Liberal Alliance kan nå endnu højere

MENINGSMÅLING: Hver tredje af regeringspartiernes nuværende vælgere, ser Liberal Alliance som det mest nærliggende alternativ til deres eget parti. De har gode muligheder for at udnytte potentialet, mener eksperter.
Anders Samuelsen og Liberal Alliance har et stort vælgerpotentiale. Hele 13.2 procent ser partiet som det mest nærliggende alternativ til deres eget parti.
Anders Samuelsen og Liberal Alliance har et stort vælgerpotentiale. Hele 13.2 procent ser partiet som det mest nærliggende alternativ til deres eget parti.Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Mette LaursenErik Holstein

Det bliver spændende, hvordan Anders Samuelsen vil agere i den kommende tid. Hvis hans skænderier med pressen bliver endnu værre, risikerer han at skræmme en hel del vælgere væk

Lars Hovbakke Sørensen
Lektor ved Københavns Universitet

Trods stabil fremgang i meningsmålingerne har Liberal Alliance stadig potentiale til at tiltrække endnu flere vælgere.

Det viser en ny meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk.

Hele 13,2 procent af de adspurgte deltagere valgte LA som det næstbedste parti. Blandt Konservatives vælgere ser 30,1 procent LA som det mest nærliggende alternativ, blandt Venstres vælgere er det hele 35,1 procent, og blandt Radikales og Dansk Folkepartis vælgere er det henholdsvis 15,4 og 14,8 procent.
 
Stort potentiale 
Regeringspartierne har sig selv at takke for, at Liberal Alliance har fået så stort et potentiale, mener kommentator og lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen:

"Venstre og Konservative har haft nogle meget vanskelige sager i op mod et  år. Det har selvfølgelig gavnet Liberal Alliance, og jeg tror, at LA har gode muligheder for at udnytte potentialet," siger Lars Hovbakke.

Også Johannes Andersen, lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet, mener, at LA nu er et parti, der skal tages seriøst:

"Jeg er meget overrasket over, at tallene er så gode for Liberal Alliance. Det kan kun betyde, at der nu er rigtig mange borgerlige vælgere, der tager LA alvorligt. Partiet har en chance for at blive en magnet for især unge mænd," siger Johannes Andersen.

Politiske pirater
Liberal Alliance har i det sidste år opført sig som politiske fribyttere, der ikke har taget noget hensyn til de allierede i den blå blok. Tværtimod har LA angrebet både V og K helt uden filter i partiets stort anlagte annoncekampagne.

Denne autonome position gør det lettere for LA at omsætte sympatien blandt VK-vælgerne til stemmer, for Anders Samuelsens folk kan uden begrænsning gå på strandhugst blandt VK-vælgerne. I modsætning til f.eks. SF der ikke kan høste på Socialdemokraternes bekostning på grund af de to partiers nære parløb.

Vælgere kommer og går hurtigt
Lars Hovbakke advarer dog om, at Liberal Alliances position langt fra er sikker:
 
"Vælgerne kommer hurtigt, men de kan også gå hurtigt igen. Det er meget vigtigt, at LA's kandidater demonstrerer faglig og politisk viden. Hvis de dummer sig, kan LA ende, som Ny Alliance gjorde i sidste valgkamp," siger Lars Hovbakke og tilføjer:

"Det bliver også spændende, hvordan Anders Samuelsen vil agere i den kommende tid. Hvis hans skænderier med pressen bliver endnu værre, risikerer han at skræmme en hel del vælgere væk."

Stiler stadig efter otte mandater

For LA-leder, Anders Samuelsen, er meningsmålingen et bevis på, at partiets strategi virker optimalt. Men det gunstige resultat får ham ikke til at hæve succeskriteriet:

"Vores ambition er stadig otte mandater, fordi de vil blive afgørende. Det er positivt, at der er så høj en procentdel, der synes, at vi er værd at overveje, men vi skal blive ved med at gøre det, vi har gjort hele tiden: Nemlig at være meget klare i mælet," siger Anders Samuelsen.

Dokumentation

Spørgsmålet lød:
Hvilket parti ville du foretrække, hvis du skulle stemme på et andet parti end din førsteprioritet (hvad anser du som det "næstbedste" parti)?

Enhedslisten  5,4%
SF 28,2%
Socialdemokraterne  15,2%
De Radikale  5,2%
Liberal Alliance  13,2%
Konservative  8,2%
Venstre  13,7%
Dansk Folkeparti  10,8%

Procentdel fra hver parti, der ser LA som det næstbedste parti:

Enhedslisten 1,6% 
SF 1,5%
Socialdemokraterne 3,1% 
De Radikale 15,4% 
Konservative 30,1% 
Venstre 35,1% 
Dansk Folkeparti 14,8% 

Meningsmålingen fra A&B Analyse er udført for Altinget.dk i perioden 3/3 - 8/3 2011. Målingen er foretaget på nettet på baggrund af 1099 repræsentativt udvalgte svarpersoner.


Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00