal have skrevet i biografi". Det er åbenbart ikke faldet forlaget ind, at Vestagers modvilje kunne skyldes, at en uafhængig biografi altid indeholder kritiske sentenser. Det havde Marianne Jelved format til at acceptere, men det har Vestager åbenbart ikke endnu. 

Havde det været et politisk portræt i en avis, havde ingen journalist godtaget, at politikeren fik lov til at diktere præmisserne. Om nødvendigt havde journalisten skrevet portrættet uden politikerens medvirken.

Det er helt uforståeligt, at der renonceres på de elementære principper om kritisk tilgang til emnet, blot fordi der er tale om en bog i stedet for en artikel.

"Hvid røg, sort tårn. Et portræt af Margrethe Vestager" er udkommet på Gyldendal og er skrevet af Elisabet Svane. Bogen er på 264 sider og koster 250 kr. 

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK