Bogværker om Borgen fanger stedets ånd

Gyldendal befæster sin selvforståelse som landets førende forlag ved samtidigt at udgive to hovedværker om Christiansborg og folkestyret.

Den ene - "Det Danske Folkestyre" - er kunstnerisk anlagt, den anden - "Borgen - Christiansborg 100 år" - er mere journalistisk. Begge har fotografiet som drivkraft. Den første fotograferet i sort-hvid af Marianne Grøndahl, den anden i farve af Bjarne Ørsted.

De tveæggede tvillinger går direkte hinanden i bedene og kommer derfor til at illustrere den konkurrence og kamp om gunsten, som Folketingets inderste sjæl lever med.

Bøgernes forældre burde have byttet om på navnene, for ret beset er det kunstfotografen Marianne Grøndahls forsigtige og idylliserende bog, der bedst belyser titlen "Borgen - Christiansborg 100 år" (dette efterår er det 100 år siden, det nuværende tredje Christiansborg Slot fik muret sin første grundsten), mens pressetrioen reelt har skabt et værk, der burde få lov at bære en fornem titel som slet og ret: "Det Danske Folkestyre".

Tekst-staffage
Først om teksten, der reelt står som smalle rammer, parenteser, om fotografierne. I Grøndahl-bogen lægger Folketingets direktør Henrik Tvarnø som opdragsgiver ud med et imposant anlagt forord, der er mere kalejdoskopisk end egentlig indlevelsesfuldt, omend det giver historikerens udmærkede, velskrevne overblik over, hvilket hus folkestyret bor i. Han sætter Folketingets åbne stil ind i en international sammenhæng og giver den for mange forbløffende oplysning, at Folketinget ikke er ejer i eget hus men faktisk bor til leje (hos regeringen? Hos dronningen?).

Et andet afsæt for teksten, end at det nuværende slot er tungt at skue, kunne have været fortolkning af Grøndahls fotografiske univers. Tekst og fotoserie kommer aldrig rigtigt til at hænge sammen.

Pressetrioens bogværk har til sammenligning to af disse års bedste avispenne på kommandobroen. Selv om bogen ikke - hvad heller ikke er dens formål - presser nye politiske afsløringer ud af den i forvejen gennemtærskede samtidshistorie, bidrager en klar disposition til også tekstmæssigt at aflure Christiansborg de mange facetter, som huset med de tre magter under samme tag fortjener.

Hvor et kunstnerisk udtryk forsøger at formidle et budskab til folket i konkurrence med det journalistiske, er det ofte sidstnævnte, der når frem til de fleste. Og når magten - som med Grøndahl-bogen - forsøger at sælge sin pæne historie i kamp med den frie stemme i skikkelse af forlag og journalister, er det altid den frie pen og linse, der vinder. Således så udpræget med tvillinge-bøgerne.

Rasmus Nielsen
Redaktør, Altinget.dk

I afsnittet "Et blodigt håndværk" (som Altinget.dks abonnenter har adgang til i fuldtekst via link), konkluderer Thomas Larsen og Bjarne Steensbeck på det område, som Grøndahl-værket nedtoner:

"I årenes løb har opgørene på Borgen resulteret i kilometervis af spalter i aviserne og timevis af tv-reportager, for det er dramatisk stof, som enhver journalist elsker at kaste sig over og kolportere. Når uroen breder sig og bider sig fast i et parti, reagerer vælgerne som regel konsekvent. De straffer prompte de politikere, som sy­nes mere optaget af at udkæmpe magtkampe end af at skabe re­sultater."

Drama
Det går i det hele taget hedt for sig i værket hos avisjournalisterne, der skriver uden filter om "Klanerne på Borgen", om "I spidsen for Nationen", om "Et hus på mange ben", om "Logebrødrene på Borgen" og om "Spindoktorernes indtog".

Stedets ånd hersker på Christiansborg - det er skønhed, arkitektur og velplejede, glade embedsmænd, javel - men først og fremmest det risikofyldte og personligt omkostningskrævende drama mellem politikere indbyrdes og mellem politikere og medier, som Ørsted og Larsen/Steensbeck kompletterende indfanger.

Hvor et kunstnerisk udtryk forsøger at formidle et budskab til folket i konkurrence med det journalistiske, er det ofte sidstnævnte, der når frem til de fleste. Og når magten - som med Grøndahl-bogen - forsøger at sælge sin pæne historie i kamp med den frie stemme i skikkelse af forlag og journalister, er det altid den frie pen og linse, der vinder. Således så udpræget med tvillinge-bøgerne.

<img align="left" src="@nyimg=2048@" /><i>Foto: Bjarke Ørsted</i><p />

Bjarke Ørsted (født 1966), selvstændig fotograf siden foråret, er helt fremme og inde i alle Borgens kroge og afkroge. F.eks. i snapshottet af tv-journalisten, der sætter mikrofonkraven for struben af den altid villige Søvndal. Eller i et indlevelsesfuldt blik ind i læsesalen, hvor en Lykketoft uden fipskæg eller embedsmænd selv henter en bog på øverste hylde, fordi hans nysgerrighed ikke stopper med alderen eller mangel på vandbærere.

<img align="left" src="@nyimg=2047@" /><i>Foto: Bjarke Ørsted</i><p />

For ligesom at være sikker på sejren over forlagets anden, samtidige fotobog om Borgen, trykker Ørsted følsomt på knappen til værkets sidste opslagsbillede - en vidunderlig, snestille bibliotekshave, hvor kun den koboltblå paraply bringer håb om sjovere vejr.

Den prisbelønnede fotograf fortæller bare om Borgens mange ansigter. De aflagte gæste-mærkater. Pigen, der springer op på kæresten under ridebanens gamle hvælvinger. Damen, der pudser de store gamle malerirammer. Møbelpolstreren med det grønne stof til den attråværdige taburet. Ja, det var bare bogens første billeder. Historie for historie bygger Ørsted op - overbevisende som når flaget skal sættes fra tårnets top - eller når der gøres klar til overdådighedshorn i de kongelige gemakker i fløjen over for folkestyret. Vi er med hele vejen. Inden for murene.

Følsom primadonna
Den store, snart gamle dame i dansk kunstfotografi Marianne Grøndahl (født 1938)  er lige dele sart følsomhed og besværlig primadonna. Og på en måde er hendes fotoserier fra magtens cirkler, udklækket på hendes mangeårige laboratorium Ved Stranden over for Christiansborg på samme måde. På en gang så sårbare og alligevel insisterende på, at de hér fotos er altså de bedste.

En omfattende og nøjagtig registrant af personerne på Grøndahls fotokunst sidst i bogen - grundighed karakterisktisk for Folketingets administration - hjælper nutidens og ikke mindst eftertidens læsere til at forstå hvor mange typer mennesker, der gjorde tjeneste i folkestyrets hus i årene 2006-07, hvor Grøndahls linse var flue på væggen.

<img align="left" src="@nyimg=2044@" /><i>Foto: Marianne Grøndahl</i><p >

Hendes omslag med Niels Helveg Petersen (R) som selve inkarnationen af den danske folketingsmand tager førsteprisen, men trods brug af hen ved 250 sider lykkes det kun Grøndahl at aftvinge Christiansborg nogle af stedets mange facetter. Hun fotograferer lidenskabeligt arkitekturen på Ridebanen, bedre end de fleste, javel, men Hammershøi er stadig den, der fortæller den endegyldige historie om anlægget fra det oprindelige slot.

Ørsted - til sammenligning - fortæller en historie, maleren ikke så for 100 år siden ved Marmorbroen. Roerne på vej igennem - er der nu plads? - og den kropsivrige Helge Adam Møller (K) (eller er det nu ham eller en anden skjortemand, det er sådan set også ligegyldigt), der skal åbne vinduet i sin embedsbolig ud til broen.

<img align="left" src="@nyimg=2050@" /><i>Foto: Bjarke Ørsted</i><p />

Grøndahl, hvis mor var den nyligt afdøde malerinde Inger Hanmann og selv er mor til den europæisk udbredte forfatter Jens Chr. Grøndahl, har i månedsvis været en stille, næsten usynlig iagttager af Christiansborgs arkitektur og politiske håndværk. De færreste har lagt mærke til hende. Det har givet hende en arbejdsmæssig god position.

I sine bedste billeder viser hun evnen til at fortælle en historie. Som gamle Anker Jørgensen med stok og glimt i øjet, der peger tilbage på sit portræt på væggen. Eller et fremragende foto af DF-folketingsmedlem og tidligere pressechef Søren Espersen ved klaveret i gruppeværelset foran Dannebrog og maleri af Grundtvig, der fortæller alt om Dansk Folkepartis kendte forhold til historie og danskhed.

Men hvor hendes overordnet set følsomme stil egner sig glimrende til ballettens børn på Det Kongelige får hun ikke dramaerne i det blodige håndværk med - som Ørsted. Hun fotograferer igen og igen sine vennesæle opdragsgivere i Folketingets ledelse, mens de medier, der skal bringe budskabet om hendes værk videre, affærdiges med et par skud af tv-fotografer i kliche-agtige positurer. Hvor er dagbladsjournalisterne, der fastlægger så stor en del af den politiske dagsorden? Og som politikerne frygter? Hvor er samspillet mellem magtpolitikerne og deres spindoktorer? Hvor er portrætterne af de mange politikere, journalister og embedsmænd/øvrige ansatte, der i disse år sætter deres præg på Christiansborg?

Sådanne spørgsmål giver fotografierne i "Borgen - Christiansborg 100 år" svar på.

Samtidsklassikere
Begge bøger er samtidsklassikere, der med fordel kan gentages om ti år, når ansigterne, moden, omgangsformen - og partierne? - har flyttet sig inden for de samme tykke mure.

Kan den ene bog undværes? Ej, det skulle være Grøndahls sort-hvide fortolkning af dele af Borgen, og det ville være synd. Men når der kun er plads til den ene tvilling under juletræet? Så anbefales den journalistiske "Borgen - Christiansborg 100 år". For den får det hele med, som dronning Margrethe kunne have udtrykt det.

Den får seks hjerner af seks mulige for sin komplette, fuldstændig overbevisende dækning af historierne om Christiansborg. Grøndahl får fire af seks hjerter for følsomhed og indlevelse - de tre for bogen og det sidste for hende selv.