Khader: Muslim Allah carte

En kamp mod Sharia-lovgivning er ikke en kamp mod islam, men mod et samfundssystem, der ikke sikrer de mest fundamentale menneskerettigheder. Uanset om vi iagttager Sharia-lovgivning som den praktiseres i verden, eller om vi ser Sharia-lovgivning som en idealiseret model, er den i sit udgangspunkt ikke forenelig med demokrati, menneskerettigheder og en række personlige frihedsret-tigheder.

Islam anser familien som samfundets fundament. Problemerne opstår, fordi Sharia-lovgivningen derfor også tager sit udgangspunkt i familien som enhed – ikke i individet. Det er også årsagen til, at Sharia-lovgivningen inkluderer en række barbariske straffe mod det, der kan anses for at undergrave familien som enhed – herunder kvinders personlige frihed, utroskab, seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, der ikke er gift, og homoseksualitet. Et andet og ligeså væsentligt problem er, at Sharia-lovgivningen anses for at være Gudsskabt. Den vedtages med andre ord ikke af folkets repræsentanter – men af Guds repræsentanter på jorden, dvs. præsteskabet – og den kan derfor heller ikke afskaffes på demokratisk vis.

Man må som muslim forholde sig til dét udgangspunkt i stedet for at anlægge en idealiseret a-la—carte holdning til begrebet Sharia-lovgivning.

Radikale diskussion
Da Det Radikale Venstre med stort flertal vedtog resolutionen ”Nej til Sharia-lovgivning”, gjorde vi det alene for at lægge afstand til Sharia-lovgivning som samfundssystem og til de måder, som Sha-ria-lovgivningen praktiseres på. Det handler om at tage afstand fra konkrete overtrædelser af men-neskerettighederne – herunder stening af kvinder - som Sharia-lovgivningen bl.a. er med til at legitimere, og som Sharia-lovgivningen vel at mærke er den eneste lovgivning, der legitimerer.

Sherin Khankans pseudo-intellektuelle sondringer er i bedste fald studentikose – i værste fald en total mangel på respekt og solidaritet overfor de mennesker, for hvem Sharia-lovgivning er hverdag

Naser Khader og Hanna Michal Ziadeh
MF'er og integrationskonsulent

Resolutionen var ikke et nej til islam som religion. Den var ikke et ”Nej til Sharia”. Den var et ”Nej til Sharia-lovgivning” som samfundssystem. Resolutionen handlede ikke om, hvordan man som muslim praktiserer sin religion privat, men at vi ikke ønsker et samfund, hvor de religiøse forskrifter dikterer det offentlige rums regelsæt.

Alligevel er det åbenbart blevet opfattet sådan. Det har været fremme i debatten at man kan sidestille sharia-lovgivningen med den amerikanske common law-system, og på den baggrund har det været hævdet, at Det Radikale Venstre da ikke kan bede muslimer om at lægge afstand til Sharia.

Resolutionens modstandere har argumenteret for, at Sharia er lig med islam og/eller at Sharia er kernen i troen for mange muslimer, at Sharia ikke er ensbetydende med stening og andre umenneskelige afstraffelser, men at det er en fredelig og civiliseret måde for muslimerne at efterleve Guds vilje på.

Hvis vi skal tro resolutionens modstandere er det umuligt at være muslim, medlem af Det Radikale Venstre og samtidig være modstander af Sharia-lovgivning. Men det er ikke tilfældet. Man kan godt være praktiserende muslim og modstander af Sharia-lovgivning. Men man kan ikke gå ind for Sharia-lovgivning og samtidig kalde sig demokrat.

Sharia vs. Sharia-lovgivning
Men hvad er så forskellen på Sharia som personlig tro og som lovgivning? Sharia stammer fra det arabiske ord for ”vej”. Sharia er ikke, som mange tror, en samling af love og forskrifter. Den er en metode. Troen på Sharia er et centralt islamisk princip, baseret på en grundliggende islamisk forud-sætning: At vejen til den islamiske tro hovedsageligt findes i islams to bærende søjler, Koranen og traditionen, henholdsvis Guds ord og den udvalgte profet Muhammads handlinger og anbefalinger.

Sharia-lovgivningen derimod er det retslige system, der udspringer fra denne centrale islamiske tro på at mennesket skal underkaste sig Allahs vilje. Sharia-lovgivningen blev til efter profetens død. Den blev udviklet i 7-900-tallet og dannede grundlaget for det islamiske Kalifat, hvor lovgivningen regulerede alle aspekter af samfundets opbygning – de økonomiske, politiske, familiemæssige og religiøse aspekter. Det er et historisk faktum.

Da Sharia-lovgivningen er skabt på baggrund af Koranen, Guds åbenbarede ord, profetens handlinger og befalinger er den ifølge muslimske teologer skabt af Gud. Det eneste mennesker kan gøre er at ”realisere” den ved at udarbejde islamiske vejledninger på baggrund af Koranen og traditionen.

I modsætning til demokratiet, som kan ændres af folkets repræsentanter, kan Sharia-lovgivningen derfor kun ændres af Guds repræsentanter – dvs. religionens mænd. Tror man på, at Sharia-lovgivning har forret, så er der foretaget et skred.

Derfor er det også en krænkelse af demokratiet at sammenligne Sharia-lovgivningen med det amerikanske common law system. For forudsætningerne er ganske forskellige – common law systemet er skabt af mennesker, det kan derfor ikke forventes at være perfekt, men kan forbedres gennem demokratiske afgørelser. Tror man på Sharia-lovgivningen, tror man på et fuldkomment retsligt system, som man ikke kan stille spørgsmålstegn ved.

Mange praktiserende muslimer kæmper derfor imod Sharia-lovgivningen – læs fx én af de fremme-ste forskere inden for Euro-islam, Bassam Tibi, der netop understreger, at det er Sharia-lovgivningen, som gør forskellen og derfor også den, man som moderne muslim bliver nødt til at lægge afstand til. Sharia kan som metode derfor godt danne grundlag for ens personlige overbevis-ning, uden at man af den grund går ind for at indføre Sharia-lovgivning som udgangspunkt for en stats forfatning.

Sharia-lovgivningen i praksis
Sharia-lovgivningen dannede som sagt grundlag for det islamiske Kalifat, der blev skabt efter profetens død og i stor udstrækning eksisterede indtil Osmannerrigets opløsning i begyndelsen af 1920’erne. I de sidste 200 år, først under al-nahda, Oplysningstiden, og derefter under nationalsta-ternes opbygning, kæmpede de progressive kræfter i de arabisk-muslimske samfund dog for at bry-de det islamiske establishments monopol på retssystemet. Kampen mod Sharia-lovgivnegn er langt fra ny.

Efter Osmannerrigets opløsning har de forskellige lande i Mellemøsten valgt væsensforskellige strategier. Langt størstedelen af de muslimske lande har lagt klart afstand til Sharia-lovgivningen som samfundssystem. Tyrkiet skabte med Atatürk i spidsen en fuldstændig sekulær lovgivning, der ikke bærer spor af Sharia-lovgivningen.

I den modsatte grøft finder vi Iran, Saudi-Arabien og Sudan, hvor Sharia-lovgivning er indført som udgangspunkt for landenes forfatning og straffesystem. Sharia-lovgivning er delvist indført i Nigeria og Pakistan og var også Talebans grundlag i Afghanistan.

Fælles for disse lande er et retssystem, hvor Guds vilje står over folkets vilje, hvor kollektivets rettigheder går forud for individets, hvor teologers udlægning af Guds ord går forud for den demokratiske debat, og hvor religion ikke er et privat, men et offentligt og institutionaliseret anliggende – i Saudi-Arabien bliver man straffet, hvis man ikke går til fredagsbøn i moskeen. Fælles er også, at Sharia-lovgivningen i flere sammenhænge helt tilsidesætter fundamentale menneskerettigheder, og at der i alle historiske tilfælde er opstået krænkelser af menneskerettighederne i Sharia-lovgivningens kølvand.

Til trods for de demokratiske bestræbelser, vi bl.a. ser i Iran i disse år, er spørgsmålet om, hvorvidt Sharia-lovgivningen skal være udgangspunktet for konstitutionen ikke til debat. Det er grunden til, at den reformvenlige iranske præsident Khatami møder stærk modstand blandt Sharia-lovgivningens magtudøvere, qadierne, de muslimske dommere.

De er uddannede i islamisk jura (fiqh) og har monopoliseret det juridiske system i den islamiske republik. Enhver form for kritik af Sharia-lovgivngen som system bliver derfor også straffet, under dække af at være ”Gudsbespottende” og undergravende overfor nationen. Det er derfor i Iran heller ikke til debat, hvorvidt stening fortsat skal praktiseres som en del af Sharia-lovgivningen.

I Pakistan har man indført en skærpet blasfemi-lovgivning, der gør det muligt at straffe fornærmelser mod profeten Muhammed med dødsstraf. Retten til at udtrykke sig er derfor også underlagt Sharia-lovgivningens regler.

Familien som fundament
Da familien er udgangspunktet for Sharia-lovgivningen, ”legitimerer” familiens beskyttelse er række brutale straffe ift. det, som religionens mænd anser for at undergrave familien som enhed. I alle de lande som har indført Sharia-lovgivning som samfundssystem bliver kvinder, som bliver dømt for at have været deres mænd utro, stenet, og homoseksuelle, der bliver anset for at være ”perverse”, bliver straffet enten med stening, piskning eller fængselsstraffe. I Iran inkluderer Sharia-lovgivningen også, at seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, der ikke er gift, kan medføre op til 100 piskeslag.

At familien som enhed skal beskyttes betyder også, at det er et statsligt, offentligt anliggende at værne om kvinders dyd. Derfor har man i lande med Sharia-lovgivning gennemført en konsekvent kønsadskillelse, hvilket bl.a. betyder at kvinder skal være tilslørede, når de forlader deres hjem. I Iran kan kvinder godt arbejde ude og færdes alene i det offentlige rum, men i både Nigeria og Saudi-Arabien resulterer kønsadskillelsen i, at kvinder nærmest lever under apartheid-lignende tilstande, og at deres bevægelsesfrihed er stærkt begrænset.

Sharia-lovgivningen danner primært grundlag for familielovgivningen. I Iran betyder det bl.a., at Khomeini efter den islamiske revolution i 1979 genindførte mænds ret til at gifte sig med fire koner. Mænd fik igen ret til at blive skilt, når de ønsker det, mens kvinders ret til at søge skilsmisse er stærkt begrænset. Familielovgivningen betyder også, at piger kan blive giftet bort, når de var blot 9 år gamle. Alt sammen med henvisning til traditionen.

Mange lande i Mellemøsten (inklusiv Iran) forsøger at revurdere og genfortolke Sharia for at imødekomme de problemer, der er – bl.a. ift. kønsligestilling. Dermed være sagt at Sharia-lovgivning ikke er en statisk størrelse, og at vi ikke skal underkende de demokratiske bestræbelser, der finder sted i Mellemøsten. Det ændrer dog ikke ved, at man for at nærme sig menneskerettigheder med udgangspunkt i individet bliver nødt til at lægge klart afstand til en række centrale kodekser i Sharia-lovgivningen.

De fleste lande i Mellemøsten, herunder Marokko, har indført et verdsligt retssystem, og har kun fastholdt Sharia som udgangspunkt for deres familielovgivning. Det vil sige, at de personlige anliggender og familieforhold er underlagt Sharia-lovgivning, mens love vedrørende samfundsanliggender og politik er underlagt en verdslig, vestligt inspireret lovgivning.

Men selvom disse lande altså har lagt afstand til fx stening, er der stadig demokratiske problemer forbundet med Sharia-lovgivningens indflydelse på familielovgivningen – ikke mindst i forhold til kvinders position.

De centrale kritikpunkter, man kan nævne i den sammenhæng, er at flerkoneri er tilladt, at kvinder i modsætning til mænd har svært ved at få tilkendt skilsmisse og at de som oftest har meget svært ved at få tilkendt forældremyndigheden over deres børn. I Marokko kan en kvinde heller ikke få udstedt et pas eller forlade landet uden sin mands samtykke. Der er med andre ord en række demokratiske knaster forbundet med Sharia-lovgivning, der ligger ud over fænomenet stening.

Et eksistentielt valg
Det skriger til himlen, når nogen muslimer – herunder Sherin Khankan - mener, at alt det, de ikke kan lide ved Sharia-lovgivningen kun er ment symbolsk eller bliver fejlfortolket. Den form for inkonsistent à-la-carte holdning til Sharia-lovgivningen nytter simpelthen ikke.

I Saudi-Arabien hvor halsafhugninger, håndafhugninger og stening foretages jævnligt og ofte på åben gade, er det ikke symbolske, men helt konkrete handlinger. Diskussionen om symbolik minder betænkeligt om den diskussion, der eksisterede ift. kommunismen. Hver gang, nogen påtalte den undertrykkelse, der fandt sted i kommunistiske lande, sagde kommunisterne, at det, der foregik, ikke var udtryk for ”sand” kommunisme.

Problemet med den form for begrebsnuancering, som Sherin Khankan ønsker at lancere, er at den alene medfører begrebsforvirring. For hvordan skal vi nu til at omtale verden? Skal vi benytte She-rin Khankans enestående definition på Sharia-lovgivning, hvor hun mener at de ting, der sker i Iran og Saudi-Arabien, ikke er udtryk for ”sand” Sharia-lovgivning, eller skal vi benytte den definition, som flere muslimske stater benytter sig af og som adskillige hundrede millioner muslimer lever under?

Skal vi fremover konsultere Sherin Khankans ønskeverden og Sharia-lovgivning ”som-den-burde-se-ud” eller bør vi fortsat forholde os til Sharia-lovgivningen som den praktiseres? Vi synes jo ikke, der burde være den store tvivl, og hvis man spørger de mennesker, som lever i eller er flygtet fra lande med Sharia-lovgivning er de såmænd heller ikke i tvivl. Både i den reelle og ideelle verden er der problemer med at forene demokrati og Sharia-lovgivning.

Sherin Khankans pseudo-intellektuelle sondringer er i bedste fald studentikose – i værste fald en total mangel på respekt og solidaritet overfor de mennesker, for hvem Sharia-lovgivning er hverdag. Desuden er det lykkedes at lade diskussionen drukne det radikale ønske om at fordømme de konkrete steninger af kvinder i Iran og Nigeria.

Det er et nødvendigt valg for muslimer at gøre op med Sharia-lovgivningen som samfundssystem. Og det er det, for at man som muslim kan være i stand til at forene sin kulturelle og religiøse identitet med individets ukrænkelige menneskerettigheder, demokrati og fornyelse – på lige fod med både kristne arabere og danskere.