Dansk Folkepartis vilde nedtur under lup i ny bog

Hvad skete der egentlig med Dansk Folkeparti?

Det spørgsmål er udgangspunkt for bogen ”Skaberen, Taberen, Frelseren?” skrevet af Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup, der begge kender Christiansborg indgående som tidligere særlige rådgivere for Venstre.

Faurholdt og Serup udfolder sig prisværdige anstrengelser for at besvare spørgsmålet, og det er der kommet en ganske interessant bog ud af. Især beskrivelsen og analysen af udviklingen siden 2015 giver stof til eftertanke.

Titlen er ikke helt retfærdig, for som forfatterne selv gør opmærksom på, er ”taberen” Kristian Thulesen Dahl også den mand, der hævede DF til nye højder, ligesom der i partiet er almindelig skepsis om, Morten Messerschmidt med sin ”kristne stridskamp” virkelig er frelseren. At Pia Kjærsgaard var skaberen, er naturligvis ubestrideligt.

Dårlige til at forvalte succes
Forløbet af regeringsforhandlingerne efter Dansk Folkepartis enorme valgsejr i 2015 bliver fint beskrevet. Forfatterne argumenterer overbevisende for, at DF’erne mødte uforberedte op til forhandlingerne – og at det blev starten til nedturen.

DF-toppen havde ventet et godt valg i 2015, men ikke at partiet blev større end Venstre. Thulesen sad pludselig med en ekstrem stærk hånd, men han vidste ikke, hvordan man skulle spille den.

DF havde studeret SF’s katastrofale regeringsdeltagelse fra 2011-14, og Thulesen var alt andet end ivrig for at komme i regering. Venstre-høvding Lars Løkke Rasmussen var heller ikke det mindste interesseret i at få DF med.

I sig selv kan man sagtens argumentere for, at DF kunne få større indflydelse ved at stå uden for. Men Thulesen skulle som minimum have stillet meget skarpe politiske krav til regeringsgrundlaget for at acceptere en Venstre-regering, og det forsømte han.

Regeringsforhandlingerne blev ført uden en klar strategi, og dermed blev DF’s styrke ikke omsat til øget indflydelse. Forløbet kan undre, for i DF's inderkreds sad pressechef Søren Søndergaard, der er en glimrende strateg.

Spillet om regeringsdannelsen blev den første af en lang række fejl, der førte fra storhed til fald på kun fire år. 

Bjørnefælden
Mere tvivlsom er bogens analyse af DF’s omstridte samarbejde med socialdemokraterne. S-DF-flirten beskrives som en langsigtet og smart socialdemokratisk strategi, som var grundlagt af Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes nærmeste for ti år siden. ”En ”bjørnefælde” som DF naivt luntede ind i.

Her virker det som om, at forfatterne – trods deres fortid som dygtige spindoktorer – selv er blevet viklet ind i spin.

Det er i hvert fald lige i overkanten at beskrive Thornings strategi som ”succesfuld”, fordi hun vandt 3 mandater ved valget i 2015 i en situation, hvor regeringspartnerne fra R og SF tilsammen tabte 18 mandater – og regeringsmagten røg efter en enkelt periode!

Faktisk var Thorning-regeringen med dens højredrejede økonomiske politik og udlændingeindrømmelser til Radikale nærmest anti-tesen på noget, der kunne appellere til DF-vælgerne.

Fatalistisk historieskrivning
S-DF-samarbejdet blev en realitet i 2017 efter dannelsen af VLAK-regeringen. Serup og Faurholdt mener, at ”flirten med Socialdemokratiet er den største enkeltfaktor til forståelsen af Dansk Folkepartis kollaps.” Det er en yndet analyse, men var det nu også givet, at flirten ville ende skidt for DF?

Det er korrekt, at S-DF-aksen var med til at legitimere den socialdemokratiske udlændingepolitik over for DF-vælgerne. Men omvendt kan man argumentere for, at samarbejdet legitimerede DF’s fordelingspolitik, efter Thulesen havde medvirket til slagtning af efterlønnen og halvering af dagpengeperioden.

Man må også spørge, hvad DF’s alternativ egentlig var fra 2017-19.
Skulle Thulesen have støttet Løkkes plan om at lave endnu en forhøjelse af pensionsalderen, som selv Venstres egne vælgere var imod? Eller skulle han have gået med til topskattelettelser, som et massivt flertal af DF’s vælgere afviste?

Det havde også været ganske svært at hælde socialdemokraternes nye udlændingepolitik ned af brættet, når både Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Martin Rossen helhjertet gik ind for en strammerkurs. Man kunne have samarbejdet mindre demonstrativt, men selve indholdet af samarbejdet med S var politisk logisk.

Gammel DF-drøm
Endelig skal man huske, at aksen mellem S og DF ikke kun var Thulesens idé. Allerede i år 2000 havde Pia Kjærsgaard udtrykt ønske om et samarbejde, ”når socialdemokraterne har skiftet ledelse”. Det var en gammel drøm for DF at fortrænge dødsfjenderne hos Radikale som det nye midterparti. Og det var meget tæt på at lykkes.

I 2017 og 2018 viste meningsmålinger, at såvel DF-vælgere som S-vælgere var tilfredse med samarbejdet – og helt ind i valgåret 2019 stod DF stadig til at få omkring 17 procent af stemmerne, samtidig med at S gik frem.

Havde Løkke udskrevet valg i nytårstalen, var det efter alt at dømme blevet et godt valg for både S og DF. Derfor er begrebet ”et nulsumsspil” heller ikke dækkende her.

Festfyrværkeri af fejl
Til gengæld skildrer bogen helt præcist det orgie af taktiske og strategiske fejl, som Dansk Folkeparti begik i de sidste måneder før valget. Frem for alt ”Arne-reformen” som DF ”ramte helt skævt” Men også nedlæggelsen af Radio 24syv, Tulle-banen, Kim Christiansens omfartsvej i Mariager og Pia Kjærsgaards ”klimatosser” har sin del af ansvaret.

Serup og Faurholdt peger på, at DF ikke forstod at håndtere truslen fra Pernille Vermunds Nye Borgerlige, og det er helt korrekt. DF-ledelsen undervurderede Vermund fatalt. Holdningen var, at det sådan set var OK med Nye Borgerlige, fordi de kunne fungere som et affaldsdepot for DF’s ”aflagte tosser”, som en bramfri DF-strateg udtrykte det.

Problemet var bare, at DF havde gjort sig uhyggelig sårbar over for en trussel fra højre, fordi det ikke lykkedes at få lukket grænsen, da flygtninge og migranter i tusindvis vandrede på danske motorveje i 2015.
”Hvad tænkte du på, Kristian?”, lød det effektfuldt fra Vermund i den sønderjyske duel mellem dem i 2019.

Opkomsten af Stram Kurs nævnes også i forbifarten blandt DF’s kaskade af problemer, og måske var Paludan endnu mere skadelig end Vermund. Ikke så meget på grund af de stemmer, han tog, men fordi han fuldstændig ødelagde enhver seriøs diskussion om udlændingestramninger.

Alt for mange fjender
Listen af taktiske DF-fejltagelser er meget lang og indbefatter også regulær magtbrynde fra DF-ledelsens side.

Bogen beskriver det ”skyggehold” af unge DF’ere, der er kommet i opposition til Thulesen, og det modsætningsforhold er netop resultatet af en helt unødvendig konflikt.

Den startede da europaparlamentariker Anders Vistisen – der var sat til at rydde op efter Messerschmidts Meld/Feld-sager – krævede at blive spidskandidat næste gang. Det faldt Thulesen for brystet, og han udtænkte en hævn, der var en godfather værdig:

I stedet for Vistisen blev dennes nære ven Peter Kofod presset til at tage posten som spidskandidat. En straffeaktion, der helt unødvendigt gjorde Vistisen og Kofod til Thulesens modstandere.

Helt fra DF's start er der blevet gjort kort proces med intern opposition, man ville for enhver pris undgå episoder med landsbytosser som i Fremskridtspartiet. Men som Serup og Faurholdt konstaterer:
"Vistisen og Kofod er ikke landsbytosser. Kristian Thulesen Dahl forregnede sig, og hans håndtering af de to talenter aktivererede i stedet en voksende modstand mod hans formandskab blandt partiets unge,"

Thulesen skabte sig en anden farlig fjende i den magtfulde Venstre-borgmester fra Herning, Lars Krarup. Det skete, da DF insisterede på, at en ny politiskole skulle ligge i Vejle i stedet for Herning. Den slags fjender skal man ikke samle på.

For tidligt med gravskrift
Bogen slutter med sætningen: ”Hvad skal danskerne nu med Dansk Folkeparti?”
Det spørgsmål får man ikke svar på, men det er alt for tidligt at begrave DF. Partiet har stadig en kombination af semi-socialdemokratisk økonomisk politik og en usædvanlig stram udlændingepolitik, der appellerer til langt flere end Vermunds liberalistiske cocktail.

Men DF’s nedtur kan blive langvarig, og der ligger utvivlsomt en kaskade af interne magtkampe forude i det engang så topstyrede parti.

Alt i alt har makkerparret Serup-Faurholdt skrevet en udmærket bog, der kan anbefales til alle politisk interesserede. Men man behøver ikke at sluge alle deres analyser råt.  

"Skaberen, taberen, frelseren? - historien om Dansk Folkeparti" er skrevet af Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup og udgivet på Gads forlag. Bogen er på 282 sider, koster 250 kr. og udkommer d. 15.2.