Hegelund og Mose: Sprækker under Folkemødet

MANDAGSTRÆNEREN: Den lille syvårskrise: Politisk festival er blevet for meget big business, kritiserer partier, arrangører og Folkemødets nye bestyrelse, der selv har fået de 13 guldsponsorer på nakken og nu overtager opgaven med at begejstre de sidste, skeptiske bornholmere.

Mens titusindvis af engagerede danskere hvert år i midt-juni invaderer Det Politiske Skagen på Nordbornholm, holder en række lokale beboere sig langt væk fra hurlumhejet. De forlader enten deres hjem for at score kassen – op til 35.000 kroner, angiveligt, i leje for et ordinært Allinge-byhus i fire dage – eller har sikret sig forråd, så de kan holde sig inden døre, mens dem ”ovrefra” debatterer.

Begge dele er et dilemma for Folkemødet og noget af det, en ny bestyrelse hen mod det syvende festival-år i 2017 med fordel kan sætte fokus på.

Folkemødet er organisatorisk blevet skilt ud fra Bornholms Regionskommune og skal fremover drives som en selvstændig forening med formand Michael Valentin, direktør i Akademikernes A-kasse, i spidsen. Han kaldte det ved sin første præsentation forleden skammeligt, at der har udviklet sig en ren wild west-økonomi omkring Folkemødet og appellerede til bornholmerne om, at ”honningdronen, der hvert år lander fire dage på Bornholm, ikke suges helt ud”.

Karl Stegger-typer på spil
Baggrunden er klager ikke alene fra arrangører og gæster, men også fra politiske partier, der ifølge formanden overvejer, om de kan blive ved med at deltage grundet det opskruede prisleje. Der er kamp om velindrettede boliger, og dårligt var Folkemødet i sommer da også ovre, før både folketingspolitikere og lobby-organisationer i ugeavisen Rytterknægten annoncerede efter husly i 2017.

Man betaler, hvad det koster, men ser for sit indre jeg en Karl Stegger-lignende type, der i en frønnet Morten Korch-film med et smørret grin bundter tusindkronesedler sammen i portemonnæen. Udlejningspriserne er med til at give øen og bornholmerne et dårligt image, påpeger Folkemøde-formanden, hvilket han kan gøre uden samme risiko for at blive verbalt lokal-kanøflet som den hidtidige Folkemøde-boss, borgmester Winni Grosbøll (S), har været i farezonen for.

Grosbøll er formentlig den afgørende forklaring på, at Folkemødet på ganske få år har lynudviklet sig til et nationalt must visit med høj brandingmæssig og økonomisk merværdi for Bornholm til følge. Men som andre småkommune-borgmestre må hun leve med at blive fedtet ind i ølivets små og store trakasserier, hvilket gør en række prekære emner svære at tage fat på i det offentlige rum.

Hvordan italesætter man som lokalpolitiker en række af øboernes krejlermentalitet uden at blive stemplet som én, der mere tænker på dem ovre i København snarere end ”os fra øen”? En udefrakommende formand som Valentin har i den sammenhæng et knap så snævert mandat, om end han nok skal få læst og påtalt, hvis den kæphøje tone fortsætter.

Borgerprotest viser kløften
Klogeligt har han foreløbig valgt at holde sig ude af en heftig ø-ballade, der skyldes planer om at flytte Folkemøde-sekretariatet fra regionskommunens kontor i Rønne til en bygning ved havnen i Allinge. Domicilet vil i givet fald blive et nyt helårssymbol på Folkemødet og være en oplagt mulighed for aktiviteter året rundt, så klippeøen med endnu større ret kan bryste sig af at være det politiske Danmarks folkelige centrum.

Rødstensbygningen rummer imidlertid byens bibliotek, som af andre årsager end Folkemødet flyttes til en skole 700 meter væk. ”Bevar vores bibliotek som et godt bibliotek og ikke som en højborg for Folkemødet!” og ”Skriv venligst under, hvis du IKKE ønsker, at biblioteket/borgerservice lukker”, lød det lokale opråb på opslagstavlen i Superbrugsen i Allinge, hvorefter underskrifterne blev overdraget øens dagblad, Tidende, til redaktionel viderekolportering under overskriften ”Mange har skrevet under: Allinge vil bevare biblioteket”.

Vi ved bedst
Når ikke alle bornholmere jubler over Folkemødet, er forklaringen måske, at vel ikke alle ser sig draget ind i projektet. Det første folkemøde i 2011 blev arrangeret i huj og hast; store professionelle organisationer var parate til at give arrangementet en chance, men havde måske ikke behov for, at lokale kræfter blandede sig med hjemmestrik og husflid. Det var dengang vigtigt at sætte et tydeligt, nutidigt præg på arrangementet, så både indhold og udtryk ikke signalerede Hjallerup Marked.

Denne indledningsvise vi-ved-bedst-tilgang har givetvis trigget en lokal eller to af, en følelse, som ikke siden er dampet af hos alle. Når det ugentlige udendørs loppemarked i Allinge må aflyses under Folkemødet, er det, fordi vi ikke er ”fine nok”, lyder fortællingen lokalt.

En ny start på Folkemødet bør således også lægge op til en endnu bedre dialog med bornholmerne om de muligheder, Det Politiske Skagen rummer.

Fakta er, at Folkemødet direkte og indirekte skaffer millioner af kroner til øen, både under og efter festivitasen. Den viden er ikke kommunikeret tydeligt nok ud på øen, endnu en vigtig opgave på den nye bestyrelses i forvejen bugnende to-do-liste, men vel først og fremmest en væsentlig historie for de lokale medier at perspektivere. En del vil formentlig fortsat lugte hurtige penge i fire dage, men Bornholm rummer med sikkerhed også ildsjæle, der både nu og fremover vil være med til at skabe en vinderfortælling.

Oprørte guldsponsorer
Som om Folkemødet er ramt af en ægteskabelig syvårs-krise, er der også et mindre oprør i gang blandt guldsponsorerne. Deres hidtidige sponsorbidrag på 150.000 kroner, der blandt andet giver mulighed for en særligt attraktiv placering, stiger ikke bare som ellers aftalt til 187.500 kroner. Til deres overraskelse kunne de i Folkemødets nyhedsbrev pludselig læse, at prisen var forhøjet til 200.000 kroner, hvilket har fået de 13 prominente sponsorer til at klage til Folkemødets bestyrelse i en fælles henvendelse.

Når stigningen har bragt sindene så voldsomt i kog, er forklaringen formentlig også, at sponsornerverne i forvejen er samarbejds-tyndslidte grundet et for tiden sparsomt besat Folkemøde-sekretariat. Det gavner heller ikke arrangørvelviljen, at man – oven i sponsorbeløbet – udsættes for høje priser for arealleje og el foruden et tungt kommunalt bureaukrati helt ude af trit med nutidens professionelle forventninger.  

Blandt guldsponsorerne er ærværdige organisationer som DI, KL, IDA, PFA, Dansk Erhverv, Finansrådet, Danske Regioner og Landbrug & Fødevarer, flere af disse var at finde blandt Folkemødets dedikerede fødselshjælpere. I guldsponsor-kredsen findes også de store lobby-bureauer, som med årene fylder mere og mere på Folkemødets hovedstrøg, blandt andre Operate, der i samarbejde med Folkemøde-sekretariatet netop har udgivet den årlige Folkemøderapport.

Mon ikke formanden, når guldfolkene på fredag dukker op til et haste-indkaldt møde, vil beklage den dårlige pris-kommunikation, anerkende bidragydernes store indsats for demokratiet – og så love, at de nu slipper for sponsor-forhøjelser de næste par år.

Samtidig beder han formentlig om, at man hjælpes ad med at skrue ned for det stigende antal lukkede VIP-arrangementer forbeholdt de få. Det folkelige ”civiltelt” får til gengæld bedre forhold. Og uanset om man hedder Koefoed med ingen, et eller flere e’er, er ”førder” (tilflytter) eller kommer ”ovrefra”, inviterer Folkemødet næste år til lørdagsbal med op til flere store bands.

 

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk. Partnerne har været involveret i Folkemødet siden 2011 og har i år udvidet basen i hovedstaden med konsulentværksted i Allinge-Sandvig.

Forrige artikel Hegelund og Mose: Generation wildcard Hegelund og Mose: Generation wildcard Næste artikel Hegelund og Mose: USA presser danske hash-modstandere Hegelund og Mose: USA presser danske hash-modstandere
Corona-ministre hitter blandt vælgerne

Corona-ministre hitter blandt vælgerne

MENINGSMÅLING: S-regeringens ministre får pæne karakterer af vælgerne, og de mest centrale ministre under coronakrisen er med i toppen. Sundhedsminister Magnus Heunicke stormer op på en tredjeplads. Tallene fremgår af en ny meningsmåling fra Epinion.