Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

PORTRÆT: Mai Mercado blev politiker for at tage hånd om de svage. Nu kan hun se socialpolitikken falde sammen om ørerne på hende med korruption i Socialstyrelsen og aflivning af satspuljen. Og de hjemløse, som hun brænder så stærkt for, vokser i antal. Alligevel er hun stadig optimist.

”Hendes navn bliver meget associeret med mig.” 

Mai Mercado ved det godt. Sagen om Britta Nielsen, der er er anklaget for fusk og underslæb for et trecifret millionbeløb med satspuljemidler, er blevet et mærkværdigt gennembrud for hende i den bredere offentlighed. Pludselig ved alle, at Danmark har en socialminister fra Det Konservative Folkeparti ved navn Mai Mercado.

“Der er mange, der kommer op til mig og spørger, om jeg ikke lige kan hilse hende Britta.”

En morsomhed, der højest bliver leet lidt hult ad. Og sagen om Britta Nielsen og den største socialpolitiske skandale i nyere tid har allerede fået den konsekvens, at satspuljen – de svages finanslov, som den også kaldes – under pres fra Dansk Folkeparti er blevet sløjfet ved sidste års finanslovsaftale.

Dermed står det monument over borgerlig social bevidsthed nu i ruin, som det konservative ikon – tidligere socialminister Palle Simonsen – rejste for snart 30 år siden. Og vel at mærke samme Simonsen, hvis portræt Mai Mercado hver morgen hilser ydmygt på, når hun går ind ad døren til Børne- og Socialministeriet. 

Sådan er der et helt åbenlyst behov for at forklare sig, udmåle ansvar og drage konsekvenser hos en politiker, som mange iagttagere og kollegaer betegner som et særligt håb for de så trængte Konservative.

Så hvem er hun, Mai Mercado? Hvorfor blev hun konservativ, og hvorfor blev hun politiker? Og hvor meget af skandalen og den årelange gentagne kritik af Socialministeriet fra Folketingets kontrolorgan par excellence, Rigsrevisionen, vil hun tage på sin kappe? 

Svarene på de spørgsmål begynder og slutter i det socialpolitiske område. Fra en ung Mai Mercados møde med en hjemløs i barndomsbyen Odense, der førte til et politisk kald, som sidenhen førte hende ind i magtens hjerte i Folketing, ministerium og regeringens koordinationsudvalg.

Selv siger hun, at hun ikke er endnu et eksempel på en idealist, der tabte håbet og drømmen om en bedre verden i mødet med den rå virkelighed. 

“Jeg har stadig følelsen af, at det er forkert, at man kan ende på gaden. Og på den måde er min rejse fra ung til voksen politiker nok ikke slut endnu.”

Bænken 
Altinget møder Mai Mercado en diset vinterdag på en legeplads i det centrale Odense. Hun har bedt os om at møde hende på Ove Sprogøes Plads, som krydset mellem Jernbanegade og Vestergade blev døbt i 2005 – åstedet for hendes politiske vækkelse for snart 20 år siden.

“Jeg kommer fra et hjem, som aldrig diskuterede partipolitik. Jeg havde en almindelig interesse i samfundsforhold, men ikke mere end det. En dag pjækker jeg fra sidste time i gymnasiet og går en tur ned i byen. Her bliver jeg anråbt af en tilfældig hjemløs. Min første tanke er, at det er ubekvemt, og at jeg ikke forstår, hvorfor han vil snakke med mig. Men så sætter vi os ned. Og så fortæller Allan mig sin livshistorie.” 

“Han har haft et liv præcis som du og jeg med familie og børn. Men så en dag vil konen skilles. Det starter en deroute. Han har svært ved at håndtere skilsmissen, begynder at drikke, bliver fyret fra sit job, smidt ud af lejligheden og havner helt på bunden. Det var første gang, at den politiske bacille greb fat i mig: Prøv at tænk, at vi har et samfund, som er så rigt, og alligevel kan man ikke holde hånden under folk som ham. Den dag gik jeg hjem og meldte mig ind i Konservativ Ungdom.”

Mai Mercado forklarer, at der i konservatismen ligger en indlejret trang til at tage sig af dem, som ikke kan tage sig af sig selv. Modsat liberalismens credo om, at enhver er sin egen lykkes smed. 

“Jeg ønskede, at vores sikkerhedsnet var så stærkt, at det faktisk greb dem, som har brug for et sikkerhedsnet.” 

Bænken er udskiftet en gang eller to siden den eftermiddag i 1999, og Mai Mercado har i samme periode fordoblet sin alder og er blevet et hav af politiske erfaringer rigere.

“Jeg elskede tiden i KU. Jeg var lokalformand i Odense og sad i forretningsudvalget. Det gik hurtigt op for mig, at jeg tilhørte den socialkonservative del af partiet. Det fantastiske ved ungdomspolitik er, at man får lov at bygge luftkasteller. Man kan bygge de vildeste paladser ud fra “hvad nu hvis”. Hvad nu, hvis man har en flad skat på 30 procent? Hvad nu, hvis vi kunne afskaffe hjemløshed?”

Men som alle andre blev også Mai en dag voksen. Det skete, da den nu afdøde tidligere konservative borgmester i Odense Jan Boye opfordrede hende til at stille op til byrådet.

“Der gik jeg fra at diskutere politik til at vide, hvad det vil sige at handle. Jeg så første gang konturerne af den skæve økonomiske fordeling, som jeg stadig ser som minister. Hvordan der bliver prioriteret mange spændende projekter i kommunerne. Men hvor det ikke er det hele, der har karakter af at være kernevelfærd.” 

Efter fem år som lokalpolitiker i Odense blev hun i 2011 første gang valgt til Folketinget. Et valg, som den konservative profil Brian Mikkelsen spillede en central rolle i ved at promovere hende på bekostning af Vivi Kier, der på det tidspunkt sad på det fynske mandat. 

“Jeg har altid set på hende som et kæmpe talent. Hvor de fleste politikere enten er stærke intellektuelt eller kommunikativt, forener Mai de to evner. Hun formår at forene en god forståelse af det konservative udgangspunkt med klar og tydelig kommunikation. Og så er hun god til at finde løsninger og skabe resultater,” forklarer Brian Mikkelsen om baggrunden for at hjælpe hende på vej. 

Og fem år senere var Mai i november 2016 klar til at tage endnu et politisk spring. Det blev vurderet fra højeste sted, at regeringens manøvrerum ville blive udvidet, hvis Lars Løkke Rasmussen inkluderede Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Det skabte plads til den håbefulde fynbo.

Egentlig var Mette Abildgaard favorit til posten som socialminister. Men det ville betyde, at Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, der er valgt som konservativ suppleant i Nordsjælland, ville overtage pladsen efter Mette Abildgaard, hvis hun – vanen tro i små partier – trådte ud af Folketinget ved ministerudnævnelse. Frygten for at give en vordende politisk konkurrent en parlamentarisk forlomme, gjorde den i brede kredse ukendte Mai Mercado 28. november 2016 til børne- og socialminister.

Bunken 
Altingets næste møde med Mai Mercado finder sted på ministerkontoret på Holmens Kanal i slutningen af november.

Fra mødebordet i fjerde sals højde er man på niveau med klokkerne på Holmens Kirke på den anden side af gaden. Forstørrede portrætter af tatoverede hjemløse pryder væggene sammen med billeder af Mai Mercado i diverse situationer: Mai bliver gift; Mai bestiger Kilimanjaro; Mai hygger sig med sine børn.

Men hun er også omgivet af andre og langt mindre behagelige minder. Helt ude på kanten af ministerens skrivebord balancerer således det åbenlyse symbol på den største udfordring, som hun er stødt i undervejs i sin to år lange embedsperiode: den gedigne bunke af sirligt stablede af papirer, der rummer Rigsrevisionens kritik af tilskudsområdet fra 2002 og frem til i dag.

Bunken er så massiv, at den ved sin blotte tilstedeværelse i rummet fortæller historien om, hvordan tilskudsforvaltningen på socialområdet i årevis har været heftigt kritiseret.

Unødig kompleks og bureaukratisk. Manglende tværgående evaluering af den samlede pulje, der har umuliggjort en bedømmelse af, om satspuljens formål kan indfries. Væsentlige svagheder i it-sikkerheden. For blot at nævne nogle af kritikpunkterne.

Mai Mercado har været alle kritikpunkter igennem, fortæller hun, mens hun klapper på bunken, som man klapper en fortrolig kammerat på skulderen.

Hun mener ”bestemt”, at hun tog kritikken seriøst, da hun tiltrådte embedet.

”Jeg tog kritikken, forholdt mig til den og handlede på den. Blandt andet har jeg iværksat et tværgående evalueringsværktøj og sørget for, at der bliver lavet et vidensregnskab.”

Men Mercado tillægger også de mange ministerskift på socialområdet stor betydning. Man skal derfor være bedre som minister til at kigge på tværs.

“Det er klart, at hvis der er hyppige ministerskift, vil det også få betydning, når der sidder en, som er ny i stolen. Jeg har ikke erfaringerne fra de forrige rapporter, og så er det endnu vigtigere at få tværsnit af kritikpunkterne.”

Ansvaret er mit 
Den langstrakte kritik fra Rigsrevisionen stod ikke øverst på Mercados dosmerseddel, da hun sømmede billeder af mand og børn op på ministerkontorets vægge tilbage i november 2016.

Ministerens synsfelt var dengang mere snævert, fortæller hun. Hun kaster sig første gang over det problembelagte område, da 2017-kritikken fra rigsrevisorerne lander på skrivebordet. Her er det de manglende målinger af effekten af de hundredvis af satspuljeprojekter, ministeren skal forholde sig til.

”Ingen af evalueringerne af de effektpuljer, Rigsrevisionen har gennemgået, har levet op til ministeriets egen intention om at gennemføre effektmålinger,” skriver Rigsrevisionen i et sprog, der ikke er til at misforstå.

Mercado har indset, at hun skulle have kigget bredere på kritikken fra Rigsrevisionen i stedet for blot at kigge på den isolerede kritik fra år 2017.

Det minder bunken på skrivebordet hende om.

”Den her sag har lært mig, at én ting er at se på rapporten, noget andet er at se på tværs. Noget, man kan se, er, at der er et hav af kritikpunkter, der går igen. Det er vigtigt at være opmærksom på.”

Er det for svært og komplekst som minister at reagere på kritik fra Rigsrevisionen?

”Det ved jeg faktisk ikke. Almindeligvis forholder man sig til årsrapport, beretning, kritikpunkter og de handlinger, der skal til for at forbedre det. Og der er det meget naturligt at være fokuseret på, hvordan man kan udbedre et konkret kritikpunkt.”

”Der lærte den her sag mig, at det er vigtigere at have et vågent blik på Rigsrevisionens kritik i en bredere sammenhæng. Det skal vi være opmærksomme på fremadrettet. Både som ministerium og minister.”

Dagen før Altinget møder hende på kontoret, har Mai været i livestreamet samråd om svindelsagen. Her er oppositionen ivrig efter at få svar på, hvordan hun vil genoprette tilliden til tilskudsområdet.

Mercado henviser flere gange til ministeriet som den ansvarlige. Og understreger, at meget peger i retning af, at det er ministeriet, der ikke har levet op til sit ansvar for at holde øje med tilskudsområdet.

Men et ministerium udgøres jo som bekendt af mennesker – med en ansvarlig i spidsen. Det er ikke bare en bygning, man kan pege på, der har gjort noget. Nogen har gjort noget. Og nogen har haft ansvaret.

Da Altinget spørger til, hvad det egentlig betyder, når ministeren siger, at det er ministeriets ansvar, er ministeren mere klar i mælet.

”Det er mig, der har ansvaret, for jeg tegner ministeriet.”

Hvem har så ansvaret for, at der ikke er handlet på den tidligere kritik?

”Det har ministeriet. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det helt givet, at Rigsrevisionen kommer med kritikpunkter, og det er ministeriet ansvar at forholde sig til det. Rigsrevisionen forholder sig til funktionsadskillelse flere gange, og der må man konstatere, at den instruks ikke kan være blevet overholdt.”

For at få det fulde billede af, hvor ansvaret skal placeres, har ministeren bestilt to eksterne undersøgelser af, præcis hvad der er sket i sagen om Britta Nielsen, og hvordan det har kunnet lade sig gøre. Og det er på baggrund af de undersøgelser, at ministeren vil træffe det, hun på samrådet betegner som ”de nødvendige beslutninger” over for personer i ministeriet.

Får sagen personalerelaterede konsekvenser?

”Ja. Hvis undersøgelserne peger på, at er nødvendigt, så ja. Men jeg vil læne mig op ad undersøgelserne for at placere ansvaret.”

Kan det også betyde fyringer?

”Ja. Det er derfor, jeg har sat undersøgelserne i gang. For at afdække, hvem der ikke har levet op til deres ansvar. Men det vil være utidigt at tale om fyringer, før jeg ser undersøgelsen. Jeg traf relativt hurtigt to vigtige beslutninger i sagen. Det er de to eksterne undersøgelser af, hvad pokker der er sket, og hvordan vi rydder op. Og så få kigget på placering af ansvar. Det er op til mig at rydde op, og der kommer jeg til at træffe nødvendige beslutninger.”

Socialministeren ser ikke på sagen om milliontyveriet i Socialstyrelsen som en afsløring af systemets sande væsen.

”Nej, jeg ser det som en desillusion af menneskets karakter. At en så manglende moral kan forefindes.”

Men i et større perspektiv falder sagen tidsmæssigt sammen med hvidvaskskandalen i Danske Bank og skandalen om udbetaling af udbytteskat – alle tre tegner et mistrøstigt billede af statens evne til at sikre retfærdighed og fairness.

Ikke mindst derfor er sagen om Britta Nielsen problematisk. Den rokker ved tilliden til offentlige myndigheder, lyder det fra ministeren.

”Det kan godt gøre mig rigtig bekymret, fordi vores samfund grundlæggende beror på tillid. Så hvis ikke der er tillid til offentlige myndigheder og politikere, kan det give grobund for store omvæltninger i samfundet. Og det bryder en konservativ sig ikke om.”

Og hvad gør en konservativ så?

”Så rydder man op. Man kan rydde op i styrelsen på en så god måde, at befolkning også opdager, at man rydder op.”

Hun kunne genkende mig 
Tilbage i Odense har vi forladt bænken på legepladsen og vandret en halv time rundt i byen. Mai Mercado har besøgt udvalgte steder af sentimental værdi – herunder sit gamle gymnasium, Odense Katedralskole. Hele tiden sørger hun for at holde øjenkontakten og lytte engageret til spørgsmålene.

Og der er ellers nok af distraktioner for en relativt ukendt minister, som på rekordtid er kommet på danskernes læber. På vej gennem barndomsbyen kan man ikke undgå at bemærke hovederne, der vender sig. Og når gadesælgeren på Ove Sprogøes Plads i forsøget på at afhænde en strikhue hører, at vi skal mødes med Mai Mercado, er den instinktive reaktion da også:

“Nå ja. Det er hende, der drømmer om Britta om natten.”

Han har også læst artiklen i Berlingske om Mai Mercados natlige besættelse af den anklage systemansvarlige. Men var den udtalelse nu også klog? 

“Der kom jeg til at kæde tyveriet sammen med hendes navn. Og det skal jeg jo lade være med. Det er rigtig, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Men jeg har for mange år siden opgivet at få pillet mine unoder ud af sproget. Der var engang en presserådgiver, som forsøgte på det. Og det betød, at jeg blev helt mekanisk. Jeg vil hellere bare være tro mod mig selv. Og det betyder, at her sagde jeg det bare, som jeg havde det.” 

“Det får virkelig noget frem i mig. Og det er lige meget, om det er Britta eller en anden person, der har set, hvilke projekter det drejer sig om – psykisk syge, misbrugere og unge hjemløse – og så alligevel tænkt, at de penge overfører jeg lige til mig selv. Så er man da et gennemgående dårligt menneske. Og så jeg ved jeg godt, at jeg ikke skal koble det til hendes navn, men det mener jeg altså, at man er.” 

Nu er regnen, der startede som spæde dråber på bænken, taget så meget til, at vi søger ly under markisen til Jeff & Joy Børnesko på Mageløs. Næppe er Mercado ankommet, før TV 2 har stillet et kamera op oven i vinterstøvlerne, der endnu kan erhverves på tilbud.

Årsagen er, at hun som del af satspuljeaftalen har afsat tre millioner kroner til opkvalificering af Børnetelefonen. Og straks er de tøvende, håbefulde formuleringer afløst af mere klassiske politikersvar.

Da seancen er slut, hilser hun på Conny Stolberg-Rohr, der står i spidsen for det lokale center for seksuelt misbrugte. Endnu et eksempel på en social indsats, som kan prise sig lykkelig for at have nydt godt af den økonomiske opmærksomhed i den årlige satspulje.

“Hun kunne endda genkende mig. Utroligt,” bemærker Conny ud i luften, efter at ministeren har bevæget sig op ad trapperne og ind i permanent tørvejr. 

Mai Mercado er kommet til Odense for at blive klogere på, hvordan regeringen kan gøre mere for at hjælpe ofrene for seksuelt misbrug videre i livet. Og så naturligvis for at sole sig i den opmærksomhed, som det uvægerligt hidkalder, når man fordeler penge ud til værdigt trængende.

I mødelokalet venter endnu et kamerahold. Denne gang fra TV 2 Fyn. Hele seancen varer en time. Så er ministeren inklusive entourage atter tilbage på gaden. 

Hun forklarer, at denne type møder med de berørte borgere og organisationer godt kan tage hårdt på hende.

“Når man møder personer, som har været udsat for seksuelle overgreb og andre forfærdelige ting, kan det godt være svært at lægge fra sig, når man kommer hjem. Når jeg så er hjemme, så krammer jeg altid lige min dreng en ekstra gang.”

Mai har sammen med ægtemanden Christopher Mercado to børn. En søn, Winston, på fem år. Og en datter, Elisa, på tre.

På vej til Odense svingede ministerbilen forbi forældrene i Nr. Aaby. Her har Mai boet, siden hun var otte år gammel, sammen med sin mor og stedfar. Før det boede hun alene med moren tæt på Vollsmose. Hun har aldrig kendt sin far. 

“Jeg tror, at min opvækst under trange kår har gjort, at jeg ikke kan være andet end konservativ. Min mor har altid lært mig at passe på andre. Og så har jeg mærket på egen krop, at det, at man kan have brug for hjælp fra det offentlige, ikke nødvendigvis gør én til udsat. Men jeg er ikke naiv og kan sagtens se, at det for nogle familier kan have større og langt alvorligere konsekvenser.”

Hun trækker op i ærmet og afslører et armbånd af lilla, gule og grønne perler, som hendes søn har lavet til hende. Blandt perlerne er der også enkelte dyr. Hunde, kaniner.

“Han sagde, at det var meget vigtigt, at jeg tog det på i dag.”

Anekdoten tjener et større formål, viser det sig. Nemlig at anskueliggøre, hvorfor Mai Mercado ikke ser sig selv som kommende formand for Det Konservative Folkeparti.

“Jeg har altid sagt, at jeg ikke skal være politiker hele mit liv.”

Det siger I jo alle sammen … 

“Ja. Men det er ikke alle, der mener det.”

Hvorfor skal du ikke være formand en dag?

“Det er en drømmepost både at have børne- og socialområdet. Og jeg får lyst til at blive træt af mig selv, når jeg siger det, men jeg har ingen formandsambitioner. Og det tror jeg, at de fleste, der kender mig, vil bekræfte.”

“For at være formand skal man være gjort af et helt særligt stof. Og lige den sidste del af det grundstof har jeg ikke. Jeg mangler noget robusthed. Jeg gik ned med stress i 2010. Jeg har en sårbarhed, som de fleste, der kender mig, vil sige, er let at se. Og når man har den, skal man ikke helt op på højeste hylde.”

Mercados toneleje ændrer en stund karakter, når hun taler om egen skrøbelighed. Man mærker, at der er noget på spil. Men sekunder senere tilføjer hun:

“Jeg taler gerne åbent om de her ting. Alle politikere kan stille sig op og sige, at de er tilfredse, hvor de står. Men jeg tror ikke, at man får alle til at sige det, jeg lige har sagt.”

Og efter den korte refleksion over egne udsagn er hun tilbage ved substansen.

“Det er en sårbarhed i forhold til min familie og mine børn. Da jeg knoklede i sidste valgkamp, blev min søn, som dengang var to år, meget vred på mig. Det har taget år at komme overens med det. At få ham til at aflægge den vrede. Han kan stadig i dag sige: 'Mor, dengang jeg var lille, sagde jeg, at jeg ikke kunne lide dig'. Og når jeg spørger, om han kan huske, hvorfor han sagde det, svarer han: 'Ja, for du var aldrig hjemme'.”

“Den sårbarhed kommer jeg aldrig til at slippe. Hvis man skal stå i spidsen for parti, skal man ikke have den sårbarhed.”

Palle Simonsen ville være glad 
Og så et sidste spring.

Nemlig tilbage til føromtalte papirbunke på ministerkontoret på Holmens Kanal. Bunken med Rigsrevisionens kritik rummer også historien om satspuljens eksistens. I dag er det åbenlyst, at sagen om Britta Nielsen endegyldigt lagde satspuljen i graven. En begravelse, som Mercado med egne ord “græder tørre tårer over”.

"Jeg kommer ikke til at savne satspuljens krinkelkroge. Vi får nu mulighed for at kæmpe for socialpolitikken på finansloven, og samtidig har vi en reserve, som er langt mere klar og forudsigelig."

En af konservatismens grundsætninger er, at det handler om at forandre for at bevare. Og i tilfældet med afskaffelsen af satspuljen ligner dens erstatning en illustration af den ideologiske grundsætning.

Konservative kæmpede ifølge Altingets oplysninger hårdt i kulisserne for satspuljen. Det projekt mislykkedes, men partiet fik tilkæmpet sig en ny reservepulje finansieret af udløbne satspuljeprojekter, som skal gå til at føre socialpolitik til gavn for samfundets mest udsatte sårbare borgere.

På den måde fik de forandret noget, som de fleste var enige om, ikke længere fungerede, men bevaret en finansiering af socialpolitikken fremover.

"Jeg er stadig lidt i vildrede med, hvad vi skal kalde den, for vi kan ikke kalde den satspuljen. Så skaber vi i hvert fald meget stor forvirring ude blandt folk. Så lige nu kalder jeg den bare for reserven."

“Men selvom der er mange, der har en interesse i at hævde det modsatte, er det også vigtigt for mig at få sagt, at størrelsen på satspuljen jo aldrig har været stabil. Hvis ikke der er vækst i samfundet, har der ikke været nogen penge at uddele. Nu laver vi så et nyt system, som giver en mere stabil og gennemsigtig finansiering, og det synes jeg sådan set, er et fremskridt."

Og på den måde kan Mai Mercado fortsat kigge Palle Simonsen i øjnene og hilse ydmygt på sit politiske forbillede, når hun hver morgen skridter forbi væggen med ministerportrætter.

Hvad ville han tænke om, at satspuljen er blevet afskaffet med en konservativ minister på vagten?

“Det tror jeg, at han ville være glad for.” 

Glad? 

“Jeg tror, at han vil synes godt om, at det ikke længere er ydelsesmodtagerne, der skal finansiere socialpolitikken.”

Ville han være skuffet over, at systemet har været sådan indrettet, at det har været muligt at stjæle 111 millioner gennem 16 år?

“Jeg tror, at Palle Simonsen ville gennemskue, er der er tale om én medarbejder, der har snydt systemet. Og ikke, at der er tale om et system, som er gennemhullet eller pilråddent. Og så tror jeg, at han vil være meget optaget af at få genoprettet tilliden hos befolkningen.”

Færre hjemløse 
Men hvad med Mai Mercados egen tillid til politikernes evne til at løse samfundets problemer?

Da hun forlod Allan på bænken i Odense i 1999, var det med overbevisningen om, at hjemløshed burde kunne afskaffes i et land som Danmark.

Nu er den voksne Mai nået helt til tops i det politiske system. I 12 år har hun som lokalpolitiker og siden folketingsmedlem kæmpet de svages kamp. Og sidste år sad hun for bordenden, da satspuljen afsatte 154 millioner kroner til at give udsatte borgere tag over hovedet.

Og hvad er der så sket med hjemløsheden i disse år? En ny analyse fra Kraka viser, at antallet af hjemløse mellem 18 og 29 år er mere end fordoblet de sidste 8 år. 

“Jeg håbede, at vi sidste år kunne afsætte 250 millioner kroner til hjemløse. Det var regeringens oplæg, men der endte med at blive pillet næsten 100 millioner ud af aftalen. Jeg kan stadig mærke ærgrelsen i kroppen et helt år efter.”

Hvor efterlader den indsigt dig i dag? Du jagter en politisk vision om at afskaffe hjemløshed. Bevæger dig til tops i det politiske hierarki. Og må samtidig erkende, at problemet er uløst. Bliver du ikke desillusioneret?

“Jeg er på ingen måder desillusioneret. Faktisk tværtimod. Jeg har stærk forventning om, at når vi når til næste hjemløsetælling i februar, så vil vi se et fald. Og hvis ikke, må det være op til alle ansvarlige politikere at tage tråden op og sige, at så må vi lave ny handlingsplan.”

“Jeg er grebet af begejstring af at gøre kæmpestor forskel for de her mennesker. Jeg ved, at vores indsats har en betydning.”

Men handler det ikke også om, at det ville se dårligt ud, hvis du som politiker indrømmede, at du faktisk var en smule slukøret over udviklingen på socialområdet. Og her tænker jeg både på svindelsagen, satspuljen og det stigende antal hjemløse?

“Jeg ville sige det, hvis jeg mente det.”

Du mener altså ikke, at der følger en tvungen optimisme med jobbet?

“Jeg ville virkelig sige det, hvis jeg mente det. Alle, som oplever mig på jobbet, vil sige, at jeg møder op hver eneste dag med ild i øjnene, fordi jeg ved, at jeg gør en kæmpestor forskel. Jeg har et af de absolut vigtigste og mest meningsfulde ministerier overhovedet. Og det gør en forskel.” 

,

Forrige artikel Valgforsker: Socialdemokratiets strammerkurs sikrer rødt flertal Valgforsker: Socialdemokratiets strammerkurs sikrer rødt flertal Næste artikel Ugens målinger: Danskerne hilser centralisering og ekspertvælde i sundhedsvæsenet velkommen Ugens målinger: Danskerne hilser centralisering og ekspertvælde i sundhedsvæsenet velkommen
Per Stig Møller drømmer om en grønnere linje i Konservative

Per Stig Møller drømmer om en grønnere linje i Konservative

INTERVIEW: Konservative har brug for at markere sig tydeligere i miljø- og klimapolitikken, hvis ikke Venstre skal løbe med rollen som blå bloks grønne bannerfører. Det mener Per Stig Møller, som også går i rette med partiformand Søren Papes udmelding om, at grøn politik ikke trækker vælgere over midten.