Kommentar af 
Morten Reimar

Stephanie Loses styrke er, at hun ikke læser tykke bøger

Når det virker for Stephanie Lose at fortælle i et interview, at hun ikke går i teatret og kun læser bøger i ferien, så er det fordi, ingen havde købt, at hendes politiske forbillede var Obama, og at hendes yndlingsfilm var 'De 7 samuraier', skriver Morten Reimar.

For Stephanie Loses rådgivere handler det om at slippe tøjlerne og lade hende være sig selv. Deres opgave er ikke at få hende til at passe ind i en ny rolle, men at fortælle resten af Danmark, hvorfor de er så vilde med hende i Region Syd, skriver Morten Reimar. 
For Stephanie Loses rådgivere handler det om at slippe tøjlerne og lade hende være sig selv. Deres opgave er ikke at få hende til at passe ind i en ny rolle, men at fortælle resten af Danmark, hvorfor de er så vilde med hende i Region Syd, skriver Morten Reimar. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Venstres næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, ser næsten aldrig film og kan ikke huske, hvornår hun sidst var i teatret.

Det fremgik af et Politiken-portræt, der blev lavet i forbindelse med partiets landsmøde, og hvor læseren fik et lille – med tryk på lille – indblik i hendes privatliv. Således blev man altså klogere på, at hun ikke har noget politisk forbillede, kun læser bøger i ferien og kører en Skoda Octavia. 

På Twitter og flere andre steder blev den med det samme taget op og latterliggjort. Sikken hun var ukultiveret, hvor var hun dog grå, og hun måtte godt nok være en kedelig borddame til et middagsselskab.

Læs også

Normalvist havde rådgivere panikket over sådan en sag og straks tilmeldt hende Vild Med Dans, så hele Danmark kunne se, hun absolut ikke var kedelig.

Partiets pressechef skyndte sig da også at kaste sig hovedkulds ud i debatten og påstå, at han nærmest ikke kunne forestille sig noget federe på denne Guds grønne jord end at få Stephanie Lose som borddame. 

Den gængse analyse er, at vi ikke bare vil stemme på et nummer på opstillingslisten, men på relaterbare personer, der politisk som menneskeligt ligner os

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Men hvorfor egentligt det? Den lille, undseelige faktaboks i et interview, alle for øvrigt har glemt siden, var en kæmpe sejr for Lose. Og de rådgivere, der arbejder med at brande hende.

Både fordi den gav hende mulighed for at turnere rundt og fortælle, at hun arbejder så meget, hun slet ikke har tid til at læse og bruger sin sparsomme fritid på frivilligforeninger.

Men også fordi den netop understøttede hendes image. Fordi den var rystende autentisk. Og det er ikke nogen let opgave at være sig selv.

De sociale medier flyder over med politikere, der gør, hvad de kan for at præsentere sig selv som hele mennesker. Det fordi den gængse analyse er, at vi ikke bare vil stemme på et nummer på opstillingslisten, men på relaterbare personer, der politisk som menneskeligt ligner os.

Oftest er det ligetil: Billeder med børnene, med hunden og foran landmærker i hjembyen. Andre gange kan det give bagslag. 

Tænk bare på en anden politiker, der ligesom Lose blev grint af for sin manglende kulturelle kapital; nemlig daværende kulturminister Joy Mogensen (S), der omkring sin tiltrædelse kom for skade at afsløre, at hendes yndlingsalbum var Absolute Music 2. En opsamling af radiohits fra 1993. Efterfølgende blev hun sendt i byen for at understrege, hun skam kom fra hjem med klaver, men der var skaden sket.

Læs også
 

Det skal nok passe, det er hendes yndlingsalbum, men det var bare ikke den ægthed, vælgerne gerne ville have fra en kulturminister. De havde håbet på noget andet. 

Med omvendt fortegn er der så Morten Messerschmidt, der ofte bliver kritiseret for at være for finkulturel, eller i hvert fald for glad for opera og franske vine, til at være formand for dansktop og stegt flæsk-partiet DF.

Eller tænk på Jakob Ellemann (V), der havde en FCK-trøje på en til kamp mellem København og AGF, på trods af at være opstillet i Aarhus. Det fik selveste chefredaktøren på Aarhus Stiftstidende til at kritisere ham.

Lose er kendt som en no bullshit type, der ikke er gået ind i politik for sjov, og som synes, alt rundt om selve arbejdet er dumt og i vejen. 

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Vil vi hellere have politikere, der lyver om, hvilket fodboldhold, de holder med? Selvfølgelig ikke. Vi vil have ægte mennesker med personlighed. Det skal bare være de rigtige dele af deres personlighed, de viser frem. 

Når det virker for Lose, så er det fordi, ingen havde købt, at hendes politiske forbillede var Obama, og hendes yndlingsfilm var Kurosawas ’De 7 samuraier’. Tværtimod giver det rigtig god mening, at hun ikke går op i den slags ting, for det er sådan, vi kender hende. Og det er blandt andet af den grund, hun har danmarksrekord i personlige stemmer til regionsrådsvalg.

Lose er kendt som en no bullshit type, der ikke er gået ind i politik for sjov, og som synes, alt rundt om selve arbejdet er dumt og i vejen. Med andre ord gider hun ikke alle de ting, andre politikere gør for at vise, at de har personlighed. Og det er netop hendes personlighed.

Det interessante er, at Troels Lund Poulsen (V) i virkeligheden er kendt for lidt af det samme, nemlig at være en grå, men hårdtarbejdende politiker, der går op i kedelige regnestykker, men for ham er det ikke på samme måde en fordel. I hvert fald ikke, hvis man kigger på hans stemmetal, som ved seneste valg kun med nød og næppe fik ham ind.

Derfor arbejder hans rådgivere øjensynligt med at udvide hans image. Ikke ændre hans image, ikke opfinde en ny rolle til ham, bare sætte lidt flere nuancer på. 

Tag for eksempel hans tale ved Venstres landsmøde i sidste måned. Her talte han blandt andet direkte til sin datter og sagde, at det var for hende og hendes generations skyld, han var politiker. 

Vi har altid oplevet Lund Poulsen som tal-manden, der sørger for, pengene passer. Nu bliver det image altså udvidet med et mål: Hvorfor er han interesseret i høj beskæftigelse, et stærkt erhvervsliv og en effektiv offentlig sektor? Fordi han tænker på næste generation.

Hans rådgivere ved udmærket, der bliver holdt godt øje med, om han ændrer personlighed eller brillestel, nu hvor han er blevet partileder. Og de ved også, det vil være utroværdigt, hvis han pludseligt går op i cykling eller skønlitteratur. Derfor udvider de det, de har at arbejde med.

For Loses rådgivere handler det om at slippe tøjlerne og lade hende være sig selv. Deres opgave er ikke at få hende til at passe ind i en ny rolle, men at fortælle resten af Danmark, hvorfor de er så vilde med hende i Region Syd.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00