Portræt af Marianne Jelved er som en slasket pixibog uden brod

Der er simpelthen en systemfejl ved selve genren: En politiker, der skriver en politisk selvbiografi i samarbejde med en anden, oftest en journalist.

Alt for ofte ender den slags med, at politikeren i realiteten fører pennen og får fremstillet sin politiske karriere i et sympatisk lys – tilsat enkelte klædelige skønhedsfejl. Hvis selvrosen vækker kritik, kan man kan jo altid henvise til, at det er en anden "helt uvildig" person, der har skrevet bogen.