"Langballe - en biografi"

Kapitel 9: Langballificering 

2007 er internationalt polarår.

Det er fjerde gang, at videnskaberne sætter fokus på Arktis og Antarktis, og første gang siden 1957. I alt 60 lande deltager i de 200 projekter, der officielt skydes i gang den 1. april.

I spidsen for den danske komité står professor i is og klima ved Niels Bohr Instituttet Dorthe Dahl-Jensen, som i flere år har forsket i iskerneboringer og er en internationalt anerkendt kapacitet på området. Ved at bore dybt ned i Indlandsisen kan hun ud fra analyser af isens temperatur afkode klimaforandringer gennem tiderne.

I polaråret skal hun blandt andet stå i spidsen for et dansk ledet prestigeprojekt på den grønlandske indlandsis, hvor en række andre lande også deltager.

Kort tid inden projektets begyndelse er det dog tvivlsomt, om det overhovedet kan gennemføres. De 16 millioner kroner, som Danmark har afsat, rækker ingen vegne, og alle ansøgninger om ekstrabevillinger har hidtil været forgæves. Det samme har hendes henvendelser i december 2006 til stort set samtlige Folketingets forskningsordførere.

Her lytter man ganske vist høfligt, og selv om det ikke skorter på velvilje, bliver det ved pæne ord. Dorthe Dahl-Jensen er derfor tæt på at aflyse det internationale polarår. Det er i den forbindelse, at Jesper Langballe efter et tip fra en journalist bliver ringet op. Det er nu ikke Dorthe Dahl-Jensen selv, han får i røret, men en af hendes medarbejdere, som i frustration kontakter Dansk Folkepartis forskningsordfører i håb om hjælp.

Jesper Langballe har i 2003 overtaget posten som Dansk Folkepartis forskningsordfører fra Jette Jespersen. Hidtil har han brugt kræfterne på sine andre ordførerskaber, men da konsekvenserne af den universitetslov, man i foråret 2003 er ved at vedtage, går op for ham, bliver han »skraldtosset«.

Det er særligt regeringens ønske om fremover at udstyre universiteterne med bestyrelser bestående af et eksternt flertal, som gør Jesper Langballe gal. Bestyrelserne skal nu ikke længere bestå af et flertal fra universitetsmiljøet, men fra erhvervslivet, som Venstres videnskabsminister Helge Sander lader forstå. I Langballes optik er det et fundamentalt angreb på forskningsfriheden, noget, han i hvert fald ikke har tænkt sig at opgive uden kamp.

I Dansk Folkeparti er holdningen ikke helt klar. Partiets mærkesager er fra begyndelsen en skarp EU-modstand og en stram udlændingepolitik, mens universitetsbestyrelsers eventuelle sammensætninger ikke forstyrrer partitoppens nattesøvn. Efter en ophedet debat i folketingsgruppen bliver Langballe forskningsordfører.

»Jeg så jo hensigten med det samme. Nu skulle erhvervslivet lægge sin klamme hånd på forskningen og sørge for, at de støvede, langhårede nørder skulle til at give afkast. Men selv om man allerede var langt i arbejdet med loven, var det ikke for sent at gøre noget.

Så jeg holdt et møde med socialdemokraternes ordfører Lene Jensen. Hun var måske ikke den store ånd, men en stor beundrer af De Radikales ordfører på området, Margrethe Vestager, der også deltog. Det endte med, at Lene Jensen og jeg gav hinanden hånd på at stemme nej til universitetsloven.

Hun gav udtryk for, at det eneste, der kunne få Socialdemokraterne til at skifte mening, var, at Dansk Folkeparti sprang i målet, og vi i stedet forsøgte at sætte vores fingeraftryk på loven. Jeg forsikrede hende om, at det ikke kom til at ske.

Tilbage hos sin gruppe blev hun imidlertid desavoueret af ledelsen, som i stedet sendte Jan Trøjborg på banen. Det endte med, at Socialdemokraterne stemte ja, mens DF, De Radikale, SF og Enhedslisten stemte nej.«

Universitetsloven vedtages i maj 2003 af regeringen samt Socialdemokraterne og Kristeligt Folkeparti, og nogle få måneder senere bliver Jesper Langballe første gang bekræftet i sine bange anelser, hvad angår regeringens visioner på forskningsområdet.

Den 1. september 2003 præsenterer videnskabsminister Helge Sander sin 20 punkter store handlingsplan for forskningen:

»Nye veje mellem forskning og erhverv - fra tanke til faktura«.

Ikke mindst titlens sidste del virker som en rød klud i hovedet på Langballe. Som han siger i et interview med Ingeniøren i juni 2006:

»For at sige det lidt firkantet: Jeg brækker mig i lårtykke stråler, når jeg hører den slags.«

Om oplægget siger han i dag: »Der har man i de sidste fire ord koncentreret alt det, jeg bekæmper med næb og klør. Holdningen bag er jo, at tanker er noget, man bruger til at tjene penge på, og at tanken skal være målrettet. At man, når man laver en forskningsindsats, helst skal høre pengekassen ringe senest halvandet år efter.

Man gør forskningen til en slags erhvervsliv. Men erhvervslivet skal tjene penge, og forskningen skal forske. Den forskning, der bærer al anden forskning, er den frie forskning - grundforskningen. Grundforskning vil sige, at man ikke aner, hvor forskningen ender på forhånd.

Det er på den måde, man vinder nyt land. Man er drevet af nysgerrighed, følger et spor og så drejer sporet pludselig. Det var sådan, H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen. Han sagde ikke: 'I dag vil jeg opdage elektromagnetismen, for så kan der komme gang i samfundets hjul.'

Efter langvarig forskning førte han under en forelæsning en strømførende ledning forbi en kompasnål, og så kom der ellers gang i samfundets hjul. Hele den moderne verden er bygget op omkring hans opfindelse. Det er derfor, jeg siger, at det er totalt åndløst at gøre forskning til kassetænkning.«

Det er denne forskningsordfører, medarbejderen fra Dorthe Dahl-Jensens forskningsenhed ringer til for at forklare det danske polarprojekts økonomiske trængsler. Langballe oprøres over nyheden, og han ringer derfor straks Dorthe Dahl-Jensen op, og hun bekræfter, at det ser sort ud.

De andre lande har ganske vist spyttet godt i kassen - for Norges og Canadas vedkommende henholdsvis 300 og 700 millioner kroner - til hele det internationale polarår. Men det projekt, Danmark skal stå i spidsen for, fattes penge, og den danske forskningsleder er på vej til at kaste håndklædet i ringen.

»Det første, jeg gjorde, var at ringe til Videnskabsministeriet, hvor jeg sagde til departementschef Uffe Toudal, at det her var det totale vanvid. 'Jeg hører din minister og statsministeren sige, at vi skal have førertrøjen på, når det gælder forskning, men her har vi allerede førertrøjen på - vi er faktisk født med den på, fordi Indlandsisen er vores,' sagde jeg.

Uffe Toudal, som er en flink og reel mand, svarede, at så måtte man have en politisk drøftelse af, hvor meget Danmark ville give til polarforskning. Det kom til en del armlægning, og jeg fik efterhånden fordoblet de 16 millioner kroner. Jeg ringede så tilbage til Dorthe Dahl-Jensen og sagde: 'Jeg er nået et stykke vej, men ikke langt nok. Gå du ind, og forhandl med Toudal igen.'«

Dorthe Dahl-Jensen vender nu tilbage med små 40 millioner kroner til sit projekt, men det er stadig ikke nok, mener Langballe. Han ringer derfor endnu en gang til ministeriet, men her mener departementschefen ikke, det er muligt at finde flere penge.

Det får blot Jesper Langballe til at true med at gå direkte til finansminister Thor Pedersen, og så må departementet lede en ekstra gang, og det lykkes at finde yderligere 5 millioner kroner.

»Det endte med, at jeg sagde, at vi skulle have 80 millioner kroner, hvilket jeg godt vidste, var for meget, men vi fik dog i alt 70 millioner kroner. I Videnskabsministeriet er det hverken første eller sidste gang, at Helge Sander oplever støttepartiets ordfører forfølge en dagsorden, der ikke flugter med regeringens.

Jesper Langballes foragt for ministerens »Fra tanke til faktura«-oplæg giver mange gnidninger, og ministeren har delt en anseelig portion indflydelse ud til Langballe for at hale forlig hjem. Ministeren og ordføreren har journalistuddannelsen til fælles og arbejdede en kort overgang sammen på Jyllands-Posten i begyndelsen af 1970'erne.

»Langballe er en lidt atypisk politiker, der ikke altid følger den politiske etikette, og han har faste holdninger. Men i modsætning til i Folketingssalen, hvor man har indtryk af, at han altid har ret, og at han ikke er modtagelig for andres argumenter, så kan han godt lytte og bøje af i en forhandlingssituation.

Han argumenterer knivskarpt helt frem til mållinjen, men så fornemmer han, hvordan vinden blæser, og er fornuftig. Andre gange står han fast. Han giver sig ikke, når det gælder grundforskningen, hvor han altid gerne lige vil have lidt mere,« fortæller Helge Sander.

»Vi ser grundlæggende meget forskelligt på tingene. Langballe er af den klassiske humboldtske universitetsskole, mens jeg nok har en mere moderne holdning. Derfor står der også så meget respekt om ham ude i forskningsverdenen, hvor hans tankegang, ikke mindst i de humanistiske kredse, er populær.

Han er nok mindre optaget af begreber som innovation, globalisering og IT end jeg. Til gengæld var vores kemi fremragende, og det var en fornøjelse at arbejde med en mand, for hvem et ord er et ord. Jeg er sikker på, at han ikke nærstuderede papirerne bagefter, fordi han også stolede på mig. Det forsøgte jeg at leve op til.«

En af de forhandlinger, hvor videnskabsministeren oplever Langballe stå stejlt til det sidste, finder sted i oktober 2004. I forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger forsøger man i udvalget at nå til enighed om en videreførelse af tidligere forskningsminister Jytte Hildens Freja 1-initiativ, der skal gøre op med den skæve kønsfordeling i forskningsverdenen.

Foruden nogle embedsmænd er Helge Sander og Jesper Langballe ene haner i kurven blandt Lene Jensen, Margrethe Vestager, Bodil Kornbek, Pia Christmas-Møller, Pernille Rosenkrantz-Theil, Hanne Severinsen og Anne Grethe Holmsgaard.

Langsomt går det op for Jesper, at der er flertal for en udmøntning af forskningsreserven til en særlig pulje til kvindelige forskere. 45 millioner kroner over tre år. Langballe har svært ved at skjule sin modvilje. Har man måske ikke for længst bestemt, at kvinder er mindst lige så gode som mænd? Derfor finder han det nedladende over for kvindekønnet at udstyre det med sådan »en særlig krykke«, og synes man, der er for få kvinder i forskning, »er det deres eget valg«.

»Men her sad de her feminister og harcelerede, og så sagde jeg på et tidspunkt, at det blev over mit lig, hvis der skulle gives flere millioner alene til dameforskere. Der lød et gisp rundt om bordet, og Margrethe Vestager sagde, at vi da godt kunne tale ordentligt til hinanden.«

Som tiden går, og forhandlingerne kører i ring, beder Helge Sander om timeout og trækker Langballe med ind i det tilstødende lokale. Tilbage i »hønsegården« sidder de resterende ordførere og kan høre råben fra værelset ved siden af. Til gengæld kan de ikke se, hvordan daværende departementschef Leo Bjørnskov i ren desperation for at få lukket forhandlingerne falder på knæ for Jesper Langballe og med bedende stemme trygler:

»Vil du ikke nok give dig!«

Det gør Langballe, men tilfreds er han langtfra, hvilket flere af tingets medlemmer og politiske reportere får at vide samme aften. I Berlingske Tidende kalder han dagen efter nattens forhandlinger for »en abefest«.

Det er dog ikke med Helge Sander, at Jesper Langballe gør sig sine første erfaringer på det forskningspolitiske område. Dem gør han allerede, inden han er ordfører, da han i februar 2002 opsøger udenrigsminister Per Stig Møller på hans kontor.

Udenrigsministeriet har netop fået det nyoprettede Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier lagt ind under sig, og det får Jesper Langballe, der sammen med Gitte dyrkede den russiske systemkritiker Aleksander Solsjenitsyns bøger om de sovjetiske Gulag-lejre, på den idé, at der også skal gives en forskningsbevilling til en undersøgelse af de indre konflikter i Danmark under Den kolde Krig.

Undersøgelsen skal ledes af professor Bent Jensen, forklarer Jesper Langballe ministeren. At netop Bent Jensen er udset til at stå i spidsen for centret, ser mange af dets kritikere som alt andet end en tilfældighed.

Professor Bent Jensen er en markant borgerlig debattør og antikommunist og er i mange spørgsmål på linje med Langballe og Krarup. På Per Stig Møllers kontor oplever Jesper, at forslaget modtages som en god idé, det ikke kan kræve mere end et pennestrøg at få på plads.

Det sker bare aldrig.

I stedet modtager Bent Jensen halvanden måned senere et afslag på halvanden linje fra udenrigsministeren, der dermed lægger idéen død. Samtidig har man ude i forskningsmiljøerne på universiteterne og blandt Langballes modstandere på Christiansborg bemærket sig forslaget. Det fører ikke alene til beskyldninger om politisk historieskrivning, tilsidesættelse af forskningsfriheden og brud på armslængdeprincippet, men også til begrebet en Langballebevilling.

Et udtryk, Langballe kun har et skuldertræk til overs for, da han mener, at støttepartier altid har taget sig betalt for at stemme en regerings finanslov igennem.

»Milliarderne til forskningen strømmer gennem forskningsrådene, og sådan skal det være. Dansk Folkeparti har imidlertid siden 2001 været i en position, hvor vi har haft mulighed for at sætte endog mange fingeraftryk. Derfor synes jeg ærligt talt, at det der klynkeri fra oppositionen er lidt latterligt.«

Første gang en Langballe-bevilling dukker op, er under finanslovsforhandlingerne i efteråret 2003. Det er Langballes første som forskningsordfører, og han er ikke sen til at bruge sin og Dansk Folkepartis position. Han får blandt andet afsat en bevilling på 12 millioner kroner over fire år til seniorforsker ved Dansk Rumforskningsinstitut Henrik Svensmark.

Svensmark arbejder ud fra en teori om, at forklaringen på klimaforandringerne skyldes solens påvirkning af klodens skysystemer. En teori, der harmonerer dårligt med den politiske dagsorden og den generelle antagelse, at drivhuseffekten er et menneskeskabt fænomen.

Derfor har Henrik Svensmark svært ved at finde midler til sin forskning inden for rumforskningsinstituttets budget. Han forfatter derfor et oplæg omkring sit forskningsprojekt, som han sender til ordførerne for Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Langballe er den eneste, der reagerer, og han har siden fulgt seniorforskerens arbejde tæt.

»Svensmark tror ikke en døjt på, at vores klimaproblemer er menneskeskabte, hvilket er politisk ukorrekt. Ham har jeg interesseret mig for, længe før jeg blev politiker, for jeg har altid interesseret mig for folk, der går imod strømmen. Her havde vi en beskeden forsker, som ikke anede, hvilke kræfter han var oppe imod.

Så jeg fik Kristian Thulesen Dahl til at sætte 12 millioner kroner af til ham på finansloven, og i dag kører hans klimaforskningscenter og får i øvrigt mere og mere international reputation.

Skal jeg som forskningsordfører koge eksemplerne Bent Jensen og Henrik Svensmark ned, vil jeg sige, at jeg svinger sværdet, når jeg bliver stillet over for det, der hedder forbudt eller politisk ukorrekt forskning. Når noget ikke må undersøges, så skal det undersøges.«

»Eksemplet Bent Jensen« er det andet fingeraftryk, Langballe sætter på finansloven for 2004. Et aftryk til fire millioner kroner. I det hele taget bliver Bent Jensen de kommende år en kontroversiel aktør på den forskningspolitiske scene og kommer blandt både kolleger og politikere til at stå som symbol på en del af Langballes virke som forskningsordfører.

Forud er gået et længere forløb, der begynder, da Poul Nyrup Rasmussen som statsminister i juni 2000 beder det daværende Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, foretage en undersøgelse af Danmarks sikkerhedspolitiske situation under Den kolde Krig.

Undersøgelsen skal blandt andet belyse den sovjetiske trussel samt Østblokkens politiske aktiviteter rettet mod Danmark. Kort tid efter valget i 2001 beder Langballe og Krarup om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen, der blandt andet har skrevet et kapitel i bogen Hvem holdt de med, en debatbog redigeret af Bertel Haarder, der handler om, hvorfor politisk aktive på den yderste venstrefløj var i PET's søgelys under Den kolde Krig.

De møder op i Statsministeriet, hvor de tre har et møde uden deltagelse af embedsmænd. På mødet udtrykker Anders Fogh Rasmussen stor forståelse for undersøgelsen, men også at han er stødt på modstand.

»Statsministeren gav udtryk for, at han siden sin tiltrædelse havde haft et loyalt arbejdende embedsværk. Det følte han ikke var tilfældet i denne sag. Jeg er overbevist om, at der i Justitsministeriet sidder folk og arbejder imod en sådan tilbundsgående undersøgelse,« siger Jesper Langballe.

Senere i 2002 udvider Anders Fogh Rasmussen DUPI-undersøgelsens kommissorium. Ifølge Langballe sker det efter voldsomt pres fra PET-kommissionen og dele af embedsværket. Herefter skal den også omfatte den interne debat, særligt i 1980'erne, og østlandenes forsøg på at skabe sig indirekte indflydelse på dansk politik igennem venstrefløjens partier og bevægelser.

Netop det spørgsmål som ifølge Langballe skulle behandles i en fri og bred historikerundersøgelse ledet af Bent Jensen.

Efter en ophedet debat om Den kolde Krig rejst af Langballe i Folketingssalen bliver opgaven med at kortlægge perioden givet til Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, der nu har afløst DUPI. Langballe får derefter afsat fire millioner kroner på finansloven, der øremærkes til »en styrkelse af forskningen i Gulagstalinismens udryddelseslejre«, ved professor Bent Jensen.

Den millionstore bevilling går uansøgt til Syddansk Universitet, efter at Danmarks Humanistiske Forskningscenter har takket nej til at huse projektet. På Syddansk Universitet kommer rektor Jens Oddershede dog under pres, og bevillingen ender med at blive spredt for alle vinde.

Manøvren med den øremærkede ekstrabevilling får flere til at anklage Jesper Langballe for at begå et brud på det armslængdeprincip, som ellers gælder for området, og for en uhørt politisering af forskningen. Beskyldninger, der skal blive gentaget halvandet år senere.

I sommeren 2005 udkommer den store og længe ventede DIIS-udredning om Danmark under Den kolde Krig. I alt fire bind, hvis konklusion vækker alt andet end begejstring hos Dansk Folkeparti og dets forskningsordfører. For oppositionen er rapportens konklusioner tilforladelige, men som man kan høre i Langballes ordførertale, da Folketinget i 2006 diskuterer udredningen, er problemstillingen helt principiel for ham.

Her er udsigt til en debat, der »ikke blafrer så lavt over fjeldet«, som han ellers synes, niveauet i salen har for vane. Her kan man finde kernen i det, der har drevet ham som debattør og politiker.

I sin tale markerer han sin væmmelse ved venstrefløjens manglende afstandtagen fra sovjetkommunismen under Den kolde Krig og drager en parallel til kampen mod islam.

Begge er ideologier, der er styret af mennesker, der tror sig bedre end andre. Mennesker, der vil sætte sig i Guds sted i stedet for at acceptere deres givne plads på jorden og koncentrere sig om det nære og være Næsten tro - det er noget af det, han behandler i sin ordførertale. Sammenfaldet mellem tidehvervsmanden og politikeren er tydeligt:

»Hvorfor er intet historisk arbejde i dag mere påtrængende end kortlæggelsen af de indre konflikter i Danmark under Den kolde Krig? Måske kan man nærme sig et svar ved at stille et andet spørgsmål:

Hvorfor er det mon, at venstrefløjen er så desperat opsat på at forhindre denne undersøgelse?

Den venstrefløj omfatter i den her sag De Radikale og den fløj af Socialdemokratiet, som kom til magten og ændrede sikkerhedspolitikken i begyndelsen af 1980'erne, fodnotefolket, og som stadig bestemmer farten i Socialdemokratiet trods et par formandsskift.

Hvorfor er det så vigtigt for dem, at undersøgelsen ikke bliver gennemført? Mon ikke det er, fordi der er for mange lig i lasten, for meget der skal fortrænges og bortforklares fra den periode, hvor den ideologiske begrebsdannelse opstod, som stadig udgør en betragtelig del af den ideologiske luft, vi indånder.

Lad mig sige uden omsvøb, og jeg understreger det selvfølgelige, at mit udsagn kun forpligter Dansk Folkeparti: Der er blandt andet behov for, at vi får kortlagt medløberiet, den intellektuelle og politiske fascination af den totalitære ideologi, der stod bag verdenshistoriens mest monstrøse terrorstat ved siden af det nazistiske Tyskland: en magt, hvis mål det var at kvæle friheden i Vesteuropa, sådan som den var blevet kvalt i Østeuropa.

Historien skal først og sidst lære os at forstå den nutid, vi lever i, og en kortlægning af datidens medløberi kan blandt andet sætte det aktuelle medløberi i perspektiv.

Medløberiet over for nutidens skræmmende totalitære ideologi, islamismen, som får ikke så få af tidens intellektuelle, kunstnere og politikere til at svigte forsvaret for ytringsfriheden og den frie religionskritik.

Vi oplevede medløberiet over for totalitarismen i 1930'erne, vi oplevede det under fodnoteperioden, og vi oplever det i dag, og den historie skal fortælles. For valget mellem frihed og totalitarisme kommer altid igen i ny skikkelse, eller valget mellem virkelighed og utopi,« siger han fra Folketingets talerstol.

Oven på den forventede skuffelse over DIIS-rapporten udnytter Jesper Langballe igen sit partis indflydelse, og på finansloven for 2006 får han afsat ti millioner kroner over tre år til forskning i »Danmarks stilling under Den kolde Krig«.

Denne gang lykkes manøvren, og en enig bestyrelse for det nye center indstiller Bent Jensen som leder. Forskningscenteret får til huse på Forsvarsakademiet i København. Venstrefløjspolitikerne kan nærmest ikke tro deres egne ører, og under debatten bruger de konsekvent betegnelsen »Hr. Jesper Langballes center for klapjagt på røde lejesvende og nyttige idioter« om det nye center.

Ikke mindst SF's Villy Søvndal er meget aktiv i de ophidsede debatter i Folketingssalen, og han er ikke imponeret over Langballes insisteren på at få endnu en undersøgelse - denne gang med Bent Jensen som leder.

»Hele balladen omkring DIIS-rapporten var i virkeligheden en sjov historie. Her satte man et frit og uafhængigt forskningsinstitut til at komme med en udredning. Fuldstændig som man plejer. Der skete så desværre det ulykkelige, at rapporten aflivede samtlige myter om venstrefløjen og fredsbevægelsen som nogle, der blev styret udefra eller ligefrem løb Sovjetunionens ærinde.

Tværtimod kom den med et nuanceret billede, der passede ad helvede til for Langballe, og han var i dagevis stiktosset over, at den type fri forskning kunne ende i så ulykkeligt et resultat.

Derfor bad han om at få en ny undersøgelse, men denne gang flyttet til et center, hvor de selv sørgede for, at Bent Jensen, som var helt tæt på dem, blev leder. Det er nærmest sovjet-russisk: at bede forskere om noget, og når man så ikke kan lide resultatet af deres arbejde, river man bare bogen i stykker og sætter nye forskere i gang, som man er sikker på vil frembringe de resultater, man er interesseret i,« siger Villy Søvndal i dag.

Kritikken fra oppositionen bider imidlertid ikke på Jesper Langballe, der efterfølgende ikke lægger skjul på, at det var ham, der med opbakning fra sit parti krævede og fik bevillingerne igennem.

»Oppositionens fremstilling har jeg hørt hundrede gange før, og jeg tror godt selv, at eksempelvis Villy Søvndal ved, den ikke holder vand. DIIS-undersøgelsen var ikke vores opfindelse. Vi var direkte imod den, da vi ikke har tillid til statsansatte forskere, men ønsker en fri og uafhængig forskning.

Vi skal redde finansloven igennem for regeringen, og det koster - og prisen i denne omgang var blandt andet dette center. Nogle mener, at det er et angreb på forskningsfriheden, at det ikke går gennem forskningsrådene. Men nej, forskningsfriheden kan vel ikke være truet af, at der kommer en enkelt bog for meget. Den kan derimod være truet, når der kommer en bog for lidt,« siger Jesper Langballe i foråret 2006 i et interview i bladet Forskerforum.

Her fortæller han også, at han med bevillingen forventer en god og velskrevet bog om de indre konflikter i Danmark under Den kolde Krig og ikke en »møgkedelig bog, som den seneste DIIS-rapport«. 

Balladen om centret fortsætter, da Bent Jensen i januar 2007 i en kronik i Jyllands-Posten refererer Politiets Efterretningstjeneste for, at den tidligere journalist på Information Jørgen Dragsdahl har fungeret som spion for KGB. Oplysninger, han kan dokumentere via sin adgang til PET's arkiver. Beskyldningerne vækker voldsom debat, og flere politikere kræver, at Bent Jensen sættes fra bestillingen, mens PET mener, at forskeren har misbrugt sin arkivadgang til at videregive personfølsomme oplysninger.

Jørgen Dragsdahl selv stævner Bent Jensen for injurier i en sag, som han siden vinder ved Byretten. I januar 2008 giver Justitsministeriet PET medhold i, at Bent Jensen med sin kronik brød sin tavshedspligt. Bent Jensen vælger at indanke denne beslutning, og således påberåber »Hr. Jesper Langballes center for klapjagt på røde lejesvende og nyttige idioter« sig opmærksomhed, allerede inden der er taget hul på arbejdet.

I maj 2009 giver Ombudsmanden Justitsministeriet en alvorlig påtale for ikke at have svaret på Bent Jensens anke, selv om han adskillige gange over en periode på mere end 12 måneder rykker for et svar.

På sidelinjen er Jesper Langballe stærkt frustreret - ikke mindst over Justitsministeriets blåstempling af PET's påstand om, at Bent Jensen har videregivet personfølsomme oplysninger.

»Det, Bent Jensen og hans koldkrigscenter har været ude for, ligner systematisk chikane. Det betyder, at jorden gynger under en finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti med risikoen for, at centret nu må lukke på grund af PET,« siger Jesper til Berlingske Tidende, efter at Bent Jensen har truet med at gå på grund af dårlige arbejdsvilkår.

Selv SF's Ole Sohn, der var en af de hårdeste kritikere af centret, er fortørnet over den langsommelighed, systemet udsætter Bent Jensen for.

»Ganske vist var jeg utilfreds med koldkrigscentrets placering på Forsvarsakademiet, fordi jeg hellere havde set det i universitetsregi, men når man nu har det kørende, så finder jeg det problematisk, at det ikke får ordentlige arbejdsbetingelser. Behandlingstiden på centrets ansøgninger må forkortes, og Justitsministeriet og PET må jo få flere folk på sagen, hvis det er et arbejdsmæssigt problem,« siger Ole Sohn ligeledes til Berlingske Tidende.

Den 10 millioner kroner store særbevilling til Bent Jensens forskning i Den kolde Krig er ikke det eneste større fingeraftryk, Jesper Langballe sætter på finansloven for 2006. Han får også afsat 10 millioner kroner til forskning i »radikaliseringsprocesser, herunder al-Qaeda-inspireret terrorisme med udgangspunkt i islamisk fundamentalisme«, som det hedder.

I sig selv ikke noget, der skulle kunne udløse den store ballade. Det gør det til gengæld, da Langballe, kort efter at lovteksten er skrevet, lader forstå, at visse forskere på forhånd har diskvalificeret sig fra at få del i pengene. Langballe lægger ikke skjul på, at han her sigter til islamforsker Jørgen Bæk Simonsen ved Carsten Niebuhr Afdelingen ved Københavns Universitet og religionshistoriker Tim Jensen fra Syddansk Universitet.

Deres forskning kan overhovedet ikke bruges til noget, mener Langballe, men afviser, at han har afskåret de to fra at søge midlerne. Til Weekendavisen siger han i november 2006:

»Jeg vil ikke sige, at Niebuhr ikke har kompetencerne. Men de laver ikke den forskning, vi ønsker, og det er nok mere et spørgsmål om vilje end kompetence. Min bedømmelse er, at de på Niebuhr er syltet ind i politisk korrekthed: Alt i Vesten er ondt, og alt i den arabiske verden er godt. Derfor har vi ønsket bevillingen. Men at jeg overhovedet skulle blande mig i, hvem der kommer til at stå med det, er en fuldstændig forrykt tanke. Det vil slet ikke kunne lade sig gøre.«

Om hele sagen siger Jørgen Bæk Simonsen, der ved flere lejligheder har debatteret med Langballe, i dag:

»Jeg synes, Langballes ordførerskab bærer præg af, at han siger ét, men gør noget andet. Både i forbindelse med koldkrigsbevillingen og islamistbevillingen afslørede han sig selv og sine særbevillinger med henvisning til, at det normale system ikke leverede de resultater, han af ideologiske grunde gerne ville se. Derfor ville han have afsat midler, som kunne give ham de svar, han af ideologiske grunde gerne ville have.

Der er med andre ord et skisma i det, Langballe siger, når han giver den som fortaler for den frie forskning. Gik Langballe virkelig ind for fri forskning, gav han jo netop penge til, at islamisme kunne blive undersøgt, og ikke penge til at et bestemt fænomen kunne blive undersøgt under nærmere omstændigheder, for så er friheden væk.«

At Langballes ageren på visse områder og ikke mindst hans stædige kampe for særbevillinger er problematiske, kan rektorkollegiets formand og rektor på Syddansk Universitet, Jens Oddershede, skrive under på.

»Jesper Langballe har en stor interesse i og tro på det enkelte menneskes frihed. Forskningspolitikken har altid været reguleret og styret fra centralt hold, og det har han villet gøre op med.

I kraft af sin frihedstrang mener han, at den enkelte forsker bedst selv kan styre sin forskning. Det er ikke noget, politikerne nødvendigvis skal blande sig i og regulere. 'Det er forskningen, der bringer os fremad,' som han plejer at sige, og derfor er han på mange måder også regeringens dårlige samvittighed i forskningsspørgsmål.«

Men Langballe-bevillingerne er en af de få ting, der kan få det til at knage mellem de to. Oddershede kalder det ligefrem en brist hos Langballe og har mere end en gang ladet ordføreren vide, at det at øremærke penge til bestemte forskere og projekter er noget, han ikke bifalder.

Trods beskyldninger om politisk indblanding og særbevillinger er det dog langtfra kun vrede, Jesper Langballe nedkalder over sig som forskningsordfører. Tværtimod. Det, som i foråret 2003 begyndte med et øjebliks ophidselse over en ny universitetslov, griber gennem årene om sig, og præsten fra Thorning, der meget mod sin vilje lod sig opstille og vælge til Folketinget, engagerer sig mere og mere i stoffet.

Som ordfører forvalter han Dansk Folkepartis mandater på en måde, der gør ham til en mand med stor indflydelse på dansk forskning. Da Nyhedsmagasinet Ingeniøren i februar 2006 opstiller deres bud på en liste over de 30 mest magtfulde mennesker i dansk teknisk/videnskabelig forskning, er Langballe nummer 27, én plads højere end Bjørn Lomborg.

Også blandt de øvrige partier noterer man sig det engagement, Langballe går ind i sagerne med. Værre er det, at flere af oppositionens ordførere på området langsomt må erkende, at de langt hen ad vejen er fuldstændig enige med Dansk Folkeparti og Jesper Langballe.

Ikke mindst i det spørgsmål, der for alvor optager Langballe - grundforskningen og dens betingelser. En af de politikere, der her kommer til at danne en uhellig alliance med Langballe, er De Radikales ordfører, Margrethe Vestager.

Et umage par, da hverken De Radikale eller Dansk Folkeparti tøver med at udråbe den anden til hovedmodstanderen. Langballe deler mange andre borgerlige politikeres irritation over Vestagers forhandlingsstil, og ligesom resten af partifællerne i Dansk Folkeparti nærer han en instinktiv skepsis over for den radikale partileder, som opfattes som belærende og selvsmagende.

Så nogen definitiv forbrødring sker der ikke mellem Vestager og Langballe, men som den radikale leder siger, er der dog et værdigrundlag inden for forskningen, hvor der er en vis grad af overensstemmelse mellem dem.

Oftest finder de to derfor sammen i kampen om fordelingen af midler til henholdsvis grundforskningen og den såkaldte strategiske forskning - det Helge Sander kalder for »Fra tanke til faktura«.

»Det er i de spørgsmål, jeg som ordfører har prøvet at gå arm i arm med De Radikale, hvilket for nogle måske har virket som et paradoks,« siger Langballe:

»Man skulle ellers tro, at de borgerlige og liberale partier havde sans for forskningsfriheden, men de har ikke andet end penge i hovedet. Dels er det en forblindelse af globaliseringen, dels et enormt pres fra EU, der med alle sine standarder og tendenser forvandler det hele til én stor pølsemaskine. Områderne historie, humaniora og teologi er dem, som jeg kender bedst. Hvis de bliver dirigeret efter en hensigt, er det en katastrofe. Det samme gælder naturvidenskaberne.«

Ordet globalisering er på mange måder et tidens løsen i de første år af Fogh Rasmussen-regeringens leveår, og her er forskningsområdet ingen undtagelse. Globalisering bruges flittigt som et argument med særlig tyngde. Sådan oplever Jesper Langballe i hvert fald kollegernes omgang med det ord, der kan få ham til at skære ansigt.

»Ordet globalisering synes jeg er fuldstændig tomt, og det bliver brugt som begrundelse for alt muligt. Hermann Göring sagde engang, at når han hørte ordet kultur, så spændte han hanen på sin revolver. Sådan har jeg det med ordet globalisering. Når jeg hører det, så spænder jeg hanen på min revolver,« siger han.

»Da jeg var barn, havde jeg en globus, som min farmor havde foræret mig, og som jeg husker det, så var verden også dengang global - altså kuglerund. Jeg ved godt, at samfærdsel og kommunikation og IT betyder, at vi i dag bevæger os hurtigere, men det ændrer ikke ved, at vi i Danmark skal lovgive på dansk og efter dansk tradition.

Vi bliver inspireret fra udlandet - det er vi altid blevet - men med globalisering skal alt på det enkelte lokale miljø nu partout være globalt. Også universiteterne skal være globale, hvilket betyder, at alle verdens universiteter bliver nærmest ens.«

Hvor Langballes holdning til regeringens forskningspolitik ikke vinder gehør hos Venstre og De Konservative, så gør den det til gengæld ude i miljøet på landets universiteter. Også det kan synes som et paradoks, da det ikke er her, Dansk Folkeparti har sine kernevælgere.

Men nok har man sine meninger om Langballe- bevillinger, koldkrigscenter og udfald mod navngivne islamforskere, men man noterer sig også Langballes stædige kamp på forskningsområdet, hvor han i forhandlinger ikke sjældent får tilkæmpet sig lidt flere midler til landets universiteter.

Derfor vokser der også hurtigt stor respekt om Jesper Langballe på universiteterne - ikke mindst i de humanistiske kredse. Her kan det mærkes på budgetterne, at det koster, når der skal sættes lighedstegn mellem tanker og faktura.

»Det er ingen hemmelighed, at det var en stor overraskelse at opdage, at vi i Jesper Langballe havde fået en ven og allieret,« fortæller Jens Oddershede.

»Jeg ved, at man rundt om på universiteterne flere gange har set på hinanden og sagt: 'Skal det virkelig være Dansk Folkeparti, som redder os?' Hvor andre partiers ordførere på området har det med at springe i målet, står Langballe fast og har altid gjort det. På den måde er han i miljøet noget af et skisma, som jeg ved, mange har haft svært ved at forholde sig til.«

Sådan oplever Jesper Langballe det også ved flere lejligheder selv, når han mødes med forskere i forskellige sammenhænge, eller når telefonen bare ringer på kontoret. Så bygges der broer og laves aftaler mellem mennesker, der ellers ikke er hinandens politiske kop te.

»Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg er elsket blandt selv de mest ræverøde universitetsfolk, som ellers afskyr Dansk Folkeparti og dets to præster. Så jeg vil ikke afvise, at det giver mig en ekstra fornøjelse, at det er mig, de selv samme folk ringer til, hvis de har et problem. Det har jeg flere eksempler på, er sket. Et af dem handler om Københavns Universitet ude på Amager, KUA.

Her sidder en lektor af den mest ræverøde slags. En ekspert i den græske bystat og så stor en kapacitet inden for sit felt, at den røde løber bliver rullet ud, når han gæster Oxford University i England. Højt internationalt respekteret. Han ringer så til mig og spørger, om vi ikke kan gøre noget, for nu skal KUA rives ned og pakkes ind i noget campusbyggeri, der koster det hvide ud af øjnene.

Imens er der ikke penge til ordentlige lærere eller bøger, og tidsskrifter har man heller ikke råd til at holde længere. I stedet må universiteterne ringe til hinanden og låne tidsskrifter her og der. Fuldstændig uværdigt. Man skal lige huske på, at humanisterne på KUA er i verdensklasse.

Men de bliver udsultet, samtidig med at regeringen siger, at vi skal være nummer ét med hensyn til IT-forskning. Sådan nogle pling-plang-slagord. Bare tanken om, at vi skulle slå USA, der spytter it-forskere ud i et helt andet omfang, er latterlig.«

Selv om forskningsområdet fylder relativt meget på finansloven, lever det et stille liv i den offentlige debat. Men Langballes værdikamp på området betyder, at der ved flere lejligheder kastes lys over milliardbevillingerne.

Også her anerkendes Langballe fra uventet side. Eksempelvis da man i Politiken, der igennem årene ellers har været en af Langballes hovedmodstandere, bringer et debatindlæg i oktober 2008.

Alene overskriften »Langballificering: Længe leve Langballe - for han er en af vore egne« har givetvis fået flere af avisens trofaste læsere til at få kaffen galt i halsen.

Men det skal blive værre endnu. Avisens egen litteraturanmelder, lektor i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet Mikkel Bruun Zangenberg, går længere i sit indlæg. Langballes kamp mod regeringens forslag om, at midlerne i Globaliseringspuljen skal styres fra centralt hold, får ham til at kræve Langballe indsat som minister.

»Jeg er overbevist om, at han ville blive dette lands hidtil bedste mand på posten. Langballe er selv uddannet; han er begavet og belæst; men som det allervigtigste i denne sammenhæng; han forstår ganske enkelt vigtigheden af at vise universiteterne den tillid, der blandt andet er medvirkende årsag til, at vi herhjemme ville kunne bedrive forskning på højeste niveau.«

Dem, som oftest kommer til at lægge arm med denne såkaldte langballificering på forskningsområdet, er Helge Sander og hans embedsmænd. Selv om Langballe og Sander har et godt og fortroligt samarbejde, fra Langballe overtager ordførerskabet i Dansk Folkeparti, oplever ministeren ved flere lejligheder, at støttepartiets forskningsordfører har et voldsomt temperament.

Således ringer telefonen en sen aften sidst i oktober 2006 hjemme hos Sander. I røret er en bandende og svovlende Jesper Langballe. På vej over Christiansborg Slotsplads og hjem til lejligheden i Nyhavn er Langballe blevet så stiktosset, at han nærmest har mistet troen på demokratiet, fortæller han ministeren.

»Jeg vil ikke finde mig i at blive behandlet på den her måde. At det er sådan nogle genbrugte fuptal, vi bliver præsenteret for. Og jeg kan godt sige dig en ting, Sander,« sprutter Langballe, »hvis ikke et folketingsmedlem kan stole på et ministeriums tal og udregninger, så braser hele det parlamentariske system sammen.«

Baggrunden for Langballes raserianfald er resultatet af de netop afsluttede forhandlinger i Videnskabsministeriet, hvor han sammen med forskningsudvalget netop har været med til at fordele en milliard kroner fra Globaliseringspuljen, som er en del af Velfærdsforliget. Her har Jesper Langballe siddet med ved forhandlingsbordet parat til endnu en gang at kæmpe for sit hjerteblod: den frie forskning.

Det er vitale forhandlinger, og når den slags står på, holder Langballe og Jens Oddershede, der med tiden er blevet en fortrolig allieret og sparringspartner, tæt kontakt. I praksis betyder det, at de nogle gange taler sammen flere gange på en dag. Også denne gang har Jens Oddershede gjort sit til at klæde Langballe bedst muligt på til forhandlingerne.

Oddershede ved kun alt for godt, hvordan embedsmænd og politikere forsøger at køre rundt med folk og puste tal op ved at lægge dem sammen. Han ved også, at Jesper Langballe er en politiker, der går op i holdninger og principper. Desværre har den slags politikere det med at blive kørt bagud af »pengepolitikerne«, som er dem, der har styr på decimalerne og det med småt, og som kan gøre folk som Langballe helt rundtossede med deres udregninger.

»Det var et enormt beløb, vi sad med i hænderne. En milliard kroner til forskning er godt nok mange penge,« siger Jesper Langballe.

»Hverken Bertel Haarder eller Helge Sander, de to ministre, der sad med ved forhandlingerne, havde nogen sinde haft så mange penge mellem hænderne. Regeringens holdning og strategi var, at flere af midlerne skulle gå til konkurrenceudsatte forskningsbevillinger, hvor man skal skrive ansøgninger og konkurrere om beløbene i forskningsrådene.

Men hvis der er noget, forskerne er ved at brække sig over, så er det at skrive ansøgninger. Det kan være lige så stort et arbejde som det, det hele handler om - nemlig at forske. Samtidig var det regeringens holdning, at basismidlerne skulle drosles ned.

Jeg havde den modsatte holdning. Basismidlerne er det vækstlag, der giver universiteterne fred og ro til at fordele pengene. Jeg havde Margrethe Vestager og Socialdemokraternes ordfører, Rasmus Prehn, på min side, så Sander kunne godt se, at han ikke havde flertal. Der var altså god mulighed for at få basismidlerne presset op.

Klokken 22.30 var vi så langt, vi kunne komme, så Sander lukkede forhandlingerne og sagde, at resten måtte vi tage næste dag ved det store bord ovre hos finansminister Thor Pedersen.«

Langballe er i godt humør, da han begiver sig hjemad. Det beløb, man netop er blevet enige om, matcher så rigeligt det, han og Jens Oddershede på forhånd havde sat som et succeskriterium.

Han ringer derfor opløftet til rektorkollegiets formand for at overbringe ham de gode nyheder. Der går dog ikke længe, før Langballe mærker jorden synke sammen under sig. Den aftale, han har kæmpet for og er så stolt af, affærdiger Oddershede med ordet »elendig«.

Han forklarer den lamslåede forskningsordfører, at han er blevet spist af med såkaldt akkumulerede tal.

Et begreb, Langballe ikke aner, hvad betyder. Men da det dæmrer for ham, at beløbet ikke skal uddeles årligt, men strækkes over en årrække, er det, han ringer videnskabsministeren op.

Helge Sander er forbløffet over skideballen, men da han er afhængig af Langballe og Dansk Folkeparti for at hive det vigtige forlig hjem, får han i den sene aftentime fremstammet, at han vil se, hvad han kan gøre. Også selv om han egentlig mener, at fremgangsmåden har været helt i overensstemmelse med normal procedure på Christiansborg.

Næste morgen er det en forsamling trætte embedsmænd fra Videnskabsministeriet, der dukker op hos Thor Pedersen i Finansministeriet for at bistå deres minister med at få lukket Globaliseringsaftalen.

Langballes sene opringning til Sander har betydet fast arbejde hele natten. Jesper Langballe syder stadig af raseri og forsøger flere gange at få fat i sit partis hovedforhandler, Kristian Thulesen Dahl, for at få luft for sin frustration.

Til sidst lykkes det, men da han afslutter sit resume af aftenens forhandlinger med at spørge partiets finansordfører, om han ikke også synes, at det er en horribel behandling, han har været udsat for, er svaret nej. Thulesen Dahl forklarer Langballe, at proceduren med akkumulerede tal skam er helt normal.

»Han benægter det godt nok i dag, men jeg er helt sikker på, at Kristian sagde til mig, at det da var noget, ethvert barn vidste,« husker Langballe.

Mens Langballe bliver taget i realpolitisk skole af Kristian Thulesen Dahl, flimrer Helge Sanders departementschef, Uffe Toudal, rundt om ham - tydeligt ivrig efter at komme i kontakt med den kontrære forskningsordfører.

»Da han får kontakt, siger han så til mig, at ministeren var blevet noget rystet over mit opkald aftenen før, at embedsmændene havde været på arbejde hele natten, og at de havde besluttet at fordoble tallene. Da så tallene lidt senere blev delt ud til de andre, gjorde ikke mindst Margrethe Vestager store øjne, for det var jo nogle helt andre tal end dem, hun havde set til få timer forinden.«

Selv om det er kampen for en stram udlændingepolitik og modstanden mod EU's indflydelse, der ansporer Langballe til at stille op til folketingsvalget i november 2001, kan han knapt ni år senere konstatere, at det er på forskningsområdet, han har spillet den største rolle. Både hvad angår de beløb, han har været med til at fordele, men også i kraft af den personlige indflydelse, han siden 2003 har opnået på området.

Men intet varer evigt. Heller ikke ordførerskabet på forskningsområdet. Så i en stille stund med gang i piben på kontoret kan det godt bekymre ham, om nogen vil tale den frie forsknings sag efter ham. Hvem skal nu sikre midlerne til de rigtige projekter og slå koldt vand i blodet, når globaliseringsfeberen raser i regeringstoppen?

Jesper Langballe kender ikke svaret, og et blik ud over hans partis folketingsgruppen synes heller ikke at give det.

De fleste interesserer sig stadig mest for kerneområderne: den stramme flygtninge- og indvandrerpolitik, EU-modstanden og på det seneste også dyrevelfærd. Nogen kronprins har Langballe ikke på området, og det nager ham.

»Skal jeg selv sige det, blev resultatet af universitetsloven med dens nye bestyrelsessammensætninger faktisk ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Selv om det er tydeligt, at der er problemer på universitetsområdet, er jeg langtfra sikker på, at de stammer så meget fra bestyrelserne, som jeg havde set for mig.

Derfor siger jeg i dag til regeringen: Jamen for pokker, nu har I bestyrelserne. Hvorfor bruger I dem ikke, hvorfor gør I dem ikke økonomisk ansvarlige, i stedet for at man skal sidde i ministeriet i Bredgade og vende hver en femøre. Det er fuldstændig utålelig centralisme.«

Og så er det, at man bliver gal i hovedet.