Holstein: Mona Juul er en joker

Selvom Mona Juul har vist sig som en god kommunikator, er der ingen, der aner, hvordan hun vil præstere, når hun skal op imod politiske sværvægtere som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, siger Altingets politiske kommentator.

Mona Juul trådte frem som ny politisk leder på et pressemøde, hvor også politisk ordfører Mette Abildgaard og den partiets konstituerede formand, Michael Ziegler, deltog.
Mona Juul trådte frem som ny politisk leder på et pressemøde, hvor også politisk ordfører Mette Abildgaard og den partiets konstituerede formand, Michael Ziegler, deltog.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Katrine Falk Lønstrup

Mona Juul kan føre Konservative nærmere på midten i dansk politik. 

Sådan lyder det fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, efter Mona Juul onsdag er blevet valgt som partiets nye politiske leder.

For mens hendes forgænger på posten, Søren Pape Poulsen, var mere nationalkonservativ, kommer Mona Juul snarere fra partiets socialkonservative fløj.

"Mona Juul kommer fra erhvervslivet, hun er vant til at indgå aftaler, og hun vil lægge vægt på det gamle konservative slogan med ’borgerlige stemmer, der arbejder’," siger Erik Holstein.

"Og så går hun meget op i klima og miljø, så man må forvente, at hun vil skærpe Konservatives grønne profil," fortsætter han.

Hun er slet ikke prøvet på øverste niveau, og det kræver en ganske særlig råstyrke at kunne sig slå igennem der. Ingen aner, om Mona Juul har det i sig. 

Erik Holstein
Politisk kommentator på Altinget

Samtidig har hun dog endnu sagt meget lidt om de traditionelle konservative mærkesager som retspolitik, udlændinge og forsvar. Og det kan godt blive en svaghed for den nye politiske leder, vurderer Erik Holstein:

"Frem for alt skal hun virkelig mene noget om retspolitik, udlændinge og forsvar. Man skal for alvor kunne føle hende på de helt klassiske konservative områder," siger han og fortsætter:

"Her har hun virkelig noget, hun skal have læst op på, hvis hun skal matche Søren Pape Poulsen, der netop var stærk på de områder."

Der var ikke andre

Mona Juul overtager posten, efter den konservative leder Søren Pape Poulsen pludseligt døde af en alvorlig hjerneblødning 2. marts.

Ifølge Erik Holstein lå det i kortene, da Mona Juul blev gruppeformand for godt en måned siden, at hun også ville blive den næste konservative leder. Nu skete det på ulykkelig vis med Papes død, men det er over et år siden, konservative erhvervskredse begyndte at tale om at udskifte Søren Pape Poulsen med Mona Juul.

Samtidig er det korte svar på, hvorfor det lige endte med Mona Juul, at der simpelthen ikke var andre, konstaterer Erik Holstein.

Hverken partiets politiske ordfører, Mette Abildgaard, den tidligere gruppeformand, Mai Mercado, eller Rasmus Jarlov har nemlig haft lyst til at overtage formandsposten.

Alligevel er der ingen tvivl om, at Mona Juul står stærkt i folketingsgruppen, hvor hun har fuld opbakning fra netop Mette Abildgaard og Mai Mercado, understreger Erik Holstein.

Ikke prøvet på øverste niveau

Selvom Mona Juul kun er i gang med sin anden periode i Folketinget, har hun ifølge Erik Holstein allerede vist sig som en god kommunikatør.

"Hun taler i et letforståeligt og uhøjtideligt sprog og har været ganske god i debatterne i Folketinget. Og hun betragtes som ‘likeable’ på Borgen, de fleste kan godt lide hende som person, og hun har en venlig udstråling," siger han og fortsætter:

"Det er ikke helt uvæsentligt i en tid, hvor partilederen betyder så meget."

Der er imidlertid endnu ingen, der ved, hvordan hun vil præstere, når hun som partileder skal op i knivskarpe debatter med politiske sværvægtere som Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, understreger Erik Holstein.

"Hun er slet ikke prøvet på øverste niveau, og det kræver en ganske særlig råstyrke at kunne sig slå igennem der. Ingen aner, om Mona Juul kan banke sig igennem i de debatter, eller om hun bliver savet over af Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Morten Messerschmidt."

"Så man har valgt en ren joker som ny konservativ leder," vurderer han.

Fakta

Blå bog

Mona Juul
Født 20. September 1967 i Aarhus og bosiddende i Horsens. Samlevende med lærer Carsten Andersen.

  • Student fra Amtsgymnasiet Horsens i 1986.
  • HA og HD fra Handelshøjskole Syd fra 1988 til 1993
  • Marketingsmedarbejder i MD Foods (Arla) fra 1991 til 1998
  • Chef, direktør, partner og bestyrelsesmedlem i Envision A/S fra 1999 til 2022
  • Bestyrelsesmedlem i en række erhvervs- og kulturorganisationer fra 2009 og frem til 2022
  • Medlem af Folketinget for Konservative fra 2019
  • Ordfører for blandt andet IT, erhverv, skat, klima, miljø, turisme fra 2019 til 2023
  • Gruppenæstformand for den konservative folketingsgruppe fra 2023 til 2024
  • Gruppeformand for den konservative folketingsgruppe fra februar 2024
  • Politisk leder af Det Konservative Folkeparti fra marts 2024

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

0:000:00