En hjørnesten af det danske valgsystem vakler: I Brøndby forsøger man at betale sig fra det

Det er blevet en langt sværere opgave for landets kommuner og partiforeninger at rekruttere frivillige til valgdagen, mener Venstre, Socialdemokratiet og Konservative. Det kan skyldes en generationskløft, vurderer ekspert. I Brøndby Kommune hæver man valgdiæten til det dobbelte beløb op til det kommende valg.

Flere partier erkender, at det er blevet langt sværere at rekruttere frivillige til at hjælpe på demokratiets festdag.<br><br>
Flere partier erkender, at det er blevet langt sværere at rekruttere frivillige til at hjælpe på demokratiets festdag.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lærke Møller Hansen

I idrætshaller, på skoler og rådhuse landet over står hundredvis af frivillige klar til at tage imod valgkort, vise ind i stemmeboksene og optælle de mange kryds, når danskerne går til valg.

Men det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde nok valgtilforordnede.

Sådan lyder det kort før næste folketingsvalg fra en række af de partier, der står med ansvaret for at finde de frivillige.

”Helt generelt bliver det sværere og sværere at skaffe de frivillige, der er brug for. Det er ikke kun et udtryk for, at det er sværere at skaffe Venstre-folk. Når jeg snakker med mine kolleger fra de andre partier, oplever de det samme,” siger Christian Hüttemeier, partisekretær i Venstre.

Socialdemokratiets pressetjeneste supplerer:

Det er også en stor udfordring for vores vælgerforeninger, og i takt med en voksende vælgertilslutning vil udfordringen vokse.

Filip Lauritzen
Pressechef for Konservative

”Vi kan oplyse, at vores partiforeninger generelt set oplever, at det er blevet sværere at rekruttere valgtilforordnede. Det er svært at pege på, præcis hvad det skyldes, men partierne har jo færre medlemmer end tidligere, og her er Socialdemokratiet ingen undtagelse,” lyder det i et skriftligt svar.

Hos Konservative tror man, at udfordringen blot vil tage til, selv hvis partiet vokser, som det tyder på i forskellige meningsmålinger.

”Det er også en stor udfordring for vores vælgerforeninger, og i takt med en voksende vælgertilslutning vil udfordringen vokse, da vi skal stille med flere valgtilforordnede,” oplyser Filip Lauritzen, pressechef for Konservative.

Brøndby Kommune giver økonomisk gulerod

Vest for København finder man Brøndby Kommune, som er en af de kommuner, der i høj grad oplever problemer med at skaffe nok valgtilforordnede. 

Derfor har kommunalbestyrelsen som noget helt nyt besluttet at hæve taksterne for valgdiæter til det dobbelte i håbet om at tiltrække de 134 valgtilforordnede, der er brug for til næste valg.

Hvor man før kunne få 1.320 kroner for sin indsats, kan man nu tjene 2.200 kroner på tjansen. Det er det maksimale beløb, en kommune må give. Deltager man udelukkende om aftenen, er man garanteret et beløb på 880 kroner, som tidligere lød på 440 kroner.

Der har været bred efterspørgsel på en højere valgdiæt på tværs af de forskellige partiforeninger. Jeg har også fået enkelte henvendelser fra borgere, som mente, at satsen var en anelse lav.

Maja Højgaard (S)
1. viceborgmester og formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune

”I Brøndby vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at mange deltager i demokratiets festdag. Nu har vi gjort det så økonomisk attraktivt som muligt for de frivillige, der bruger en hel dag i demokratiets tjeneste,” siger Maja Højgaard (S), 1. viceborgmester og formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune, der uddyber:

”Vi har talt om det længe i kommunalbestyrelsen. Der har været bred efterspørgsel på en højere valgdiæt på tværs af de forskellige partiforeninger. Jeg har også fået enkelte henvendelser fra borgere, som mente, at satsen var en anelse lav.”

Selvom man bliver betalt for sin indsats, er der stadig tale om frivillighed. Det er velkendt, at man inden for foreningsverdenen kan modtage forskellige former for økonomisk kompensation.

For at blive valgtilforordnet, er det et krav, at man er stemmeberettiget. I første omgang er det partierne, som udpeger de valgtilforordnede. Men Brøndby Kommune supplerer med frivillige.

V: Investér kræfter i demokratikampagne

Brøndby Kommunes beslutning om at hæve diæten undrer ikke frivillighedsekspert Frederik C. Boll. Han er administrerende direktør i konsulentvirksomheden Ingerfair, der er specialiseret i frivillighedsområdet.

”Det er et generelt problem i alle sektorer at finde frivillige. Det oplever vi blandt alle de organisationer, som vi taler med. Derfor kommer det ikke bag på mig, at de sætter diæterne op, da der er benhård konkurrence lige nu om dem, som gider,” siger han.

Hos Venstre vækker beslutningen til gengæld skepsis.

”Når vi er i gang med at betale folk for det, holder det op med at være en frivillig indsats, og så frygter jeg, det bliver endnu sværere at finde nogen,” siger Christian Hüttemeier fra Venstre og tilføjer:

”Det er et initiativ, som jeg godt kan forstå. Men det er ikke noget, som løser det på lang sigt. Jeg tror ikke, at de frivillige gør det for pengenes skyld, men nærmere fordi de vil være med til at sikre, at vi har en god og ansvarlig valghandling i Danmark til gavn for vores demokrati.”

Jeg tror ikke, at de frivillige gør det for pengenes skyld, men nærmere fordi de vil være med til at sikre, at vi har en god og ansvarlig valghandling i Danmark til gavn for vores demokrati.

Christian Hüttemeier
Partisekretær i Venstre

Han erkender, at han ikke selv har en snuptagsløsning, men mener, at Folketinget bør blive bedre til at informere borgerne om vigtigheden af det demokrati, vi har.

"Vi er nødt til at gøre mere opmærksomme på, hvor privilegerede vi er at have et demokrati. Men som alt andet skal demokratiet plejes og passes. Man kunne aftale, at der skal være penge til en kampagne om vores demokrati ved enhver valghandling, som for eksempel kan handle om både at øge folks bevidsthed om vores demokrati, få folk til at stemme og skaffe valgtilforordnede," siger han.

Generationskløft

Politik er generelt et svært område at tiltrække frivillige til sammenlignet med idræt og socialområdet, når man ser på forskningen, påpeger Frederik C. Boll fra Ingerfair.

”Der er ikke særligt mange, der er engagerede i det politiske område i forhold til idræt og det sociale område, der indebærer organisationer som Røde Kors og Red Barnet,” siger han.

Udfordringen med at skaffe valgtilforordnede kan også bunde i, at partierne har svært ved at tiltrække de yngre generationer. Det mener i hvert fald formanden for Socialdemokratiets lokale partiforening i Brøndbyøster, Rune Krog.

”Årsagen til, at det ikke har virket tidligere, skyldes formentlig, at man har brugt de samme personer. Det er fint at have de rutinerede med, men der er også brug for fornyelse, hvilket man nok har forsømt i stort set alle partier,” siger han.

Det billede kan frivillighedsekspert Frederik C. Boll genkende fra sit arbejde med organisationer i civilsamfundet.

”Man ser typisk mange personer fra mellemkrigstiden (over 76 år) og babyboomere (57-76 år) i frivilligheden. De er vokset op med, at man har en pligt over for fællesskabet for at få tingene til at lykkes,” siger han.

Derimod er generation X (43-56 år) og Y (25-42 år) kendetegnet af, at de er mere optaget af sig selv og deres karriere, hvilket ikke altid passer sammen med de faste opgaver, der forbindes med frivillighed, forklarer han.

”Jeg tror, at en stor del af forklaringen ligger i, at vi er forskellige som generationer, og det er enormt svært at tiltrække X og Y ind i noget fast defineret, fordi de ikke har den samme form for pligtfølelse,” lyder det.

Ekspert i frivillighed: Få fat på Generation Z

Derfor foreslår han, at partiforeningerne med god grund bør målrette deres kommunikation mod generation Z – personer under 26 år.

”Jeg ville springe generation X og Y over og fokusere på generation Z. Som generation er de mere pligtopfyldende, da de mere eller mindre er opvokset i et samfund, hvor man orienterer sig mod fællesskabet,” lyder det.

Han understreger dog, at der intet "fordækt" er ved at gøre det dyrere at have frivillige, som er Brøndby Kommunes bud på en løsning.

Men man bør være opmærksom på, at det er nemt at øge diæterne og svært at gå den anden vej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maja Højgaard

1. viceborgmester (S), Brøndby Kommune, læge
Læge

Christian Hüttemeier

Partisekretær, Venstre
journalist (DJH 2003)

Frederik C. Boll

Direktør, Ingerfair
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00