Kampen om finansskatten

Af Elisabet Svane

Forklædt som spillekortet Spar Dame var Margrethe Vestager sat ned i brystlommen på en mand, der umiskendeligt lignede en bankmand. En rigtig »banditten i habitten«, og billedsproget var ikke svært at afkode: Danmarks økonomiminister havde, med sin modstand mod en finansskat, Tobinskat, placeret sig selv solidt i lommen på bankerne.

Annoncen skulle indrykkes i de radikaltsindede aviser: Politiken, Information, Skive Folkeblad og Nordvest Nyt, det tidligere Holbæk Amts Venstreblad.

To landsdækkende aviser, der på lederplads lå på centrum-venstre aksen og de to tilbageværende radikale aviser i Skive og Holbæk. Og afsenderen skulle være DSU, SFU og SUF, Enhedslistens ungdomsorganisation.

DSU og SFU fik dog hurtigt kolde fødder, da partitoppen belærte dem om, at sådan agerede man ikke overfor en regeringspartner. Socialdemokraterne og SF stod lige foran aflysningen af den betalingsring rundt om København, som havde kostet Socialdemokraterne dyrt i valgkampen. Generelt var begge partier i frit fald ovenpå efterårets løftebrudsdiskussion, så lysten var uendelig lille til en intern kamp om finansskatten, som S-SF godt nok gerne ville have, men ikke kæmpe for på dén måde. Det fik ungdomsorganisationerne at vide, og så var det Enhedslisten, der betalte annoncen.

Finansskatten blev Margrethe Vestagers første store stormvejr som minister. EU-Kommissionen var kommet med et forslag om at indføre en finansskat i EU, mens den danske regering ville have, at skatten skulle gælde på globalt niveau. Det var sådan, det stod i regeringsgrundlaget, skrevet efter radikalt ønske. I øvrigt et af de politikområder, som ikke fyldte meget oppe i tårnet. Ligesom f.eks. betalingsringen og et forbud mod købesex. Der var andre og meget større emner på dagsordenen, økonomien, udlændingepolitikken, retspolitikken, og derfor blev de »små« emner, som siden endte som bomber i offentligheden, nærmest bare skrevet med ind. Også finansskatten.

Så Margrethe Vestager argumenterede derfor mod en finansskat alene i EU og røg i politisk slagsmål med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der beskyldte hende for at manipulere med EU-Kommissionens tal om, hvor meget vækst og beskæftigelse en EU-finansskat ville koste. I værste fald ville det koste 440.000 jobs i EU, skrev Kommissionen, som efterfølgende gik ud og korrigerede sig selv. Så slemt ville det heller ikke være. Internt hos Radikale Venstre var flere af partiets koryfæer, som Lone Dybkjær, Jørgen Estrup og Elisabeth Arnold, utilfredse med linjen. Der var også stor diskussion i Hovedbestyrelsen, og en tidligere sekretariatschef gik direkte ud og beskyldte Margrethe Vestager for at ligge under for spin og lobbyvirksomhed fra Finansrådet, hvor partiets tidligere pressechef, Lars Nielsen, var ansat.

I en artikel i Børsen, hvor både DSU og Enhedslisten rejste beskyldningerne mod Lars L. Nielsen, sagde han, at det var velkendt, at Radikale ville have en global Tobinskat. Og sådan tolkede han også den landsmøderesolution fra 2010, hvor Tobinskatten er nævnt. Samme resolution tolkede Lone Dybkjær præcis modsat. Hun mente, at resolutionen lagde op til, at Radikale skulle gøre, som de f.eks. havde gjort på miljøpolitikken: Først arbejde på at få det gennemført i EU og så siden gå globalt. Selve resolutionen giver ikke svaret på, hvorfor der er to vidt forskellige tolkninger. Her står blot, at »Det Radikale Venstre vil arbejde for indførelsen af en international skat på finansielle transaktioner for at dæmpe de kortsigtede spekulationer, afbøde fremtidige finansielle kriser og fremskaffe hårdt tiltrængt finansiering til løsningen af globale udfordringer som klimakrisen og fattigdomskrisen.«

Hverken ordet »global« eller »EU« er nævnt. Svaret lå i tolkningen.

Finanskatten, Tobinskatten, blev foreslået af og navngivet efter den amerikanske økonom, James Tobin (1918-2002). Han tænkte den som et middel mod valutaspekulation, og i slutningen af 1990'erne blev den taget op af bevægelsen Attac som en slags »Robin Hood«-skat, der skulle tage fra de rige og give til de fattige. Bevægelsen fik en kort opblomstring omkring et par internationale topmøder, men løb ud i sandet, vel nærmest i takt med at det internationale forbrug bare steg og steg.

Tobinskatten blev derimod ved med at leve, og i løbet af 00'erne blev den udvidet til også at omhandle skat på handel med værdipapirer, men den fyldte ikke meget i den offentlige debat. Indtil kollapset i 2008, hvor bunden røg ud af finansmarkederne, og Tobinskatten igen kom frem på dagsordenen. I europæisk politik var det især de franske socialister, der gik ind for en finansskat og fik presset den daværende franske præsident, Nicolas Sarkozy, til også at være tilhænger.

Det fik tyske Angela Merkel, der ligesom Sarkozy er konservativ, til også at gå ind for skatten, hvad Tyskland fortsat gør, selvom Sarkozy er historie og erstattet af socialistiske François Hollande. I Danmark har SF hele tiden været tilhængere af at indføre den, det samme har store kredse hos Socialdemokraterne.

Som nævnt tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, den nu tidligere DSU-formand, Peter Hummelgaard Thomsen, og de socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet. Så jo, der var stor uenighed og pres hele vejen rundt. Men Margrethe Vestager stod fast.

l l l

»Vi havde lagt nogle linjer i regeringsgrundlaget, som gjorde, at vi alle kunne være der. Men det, der i sagens natur var svært, både i Socialdemokraternes og i SF's baglande var, at de meget gerne ville have den her skat. Og den fik - og har - en stor symbolsk værdi. Og selvom man sætter noget andet i stedet, bliver det ikke anerkendt, sådan er det med politiske symboler. Det ender i en 0-1 situation.

Hvis man gerne vil have en finansskat, er det så, fordi den finansielle sektor skal betale mere? Er det, fordi der skal mere styr på den finansielle sektor? Fint nok, det diskuterer vi meget gerne. Problemet med transaktionsskatten er bare, at det ikke er nogen særlig god måde at kræve penge op på, fordi man risikerer, at aktiviteterne bliver flyttet et andet sted hen. Man skulle måske også tænke på, at når amerikanerne lobbyede så meget for en transaktionsskat i Bruxelles, så skal man overveje, hvorfor de gør det. Tror de, det er godt for USA, eller tror de, det er godt for vækst i Europa? Hmmm og fem sekunder senere: Ding! Det var nok godt for USA!«

Vi sidder igen i ministerbilen, denne gang går turen til Odense, hvor Margrethe Vestager skal tale på en teknologimesse og have et møde med Jane Jegind, rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen, om nye arbejdsformer, teknologisk hjælp i plejen og en mere effektiv offentlig sektor. Lennart Løje Jensen har sørget for kaffen, Margrethe Vestager læser og underskriver papirer, kun afbrudt af sms'er og mails, der tikker ind. Der er også tv i bilen, det virker bare ikke. Det har det ikke gjort, siden signalet blev digitaliseret, så når Margrethe Vestager ser nyheder i bilen, foregår det via iPad.

»Når noget kan flytte sig fra beskatning, så flytter det sig fra beskatning, for det er åbenbart en del af de flestes natur, at vi synes, det er bedre at betale mindre end mere i skat. Og jeg vil gerne understrege, at vi ikke har noget imod at beskatte den finansielle sektor, det gør vi allerede, men lad os gøre det på en måde, der forvrider mindst muligt. Der er også økonomer, der diskuterer, om det overhovedet er godt, at der bliver handlet mindre på børserne, for mange handler giver stort flow og dermed stabilitet, men færre handler giver større udsving. Og udsving er dårlige, det er det, folk reagerer på, og så forstærker den uheldige virkning sig selv.«

Mens Margrethe Vestager taler, kører vi ind på en motorvejstankstation. Det er tid til et kort pit-stop, vi henter sandwich og vand og sætter os ved et af bordene i den lille cafe.

»Det her er ikke ideologi for mig. Overhovedet ikke. Det er det med at flytte sig. Kunne vi gøre det i globalt perspektiv, eller kunne man bare få de store handelscentre med, så kunne vi måske få det til at virke. London, New York, Japan, alle de store børser, så kunne vi begynde at tale om det. Jeg kan da et langt stykke hen ad vejen godt følge vreden mod den finansielle sektor. Det, der bare er problemet er, at virksomhederne ikke får lån til rimelige priser og lave gebyrer ved, at man hader den finansielle sektor. Der er heller ingen grund til at elske den. Men der er grund til at regulere den omhyggeligt, så vores betalingssystemer fungerer.«

På EU-plan endte slaget om finansskatten i første omgang med, at EU-Kommissionen trak sit forslag. Ikke på grund af dansk modstand, men på grund af for stor modstand generelt, især fra briterne, og forslaget krævede enstemmighed for at blive vedtaget.