Dyhrs tropper går i takt efter landsmøde i krigens skygge – og det fjerner bump på vejen mod regeringskontorerne

God nyhed for regeringsdrømme  

I SF-toppen lægger man ikke skjul på, at man gerne vil i regering igen.

Formand Pia Olsen Dyhr sagde sågar op til landsmødet, at hun sagtens kan se sig selv som en kommende finansminister.

Baglandets opgør med partiets tidligere forsvarspolitik gør det lettere for hende.

Konklusionen må således være, at SF grundlæggende består af en stor gruppe partisoldater, som er villige til at indgå de svære ideologiske kompromisser, der kan være nødvendige for at deltage i en regering.

Når debatten ikke blev mere hidsig – som den eksempelvis har været det i Enhedslisten – skyldes det dog også, at både ledelse og bagland for alt i verden vil undgå store konflikter.

Den totale nedsmeltning i 2014, hvor SF trådte ud af regeringen, ligger stadig som en tung dyne hen over partiet.

Nogle af de mest kritiske ændringsforslag til landsmødeudtalelsen kom da også fra flere af de helt unge medlemmer af partiet, som ikke var lige så tæt på de dramatiske dage i DGI-byen i 2014. 

USA-skepsis kan blive en udfordring 

Trods den taktfaste opbakning fra SF-baglandet viste landsmødet dog samtidig, at den nye sikkerhedspolitiske situation har potentiale til at skabe udfordringer for partiet.

For det første fastholder SF modstanden mod amerikanske tropper og atomvåben i Danmark. I landsmødeudtalelsen ender det således med at lyde, at partiet “afviser nye amerikanske baser” på dansk grund, ligesom at “atomvåben i Danmark og vores territorialfarvande ikke kan accepteres”.

Regeringens planer om at indgå en bilateral forsvarsaftale med USA mødes derfor også med stærk skepsis i SF, der dermed ikke kan undse sig sine rødder i venstrefløjen og dens historiske kritik af amerikanernes militære fremfærd.

Ruslands invasion i Ukraine gør SF klar til at sluge store kameler – men nøjagtig som i Enhedslisten synes en tæt kinddans med det amerikanske forsvar ikke at være én af dem.

Det får SF til at skille sig ud blandt de øvrige partier i det nationale forsvarskompromis og kan være en barriere for at blive en del af forsvarsforliget.

USA er Danmarks vigtigste allierede, og hvis forsvars- og sikkerhedspolitik bliver et fast bekendtskab på toppen af vælgernes dagsorden i de kommende år, kan SF’s modstand mod amerikanerne derfor meget vel blive en udfordring for partiet i et eventuelt regeringssamarbejde.

Forsvarsudgifter kan åbne flanke 

For det andet giver de øgede udgifter til forsvaret potentiale for svære politiske diskussioner i partiet.

Det varslede SF-formand Pia Olsen Dyhr som nævnt også selv fra talerstolen.

Baglandet bakker op på grund af den nuværende situation, men blandt partiets delegerede er der samtidig bekymringer for fremtiden.

Har SF været med til at blåstemple en forsvarsaftale, der fører til færre penge til minimumsnormeringer, ansatte i ældreplejen eller den grønne omstilling, kan uroen snige sig ind. Og partiet risikerer dermed også at åbne en flanke mod venstre.

Da SF’s klimaordfører Signe Munk lørdag flagede på Twitter for et forslag om at afsætte 2,5 milliarder kroner til en ny varmepakke, var Enhedslistens Søren Egge Rasmussen da også allerede på pletten.

“Lyder sympatisk. Men det bliver der ikke råd til, når SF vil bruge mange milliarder på oprustning”, skrev Rasmussen i en kommentar.

SF vil indvende, at forsvarsaftalen, den grønne omstilling og investeringer i velfærden ikke er hinandens modsætninger, og at man som ansvarligt parti bør være klar til at betale en pris for friheden.

Det gjorde Pia Olsen Dyhr også i sin tale.

Lige nu er krigen i Ukraine dog kun en måned gammel. Stabiliserer situationen sig over de næste mange år, er det bestemt ikke usandsynligt, at der er kræfter i baglandet, der trods alt vil synes, at prisen bliver for høj.

Og så bliver SF måske ikke ved med at være Danmarks kedeligste parti.