Boguddrag: "Folkesocialisten – SF's historie fortalt af Aage Frandsen"

Uddrag til Altinget fra 'Folkesocialisten':

Af Aage Frandsen

Regeringssamarbejdets fortsat snærende bånd
Hvis man havde forventet eller håbet på, at SF’s rolle i regeringen ville blive anderledes med Annette Vilhelmsen som formand, måtte man blive skuffet. Jeg havde selv håbet, at der ville ske visse forandringer med en større SF-selvstændighed, men som regeringsparti var SF bundet af regeringsgrundlaget.

Alene af den grund var det meget begrænset, hvad der kunne gøres. Det var i virkeligheden en næsten håbløs opgave, Annette havde påtaget sig. På den ene side skulle SF være en del af regeringen; på den anden side skulle man anlægge en mere selvstændig linje, og regeringsgrundlaget skulle med Annettes egne ord udfordres.

Formandsvalget medførte naturligvis ændringer på ministerposterne, idet Annette Vilhelmsen skulle have én. Det blev Erhvervs- og Vækstministeriet, hvor Ole Sohn var minister. Både i pressen og andre steder forlød det, at hans tid som minister under alle omstændigheder var ved at være omme, uanset hvem der blev formand.

Det var naturligt, at Annette Vilhelmsen selv fik sæde i regeringens to centrale udvalg, koordinations- og økonomiudvalget. Derudover skulle hun også sikre sig en loyal SF-minister ved sin side i de to udvalg, og derfor var det oplagt at udskifte Thor Möger, som i Villy Søvndals formandstid havde siddet i de to udvalg.

I stedet valgte Annette Vilhelmsen Holger K. Nielsen til skatteminister og medlem af både koordinations- og økonomiudvalget. De fire andre SF-ministre bevarede deres poster – det spillede ingen rolle, at Astrid Krag havde været Annettes modkandidat, og at de tre andre ministre havde støttet Astrid Krag ved formandsvalget.

Der blev heller ikke rørt ved Jesper Petersen som politisk ordfører, selv om han under formandsvalgkampen havde været en af dem, der i særlig grad havde brugt grovfilen mod Annette Vilhelmsen. At Anne Baastrup overtog den ledige post som formand for folketingsgruppen, var logisk ud fra, at det var vigtigt her at have en erfaren person, som partiformanden kunne have tillid til.

Næstformanden var valgt for en toårig periode efter landsmødet i 2012 og var derfor ikke i spil nu, selv om der var blevet valgt en ny formand. Der skulle dog ikke gå ret lang tid, før der også skulle vælges en ny næstformand, da Mattias Tesfaye trak sig i december 2012 og kort efter meldte sig ud af SF og ind hos Socialdemokraterne.

På Annette Vilhelmsens anbefaling blev Peter Westermann i stedet valgt til næstformand. Han havde været kritisk over for den daværende ledelse, som han kendte fra sin SFU-tid, og under formandsvalgkampen støttede han Annette Vilhelmsen og havde fungeret som en slags kampagneleder for hende.

Da også en anden af Astrid Krags støtter fra formandsvalgkampen, Jesper Petersen, forlod partiet og dermed posten som politisk ordfører, havde SF nu en ledelse, som Annette Vilhelmsen kunne regne med som loyale. På de indre linjer søgte Annette Vilhelmsen at inddrage både folketingsgruppen og landsledelsen betydeligt mere, men regeringens topstyring begrænsede, hvor meget folketingsgruppen og landsledelsen kunne inddrages i de større politiske spørgsmål.

De af Annette Vilhelmsen bebudede udfordringer af regeringsgrundlaget udeblev helt. Hun skulle i første omgang koncentrere sig om at fungere som minister i et ministerium, som måtte forekomme hende noget fremmed.

En af de første større politiske sager, som SF skulle forholde sig til efter formandsvalget, var en finanslovsaftale. Aftalen blev indgået med Enhedslisten, der dog var meget forbeholden over for indholdet. Elementer i aftalen var bl.a. flere praktikpladser og indsats til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed og social dumping.

Endvidere en børnecheck til flygtninge og hurtigere sagsbehandling ved familiesammenføring. Derudover skulle arbejdsløse, der ville miste deres dagpengeret, have mulighed for et uddannelsesforløb til et halvt års kontanthjælp.

Det sidste var ifølge Enhedslisten afgørende for, at man sagde ja til finanslovsaftalen, som man ellers mente slet ikke var god nok. Det demonstrerede partiet ved efter de afsluttende forhandlinger at forsvinde fra Finansministeriet og holde eget pressemøde – meget usædvanligt og demonstrativt.

Der var ikke tvivl om, at SF havde det svært – endda meget svært – i regeringen. Det var ikke SF’s dagsordener, der blev sat, og der var ikke meget SF-politik i de reformer, som regeringen lancerede i begyndelsen af 2013.

”Regeringen er gået reformamok,” sagde Helle Thorning-Schmidt i begyndelsen af 2013 i en karakteristik af S-R-SF-regeringens mange tiltag, som bl.a. omfattede ændringer af SU, førtidspension og kontanthjælp.

Reformer, som man som SF’er ikke kunne være særlig begejstret for, bl.a. fordi de besparelser, som nogle af dem medførte, overvejende gik til vækstplan.dk, som blev aftalt med de borgerlige partier, og hvor pengene bl.a. blev brugt til støtte til erhvervslivet. Især en nedsættelse af selskabsskatten skurrede i SF-øren.

SF-politik var der til gengæld i regeringens togplan. Pengene kom fra Nordsøolien og skulle sikre langt bedre og hurtigere tog mellem landsdelene, bl.a. med den såkaldte timedrift. En endelig aftale med Dansk Folkeparti og Enhedslisten om togplanen faldt på plads i januar 2014 med Pia Olsen Dyhr som transportminister.

Foråret 2013 var stærkt præget af lærerkonflikten mellem Kommunernes Landsforening og lærerne. Tilsyneladende ville Corydon – ud over mere undervisningstid – have mere kontrol over lærerne. Han ville åbenbart have, at lærerne skulle være lønarbejdere som metalarbejderne. Det kom der bestemt ikke mere ”produktivitet” ud af, hvis man havde spurgt SF. Det var en finansministeriel tænkning, som ikke var ny.

Det forekom slet ikke utænkeligt, at Corydon og KL kalkulerede med, at konflikten ville ende i Folketinget, hvor Folketinget så skulle bestemme overenskomsterne. Corydons tankegang var en økonomistisk tankegang, hvor alting, der kan måles, bliver målt, og det var det, der talte. Det samme synspunkt prægede diskussionen om, hvor lang tid de unge måtte være om at gennemføre deres uddannelse.

Det var påfaldende, hvor ringe vilje der var til at finde en løsning, specielt hos KL, der tilsyneladende for enhver pris ville have nye arbejdstidsregler, hvor lærernes muligheder for selv at tilrettelægge deres arbejde blev stærkt begrænset. KL’s bestyrelse omfattede også SF’s tre repræsentanter, som åbenbart havde fået forholdsvis frit spil af SF’s ledelse, herunder landsledelsen.

Der har tidligere været adskillige eksempler på, at SF’s stillingtagen til politiske spørgsmål i KL er blevet diskuteret i SF’s hovedbestyrelse. Når man tager i betragtning, hvor sprængfyldt en lærerkonflikt kunne blive, forekom det besynderligt og uklogt, at landsledelsen ikke i højere grad søgte at styre forløbet.

For de lærere, der havde overenskomst med staten, var det Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, der førte forhandlingerne på arbejdsgiverside. At arbejdsgiversiden – KL og Moderniseringsstyrelsen – koordinerede deres opfattelser og taktik, må betragtes som givet. Hvor meget regeringen, f.eks. Finansministeriet, havde kontakt med KL, er omdiskuteret, men jeg betragter det som utænkeligt, at man ikke talte sammen.

Linjen på arbejdsgiversiden blev lagt af KL og fulgte i et væsentligt omfang den samme linje, som Moderniseringsstyrelsen tidligere havde lagt i forhold til gymnasielærerne.

Jeg sendte Annette min vurdering af situationen, da der var meget, der tydede på, at der kunne komme et indgreb i lærerkonflikten, og da et regeringsindgreb med opbakning fra Folketinget kunne blive fatalt for SF, fordi partiet aldrig – i en situation, hvor man ikke var i regering – ville have drømt om at stemme for et overenskomstindgreb, som tog udgangspunkt i arbejdsgiverparten.

Slet ikke i en situation, hvor Finansministeriet (KL/Moderniseringsstyrelsen) på regeringens vegne efter alt at dømme havde handlet på en sådan måde, at den danske model reelt var trådt under fode.

Min anbefaling til Annette var, at hvis regeringen fulgte det op ved stort set at acceptere KL/Moderniseringsstyrelsens udspil som udgangspunkt for et overenskomstindgreb, skulle SF ubetinget sige fra med krav om ændringer, og hvis de ikke blev imødekommet, havde man ikke andre muligheder end at sige helt fra. Set i bagklogskabens klare lys var det ikke noget helt ringe råd.

I SF håbede man på, at det ville ende med en overenskomstaftale mellem KL og lærerne. Det gjorde det ikke. Derfor blev overenskomstindgrebet vedtaget i Folketinget den 26. april 2013 som den politiske kulmination af lærerkonflikten. For SF var det lidt af en katastrofe. For det første var de nye arbejdstidsregler et angreb på det arbejdspladsdemokrati, som i et vist omfang fandtes på landets skoler.

Når man tager i betragtning, at SF er varm tilhænger af arbejdspladsdemokrati og har stillet forslag om det i Folketinget mange gange, var det et problem for SF’eres selvforståelse. For det andet havde SF’ere i KL’s bestyrelse, hvor arbejdsgiverlinjen blev lagt, tilsyneladende ikke udtrykt et alternativ til den uforsonlige linje, som KL’s hovedforhandler, den konservative Michael Ziegler, fremførte.

SF havde derfor et medansvar for KL’s ageren i forhandlingsforløbet og for regeringens linje og naturligvis også for lovindgrebet i konflikten. Det var en ren foræring til Enhedslisten, og det var tydeligt, at mange tidligere SF-vælgere derfor valgte Enhedslisten frem for SF. Det var dog meget positivt, at SF trods alt fik ind i loven om overenskomstindgrebet, at man godt i kommunerne måtte lave lokale aftaler, som gav lærerne større frihed. Der var bare ikke mange, der lagde mærke til, at det var et resultat af SF’s indsats.

Efter regeringens mange forlig til højre i foråret 2013 var samarbejdsklimaet mellem regeringen ved Bjarne Corydon på den ene side og Enhedslisten på den anden side meget dårligt. Det skulle der rettes op på i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i efteråret 2013, som blev tilrettelagt ud fra, at der skulle laves forlig med Enhedslisten.

I alt 33 møder med Enhedslisten blev det til ifølge Corydon. At forhandlingerne var meget langstrakte, behøvede ikke i sig selv at være et problem, idet meget i et forhandlingsforløb er rituelt. 33 møder var dog ekstraordinært mange. Døre går op og i, hvilket giver forhandlingsparten – i 2013 Enhedslisten – muligheder for at profilere sig før og efter møderne.

Som forhandlingspart kan man også lade oplysninger sive til pressen – f.eks. kunne man i Politiken læse: ”Enhedslisten får grøn fond til investering med i finansloven.” Den kom dog ikke, da der ikke kom et forlig.

Alt var tilrettelagt efter, at der skulle laves forlig med Enhedslisten, og alligevel glippede det, selv om partiet havde fået tilbudt betydeligt mere end ved finanslovsforhandlingerne året før. Det var ikke første gang, at S-R-SF-regeringen og Enhedslisten efter et langt forhandlingsforløb alligevel ikke nåede et resultat.

Det samme indtraf ved skatteforhandlingerne i juni 2012, hvor aftalen med Venstre og De Konservative kom som et lyn fra en klar himmel for de fleste. Regeringen havde dengang tilsyneladende ikke gjort det klart for Enhedslisten, at man ville prøve at få et forlig til anden side.

Det var lidt anderledes ved de afsluttende finanslovsforhandlinger i 2013. Efter mange møder meddelte regeringen offentligheden, hvad tilbuddene til Enhedslisten indeholdt. Det var meget usædvanligt og måtte opfattes som en advarsel til Enhedslisten om, at nu var tiden ved at rinde ud. Dagen efter var der et møde uden resultat, hvorefter Venstre og senere De Konservative blev inviteret og sagde ja til en aftale.

Om Enhedslisten bevidst overhørte advarslen, er svært at vide. Måske vurderede partiet, at man under alle omstændigheder var vindere, uanset om partiet kom med i et forlig eller ej. Enhedslisten var med rette blevet udråbt som en af sejrherrerne ved kommunalvalget kort forinden, hvilket utvivlsomt gav partiet øget selvtillid. Måske var resultatet fra kommunalvalget steget dem til hovedet,  måske skulle de have haft en ekstra advarsel om, at det var nu, man skulle slå til, hvis partiet ville være med i en aftale.

Det kan som bekendt være svært at få nogen ned fra et træ, hvis de pågældende først er kravlet op i det, og det var Enhedslisten. I stedet for at plukke de lavthængende frugter i form af imødekommelser ved forhøjelse af fradraget for fagforeningskontingenter, bedre sikring mod social dumping, 1 mia. kr. på ældreområdet og en grøn investeringsfond på 5 mia. kr., valgte Enhedslisten at blive i trætoppen, hvor udsigten var fin, og hvor partiet kunne nyde sejren fra kommunalvalget og pudse fjerene.

SF havde på de indre linjer kæmpet for nogle af de samme ting som Enhedslisten, men som regeringsparti var SF’s indsats mindre synlig. Under alle omstændigheder var det heller ikke SF, der kunne få æren for en gennemførelse – den skulle tilgå Enhedslisten som forligspart. Det er en af vanskelighederne for et mindre regeringsparti, og det viste igen SF’s situation i en nøddeskal.

I stedet for et forlig med Enhedslisten endte det med, at S-R-SF-regeringen indgik forlig med Venstre og De Konservative. Det var ikke, fordi indrømmelserne til Venstre og De Konservative var særlig store, da de primært bestod i et års fremskyndelser af allerede aftalte skattelettelser.

Det ændrer dog ikke ved, at det selvfølgelig igen var meget dårligt for SF, at der ikke blev en finanslovsaftale med Enhedslisten med det indhold, som regeringen ellers havde tilbudt. Først og fremmest fordi indholdet var godt og langt bedre end den endelige aftale med Venstre og De Konservative, men også fordi SF generelt foretrak at samarbejde med Enhedslisten.

SF tumler ud af regeringen
Bortset fra de første måneder som formand, hvor SF oplevede en lille fremgang, måtte Annette Vilhelmsen konstatere en tilbagegang. Det slog igennem ved kommunevalget i 2013, hvor SF tabte langt over halvdelen af sine kommunale poster. Ved kommunalvalget i 2009 lå SF på ca. 18 og i 2013 på 5-6 procent.

Efter kommunalvalget viste meningsmålingerne i 2013 fortsat en vigende tendens for SF, som efterhånden nærmede sig de 4 procent. På overfladen så det efter nytår 2014 helt normalt ud, indtil sagen om Goldman Sachs’ køb af DONG-aktier ramte i slutningen af januar.

Den 30. januar skulle medlemmerne af Folketingets finansudvalg tage stilling til det aktstykke, som godkendte Goldman Sachs’ køb af aktierne. Tidligere samme dag havde der været et forslag i Folketinget stillet af Enhedslisten om, at aktstykket skulle trækkes tilbage.

SF’s landsledelse var dagen forinden indkaldt ekstraordinært for at diskutere ”Situationen i SF ifm. salg af DONG-aktier”. Selv om der var stor utilfredshed i SF, havde flere af folketingsmedlemmerne forsvaret SF’s ja til DONG-salget, men måske mest af loyalitet over for partiet.

Med landsledelsesmødet var det slut. Adskillige i SF’s ledelse, den ene af de to næstformænd, Peter Westermann, den fungerede gruppeformand, Karina Lorentzen, og den politiske ordfører, Lisbeth Poulsen, meddelte, at de var imod salget af DONG-aktier til Goldman Sachs, og at de som konsekvens trak sig fra deres poster, hvis SF besluttede at støtte salget.

Afstemningen i landsledelsen endte med, at Annette Vilhelmsen fik opbakning til et ja til salget af DONG-aktier med stemmerne ti for og otte imod. Det var en vedtagelse, men det viste med al tydelighed, at SF var delt i spørgsmålet, og at situationen var uholdbar. Der var samtidig folketingsmedlemmer, der på gruppemødet efter landsledelsesmødet eller den følgende dag ikke entydigt ville rette sig efter landsledelsens beslutning.

Pressen tegnede et billede af rent kaos i SF’s folketingsgruppe under de sidste møder som regeringsparti, hvilket mine samtaler med SF’ere, der deltog i møderne, til fulde bekræftede. SF’s dage i regeringen forekom at være talte. Annette Wilhelmsen meddelte inden afstemningen Helle Thorning-Schmidt, at hun trak SF ud af regeringen.

Det er svært at få øje på logikken i det samlede forløb – at SF alligevel stemmer for, selv om man udtræder af regeringen. Hvis landsledelsen var blevet spurgt aftenen forinden, havde den formentlig sagt ja til udtræden, sådan som situationen i SF havde udviklet sig. Men spurgt blev den ikke. Beslutningen blev af mange dog betragtet som den logiske konsekvens; alternativet havde nok været, at SF var blevet smidt ud af regeringen.

En regering forudsætter enighed, selv om der i de fleste partier er tradition for, at også folketingsmedlemmer i regeringspartier kan få en fribillet ved afstemning om en regerings forslag, hvis det ikke har nogen betydning for forslagets vedtagelse. Men her taler vi om nogle få folketingsmedlemmer – i Goldmann Sachs-sagen var det uklart, hvor mange der ikke ville stemme for.

Under afstemningen om Enhedslistens forslag til folketingsbeslutning om at trække aktstykket om Goldman Sachs’ kapitaludvidelse i DONG tilbage, stemte hele folketingsgruppen samlet imod, men ved et forslag forinden om at henvise Enhedslistens forslag til fornyet udvalgsbehandling var der dog to SF’ere, der hverken stemte for eller imod. Men mens alt dette forgik i Folketingssalen, havde Annette Vilhelmsen altså trukket SF ud af regeringen.

Det var nogle meget dramatiske dage i SF’s historie. En af næstformændene og flere i folketingsgruppens ledelse havde tidligere trukket sig fra deres poster. SF trådte ud af regeringen – eller måske snarere tumlede ud af regeringen. Formanden gik af, og der skulle hurtigst muligt vælges en ny formand.

Tre folketingsmedlemmer, hvoraf to var afgåede ministre, forlod SF’s folketingsgruppe – to blev socialdemokrater, og en blev radikal. Derefter var SF nede på 12 folketingsmedlemmer. I pressen blev der talt om nedsmeltning. Berlingske Barometer viste 30. januar et gennemsnit for SF på 4,1 procent.

Hvorfor var det gået så galt? Hovedproblemet lå efter min mening helt tilbage i, at regeringsprojektet ikke var forberedt ordentligt, og at SF havde fået for lidt ud af regeringssamarbejdet begyndende med regeringsgrundlaget og SF-ministres accept af, at SF var kommet med som tredje eller fjerde violin.

Da Villy Søvndal meddelte sin afgang som formand, lå SF’s meningsmålinger på et gennemsnit omkring 6 procent. Det niveau var svagt vigende i Annette Vilhelmsens formandstid med omkring 5,5 i efteråret 2013. De 4,1 procent 30. januar var et foreløbigt lavpunkt.

I pressen blev Annette Vilhelmsens manglende erfaring og manglende styrke som formand nævnt som en forklaring på SF’s nedtur. Der var ikke tvivl om, at opgaven som formand var sværere for hende, end nogen havde forestillet sig. Regeringsgrundlaget var uændret; det ville hverken Socialdemokraternes eller De Radikale røre ved.

Dertil kom den måde, som regeringssamarbejdet fungerede på, at det var meget topstyret, hvilket ikke harmonerede med SF’s traditionelle opfattelse af, hvordan beslutningsprocesserne burde fungere med inddragelse af medlemmer og medlemsorganisationen, som det var Annettes intention. Dertil kom, at SF politisk havde måttet acceptere meget, som ikke var SF-politik.

Til gengæld sikrede Annette Vilhelmsen ved sin opstilling og sit valg til formand, at SF undgik, at der indefra blev gennemført en ”fjendtlig” overtagelse. Det var det, nogle var i gang med, hvilket blev bekræftet af, at de efter egne udsagn i virkeligheden hele tiden havde været socialdemokrater.

Det er svært at sige, hvad der ville være sket med SF, hvis Annette ikke havde stillet op og var blevet valgt. Som hun skrev i en sms til mig i september 2012, havde hun svært ved ”ikke at kæmpe”. Det gjorde hun, og det var helt afgørende for SF’s overlevelse.

Bindingerne i regeringsgrundlaget og regeringspartnernes manglende respekt for SF som ligeberettiget i regeringssamarbejdet betød, at det fortsat var svært at genkende SF, og det gjorde det vanskeligt at fremme en mere selvstændig profil. Derfor havde Annette påtaget sig en helt umulig opgave.

SF kunne formentlig have undgået en total kaotisk afslutning på regeringssamarbejdet, hvis man i ledelsen grundigt havde overvejet forskellige scenarier, sådan som jeg i længere tid på de indre linjer havde gjort mig til talsmand for. En planlagt udtræden af regeringen var dog ikke en let sag.

Når jeg nævnte det over for folk i SF’s ledelse, f.eks. næstformanden Peter Westermann, var indvendingen bl.a., at det ville betyde, at flere folketingsmedlemmer, hvoraf nogle var ministre, ville forlade SF. De senere udmeldelser bekræftede, at det nok var tilfældet. Spørgsmålet var, om der havde været flere udmeldelser ved en planlagt og kontrolleret udtræden end ved den mere eller mindre tvungne udtræden.

SF’s deltagelse i regeringen viste i øvrigt, at når et parti har besluttet at gå i regering, kan det være meget svært at komme ud igen. Det viste også, at et parti som SF med dets rødder, ideologi og politik skal tænke sig rigtig grundigt om, inden man beslutter sig for at gå i regering.

"Folkesocialisten – SF's historie fortalt af Aage Frandsen" er udgivet på forlaget Momenta og udkommer 12. april. Bogen er på 334 sider og koster 300 kr.