Fem A'er: Arne Hardis' fremragende bog kan genoplive debatten om Staunings eftermæle

Da statsminister Thorvald Stauning gik på talerstolen i Studenterforeningen 8. marts 1941 og talte om Danmarks plads i den europæiske nyordning under Tysklands førerskab, sagde han, hvad han mente.

For at undgå de vanskelige og ubehagelige politiske indrømmelser skulle Danmarks strategi i forhold til de tyske nyordningsplaner være bygget op omkring planøkonomi. At Stauning mente, hvad han sagde, kan vi i dag se aflejret i hans udtalelser på de indre linjer og i de følgende taler, hvor budskabet blev gentaget. "Jeg har jo altid interesseret mig for planøkonomi," som Stauning udtalte på et internt partimøde i foråret 1941.

Siden Studenterforeningens budskab om, at nyordningen af Europa krævede, at Danmark tilpassede sig, og ”at linjen skulle være den fra Tyskland kendte planøkonomi” har det voldt svære problemer for den konsensusprægede historieskrivning og de socialdemokratiske partihistorikere. Hvad skulle de stille op med Staunings klare udmelding?

Forklaringerne har varieret fra, at alt hvad Stauning sagde, var et resultat af tysk pres til, at statsministeren var gammel, træt og desillusioneret. I den store Stauning-biografi af Henning Grelle fra 2008 er tolkningen, at talen er udtryk for en gang ’snik-snak’.

En eller flere partilinjer

Emnet har som sagt været diskuteret tidligere af historieskrivningen, men i værket ’Pibende hængsler’ tager Weekendavisens politiske redaktør, Arne Hardis, fat på et tæt portræt af de socialdemokratiske aktører, som tog Staunings budskab til sig.

Hardis har et skarpt blik for, at den utydelige kridtstreg under besættelsen ikke var en statisk størrelse, men at den kunne rykke sig dag for dag under besættelsen.

Steen Andersen
Seniorforsker og arkivar, Rigsarkivet

Denne kreds var efterladt med et kæmpe problem ved befrielsen i 1945, da landsfader Stauning døde i maj 1942 og ikke kunne levere et forsvar for deres handlinger og udmeldinger.

Fokus for Hardis er at klarlægge, om de kredse fra partiets venstrefløj blot fulgte Staunings udstukne linje, eller om de gik længere? Og hvornår fraveg de partilinjen og gled ned af kollaborationens mudrede skrænt uden mulighed for senere fodfæste?

Hardis kredser igennem hele bogen om spørgsmålet om partilinjen i Socialdemokratiet i 1940-41, og det gør han godt ved at genlæse kilderne. Det springende punkt var, om der var en eller flere partilinjer? Og hvornår opstod og aftog de forskellige linjer i parti og fagbevægelse?

Krævede mere end god udluftning

Hardis har som forfatter med værket om Forfatterforeningens æresret allerede slået sig fast som en historieskriver, der har skarpt blik for, at den utydelige kridtstreg under besættelsen ikke var en statisk størrelse, men at den kunne rykke sig dag for dag under besættelsen.

I lyset af, at den kreds af socialdemokrater, som sværmede om nyordningens muligheder for parti og arbejderbevægelse ikke ligefrem udgjorde nogen homogen gruppe, har forfatteren delt bogen op i en række portrætter af nøgleaktørerne. Det er en tilgang, som giver læseren mulighed for at følge den enkeltes kurssætning og i sidste ende manglende evne til at korrigere for den politiske misvisning.

Hardis har en fantastisk beskrivelse i bogen af, at Jens Otto Krag efter befrielsen overtog kontoret, efter Niels Lindberg var blevet hjemsendt som leder af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den unge Krag kunne stadig lugte Lindbergs cigarer på kontoret. Det dårlige selskabs gerninger krævede mere end god udluftning, hvis parti og bevægelse skulle videre og sikre legitimiteten.

Niels Lindberg kom for en såkaldt ’æresret’, som var udtryk for partiets interne retsopgør. Her nærlæser og gentolker Arne Hardis på meget indsigtsfuld vis Lindberg-sagen, som ender med at falde mere eller mindre sammen. Lindbergs forsvar er hele vejen igennem, at han gjorde, hvad han blev bedt om af Stauning, mens æresret og partihistorien uformelt dømte Lindberg som en politisk naiv økonom, der ikke forstod den politiske dimension af hans handlinger.

Her kunne det have styrket bogen og i virkeligheden også forfatterens hovedpointe, hvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråds forslag til en dansk-tysk mønt- og toldunion fra efteråret 1940 var blevet inddraget. Dette forslag var meget på linje med den officielle danske samarbejdslinje, og på dette tidspunkt var Lindberg fuldstændig på linje med Udenrigsministeriets Tysklandseksperter.